CPH:DOX - status over en essentiel institution i dansk kulturliv • POV International

Frederik Bojer Bové 06.04.2019

FILM – CPH:DOX har gode år og dårlige år. I år var måske ikke verdens bedste årgang. Men DOX er helt essentiel i det danske kulturliv, som en institution der bare fungerer. Det kunne man nyde godt af i ti dage, mens man gyste over de rædselshistorier, filmene fortalte fra hele verden, og drømte sig mod mere stabile tider for dansk film. POV’s filmredaktør Frederik Bové gør status.

Det er altid svært at få hånd om en festival med flere hundrede film. Især når der også er hele seks konkurrencer – med mærkelige navne som F:Act Award og Next:Wave Award, hvor man jo heller aldrig kan vide, hvilke film der vil gå hen og vinde. Mens CPH:DOX løb af stablen droppede jeg også enhver idé om at se de ‘vigtigste’ film, og brugte f.eks. hele tre aftener på at se mastodontværket La Flor, så jeg havde ikke set ret mange af vinderne, da årets priser blev offentliggjort. Men med lidt ekstra tid, og en god håndfuld screening-links, så blev jeg i stand til at lave en art overblik over året der gik.

DOX:Award

Jeg har ikke så meget at sige om vinderfilmen, John Skoogs Ridge (der på svensk har det langt bedre navn Säsong), eftersom jeg allerede anmeldte den, da den blev vist på Gøteborg Film Festival. Jeg er meget glad for filmen, om hvilken jeg skrev: “Skoog har før været vist på CPH:DOX, og jeg kan ikke forestille mig andet end, at Säsong også vil blive vist der. Se den! Det er en smuk, mærkværdig, og tankevækkende film.”

Men det var måske også den mest indlysende vinder, CPH:DOX overhovedet kunne have haft. En instruktør, der før har været på DOX, og som har lavet en ret typisk hybridfilm. Det virkede meget logisk, men det passer ikke helt ind i et år, hvor de stærkeste dokumentarer ellers holdt det nogenlunde simpelt.

Det gælder f.eks. Ai Weiweis flygtningefilm The Rest. Den såkaldte ‘provokunstner’ har lavet en dokumentar, der hverken er provokerende eller specielt kunstnerisk – og gudskelov for det. Det er hans anden dokumentar om emnet efter den opulente Human Flow, der imponerede ved sin grundighed, men var skæmmet af ret ligegyldige forsøg på at indpasse Ais egen historie i flowet.

The Rest er derimod nærmest bare flygtninge, der fortæller til kameraet samtidig med, vi følger dem gennem diverse ydmygelser. Titlen er flertydig. Der er mange døde, der hviler, men filmen sætter også fokus på, hvordan selve det at have sit liv sat på ‘stand by’ i det bureaukratiske helvede Europas flygtninge-system har udviklet sig til, er en dæmonisk form for ‘hvile’. Og så kan det jo også betyde ‘resten’, som om vi skal forstå hvordan ‘resten’ lever, mens vi selv har det godt.

Men det er så også det eneste spidsfindige og flertydige i en film, der ellers er så direkte, simpel og beskrivende, at det ikke kunne være meget bedre.

Der er et vigtigt emne, og der er en filmskaber, som beskriver det helt uden fiksfakserier. Det er måske nok lidt sært, at en så stor kunstner som Ai Weiwei ikke laver andre ting, men filmen er bedre end hans foregående, og det er såre sympatisk, at han hellere lader andre end sig selv komme til orde.

Tre kvindeportrætter satte også spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem kamera, kunstner og subjekt. Marie Skovgaards Reformisten har jeg allerede skrevet om i forbindelse med en artikel om portrætfilmen, men det føles nu som om jeg sendte den for tidligt, for to andre film var mindst lige så relevante i den sammenhæng.

De to føles nærmest som hinandens modsætninger. Beniamino Barreses The Disappearance of My Mother handler ganske rigtigt om instruktørens mor, den tidligere supermodel og nuværende universitetslærer Benedetta Barzini. Og Barzini vil ganske rigtigt gerne forsvinde, hader sin fortid som model, afskyer når mennesker reduceres til billeder og er kun med i filmen, fordi hendes søn har bedt hende om det. Det er til tider ganske antagonistisk, når den unge mand insisterer på at filme den gamle dame imod hendes vilje. Det er også smukt og interessant at følge det komplekse emotionelle bånd mellem de to mennesker, og så har filmen en fantastisk slutning, der lader til at give moren det sidste ord.

De unge mennesker genkender sig selv hos Eva, så selv om hun måske ikke er nogen kunstner, så er hendes ærlighed vederkvægende. Helt uden fiksfakserier, så er der noget sandt over hende, og det er en sandhed en kriseramt ungdom spejler sig i

Helt modsat er Pia Hellenthals Searching Eva. Hvis Barzini afskyer billedet, så er Eva Collé nærmest indbegrebet af den moderne instagram-ekshibitionisme. Digter, blogger, sexarbejder. Vi kommer helt tæt på både den unge kvindes tanker og hendes krop. Der er ikke meget, der ikke udleveres. Desværre er filmsproget ikke noget specielt, og i filmens første del, hvor vi følger den semi-kendte Collé udleve kendis-drømme, virker det som et helt normalt popstjerneportræt. Efterhånden som det fornemmes, at det går ned ad bakke bliver det en lidt ubekvem oplevelse at følge med i, mens de unge mennesker tager stoffer og snakker om at være til overs. Men så er der et clou: En mængde beskeder fra unge mennesker til Collé, og en række klip af andre unge mennesker, der ser mindst lige så triste ud som Eva og hendes venner.

Her er vi ved dokumentarismens styrke, desuagtet at det ganske rigtigt reducerer mennesker til billeder. Men vi kan genkende os selv i de billeder, og det betyder noget. De unge mennesker genkender sig selv hos Eva, så selv om hun måske ikke er nogen kunstner, så er hendes ærlighed vederkvægende. Helt uden fiksfakserier, så er der noget sandt over hende, og det er en sandhed en kriseramt ungdom spejler sig i.

Ligeledes sand virkede konkurrencens i mine øjne bedste film: Petra Costas The Edge of Democracy. Den var måske ikke sexet nok til juryen, den Netflix-opkøbte film der mestendels er en faktuel beskrivelse af de sidste par år i brasiliansk politik, komplet med tv-klip og aflytning af lækkede, berømte telefonsamtaler. Hvis man følger med i, hvad der sker i Brasilien, er der måske ikke så meget nyt.

Men Costa – der vandt Nordic:DOX Award i 2014 for det intime portræt Olmo and the Seagull, instrueret med Lea Glob (Venus – Let’s Talk About Sex) – kombinerer det med to ting. For det første er der personlige familiebetragtninger, der gør det åbenlyst, hvor kompleks hele historien er. Costas rige bedsteforældre ville tydeligvis være på højrefløjens side, mens hendes forældre begge var venstrefløjsaktivister, der endte i fængsel under det militærdiktatur, som den nuværende præsident Jair Bolsanaro insisterer på var et gode for landet.

Men det bedste er en række klip, der er blevet optaget gennem årene, hvor filmholdet er kommet helt tæt på begivenhederne. Et klip, der følger i nakken på den nu afsatte præsident Dilma Rousseff, mindede mig helt om Laszlo Nemes’ Sauls Søn. Det der art tunnelsyn, mens verdenshistoriske begivenheder raser rundt om en. Costas film fortæller forbilledligt en kompliceret historie, men den formår også på bedste æstetiske vis at formidle en følelse.

Følelsen af at være i en situation, hvor et helt land spinner ud af kontrol. Det leder tankerne hen på det bedste fra latinamerikansk halvfjerdserdokumentarisme såsom Patricio Guzmáns The Battle of Chile om kuppet mod Allende samt Octavio Getino og Fernando Solanas’ Smelteovnens Time. Det er en fabelagtig film, der forhåbentlig snart kan ses af alle, også selv om den intet fik fra juryen.

Andre priser

Der uddeles et væld af andre priser på festivalen, også et par stykker jeg ikke undersøgte – Nordic:DOX Award til en nordisk film, lidt morsomt eftersom nordiske film har vundet hovedprisen tre år i træk, og Politiken Audience Award – men ganske sigende for året var den bedste af de andre priser den journalistisk baserede F:Act Award.

Det kommer bag på mig, jeg gider ellers ikke journalistisk baserede dokumentarer, så vil jeg som regel hellere læse en longread. Men Julien Elies Dark Suns vinder ved sin ganske essayistiske afdækning af den horrible mængde mord på især kvinder i Mexico de sidste tredive år. Filmen rejser fra by til by, hvor et nyt aspekt afdækkes; fra Ciudad Juarez hvor mordbølgen startede, efter sigende pga. et par seriemordere, et narkokartel, nogle korrupte psykopater, etc, over Mexico City, hvor det for første gang var en journalist, der blev myrdet, og tilbage til grænsen mod USA, hvor den største massakre på en bus illegale immigranter foregik.

Dark Suns træffer et ganske enkelt æstetisk valg: Den er i sort-hvid. Det fungerer fremragende. Der er ikke noget unødigt effektjageri, men det sort-hvide får det hele til at føles som en verden, der mangler et eller andet. Filmen løser ikke nogen gåde, den finder ikke én forklaring på alle de mange mord. Snarere finder den et væld af årsager, der alle ender på samme måde: Med endnu et uopklaret mord.

Det handler ikke så meget om en årsag, som det handler om en tilstand, hvor menneskeliv er billige, især kvindeliv, og der holdes hånd over de stærke, lige meget hvad de gør. Den slags stemningsportrætter er dokumentargenren eminent til.

I kunstfilmskonkurrencen, New:Vision Award, var det ikke overraskende, at Mania Akbari og Douglas Whites A Moon for My Father løb med sejren.

Konkurrencen bestod i år af to film over en time og 13 film under, og prisen går ofte til en langfilm. Af de to længste var Jeremy Dellers Everybody in the Place også en smule malplaceret; det er bestemt en glimrende film om kunst, men det er stort set bare et foredrag om rave-musik. Jeg elsker rave-musik, elsker filmen, men jeg forstår ikke helt, hvad den havde at gøre med New Vision.

A Moon for My Father var dog også en glimrende vinder. De to instruktører udveksler til at starte med breve, lidt ligesom Akbari også gjorde med Mark Cousins i Life Maybe, som jeg, i modsætning til Akbari selv, synes er en bedre film. Der sker dog det, at livet trænger ind på filmen, og anden halvdel handler i stedet om, hvordan Akbari får rekonstrueret sine bryster efter en kræftsygdom, får fjernet æggestokkene af frygt for samme sygdom, og derefter bliver gravid med sit og Whites barn.

Hvor første del kredser om kunstnerisk skabelse, så kredser anden del om kropslig skabelse. Jeg kan godt lide Akbaris meget personlige filmografi – hun spillede i øvrigt også hovedrollen i Abbas Kiarostamis udødelige Ten, omend det ikke skal skygge for hendes egne film – og der er mange gode elementer i A Moon for My Father, fra fortællingen om Akbaris fætter, der døde i et terrorangreb, til Whites tanker om myretuer. Men filmen fremstår lidt flosset, de to dele hænger ikke helt sammen, man kan godt mærke den har skiftet stil undervejs.

Next:Wave er den nyeste konkurrence på DOX, den begyndte i 2017, men i sit første år væltede den mig fuldstændig bagover. Beregnet på up-and-coming filmskabere, men det var også her, man så spritnye filmtanker pible frem. ALT virkede nyt det første år, nye tanker om tid, om rum, om historie. Sådan var det ikke sidste år, og sådan er det heller ikke i år. De to film, der henholdsvis vandt og fik Special Mention, Kabul, City in the Wind af Aboozar Amini og Inland af Juan Palacios, var begge rigtig gode film, der dog også ligner noget, vi har set før.

Next:Wave er efterhånden blevet en slags debutant-konkurrence, og det var ikke helt sådan for to år siden.

Aminis portræt af en buschauffør og nogle børn i Kabul kunne sagtens have været en dansk produktion; dens skildring af kaos i børnehøjde er meget lig Simon Lereng Wilmonts Olegs Krig eller film fra produktionsselskabet Adomeit som Anna Eborns Transnistra og Shahrbanoo Sadats Wolf and Sheep. Især sidstnævnte, der jo også foregår i Afghanistan, vil blive sammenlignet med Aminis film. Det skal dog ikke tage opmærksomheden væk fra, at det er en fornem film, der især når den bliver hos børnene formår at portrættere Kabul som et sted, hvor folk lever, ikke bare et sted vi hører om i nyhederne.

Palacios’ Inland minder om en anden type populær dokumentar. I en indledende scene, hvor en fåreflok føres ind i en tunnel, er det umuligt ikke at tænke på Harvard-instituttet Sensory Ethnography Labs (SEL) film Sweetgrass, også om fåreflokke. Den sensoriske etnografi lever især af lydflader, langsomme nærbilleder og gerne lidt metakommentarer om filmmediet, og alt det har Inland.

Det er måske den mest essentielle nyere dokumentariske genre – Säsong/Ridge har også en god portion SEL i sit DNA – så det er ganske forståeligt. Og jeg elsker genren, og jeg elsker ret meget Inland. Men jeg har set det før. Next:Wave er efterhånden blevet en slags debutantkonkurrence, og det var ikke helt sådan for to år siden.

Opsummering

Det er som om strukturen på CPH:DOX er ved at falde på plads. Der er hovedkonkurrencen, Dox:Award, der forsøger at forene det bedste inden for dokumentarismen, det være sig den mere journalistisk baserede eller den kunstnerisk ditto. Så er der to temakonkurrencer, F:Act Award og New:Vision Award for henholdsvis journalistisk og kunstnerisk dokumentar. Og de to underkonkurrencer Nordic:Dox for nordiske instruktører og Next:Wave for nyere instruktører. Og så en publikumskonkurrence.

Det er en konstruktion, der minder om de fleste andre filmfestivaler. Den er ganske logisk. Måske endda for logisk, for fastlåst. Efterhånden ved man godt, hvad man får i de forskellige afdelinger, udover at det stadigvæk er lidt mærkværdigt, hvorfor nogle film kommer i hovedkonkurrence og andre ikke gør. Både A Moon for My Father og Dark Suns havde bestemt hovedkonkurrenceniveau. Men hvis det er lidt forudsigeligt, så betyder det også, at CPH:DOX har det, som det danske kulturliv generelt og filmmiljøet i særdeleshed, først og fremmest mangler: Stabilitet.

DOX er helt essentiel i det danske kulturliv, som en institution der bare fungerer

CPH:PIX skal igennem endnu en omstrukturering, den hidtidige festivaldirektør Jacob Neiiendam trådte for nylig tilbage, og hvem ved, om festivalen overhovedet eksisterer om et par år. Hele den danske dokumentar-filmbranche er under pres efter at det seneste medieforlig reducerede tv-stationernes pligt til at bidrage til den direkte finansiering af filmene. Hvem ved, hvad Alex Ahrendtsen næste gang får trumfet igennem skal flyttes til Mariager. Plus konstante ‘omfordelingsbidrag’, der langsomt og gradvist nedbryder størstedelen af det danske kulturliv.

Læg dertil, at DR snart sammenlægger de to kanaler DR2 og DR K, der hidtil har været de to kanaler, der viste flest dokumentarfilm, hvilket alt andet lige må betyde mindre sendetid til genren. Og når de endelig bliver vist, sker der ofte det, der netop er sket med Marie Skovgaards festivalåbner Reformisten, nemlig at filmene af uransaglige årsager bliver omdøbt – i dette tilfælde til Den kvindelige danske imam – så de kan passe ind i DR’s sendeflade og absolut ingen andre steder. En allerede komplet dysfunktionel distributionskanal er på vej til at blive endnu dårligere.

CPH:DOX har gode år og dårlige år. I år var måske ikke verdens bedste årgang. Men DOX er helt essentiel i det danske kulturliv, som en institution der bare fungerer. Det kunne man nyde godt af i ti dage, mens man gyste over de rædselshistorier, filmene fortalte fra hele verden, og drømte sig mod mere stabile tider for dansk film.

Fotos: CPH:DOX

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.