Den gode skole - er det bare valgflæsk? • POV International

Karen Schousboe 09.02.2026

FOLKESKOLEN // DEBAT – Hvorfor skoler i 2026? Vel blot fordi vi er enige om, at børn skal kunne læse, skrive og regne, hvilket bestemt er ganske praktisk. Og fordi vi ved, at det nu engang er økonomisk mest bæredygtigt at lære dem dette i flok frem for at tage fat i hver enkelt elev én ad gangen, skriver Karen Schousboe i dette debatindlæg, hvor hun også giver et svar på, hvad hendes vision for folkeskolen er.

Store klasser? Små klasser? Korte skoledage? Lange skoledage? Der er nok af gode spørgsmål, der melder sig i kølvandet på Socialdemokratiets skoleudspil, der synes at have taget oppositionen på sengen. Faktisk synes det, som om rønnebærrene her er ekstra sure. I hvert fald flyder Facebook over med borgerlige stemmer, der blot møder udspillet med ordet “valgflæsk”. Men er det virkelig bare det?

Ikke mindst Berlingskes afdækning af den horrible vold, som både elever og lærere udsættes for, burde vel have været et wake-up-call, også blandt oppositionspartierne. Men ingen af dem har tilsyneladende for alvor gidet at komme med en plan for, hvad vi skal gøre. Spørgsmålet er imidlertid, om skolen ikke fortjener en særlig kærlig hånd? Men hvad kan vi gøre?

Hvis jeg har et ønske for fremtidens skole, er det, at vi holder op med at tænke i skoler, men derimod tænker i dannet opfostring med henblik på, at barnet bliver både vidende og kreativt.

Svaret er naturligvis ikke så nemt. Det handler nemlig om, hvad det er, vi synes, at vores børn skal tilegne sig af kompetencer og viden for at kunne få et godt liv. Og netop her er der jo ikke længere enighed. Skal de være gode kammerater? Gode soldater? Kompetente demokrater? Gode samfundsborgere og socialt tilgængelige? Eller skal de være gode i rollen som kreative genier?

Hvad vil vi egentlig med vores børn? Og er det overhovedet sikkert, at det giver mening at ”sætte dem i skole”?

Til det sidste er at sige, at skolen næppe er et godt sted at anbringe børn, der kan bringe det langt. Hvis vi iagttager vores samfund i 1800-årene, var det således fyldt med genier, der endte med at være verdenskendte. Rasmus Rask, Ørsted, Kierkegaard, Grundtvig osv. Ligesom kunstverdenen blev til en guldalder, hvis kunstnere i dag henter millioner hjem på Christie’s. Hvis vi derefter ser på det tyvende århundrede, er der vel egentlig ikke andre at nævne end Niels Bohr? Jeg mener: Hvad kunne Rifbjerg sammenlignet med H.C. Andersen? Som i øvrigt anså sin skoletid for så forfærdelig, at han omdøbte Slagelse til Plagelse.

Skolen er næppe et godt sted at anbringe børn, der kan bringe det langt.

Hvis vi nu ser på, hvad alle disse genier havde til fælles, var det, at de kun i meget lille omfang ”gik i skole”. Til gengæld var de alle udstyret med mere eller mindre dygtige tutorer. For det meste fik de dog lov til blot at udfolde deres nysgerrighed på det felt, der havde fanget deres interesse. Eksempelvis Ørsted, der var apotekersøn, var vildt interesseret i alt, hvad der havde med kemi at gøre, og slugte alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Hans vigtigste ”skole” bestod da også i, at han arbejdede som læredreng på sin fars apotek i Rudkøbing, fra han var 12 år.

Så hvordan får man genier? I hvert fald ikke ved at sætte dem i skole. Så meget ved vi. Dertil kræves nemlig det modsatte, dvs. indøvelse i udøvelsen af nysgerrighed. Det var det, som antikkens unge modtog i form af ”paideia”, det klassiske dannelsesbegreb fra oldtiden. I antikkens byer, Athen og Rom, gjaldt det nemlig om at kunne begå sig ”i byen” som retoriker, politiker og jurist. Her gjaldt det derfor om at være etisk og moralsk velfunderet, ligesom det gjaldt om at have en veltrænet krop, så man i givet fald kunne forsvare fædrelandet.

Skoler derimod var noget, den tidlige kristne kirke opfandt, og som blev udbudt i klostre med henblik på at ensrette unge mænd, så de kunne begå sig i den opvoksende kirke. Skolen var ganske enkelt det nye dannede modsvar på, hvad der hændte efter Romerrigets sammenbrud, da den ene barbariske stamme efter den anden opstod og gjorde sig til af at have sit særlige sprog, sin særlige lov, sine særlige juveler, sine begravelsesskikke osv. I disse kirkeskoler gjaldt det ikke om at lære at tænke, men at lære at lire den af – konformt, så barbarerne ikke fik for megen magt.

Mest økonomisk at lære i flok

Så hvorfor skoler i 2026? Vel blot fordi vi er enige om, at børn skal kunne læse, skrive og regne, hvilket bestemt er ganske praktisk. Og fordi vi ved, at det nu engang er økonomisk mest bæredygtigt at lære dem dette i flok frem for at tage fat i hver enkelt elev én ad gangen. I denne sammenhæng har taylorismen, dvs. samlebåndstankegangen, ikke levet forgæves. Samtidig har skoler jo imidlertid også den fordel, at de, ligesom fortidens klosterskoler og statsradiofonier, er gode til at ensrette og ensdanne vores børn.

Og så naturligvis også fordi vi skal have et sted at anbringe dem. Og dernæst fordi vi bilder os ind, at de også skal en hel masse andet såsom at dyrke sport og deltage i fællesskaber.

Børn skal lære at omgås hinanden, siger vi. Men skal de virkelig det? Gør børn ikke automatisk det, når de er sammen, altså tilegner sig sociale kompetencer? Behøver vi at lære dem at sidde og snøre snørebånd i kor? Det synes der, når alt er sagt og gjort i moderne skolepolitik, imidlertid at være bred enighed om. Men nu er det selvfølgelig også svært at tænke ud af boksen, hvis man aldrig har lært at udfolde sin kreativitet og lidenskabelige nysgerrighed. Det kan vi tilføje.

Fremtidens skole

Hvis jeg har et ønske for fremtidens skole, er det, at vi holder op med at tænke i skoler, men derimod tænker i dannet opfostring med henblik på, at barnet bliver både vidende og kreativt.

Til den ende findes der i øvrigt en fremragende pædagogisk retning, som Freinet har lagt navn til. Celestin Freinet (1896–1966) voksede op under fattige kår i Sydfrankrig, hvor han som barn arbejdede som hyrdedreng og deltog i markarbejdet. Hans grundidé var, at skolen skulle danne modvægt mod kapitalismens og taylorismens ensretning. I centrum skulle derfor stå håndens arbejde. Børn skulle således lære som håndværkere i ordets egentligste forstand at begå sig i deres fremtid. Skønvirke kaldtes det herhjemme. Det var et fast indslag på vores folkehøjskoler.

Skal de være gode kammerater? Gode soldater? Kompetente demokrater? Gode samfundsborgere og socialt tilgængelige? Eller skal de være gode i rollen som kreative genier?

I dag må vi konstatere, at denne pædagogik er udgrænset til fordel for læringsmål og tests. Så blæse være med, at vores skoler ikke lærer vores børn at blive gode til at strejfe rundt og udføre biologisk feltarbejde, have grønne fingre i laboratoriet, udfolde lægekunst, danse ballet eller være ordsmede, tænker vi. For alt i verden må barnets lidenskab ikke frit og selvstændigt diktere, hvad der opleves som meningsfuldt, vel? Her gælder klasserumstankegangen og røv-til-bænk-pædagogikken stadig. Den kan man nemlig måle og veje i skoleudvalg og på borgmesterkontoret. Målinger og afvejninger, som CEPOS og Mandag Morgen villigt leverer indspark til ved den årlige ranglistning af kommunens evne til at løfte børnene ud over, hvad deres sociale kapital tilsiger.

Er det i lyset heraf meningsløst at spørge, hvor mange børn der skal være i en klasse? Næppe, hvis man er fantasiløs forvalter af det muliges kunst. Men ét er sikkert: Hvis jeg havde børn i dag, ville jeg hjemmeskole dem.

Karen Schousboe

Karen Schousboe er etnolog og forfatter til en lang række bøger: Det Enkle Liv. Gyldendal 1996, I Nærheden. Om det værdifulde. Gyldendal 2003, Menigheder og mennesker. Aros 2003. Hun er direktør for www.medievalhistories.com