TEATER // ANMELDELSE – I Christian Lollikes forestilling Skolekomedien, der spiller på Aarhus Teater, er der tre lærere, der hedder Annette. I denne hybridform har tre anmeldere skrevet om stykket og hver stillet instruktøren ét spørgsmål. Medvirkende er en af vores faste, aldrende kulturkritikere, Ole Blegvad, der gik i folkeskolen op gennem 1970’erne. Og to sprudlende og energifyldte gymnasieelever, Agnes Glavind-Grønne Laursen og Tange Frederik Fast, der begge går i 3. g og har dramatik på Aarhus Katedralskole.
Ole Blegvad:
Med sin skarpe teaterskalpel dissekerer og flænser instruktør og dramatiker Christian Lollike den danske folkeskole i sit nyeste værk Skolekomedien på Aarhus Teater. Med lige dele satire, komik, tragik, præcision og realisme griner og græder publikum sig gennem forestillingen om folkeskolen i forfald.
Politikernes 4.000 bindende læringsmål og forældrenes overbeskyttelse af eget barn er de primære skurke.
Skolekomedien er samtidsteater, når det er bedst. Vi genkender det hele. For til sidst at sidde tilbage og se os selv i teaterspejlet, som en del af problemet, som en del af misvedligeholdelsen, som en del af synden.
Mens mange nutidige dramatikere dyrker individet, så søger Lollike fællesskabet i sine fortællinger
Tre gange Annette
Grine – grine – alvor. Genkende.
Grine – grine – alvor. Genkende.
Det kunne være loopet i Lollikes opbygning af Skolekomedien.
Scenografien ER en folkeskole. Det giver en tryghed og en genkendelse, når de tre lærere Annette, Annette og Annette – spillet rammende og rørende af Mette Døssing, Carla Eleonora Feigenberg og Anders Baggesen – står over for deres klasse og har forskellige fag. Når der er forældremøde, når Aula gennemgås, eller når den pædagogiske konsulent fra Undervisningsministeriet er på besøg.
Vi følger Annetterne og eleverne i 2., 6. og 9. klasse.
Klokken ringer ind, og eleverne bevæger sig i slowmotion ind i klasselokalet. Der pilles næse, slås, kigges computer, gives high-5, grines, råbes, grædes, da Annette kommer ind til en time i natur og teknik.
Alle taler langsomt i denne scene, så stemmerne også lyder som i slowmotion. Næsten klaustrofobisk prøver Annette at undervise i natur og teknik, men hun bliver hele tiden afbrudt af elevernes abstraktioner: Går jorden under i morgen? Annette, min far siger….! I hjemkundskab lavede vi altså mad med oksekød, Annette. Går jorden så under, Annette?
Lad kaos begynde. Forestillingen er i gang. Lad den angstfyldte elev møde mobberen, møde stræberen. Lad forældrene blande sig med egoistiske input på vegne af deres eget barn. Lad regeringen lave handlingsplaner og stille krav om lærerens tilstedeværelse.
Nationaltest. Forældremøder. Aula. Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning. Dansk. Matematik. Madpakker. Barnet i centrum. Læringsmål. Undervisningsdifferentiering. Formler og Løgneren af Martin A. Hansen.
Grine – grine – alvor. Genkende.
Så dukker klovnen (Simon Mathew) op med sine disharmoniske børnesange, der sætter ekstra fokus på dommedag i folkeskolen. Det naive barns optimisme over for den voksne virkelighed. Et surrealistisk scenekunstgreb, hvor cirkus med al sin tumult møder folkeskolen med al sin tumult. Fantasi møder realisme.
“Det er mig der står i klassen,” siger Annette. Læreren, ingen roser. Læreren, der græder på toilettet. Læreren med dårlig samvittighed. Læreren, der drikker for meget rødvin i fritiden.
Tragedie er komedie plus tid
Christian Lollike har skrevet Skolekomedien efter at have modtaget over 200 breve og vidnesbyrd fra lærere og andre med tilknytning til folkeskolen. Det har han fået omskrevet til en hjerteknusende og vigtig fortælling.
Dit sind er jo bare et klasselokale, der trænger til en ommøblering
Lollike kender efterhånden alle hjørner af scenekunstens værktøjskasse. På elegant vis får han gang på gang gjort aktuelle, samfundsrelevante emner om til inspirerende og nysgerrigt teater på en måde, hvor grinet gør opmærksom på alvoren.
Grine – grine – alvor. Genkende.
Eller som det hedder – og siges – i Skolekomedien: Tragedie er komik plus tid.
Hvis Christian Lollike ikke allerede har placeret sig som en af tidens vigtigste scenekunstnere, så er Skolekomedien endnu en produktion, som viser Lollikes vilje og lyst til hele tiden at behandle og undersøge nye emner og nye fortællemåder.
Nærmest i modsætning til tidens tone, så tager Lollike fat på samfundets store problemer. Mens mange nutidige dramatikere dyrker individet, så søger Lollike fællesskabet i sine fortællinger.
Der er ikke meget kendiseffekt eller mig-mig-mig over Skolekomedien. Til gengæld er der en kæmpe teaterkrammer til alle landets Annetter og buksevand til politikerne og forældrene.
Som stykkets pædagogiske konsulent siger til Annette: “Dit sind er jo også bare et klasselokale, der trænger til en ommøblering.”
Tilbage sidder alle i salen og tænker: Nej, det er samfundet, politikerne og forældrene, der skal ommøbleres, så vi igen kan få en folkeskole i verdensklasse.
Spørg Christian Lollike
Ole Blegvad:
“Hvorfor har du valgt en tekst fra Martin A. Hansens Løgneren, som eleverne i 9. klasse skal læse?”
Christian Lollike:
“Jeg indrømmer, at jeg elsker Martin A. Hansens tekst om unge (som læses op). Jeg forestiller mig, at en lærer, der elsker litteratur og tror, han kan åbne værker for de unge, ville bruge den tekst. Men 9. klasse er nok lige for ungt til Martin A. Hansen.”
Tange Frederik Fast:
For snart 4 år siden gik jeg ud af 9. klasse, og siden da er det ikke de store refleksioner, jeg har gjort mig om mine 10 første skoleår. Jeg har altid tænkt tilbage på min skoletid som en god tid. Det gør jeg stadigvæk, men efter premieren på Skolekomedien er bevidstheden skærpet og lattermusklen trænet.
“It’s funny cause it’s true.” Denne sætning sidder stadigvæk fast i mit hoved efter pausen, hvor en teatergænger kom med bemærkningen.
Skolekomedien er nemlig først og fremmest sjov, og ikke bare det, den er hylende morsom. Jeg fangede mig selv i at sidde og grine højlydt flere gange under især første akt.
Noget af det, der gør stykket så sjovt, er, hvor genkendelige scenerne er. Jeg kender lærerinderne Annette, Annette og Annette, jeg kender de kaotiske idrætstimer, den stille pige, den populære pige, og jeg kender også drengen Storm, der bliver mobbet.
Karaktererne er karikerede og generaliserede, hvilket gør, at jeg på godt og på ondt kan genkende næsten alle typerne i mine gamle klassekammerater.
Ondt i maven af mere end kun latter. De relaterbare, men overdrevne situationer, der bliver iscenesat i Skolekomedien, er selvfølgelig ikke for sjov. Skolekomedien tager vores “kære” folkeskole og viser den fra dens værste side.
De uendelige læringsmål, underbemanding i klasserne, indblandingen fra forældre og en klasse i ubalance. Dette er nogle af de problemstillinger, der bliver behandlet og fremvist i Skolekomedien, hvilket beretter om en folkeskole i ubalance.
Det hele er gjort med en elegance og et komisk talent, der som narren, der narrer adelen, rammer publikum, før de aner det.
Denne ubalance fornemmes blandt andet, når man sidder og griner, alt imens man glemmer drengen, der bliver mobbet i baggrunden. Det er især her, Skolekomedien rammer sit publikum. Af latteren udspringer følelsen af skyld og skam, idet man indser, hvad systemet, som man enten er eller selv har været en del af, gør ved mennesker.
Christian Lollike rykker ind på Store Scene, og formatet bliver “familievenligt”. Jeg kender Christian Lollike som provokatøren, der ikke lægger fingre imellem, når han ryster sit publikum.
Min oplevelse af Skolekomedien var meget anderledes. Der bliver stadigvæk ikke lagt fingre imellem, men komediegenren har en anden måde at nå sit publikum på. Her er der fokus på at røre folk igennem latteren, hvilket gør, at man ikke altid bemærker, hvor galt det er, før man går ud af teatret.
Når det er sagt, kan man tydeligt mærke Christian Lollike, der formår at skabe absurde scener og billeder i et cirkusshow af en skolekomedie.
En skøn teateraften med en storspillende skuespillertrup. Der er især én ting, der fik aftenen til at blive til ægte teatermagi, og det var skuespillerne.
Der blev leveret topklasse i alt fra slowmotion-koreografi til typeskuespil på et højt komisk plan. Tilsammen giver alt dette en utrolig forestilling, der giver en benhård kritik af folkeskolen, tager lærerne i forsvar og viser allerede kendte problemer fra nye synspunkter.
Det hele er gjort med en elegance og et komisk talent, der som narren, der narrer adelen, rammer publikum, før de aner det.
Det er snart fire år siden, jeg gik ud af 9. klasse, men i torsdags var jeg tilbage i klasselokalet med duksehold på tavlerne, de velkendte røde træborde og stole, landkortet på væggen og Annette, der forsøger at få ro.
Dette var jeg, på godt og på ondt, takket være Christian Lollike, Aarhus Teaters fremragende skuespillere og en scenografi, der indkapslede folkeskolestemningen til mindste detalje. Den oplevelse er for mig grund nok til at komme med en klar anbefaling om at komme tilbage på skolebænken – for en enkelt aften i Aarhus Teater.
Spørg Christian Lollike
Tange Frederik Fast:
Jeg vil gerne høre, hvilke relationer og tanker der er med klovnen og resten af historien?
Christian Lollike:
Klovnen fortæller om sin egen skoleangst i starten (sangen: Bim-bam-busse) og fremviser herefter, at skolesystemet er fucked. Han viser Annettes historie ved at fremhæve – bl.a. via slow – afgørende øjeblikke.
Agnes Galvind-Grønne Laursen:
Skolekomedien hedder ikke en komedie for ingenting, for det er nok noget af det sjoveste, jeg har oplevet i teatret.
Humoren er spot-on på den, jeg husker fra folkeskolens klasselokaler. Det er genkendelsen i de barnlige kommentarer, spørgsmålene og nostalgien i den ret karikerede, men velkendte folkeskoleoplevelse, der for mig bærer stykket.
Man forstår karaktererne og de typer, som de repræsenterer. Især efter den helt geniale slowmotionscene, der med det samme sætter stemningen for stykket.
Eleverne og lærerne er meget, som man forventer dem, og der er ikke så meget dybde til deres personer, men det er jo set før fra Lollikes side, og det er virkelig afgørende for, at man mærker det absurde pres og de endeløse opgaver, lærerne bliver stillet over for.
Hvis jeg skulle give en kritik af stykket, skulle det nok være slutningen. Ja, det er tydeligt, at det eskalerer og bevæger sig helt over i Lollikes anderledes verden i løbet af 2. akt
Det hjælper os til at forstå, at der for Annette, Annette og Annette – stykkets tre lærere – ikke er nogen hjælp at hente overhovedet. Annetterne er alene i verden og er de eneste i stykket, der er i stand til at vise empati, så publikum får stor sympati for dem.
Jeg synes, det er enormt skarpt ramt at lave et stykke, hvor man kun får mulighed for at have ondt af den ene person.
Derudover synes jeg, at scenografien er virkelig gennemført i forhold til, at rummene viser alle de forskellige aspekter af lærerlivet, som der er brug for: lærerværelset, klasseværelset, skolegården, musiklokalet og så videre.
De mange rum og niveauer skaber fede overraskelser. Uanset hvor man kigger hen, sker der noget nyt på scenen. Desuden bringer alfabetplakaterne og Danmarkskortet en direkte linje tilbage til mine år i folkeskolen.
Det er værd at nævne, hvordan sange som Bim-bam-busse og Bro-bro-brille får en helt ny melankolsk betydning igennem klovnen, der tydeligt lider under at skulle være en del af folkeskolen. “Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde,” rammer lidt hårdere, end man er vant til, når den bliver sunget af en flok elever der, med hver deres udfordringer, kæmper sig gennem hverdagen.
Hvis jeg skulle give en kritik af stykket, skulle det nok være slutningen. Ja, det er tydeligt, at det eskalerer og bevæger sig helt over i Lollikes anderledes verden i løbet af 2. akt. Men på en måde slutter det lidt brat, og på en måde ville jeg nok have ønsket, at Annetterne blev i den håbløse lærerverden.
For mig bliver det ellers klokkeklare budskab om urimeligheden i kravene til folkeskolelærerens opgave lidt utydeligt lige der.
Men når alt kommer til alt, så har jeg allerede anbefalet alle, jeg kender, at tage ind og se Skolekomedien.
Spørg Christian Lollike
Agnes Galvind-Grønne Laursen:
“Hvorfor har du valgt, at der skal være tre Annetter, og repræsenterer de noget forskelligt for dig?”
Christian Lollike:
“For mig er det en lærer og samtidig alle lærere. Derfor er der tre generationer og mindst to køn. Samtidig kan man lave en abstrakt forskydning ved at have tre ens.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her