TERRORISME // KOMMENTAR – Skal man eller skal man ikke vise Muhammed-tegningerne i forbindelse med undervisning af skolebørn i den største udenrigspolitiske konflikt i Danmark siden 2. Verdenskrig? Nogle mener, at en vis gruppe elever ikke tåler at se dem, andre peger på en sikkerhedsrisiko. Men problemstillingen er en fælde i sig selv og skaber en indre splittelse i demokratiet, gør den politiske orden skrøbelig og reducerer det mentale beredskab, mener Jon Eirik Lundberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Diskussionen om brugen af Muhammed-tegningerne i undervisning har kørt i mange omgange og med mange deltagere. Senest er debatten blusset op med et indlæg fra de to politikere Mai Mercado og Britt Bager (K) i Kristeligt Dagblad 29. september. De to konservative politikere anfører, at “Muhammed-krisen bør være en del af skolens historiekanon og opfordrer i indlægget undervisningsministeriet til at “gå foran og gøre undervisningsmateriale om Muhammed-krisen tilgængeligt, så lærere legitimt kan undervise i emnet”.
Men når man diskuterer for eller imod brugen af tegningerne, accepterer man et sæt med præmisser. Den ene er, at en vis gruppe elever ‘ikke tåler at se dem’. Af den grund mener den ene retning, at man er nødt til at vise tegningerne for derigennem at få eleverne til at overkomme problemet.
Af samme grund mener debattens anden retning, at man ikke skal vise tegningerne, da det indebærer en sikkerhedsrisiko. Igen, fordi eleverne ikke tåler at se dem, og klager over at være blevet udsat for synet af dem derhjemme.
Det er ikke dem, der bliver truet, der får truslerne til at opstå. Det forholder sig modsat: Det er terroristerne, der er terrorens oprindelse. Det er dem, der truer, der får truslerne til at opstå
I begge disse tilfælde bliver der etableret en ”grå zone” mellem eleverne og terroristerne, hvilket er den mest perfekte camouflage, terroristerne kan ønske sig. Dels fordi det legitimerer deres egen propaganda om, at terror motiveret af tegninger handler om blasfemi, altså religion, hvilket igen manipulerer offentligheden til at ikke rette opmærksomhed mod terrorens politiske dimension.
Dels fordi det skaber en indre splittelse i demokratiet, som gør den politiske orden skrøbelig og reducerer dennes mentale beredskab.
Alt i alt gør dette samfundet mere modtagelig for terroristernes propaganda og nye manipulationer i samme retning, samtidig med at det gør det umuligt at samle den nødvendige politiske tilslutning til faktiske modtiltag.
Hvem blinker først?
Kampen om brugen af tegningerne i skolen er på den måde et vikarierende slagsmål, som fjerner opmærksomheden fra den egentlige trussel.
Det er jo ikke sådan, at terroren opstår af målet for terroren. Det er ikke dem, der bliver truet, der får truslerne til at opstå. Det forholder sig modsat: Det er terroristerne, der er terrorens oprindelse. Det er dem, der truer, som får truslerne til at opstå.
Ergo må en effektiv bekæmpelse af terror starte med at handle om terroren: Hvem er terroristerne, hvordan bliver de indoktrineret, hvem sørger for dette, hvor foregår det, og hvem betaler for det?
Det er den type spørgsmål, der peger hen imod de løsninger, samfundet har brug for. Spørgsmålet om Muhammed-karikaturer er en udfordring fra terroristerne. De siger: ”Hvis I viser dem, bliver I slået ihjel.”
Derefter er spørgsmålet, hvem der blinker først. Og den leg skal et samfund slet ikke gå ind i. Det er nødvendigt at være i stand til at afvise spillet.
Terror er politisk krig. Det er et redskab, stater bruger mod andre stater. De lande der bliver udsat for terror, må tage den kamp op, og ikke lade sig distrahere af den propaganda, der omgiver terroren.
En form for magi
Det der sker i dag, er i stedet, at man anerkender, at der er et problem, men man beskriver det forkert.
Man vil foretage noget, men man vil ikke være åben om, hvad der er problemets kerne. Man ender med både at føre krigen og samtidig benægte, at den eksisterer.
Den metode man satser på, minder til forveksling om en form for magi. At holde nogle stregtegninger op for øjnene af bestemte skolebørn skal få politisk krig til at ophøre.
Enhver burde kunne se, at den tilgang ikke fører nogen steder.
Selvfølgelig skal skolerne fortælle børnene om karikaturkrisen. Og selvfølgelig må læreren godt sige, at indtil sikkerheden er på plads, indtil terrorens infrastruktur er neutraliseret, er eleverne henvist til at finde tegningerne frem på deres mobiler af egen fri vilje.
For selvfølgelig må vi antage, det er en midlertidig tilstand, vi befinder os i. Den bliver imidlertid kun længere, hvis tiden går, mens vi gør, som terroristerne ønsker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
