FOLKESKOLEN // DEBAT – Folkeskolen har ændret sig meget over årtierne. Fra den sorte skoles udenadslære over 70’ernes mere samfundsorienterede folkeskole til nutidens folkeskole med stort fokus på innovation. Lærer Helga Lund Falkesgaard skriver om nutidens folkeskole, hvor legen og kreativiteten træder i baggrunden til fordel for præstation.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Her i ferietiden sætter flere medier fokus på skolevægring. Børn af i dag magter ikke skolen. Stillet over for skolens faglige og sociale krav må en meget stor andel af børnene give fortabt. Deres kræfter svigter simpelthen, de bukker under fysisk og psykisk, de kan ikke stå de lange skoledage igennem, kommer til at lide af skolevægring og får masser af diagnoser.
Hvornår har du sidst mødt et barn, der udbrød: “Jeg elsker min skole!” … Nej, vel?
Er børnene ikke skoleparate, eller er skolen ikke børneparat?
Hvad er det, vores børn bliver bedt om at leve op til?
Jeg har 26 års erfaring som lærer og skriver dette debatindlæg af kærlighed til skole, viden, fællesskab og udvikling af Danmarks største ressource: vores børns talenter og plejen af dem.
Der findes ikke en arbejdsmiljølov for børn. Elever af i dag har sjældent eller aldrig den følelse, vi voksne kender fra vores barndom: Så! Nu har vi fri!
For det højt besungne fleksible arbejdsmarked har også invaderet børnenes liv: Kravene er kun et klik væk, så er skærmen klar til at tænde igen med en konstant strøm af opdaterede lektier, praktiske beskeder om omlagt undervisning, skiftende skemaer, eller bare klassechatten på SoMe. Uanset om vennerne og veninderne vil dem noget ondt eller godt, ja, så fosser floden af informationer, som man skal orientere sig i, rask afsted.
Nu vender flidspræmien også tilbage som et parameter og et krav. Oplever børnene problemer undervejs, så er det bare på med vanten, op på hesten, også når livet gør ondt
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger, at vi skal turde sige stop. Men vi skal ikke bare turde slukke de mange skærme, vi skal også vove nærværet, den indlevede personlige kontakt.
Skoleglæde
Selv er jeg heldig at være ansat som lærer på en skole, hvor trivslen er meget høj. Men hånden på hjertet: Der er langt imellem de glade skoler. Glæde og motivation for at lære er et næsten fraværende ord, når vi debatterer skole i dag.
En skoletime af i dag skal helst munde ud i et dokumenterbart resultat med målbare præstationer. Opnår vi dermed det højeste vidensniveau? Eller taber vi de klogeste og de følsomste, de svageste og de vildeste børn undervejs? Så slemt kan det vel ikke være, vil nogle svare, når de hører om skolevægring, der kan altid være larm, pres og uhensigtsmæssig adfærd, når mange børn og unge er sammen.
Men kig forbi et klasseværelse i 2023: Børnene i dag skal knokle med øgede krav i alle fag, de skal samtidig være tovholdere på deres gruppearbejde, projektledere, samarbejde, koordinere eget og andres arbejde, give feedback, tage konstruktivt imod kritik og tænke “ud af boksen”, mens de selv befinder sig i snævre bokse, og de får den standardbesked, at alting altid kan gøres bedre. De bliver aldrig færdige.
Det virker næsten, som om der også findes en fast læreplan for at være en aktiv familie: Der skal dyrkes sport og shoppes, der er rejser, børnefødselsdage, forældrearrangerede klasseevents og meget mere
Nu vender flidspræmien også tilbage som et parameter og et krav. Oplever børnene problemer undervejs, så er det bare på med vanten, op på hesten, også når livet gør ondt. Og det gør det jo. Barndommen og puberteten er en sårbar og krævende tid.
Tidligt hjem til stilletid
Vores børn kommer typisk sent hjem fra skole og klub. Begge steder skal de rumme kammerater med meget store udfordringer i klasser med høje elevtal. De har sjældent fornøjelsen af en hel eftermiddag derhjemme.
I deres fritid er de fleste børn – og deres forældre – hele tiden “på”. Det virker næsten, som om der også findes en fast læreplan for at være en aktiv familie: Der skal dyrkes sport og shoppes, der er rejser, børnefødselsdage, forældrearrangerede klasseevents og meget mere.
Vejen til den gode læring er indimellem brolagt med aktiviteter, der ikke har et helt klart defineret formål
Jeg er nok ikke den eneste voksne, der i sin tid overlevede skolen, fordi jeg ofte gik tidligt hjem. Hjem at læse en bog. Bare være alene på mit værelse. Tegne. Snakke med hunden. Ro på. Se ud ad rækkehusvinduet på de drivende skyer. Lytte til stille musik. Det er lige der, kreative ideer opstår, og dybere indsigt finder et leje. Nogle skoler og klubber forsøger med yoga og mindfulness på skemaet, de er på rette vej.
Iværksætteri eller pølsemaskine?
I dag beder vi børnene om at være unikke iværksættere, men vi giver dem en skole, der mere og mere minder om en pølsemaskine.
Voksne mennesker, der pisker rundt og taler om test, arbejdsmarked, resultater og vækst. Voksne, der, skingre af stress, råber ud over børnene, at de skal holde ro og fokus.
Man kan skælde tidligere tiders skoleformer ud for meget, især hippiernes mange vildveje og svigt har man de sidste 30 år peget fingre ad. Grundtvig er også blevet skubbet ud af skolen, det har længe været lidt til grin at sige, at man lærer for livet og ikke for skolen.
Vi vil godt have bevægelse i undervisningen, for sunde kroppe kan holde ud og præsterer bedre. Men må vi lege, danse, spille musik? Af og til trænger børn såvel som voksne til at foretage sig noget, udelukkende fordi det føles godt og sjovt. Det er på tide, at vi finder de gamle pædagogiske eksperimenter frem fra skuffen, støver dem lidt af, frasorterer de værste fejltagelser og genoptager arbejdet med de mange gode aspekter af undervisningstankerne post-1968? For vejen til den gode læring er indimellem brolagt med aktiviteter, der ikke har et helt klart defineret formål.
Hvem er nogensinde blevet innovativ af at træne innovation dag ud og dag ind?
Børn skal fra tid til anden have lov til at være sammen med andre børn, deres lærere og pædagogerne og have tid til hinanden. Lære hinanden bedre at kende, ansigt til ansigt med en lydhør, lyttende voksen, der har en lille smule god tid. Den slags tid i skolen er voldsomt beskåret. Ligesom klasseturene, lejrskolen og de kreative fag.
Den Sorte Skole Version 2.0
Over frokosten på lærerværelset sidder jeg selv og mange kolleger lidt for ofte bag vores skærme. Vi skal nå at registrere fravær, testresultater og besvare mere eller mindre rimelige henvendelser fra forældre på Aula. Alle er pinagtigt bevidste om at undgå klager. Heldigvis har jeg en leder, der har min ryg, når det gælder, og sørger for ret og rimelighed. Alligevel svæver der mange kontroltanker over bordene på lærerværelserne.
De folkeskolelærere, der i dag er blevet bedsteforældre, husker tiden med marxisme, Maos Lille Røde og Land og Folk. Måske husker de også de mange endeløse lærerrådsmøder med sekterisk debat. Dengang var det basisdemokrati og blå cigaretrøg, der forpestede luften. Måske er det typisk dansk, at skoleidealerne igen er svinget helt til den modsatte side? Den sorte skole fra årene før 1968 er på sin vis kommet tilbage med dobbelt kraft, nu tilsat digitalisering og nye krav om konstant præstation og performance.
Hvilken performance bliver børnene bedt om at levere? De læreplaner, jeg i mit arbejde skal rette mig efter, formulerer træning i informationssøgning, innovation, præsentation. Børnene skal holde perfektionerede oplæg, opfinde nye produkter og pitche dem til kundegrupper. Men hvem er nogensinde blevet innovativ af at træne innovation dag ud og dag ind?
Dansklæreren har sin statslige kanon, og den skal hakkes af. Historielæreren pejler efter at nå de obligatoriske perioder pr. semester, der er kun lige tid nok til at nå det
Børnene har svært ved at synge sange, lege frit, få tiden til at gå, når de er ude. De kender ikke højskolesangbogen, kun få har oplevet værdien af fællessang – selvom DR har forsøgt at genoplive alsangen. Igennem mine 26 år som underviser har jeg fast spurgt ud i mine klasser: Hvem spiller på et instrument i fritiden? Hvor mange af jer tegner ofte og holder af at gøre det? Hvorfor læser mennesker litteratur? Er kunst vigtigt? De svar, jeg får, er blevet fattigere hen over de sidste 2 årtier.
Form, men ikke indhold
Børnene lærer at genrebestemme præcist og operere knivskarpt med teksttyper. Men hvad stod der i novellen? Hvad er budskabet? Hvad lærte vi af det, og hvordan kan det forbedre vores liv sammen?
Vi er gået fra den privatpraktiserende lærer, der så sin opgave som et kald og indimellem skamred litteraturen for at prædike moral som en anden præst og udbrede egne fortolkninger af teksten, til helt at glemme skønlitteraturen og kunstens rolle og funktion. Dansklæreren har sin statslige kanon, og den skal hakkes af. Historielæreren pejler efter at nå de obligatoriske perioder pr. semester, der er kun lige tid nok til at nå det.
Skolens samfundssind og gode samfundsborgere
Takket være et fornuftigt grundskoleforløb i halvfjerdsernes folkeskole, der gav mig tid til at lege og plads til at prøve mig frem, blive nysgerrig og ivrig efter ny viden, blev jeg en god underviser og glad samfundsborger.
Giv børnene en pause. Ikke bare et frikvarter, hvor der også skal spises, ryddes op, skiftes sko og tøj, man skal skynde sig ud i gården, bevæge sig, være i samspil og så ind igen – mange klasser ser i øvrigt film eller tv, mens de spiser frokost.
Det velkvalificerede arbejde med børn kan kun vinde fremgang, hvis man i de kommende generationer kan få talentfulde mennesker til at blive lærere
Nej, jeg mener reelle pauser, kreative fag, musik, teater, professionelt planlagte moduler i løbet af skoleugen, der kan give ilt til hjernen og luft under vingerne. Det er helt nødvendige frirum, der bør være faste indslag i hverdagen med kvalificeret nærvær, der gør børnene glade, åbne og mere modtagelige over for ny viden.
Små planter
Dette er ikke noget, vi undervisere bare kan ryste ud af ærmet. Det kræver talent og uddannelse at blive en god lærer eller pædagog.
Det gamle ord seminarium stammer fra ideen om at så frø og passe spæde planter i fællesskab og frugtbare rammer. Omsorg, liv og luft. Vi ser det også i ordet børnehave, selvom en del småbørnsforældre nok vil mene, at de færreste blomster kan overleve på en børnehavestue i dag.
Det gode børneliv begynder ikke bare i hjemmet, men også der, hvor voksne lærer at blive lærere. Det kræver, at man har interesse for børn og mennesker, det kræver en uddannelse og et studiemiljø, hvor det er rart at komme hen, hvor man møder inspirerende undervisere og kan engagere sig.
En læreruddannelse, der tiltrækker talent
Det velkvalificerede arbejde med børn kan kun vinde fremgang, hvis man i de kommende generationer kan få talentfulde mennesker til at blive lærere.
Selv eleverne spørger mig ofte: Når du kan så mange ting og ved så meget, hvorfor blev du så lærer?
Mennesker med stor virketrang og talent søger uddannelser, der er andet end bare professionsrettede og kan føre til flere slags beskæftigelse, herunder attraktive jobs, der nyder respekt og anseelse. Jeg har indtryk af, at selv den gladeste ildsjæl hurtigt kan henvisne på en professionsuddannelse.
Lærerflugt
De fleste forældre kender til problemet med manglende kontinuitet i deres barns skoleliv. Der er stor udskiftning af ansatte, mange undervisere søger videre i håb om at finde nye og bedre græsgange inden for branchen. Det fører til et miljø af opbrud og utilfredshed. Mange skoler har problemer med rekruttering, hvilket igen fører til et utal af vikarer, ofte uden hverken faglig uddannelse eller pædagogisk erfaring.
Giv os nu lov til at gøre noget sammen med børnene, bare fordi det føles rart, kun for fællesskabets skyld, kun fordi musikken er dejlig, og vi kommer til at le sammen og se hinanden i øjnene
Selv er jeg efter mere end 25 år som lærer stadig stolt og glad for mit arbejde. Jeg har det privilegium at være ansat på en fantastisk skole, og jeg har lang træning i at forvalte stress og min egen work-life-balance. Jeg trækker på min uddannelse som cand.mag. og bruger min faglighed i hver eneste time. Alligevel går der sjældent en dag, uden jeg skal forsvare og forklare, hvorfor det er et godt og spændende arbejde med en ret god løn. Selv eleverne spørger mig ofte: Når du kan så mange ting og ved så meget, hvorfor blev du så lærer?
Den gode skole
Både elever og lærerstuderende skal møde glade og tilfredse lærere og gode skoleledere.
Vi skal genopfinde det gode spejl, fornøjelsen ved læring skal prioriteres. Det indebærer, at vi en gang imellem tør sige, at nu lukker vi ned for skærmen, bogen og kladdehæftet. Nu lægger vi blyanten i penalhuset og det hele ned i tasken. Så samles vi og skaber noget vildt og skørt. Laver teater, kulisser, koncerter. Ikke bare programmeret musik og nøje redigerede iMovies.
Lad os rehabilitere ideen om, at skolebørn også skal trænes i at sanse, danse, lege. Lad os finde rytmeinstrumenterne og malingen frem. Ikke bare træne til eksamen i håndværk og design, fordi der er mangel på arbejdskraft i byggeriet og produktionen.
Giv os nu lov til at gøre noget sammen med børnene, bare fordi det føles rart, kun for fællesskabets skyld, kun fordi musikken er dejlig, og vi kommer til at le sammen og se hinanden i øjnene. Fordi kunsten bevæger os, fordi vasen bliver flot, fordi skoven er grøn i dag eller sneen våd i morgen, når den smelter.
Den gode skole er den skole, der faciliterer kreativitet og forskellighed. Den gode skole glemmer ikke, at barndom først og fremmest skal præges af glæde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
