MIDTVESTLIV // KLUMME – Alene er ikke det samme som ensom. Julie Bendtsen har opdaget, at det at være alene nogle gange er det eneste rigtige valg, fordi alternativet i øjeblikket ganske enkelt synes lidt uoverskueligt. Og som man siger: det er ikke dig, det er mig.
CHICAGO – De, der læser mine klummer, vil vide, at jeg er flyttet for ganske nylig. Igen. I 2015 greb vi chancen for at flytte til USA. Vi sagde til os selv og hinanden, at hvis vi nogensinde skulle gøre det, skulle det være nu, mens børnene stadig var små, og det var i øvrigt også kun for to år. Sagde vi.
Ting jeg lærte i løbet af de to år: Stol aldrig på de tidslinjer, når du ikke aner, hvad du taler om. Det tager i hvert fald et år at falde rigtigt til og føle sig rigtigt på plads. Når det år så er gået, er et år mere slet ikke nok til at suge til sig uden konstant at være i tilpasnings- og læringsmode. Og når det næste år så er gået, mærker man, hvordan man jo bare slet ikke er klar til at give slip på det nye sted, der nu ikke længere er så nyt, men føles som hjemme og har så meget mere at byde på.
Vi fik mange venner i Raleigh, North Carolina. Vores børn voksede op i Raleigh. Og da vi først begyndte at føle os hjemme og ikke bare som bleg-eksotiske besøgende på gennemkørsel, blev venskaberne dybere og båndene stærkere.
For hver flytning bliver skåret en lille gnalling af entusiasmen for og viljen til at opsøge nye relationer igen
Jeg havde nok ikke rigtig forventet det muligt i en alder af sen-30’erne at danne sådan rigtige venskaber, for både min mands og mine og vores fælles venner i Danmark går mange, mange år tilbage og er noget af det dyrebareste, vi har. Men lige så stille og stabilt, som årene gik i North Carolina, voksede bekendtskabsfrøene til venskabs-stauder. I dag har vi Raleigh-venner, som i den grad indgår i vores “ride or die”-kategori.
Man skulle jo tro, at når vi én gang har oplevet at få venner, vi ikke havde regnet med, burde det være muligt at hvile trygt i visheden om, at det nok skal lykkes igen. Alligevel er der noget ved hele situationen, der virker komplet uoverskueligt.
At få – og blive – nære venner er ubeskriveligt givende. Men det er også krævende, ikke mindst i forløbet op til, at relationen bliver og føles nær og ægte. At lære hinanden at kende, at finde ud af, hvor ens værdier følges ad og, endnu vigtigere, hvor de kolliderer. At komme ud over den første halvoverfladiske høflighedsfase og videre til dér, hvor man ringer til hinanden, når lortet brænder på, eller margaritaen mangler en makker.
Der er også noget udmattende og udhulende i at være “den nye” – og hele den periode, den rolle nu varer. Den fase, hvor det altid er det høfligste smil, der smiles, og den højeste oktav, der snakkes med. Og hvor man tænker så meget over at sige og gøre alt det, der skal få folk til at tro, at man er den pæne og ukomplicerede nabo og ikke hende med den sorte (og ind imellem katastrofalt uovervejede) humor, skærebrænderstemmen, den tyndslidte tålmodighed og ditto joggingbukser.
Siden covid-mareridtet brød ud, har jeg været så fokuseret på min hjemlandshjemve. Åh, hvor har jeg savnet Danmark og gør det stadig. Hvert eneste Facebook-minde, hvert eneste FaceTime-opkald, hvert eneste billede af stenbiderrogn, fjordrejer, hvide asparges og bland-selv-slik har føltes som en lille Raadvad-urtekniv, der langsomt, men sikkert bliver ført ind i og dernæst drejet rundt i mit dansker-Julie-hjerte.
Og sådan er det jo. Jeg har det ikke værre end andre. Tværtimod har vores tilværelse under covid været overraskende nem, og der er jo lys forude. Ikke desto mindre: hjemveen er der. Og det var ikke faldet mig ind, at jeg ved at forlade Raleigh ville doble op på den, men det gjorde jeg.
At flytte og få nye venner, når man er barn, kan være skræmmende, ukendt og spændende. Når man er voksen, virker det mest af alt skræmmende, ukendt og uoverskueligt.
Når du først har gjort et nyt land til dit hjem, vil du altid have hjemve. Resten af livet
Måske fordi særhederne for alvor er sat ind, når man først er nået forbi 40. Måske fordi man bare er blevet så kræsen med sine timer og dage, at alt det indledende hejs til et reelt venskab virker som tid, der kunne være bedre brugt på ting, man kender i forvejen og ved, hvad er. Det lyder trist, men i virkeligheden tænker jeg, at det handler om, at der for hver flytning bliver skåret en lille gnalling af entusiasmen for og viljen til at opsøge nye relationer igen.
Så når en af mødrene fra det ene barns klasse foreslår en frokostdate, og en sød, sød nabo snakker om at gå ud og få drinks en fredag – to ting, jeg for et år siden ville været hoppet på hurtigere end en influencer på en måltidskasse – bliver både mit svar og ansigtsudtryk mere tøvende, end hvad jeg kunne ønske.
Jeg får lyst til at sige “it’s not you, it’s me”. For det er det jo. Det er dem, der er søde og imødekommende, og mig, der er særlingen med et eremitagtigt behov for opvarmning, inden jeg sådan rigtigt orker at sætte mig ind i et nyt menneskes livshistorie – og dem i min.
En af de ting, jeg lærte allerførst, da vi flyttede til USA, var at trives i mit eget selskab. Ikke at jeg nogensinde har haft et decideret problem med det, men at gå fra job med kollegaer, familie rundt om hjørnet og venner et stenkast væk til hjemmegående i et fremmed land et ocean væk og med lige nøjagtig nul bekendtskaber er en omvæltning.
Alligevel udviklede det sig således, at mine timer i eget selskab var nogle af dem, jeg nød allermest. Jeg gik og løb ture, sejlede kajak og så på slanger i den lokale flod, drak latte i solskin med en bog og skrev, når jeg havde lyst.
Dobbelt op på savn og hjemve og mennesker, der pludselig er alt for langt væk
Men tiden gik, og alt det, jeg ikke helt kan overskue nu, gjorde jeg dengang, og vi fik venner for livet. Venner, der nu er en af grundene til en anden livslektion: Når du først har gjort et nyt land til dit hjem, vil du altid have hjemve. Resten af livet.
Jeg savner Danmark, når jeg er i USA, men manner, hvor kommer jeg også til at savne USA, når vi en dag flytter hjem. Stedsavnet bliver et livsvilkår, og det er ok, for i bund og grund er det jo et fint og klart billede på, hvor privilegerede vi er. Tænk at få lov at opleve det.
Så nu sidder jeg her i Chicago og savner Raleigh, hvor jeg for nogle måneder siden sad og savnede Danmark. Dobbelt op på savn og hjemve og mennesker, der pludselig er alt for langt væk.
Alt imens jeg holder mig selv optaget og travl med at planlægge og forberede menuen til lørdagens familiepåskefrokost, der indtil videre byder på både sild og snaps og rullepølse og citronfromage og langt mere mad, end vi fire nogensinde vil kunne sætte til livs.
Måske skulle man spørge naboen, om de vil kigge forbi.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: “Det er ikke dig, det er mig”, har Julie Bendtsen lyst til at sige til bekendte i Chicago. Hun savner den entusiasme, hun havde i North Carolina. Fotoet er skribentens eget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
