Taxamandens klumme: Det kanoniserede røvhul

i Liv & Mennesker/Klumme af

KLUMME – Forleden følte jeg mig i den grad hjulpet af den barmhjertige samaritaner. Folk kan jo ikke deres bibelhistorie i dag – så her er et kort resumé af Jesu lignelse, med svaret på det vanskelige spørgsmål, hvordan man opnår det evige liv?

Både spørgeren og Jesus ved, at du skal elske din gud – og så skal du elske din ”næste” som dig selv. 

Spørgeren vil derefter vide, hvem din næste er?

Så kommer lignelsen – en historie fra virkeligheden, der er til at blive klog på:

En mand bliver overfaldet i ørkenen og ligger smadret og halvdøende derude. Først kommer en præst forbi. Han passerer uden at gøre noget. Så kommer en levit – præsternes hjælper – forbi. Han skal godt nok heller ikke have noget i klemme. Men så kommer en af datidens perkere forbi – en samaritaner, som jøderne ikke regner for noget – en gammel religiøs konflikt om, hvem der er de rigtige jøder. Samaritaneren hjælper den nødstedte, samler ham op, bringer ham til et herberg – og betaler for opholdet uden at kende den nødstedte. 

Og alle – spørgere og Jesus – er enige: Det er den, der viser barmhjertighed, der er sit medmenneskes næste.

Jeg kender ingen mennesker, der holder af parkeringsvagter. Folk med bil kan være lovlydige på alle politiske fløje, de kan have de helt rigtige meninger om at få bilerne ud af byen, generelt af bekæmpe privatbilismen – men parkeringsvagterne?

Jeg havde ikke fået tæsk af røvere som offeret i ørkenen. 

Jeg var bare helt enormt sulten, og parkerede taxien lidt oppe på fortovet og alt for tæt på vejkrydset – uden for indgangen til min foretrukne, indiske take-away. 

Frisklavede curries. Naan-brød. Sulten sublimerer sig til en madglæde, som er lidt sygelig. Jeg ved det.

Jeg har bestilt og betalt, da jeg ser ham gennem restaurantens rude. En tur rundt om min bil. Hvis jøderne havde det svært med samaritanerne, så er det for intet at regne mod den vrede, der vælder op i mig som en indestængt bøvs efter en alt for lang bytur. 

Tyrkerne har det svært med kurderne, sunnierne raser mod shiaerne – og danskerne er generelt mistænkelige overfor dem, der er omskåret og ikke spiser skiveskåret flæskesteg.

Men én ting må vi kunne samles om:

Vi hader parkeringsvagter!

Efter vreden kommer den tryglende underkastelse og råbet om nåde. 

Jeg orker bare ikke endnu en regning fra kommunen eller fra de blodsugere af nogle parkeringsfirmaer, der virkeligt har fundet en forretningsmodel, der er til at forstå: Q-park og andre tjener simpelthen penge på lovovertrædelser. Så jo mindre lovlydig bilisterne er, når de stiller bilen fra sig, jo rigere bliver den business, der har fået udliciteret opgaven at kræve penge ind via byens parkeringsanlæg.

Indeni enhver taxamand gemmer der sig en lille dreng med dårlig samvittighed.

Jeg burde ha’ taget en skål med salat med på arbejde. Så ville min krop langsomt begynde at ligne den sexede skulptur, der er mit drømmesyn. Og så skulle jeg ikke for gud ved hvilken gang betale regningen for ikke at overholde politivedtægten om parkering.

Jeg rejser mig og begiver mig ud i den forventede konfrontation.

Jeg kender ingen mennesker, der holder af parkeringsvagter. Folk med bil kan være lovlydige på alle politiske fløje, de kan have de helt rigtige meninger om at få bilerne ud af byen, generelt af bekæmpe privatbilismen – men parkeringsvagterne?

I den sidste undersøgelse, jeg har læst om prestigeværdien af vore jobs – offentliggjort i 2016 i avisen.dk, udarbejdet af YouGov for avisen.dk, rangerer parkeringsvagter på plads nummer 97 af 99 – fulgt af reklamebude og dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Taxichauffører ligger også i bunden – på en 92. plads, på niveau med vinduespudsere og ufaglærte bygningshåndværkere.

Men vi slår nedad, indtil en ny undersøgelse viser, at det er os, der er bunden af bundskrab på arbejdsmarkedet, når det handler om arbejdets prestige.

Behøver jeg nævne, at piloter, læger, advokater og universitetslektorer ligger i toppen. Ja selv journalister, forfattere og musikere ligger i den øverste del af job-hierarkiet.

Men parkeringsvagter, disse bilismens natmænd, der kommer snigende ud fra mørket eller kameraovervågningsrum for at hente penge til statskassen og dens kommercielle håndlangere – ingen af dem vil tale sandt, når borddamen ved festen vender sig mod dig og spørger:

”Og hvad laver så du?”

I toppen af menneskeheden har vi gennem historien – helgener, der åbenbart havde kontakt med skaberen selv. I bunden ligger de uformelt kårede – de kanoniserede røvhuller, som vi principielt burde tage lige så alvorligt som politifolk og sosu-hjælpere, fordi de jo udfører en samfundsopgave. Men vi orker dem bare ikke, selv om vi selv så på vejskiltet, at her må vi ikke være uden særlig tilladelse. Eller selv om vi godt kan se med vore egne øjne, at de 10 meter til vejkrydset, som færdselslovens paragraf 29 foreskriver – er skrumpet til to meter.

Hvis jøderne havde det svært med samaritanerne, så er det for intet at regne mod den vrede, der vælder op i mig som en indestængt bøvs efter en alt for lang bytur

Jeg kommer næsten krybende ud af restauranten, hvor jeg har advaret kokken om, at jeg kommer igen senere efter den bestilte mad. Udenfor får jeg øje på parkeringsvagten, der er ved at aflæse min nummerplade. 

Det her bliver min dyreste aftensmad i mange uger.

”Jeg ved godt, at jeg er åndssvag, ryger det flæbende ud af munden på mig. Kan jeg nå at flytte taxien?”

Han bevæger sig om på den anden side af den matgrå taxi, tæt på min person, så jeg i brøkdele af sekunder får den alvorlige tanke, at han vil slå mig.

”Har du bestilt take-away?”, spørger han med antydningen af et smil.

”Javel Hr.”, svarer jeg som skoledrengen i en drengebog fra 50’erne. 

100 pct. underlagt autoriteten.

Jeg når at tænke, hvordan det nu kan bruges mod mig.

”Jamen, så vent dog på din mad og find et andet sted at spise den.”

Så griner han højlydt og siger:

”Vi må jo holde sammen os fra samfundets laveste klasser.”

Så skulle det altså ske her i min karrieres efterår.

Jeg mødte den barmhjertige parkeringsvagt.


Foto: Jesper Grunwald

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker