LIV & MENNESKER // TAXAMANDENS KLUMME – ”D” er en af Taxamanden Jesper Grunwalds særlige kunder. Han har en diagnose og kaldes formelt for udviklingshæmmet. Men han er først og sidst musikelsker – lige fra opera-interessen, som han har givet videre til faren, til taxituren mod musikskolen, hvor han jævnligt slår tangenterne på xylofonen an.
Jeg har fået en ny ven i den sorte taxi med det hvide logo – selv om jeg lige nu ikke er sikker på, hvornår jeg ser ham igen, eller overhovedet? Det er det fede ved nærværet i en hyrevogn. Det kan være alvorligt nok, selv om jeg som udgangspunkt er sammen med kunderne på lånt tid.
De særlige.
Jeg har skrevet om dem før i en anden aldersklasse: De særlige børn. Og ja, det er rigtigt nok, jeg går lidt rundt om ordene som en taxamand, der ikke kan åbne dørene, fordi han ikke kan finde nøglerne: Det handler om de udviklingshæmmede, som det hedder i dag, hvor begreber som retarderet er for koldt, og evnesvag eller åndssvag er gjort til skældsord.
Nogle af de særlige har gennem min karriere været de såkaldte ”diagnosebørn”, hvor et af mine børnebørn tog mig i lære. Jeg brugte vendingen at ”være autist”.
”Vil du ikke nok stoppe med at sige, at jeg er autist. Jeg HAR autisme, og det er noget andet. Det er ikke MIG, der er sygdommen – det er en diagnose, jeg har.”
Slam! Det var en kommentar fra en personlighed, der er specialist i systematik og rene linjer. Jeg blev ramt af en følelse, som er i nær familie med skam.
Det var ”D”’s far, der var anledningen til mit nye bekendtskab. Vi er kolleger fra en fælles mediefortid, og han var træt af kørselsordningerne for den voksne søn, som ”går til musik”.
Sjælden diagnose
Vi fandt en løsning, som passede til mit vagtskema, som netop indbefatter de mandage, hvor ”D” går til rytmisk samspil. Han slår på trommer – og nogle gange xylofon. Og i musikskole-sæsonen bliver vores venskab tildelt sådan ca. to gange en halv time – den tid, udkørslen og hjemkørslen tager.
Vi kommer ikke uden om diagnosen.
”D” har det såkaldte ”cri du chat syndrom”, Cri du chat er fransk og betyder direkte oversat: katte-gråd. Og ja, det er en del af sygdommen, at den genkendes meget hurtigt efter fødslen, ved at babyens gråd ligner et skrig fra en kat.
Syndromet diagnosticeres som en genmangel på det korte ben af kromosompar nr. 5. Ud over den særlige gråd, som er en konsekvens af et lille strubehoved og kort stemmebånd, er personen også udviklingshæmmet – i forskellig grad alt efter kromosomfejlens omfang.
Syndromet er meget sjældent – statistisk set har kun én ud af 50.000 nyfødte denne ”kromosomanomali”, som er fagudtrykket i medicinske kredse. Det er i snit mindre end to om året herhjemme.
For ”D” betyder hans handicap, at han i dag som voksen bor i et bofællesskab med døgnstøtte af professionelle, så beboerne kan finde et anstændigt liv mellem voksenlivets principielle frihed og udviklingshæmmedes behov for omsorg og støtte.
Tænder du for P2?
Min ekskollega og hans søn – min kunde – har noget helt særligt sammen: Kærligheden til musik. Og den bliver der ikke sparet på i den sorte el-taxis kabine, når ”D” er kunden. Det er noget af det første han beder mig om:
”Tænder du for P2?”
Det er et af de sjældne valg i taxien. P2 – DR’s klassiske musikkanal – er en smal kanal, siger man i branchen. Færre lyttere end til popmusikken. Men de er trofaste og tæller også ”D”, der ved, hvor han skal gå hen for at finde de fragmenter af Opera, som han allerhelst vil lytte til.
Han kender dem efter turene med faren, men det er faktisk ”D”, der introducerede operapassionen i dem begge. Allerede som 11-årig flyttede sønnen til et Rudolf Steiner-bosted på Fyn. En af de ansatte her spillede rollen som Papagena i Mozarts Tryllefløjten ved voldspillet i Nyborg. Den pædagog og den inspiration har ”D” aldrig glemt.
P2 er vores permanente lydtæppe. Han kigger utålmodigt på mig via bakspejlet, når vi ryger ind i et af de der musikprogrammer, hvor værten har svært ved at holde sin kæft.
Jeg læser den usynlige taleboble: ”Gør noget, TAXAMAND, de snakker for meget. Giv mig musikken!”
Og så er der humoren.
”D’s” far har fortalt ham, at jeg – hans chauffør – er bornholmer, og at det kan høres på mit sprog. Sønnike synes, at det er noget af det mest komiske, fordi jeg lyder ligesom ham der Mogens Glistrup, der vendte op og ned på politik for mere end et halvt århundrede siden.
De usynlige talebobler
Det foregik et par årtier før, ”D” blev født – men det er lige meget. Glistrup var en standup-politiker med et sprog fra den yderste provins. Og han var selv – og flere parodister har overdrevet det – kendt for at starte sætninger med en ordentlig spandfuld ”jamen-jamen-jamen-jamen-jamen …”.
Det er bondsk – men hvor er det dog sjovt
Jeg prøvede i begyndelsen at komme uden om denne kliché-gengivelse af mit modersmål. Men den går ikke. ”D” vil have fuld valuta for pengene. Så nu er de mange jamen’er overgået til at være en del af mine indledende replikker, når jeg åbner taxi-døren for ham. Han vil bare have det sådan. Og han smiler som en flækket træsko. Hans følger på turen ned til taxien – pædagogen – fatter vist ikke en skid af ritualet.
Jeg kan ikke frigøre mig fra endnu en usynlig taleboble: ”Det er bondsk – men hvor er det dog sjovt.”
Min nye ven kaldes udviklingshæmmet, men han kan ikke skjule sine iagttagelser af mennesker og livet. Lige nu er der bare os to og så min lettere infantile lyst til at tale om mig selv. Jeg kunne ikke køre ham til musikskole en enkelt dag og ville gerne forklare – undskylde – hvorfor.
”Jeg har lige haft fødselsdag. Derfor kunne jeg ikke køre med dig.”
”Fødselsdag?” spørger han tilbage.
”Jeg fyldte 70,” tilføjer jeg.
Så er der godt nok ikke mange år tilbage, bessefar!
Det fede ved ”D” og hans ligesindede er, at han ikke bruger høflighedsfraserne som andres: ”Jamen, det må da have været en fantastisk dag.” Eller endnu bedre: ”70 år – det skulle man da ikke tro.” Svaret kommer prompte: ”70 år? Hold da helt ferie!!!”
Men den usynlige taleboble er nok den hårdeste: “Så er der godt nok ikke mange år tilbage, bessefar!”
Vi får øjenkontakt i bakspejlet, hvor jeg mødes af hans Mona Lisa-agtige blik og udtryk. Jeg er ude af stand til at fortolke ham. Men måske er det bare meningen – denne blanding af forfærdelse og overbærenhed. Det der med boblerne er ikke bare en slap metafor. Det er billedet på mit særlige venskab med ”D”.
Det kan godt være, at det diagnostiske og det udviklingshæmmede er tydeligt i hans sprog og en smule i hans udseende, hvis jeg kigger rigtigt efter. Men det er egentlig ligegyldigt. For inde i boblen – og jeg kan jo i grove træk kigge ind i den – er han alt andet end hæmmet, den unge mand med den sjældne sygdom.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og