TEATER // ANMELDELSE – I et rum fyldt med hængende blikplader omsluttes vi i Jeanne d’Arc af metallisk ræsonnerende dronelyde. Spænding og ubehag melder sig, vi rykker uroligt på os, mens vi belyses og bliver begloet af dansere. Rustningsdele får dem til at fremstå som robotinsekter eller hunde. Den sitrende energi i anslaget bygger op til et brag og krigens groteske realiteter serveres på et sølvfad, men forløsningen udebliver.
Myten om Jeanne d’Arc, den unge bondepige, der først blev hærfører og siden brændt for kætteri, har ofte været genstand for kunsten. Hos Sort/Hvid er den iscenesat som elektronisk opera, “remixet” efter Verdis klassiske værk Giovanna d’Arco, fra hvilken der optræder velvalgte bidder i samspil med nye tekstbidrag fra danske forfattere.
En uskyldsren heltinde, hvis dekonstruktion bliver omdrejningspunktet for stykkets fremdrift. At være krigshelt er et paradoks
Katinka Fogh Vindelev brænder imponerende igennem som den mytiske hærfører i voksen skikkelse. Hun præsenterer sig først i bondepigekjole med militærstøvler og banner, en håbefuld figur, der deler mad ud til de sultende masser. En uskyldsren heltinde, hvis dekonstruktion bliver omdrejningspunktet for stykkets fremdrift. At være krigshelt er et paradoks.
Provokerende banalitet
Netop dekonstruktion er et nøgleord for denne opera, der først og fremmest beskæftiger sig med krigens rædsler. De glatte operaelementer afbrydes og nedbrydes af hårde metalliske beats. Lyden er desperat, svær at følge, men umulig ikke at mærke. Men før man fastholdes i én stemning, afløses den af en ny. Der er en pointe her om krigens fragmenterende væsen, men det er svært at finde en retning.
Hvor nogle tekstdele flyver højt op over os, rammer andre plet i deres næsten provokerende direkthed
Teksterne, som primært reciteres som spoken word-digte af Katinka Fogh Vindelev, fungerer som tænkepauser, hvor vi får lidt kontekst. Hvor nogle tekstdele flyver højt op over os, rammer andre plet i deres næsten provokerende direkthed. Alexandra Moltke Johansens ord “Kære konge (…) Oliefelternes konge, og dronefabrikkernes konge, de nye lufthavnes, elbilernes, kablernes, murenes, ruinernes konge”, placerer krigsfortællingen i nutiden uden at pynte så meget på det.
Det skurrer i kontrast til sangertrioen, der kan læses som fungerende symboler for de tre multipolære verdensmagter, som sidder til bords og leger krig med droner og kampfly i postapokalyptiske blandingskostumer af læderjakker, brynjer, kroner og cargo pants. Det resulterer i et ambivalent blandingsprodukt med uendeligt fortolkningspotentiale.
Scenekunstformer på gulvet
Denne blanding af kunstformer og brug af flere rum, er noget Sort/Hvid efterhånden er kendt for. Man insisterer på, at scenekunst kan forstås som et samlende udtryk. Hvor samlende det er gennem hele forestillingen, kan diskuteres, men ikke desto mindre opleves kunstformerne som ligeværdige særligt i stykkets anslag – dans, opera, tekst, scenografi. Jeg ville næsten ønske, vi kunne blive i det lidt længere, særligt som en, der ikke er den store kender af opera og nyder, når en kunstform formår at række hånden ud og invitere mig ind.
Der opstår en distance, når vi sætter os på publikumsrækkerne, som vi i øvrigt sluses ind halvtilfældigt af sangerne. Metal er gennemgående i både lyd og scenografi, vi bliver beskuere til rædslerne, mens volden og ødelæggelsen breder sig. I lange stykker folder operaen sig ud, men forstår man ikke alle cues, er der langt mellem øerne af betydning.
Jeanne d’Arc er ikke en forløser
Mange gange tænker jeg: “what the fuck?”, når det direkte kolliderer med det symbolske. Der er blandt andet en scene med nogle pomfritter, der først bliver bollet, senere proppet i kæften på hele ensemblet, som jeg har set, at en anden anmelder harcelerer over. Jeg tænker det ikke, fordi det som sådan er komplekst, men fordi det fremstår uklart, hvad vi skal med det. Men noget kan man da mærke.
Der findes ingen ren frelser i krig, og hvis der gjorde, ville vi formentlig brænde hende alligevel
Jeanne d’Arc på Sort/Hvid er en provokerende, grim og kaotisk forestilling med en ægte, ren desperation i sin kerne. “Frygt stinker af lort og pis”, som Jeanne d’Arc siger, med Elias Sadaqs ord. Og netop sådan føles forestillingen også: rå, ufiltreret, grim og svær at holde fast i. Den skal mærkes mere end forstås. Det lykkes den med.
Stykket lykkes med at få en til at tænke over krig, man konfronteres med sin egen apati, ærgrelse, empati, frygt og alt det møg, der følger med. Det er en ambivalent oplevelse at overvære Jeanne d’Arc på Sort/Hvid.
På den anden side er temaet krig i sig selv komplekst. Der findes hverken forklaringer eller svar på meningen med krigens rædsler i Sort/Hvids portræt af Jeanne d’Arc. Den forløsning, der mangler, er pointen. Det er mørkt, det er desperat, det er ægte. Der findes ingen ren frelser i krig, og hvis der gjorde, ville vi formentlig brænde hende alligevel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og