PERFORMANCEKUNST // ANMELDELSE – Syv af operahistoriens store kvindefigurer dør i Marina Abramovićs filmiske operaperformance med Willem Dafoe til lyden af operastjernen Maria Callas. ”Sopranen rammer den høje tone, der går gennem marv og ben, og jeg dør stående på det kolde gulv … Det er storslået. Vi tryllebindes”, skriver Henriette Hellstern.
Fra mørket i barndommens plakar, det serbokroatiske ord for et hemmeligt vægskab uden håndtag, til Cisternernes kolde huleagtige reservoir, udfolder en af vor tids mest betydningsfulde kunstnere sin praksis med kompromisløs intensitet. Kunsthallen har begået en genistreg ved at invitere Abramović til at folde sin livslange fascination af operadivaen Maria Callas ud i værker om hengivelse, udholdenhed og opofrelse. Syv kvinder dør på syv forskellige måder, af syv minutter hver.
Cisternerne kan rumme 16 millioner liter vand. Denne dag har jeg 16 millioner følelser.
“Hun ved, hvad hun vil have, og hun tager det.” Ordene klinger gennem de 4320 kvadratmeter, der engang var vandreservoir. Replikken beskriver egentlig Georges Bizets opera Carmen, men kunne lige så vel omhandle Abramović selv. I en røget arena spiller kunstneren Carmen over for skuespilleren Willem Dafoe som Don José, forblændet af en kærlighed så absolut, at den ender i mord. Rebet strammes, kniven glimter. Trods de fire grader under jorden banker mit hjerte mig varm, sulten efter mere.
Vanviddet kulminerer i Gaetano Donizettis stykke Lucia di Lammermoor. Lucia, tvunget ind i et ægteskab for familiens magt, mister forstanden og dræber sin mand på bryllupsnatten, før hun selv dør i psykose. I brudesuiten spejler Abramović sig i et lille håndspejl og spejler samtidig os: vores besættelse af kærligheden, et begær, der ofte grænser til det sindssyge. Spejlet knuses, brudebuketten kastes, glasskår skærer Lucia til blods. Netop blodet var det, Abramović frygtede mest som barn, opvokset under en brutal disciplin fra sin mor og moster. Det, hun frygtede, er netop det, hun igen og igen modigt konfronterer i kunsten.
Disciplinen i kunsten
Som barn blev hun vækket om natten, hvis sengetøjet var krøllet; hun lærte at sove ubevægeligt, så ingen kunne se, at hun havde været der. Den disciplin genfindes i hendes legendariske samarbejde med ekspartneren Ulay i 1970’erne og 80’erne. Når de performede sammen, var det Abramović, der skreg lidt længere, sad lidt længere, pressede kroppen til det yderste. Hendes kunst består i at give mere – altid.
Det er ikke farligt at springe, det er farligt at lande
Abramović fylder 80 år på udstillingens sidste dag, og der er næppe ord nok i verden til at beskrive hendes tyngde på kunstscenen og hendes arv. En pioner i performancekunsten, et menneske der har givet alt. Som Maria Callas også formåede og sagde “De (publikum) fortjener den bedste del af mig”. Callas blev ligeledes opdraget af en streng mor, hvor disciplinen var altoverskyggende. Begge kunstneres største frygt er ikke have gjort sit ypperste. Derfor opstår nærværets magiske intensitet altid, når de optræder.
Operaens tragedier
I Norma af Vincenzo Bellini ledsages Callas’ allerstørste arie Casta Diva af et tableau, hvor præstinden Norma og den romerske general Pollione går hånd i hånd ind i flammerne forenet i døden. Ligesom da Abramovic næsten brændte ihjel i værket Rhythm 5, liggende koncentreret, siden bevidstløs, midt i en brændende stjerne. Sopranen rammer den høje tone, der går gennem marv og ben, og jeg dør stående på det kolde gulv, mens bålets gnister smelter kunstner og skuespillers hud og tøj. Det er storslået. Vi tryllebindes.
Tragedierne fortsætter. I La Traviata af Giuseppe Verdi dør kurtisanen Violetta af tuberkulose i en næsten asketisk scene, hvor det ene af to lys slukkes ved dødsøjeblikket. Stilheden er rungende. Tankerne går til den udmattede Callas og hendes egen ensomme død i Paris som 54-årig.
I Giacomo Puccinis Madama Butterfly skabes et moderne take: Cio-Cio-San dør af radioaktiv stråling, da hun river beskyttelsesdragten op, brysterne vælter ud, og pludselig fremstår hengivenhed og svigt som legitim dødsårsag. I Giuseppe Verdis Otello kvæles Desdemona af en sort og hvid slange, en direkte reference til kunstnerens egen fascination af kvælerslanger i performancen Dragon Heads fra 1990.
Kun en mester kan svæve på den hypnotiserende måde, når jeg at tænke, inden jeg indfanges af iscenesættelsen af Toscas død i Giacomo Puccinis opera. Abramović står på kanten af en bygning omkranset af skyer, læner sig ud og springer, svæver iført en næsten gennemsigtig tylkjole i hvidt, ligesom Flooria gjorde, da hendes elskede Mario blev udsat for et komplot, henrettet for at have hjulpet en politisk flygtning. “Det er ikke farligt at springe, det er farligt at lande”, forsikrer kunstneren os om.
Abramović har ofte sagt, at tid er hendes egentlige materiale. Måske er det derfor, at Seven Deaths føles så livsbekræftende. Som hun selv formulerer det: “Livet går hurtigere og hurtigere, og vi har brug for at blive langsommere og langsommere.” Sæt din tid af, før det er for sent. Besøg Cisternerne nu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og