La Flor – den helt store filmnørdfest på årets CPH:DOX

af i Film/Kultur

FILM // ANMELDELSE – Den helt store filmnørdfest på årets CPH:DOX var uden tvivl mastodontværket La Flor, der blev vist over tre dage i den lille bitte sal Benjamin. POVs Frederik Bové var en af det lille dusin der sad igennem hele værket, et værk der måske ikke trækker så mange mennesker per visning, men nok skal blive diskuteret i årevis.

La Flor har et ‘hook’, den der ting, der får en specifik form for cineast til at slikke sig om munden. Den er 14 timer lang. Lavet over ti år i et samarbejde mellem instruktør Mariano Llinás’ produktionsselskab El Pampero Cine og teatertruppen Piel de Lava, bestående af de fire skuespillerinder Elisa Carricajo, Valeria Correa, Pilar Gamboa og Laura Paredes. Selve navnet er også et forsøg på at beskrive filmen. Den består nemlig af seks historier, fire med en begyndelse men uden slutning, en enkelt der har det hele, og én der blot er slutning, og hvis man tegner det, så ligner det lidt en blomst.

Det er dog straks sværere at få hånd om selve det at se filmen. For jo, den er i seks dele, kaldet episoder, men de seks varierer i tid fra ca en halv time til den mastodontiske tredje episode, der i sig selv er over fem timer lang. Og både del tre og del fire er yderligere delt op i akter, kapitler og underdele, hvoraf flere i sig selv er lige så lange og gennemarbejdede som de korteste episoder.

For mig giver det bedst mening at snakke om La Flor som, hvad man kan kalde dens fysiske konsistens, altså at den er splittet op i tre dele, der blev vist over tre aftener, og som yderligere er splittet op af en god mængde ‘intervalos’. Det bliver alt i alt til otte dele, hvoraf de to første og den sidste er ret lettilgængelige og i konstant bevægelse, mens midterdelene, episode tre, delt op i tre, og episode fire, delt op i to, udgør filmens centrale tematiske materiale.

Storytelling

Og hvad er så det her materiale? Jo, La Flor er først og fremmest optaget af narrativer, historier, og hvad de gør ved den verden, de udspiller sig i. Det er på den måde at episode tre, der er en gigantisk spionfortælling, der forsøger og fungerer som spekulativ fiktion, og den meta-konspiratoriske episode fire, spiller sammen som to sider af samme sag. Med lidt ekstra godter rundt omkring.

Og hvilke godter! Episode et kan virke ret fjollet, det er noget så gammeldags og usexet som en mumiefilm, men Llinás giver godt gas på æstetikken på en måde, der nærmest kun er acceptabel i en genrefilm.

Et af de allerførste skud følger forskerne rundt omkring på laboratoriet, bliver bare hængende og hængende, ved og ved, ud og ind af laboratoriet, ud og ind af kameraets fokus, som var det en avanceret Dardenne-film. Men lyden er helt af helvedes til, tydeligvis eftersynkroniseret for en slik. Det hylder b-filmens æstetiske styrke: Fordi publikum var sikre på at få opfyldt sine narrative og genremæssige behov, så kunne man lave æstetikken så billig, som det var muligt, hvilket faktisk til tider blev sin egen anti-æstetik.

Netop ved at fokusere så meget på fiktion frem for realisme, fik man lov til at lave nogle billeder, hvor alting virkelig kom til at fungere som det, det virkelig var: Kulisser og skuespillere. Det blev mere realistisk, ikke mindre.

Det minder mig mest af alt om Pulp Fiction, der også tog genrehistorier, men twistede dem lidt. Når man ændrer på én ting, så ved publikum, at der er blevet ændret på noget, og så er vi så meget desto mere opmærksomme på resten. Når vi ved, at vi er i gang med et 14 timers eksperiment, så stirrer vi så meget mere intenst på en halvanden time lang mumiefilm, og selvom der vitterlig ikke er nogle dybe monologer eller eksperimenterende metalag, så får selve det, at vi er yderligere opmærksomme, æstetikken til at stå klarere frem.

Hvis mumiefilmen giver et kort bevis for, at genre-narrativet kan vise en egen æstetisk realisme, så beviser del to, en art musical/konspirations-thriller, at det også kan skabe emotionel realisme. Den centrale fortælling omhandler et trekantsdrama mellem to sangerinder og en sanger, der forsøger at bearbejde deres kaotiske liv. Heri blandes en fortælling om en hemmelig gruppe, der jagter en skorpion, der giver evigt liv, og det giver ikke så megen mening. Men det der musicalplot, det er rent faktisk godt. De sange, som er skrevet til filmen, er ret catchy, og i den afsluttende scene, hvor Pilar Gamboa skal indsynge en duet med eks-elskeren om deres ødelagte kærlighed, giver hun den så meget gas med så mange onde øjne og ild i stemmen, at det nærmest er Oscar-værdigt.

Spekulationer

Hvis både episode et og to har aspekter af ironi og pastiche over sig, så fungerer episode tre – langt hen af vejen – som et stykke selvstændig spekulativ fiktion. Genren er spionfilmen, settingen er Sydamerika i firserne, og plottet er mystisk og indviklet.

Fem kvinder sendes på mission for at hente en videnskabsmand og bringe ham ud, men i virkeligheden er det et setup: De fire kvinder skal myrdes, og fire andre kvinder er blevet sendt ud – af den samme organisation – for at sørge for, at det sker. Vore heltinder – naturligvis spillet af de fire Piel de Lava – flygter ned mod den lufthavn, hvor et fly skal komme for at hente de andre kvinder hjem, men de andre kvinder venter naturligvis derude, så døden er nært forestående. Og imens vi venter, får vi fortalt historien om hver enkelt spions fortid, og de fire historier er naturligvis et stykke spionfiktion i sig selv.

Det, den spekulative fiktion er så eminent dygtig til, er at sætte tingene på spidsen. Nej, de fleste kærlighedsforhold involverer ikke to lejemordere, der agerer ægtepar for at slippe fri for overvågning, men…

Det er meget indviklet og meget langt. Det er de færreste spionfilm, der har behov for at vare fem timer. Men tematikken er decideret rørende. Voiceover fortæller om firserne som spionernes sidste tid, og beskriver spionlivet som en art hjemløs, nomadisk omstrejfen. Organisationen bag det hele, ledet af den mystiske Casterman, har for vane at finde spioner på flugt og sende dem på nye missioner, indtil de en dag fejler og dør, og alle er glade. Hele konstruktionen emmer af tab, sorg og håbløshed.

De fire spioner har hver deres grund til at forsvinde ind i Castermans verden, fra hjernevask til kærlighedssorger. Mest rørende er den fjerde, der foregår i Sovjetunionens sidste dage, og hvor en ung bureaukrat må indse, at hun allerede har tabt. Hun begynder at køre i tog rundt i det gigantiske land, og denne passage fungerer egentlig også fint som en dokumentar over russiske tog.

Det, den spekulative fiktion er så eminent dygtig til, er at sætte tingene på spidsen. Nej, de fleste kærlighedsforhold involverer ikke to lejemordere, der agerer ægtepar for at slippe fri for overvågning, men mange vil kende til fornemmelsen af at bruge rigtig meget tid sammen med en ven/veninde og ikke kunne finde ud af, om der rent faktisk er potentiale for noget rigtigt og ægte.

Meta-telling

Det hele vendes på hovedet i episode fire, der på mange måder føles som blomstens bankende hjerte. Det begynder ret meta: En instruktør har arbejdet på en mærkelig film kaldet ‘La Araña’ (edderkoppen) sammen med fire skuespillerinder, men kan ikke finde ud af, hvor han vil hen med det. I stedet for at samarbejde med dem tager han ud for at filme træer. Men skuespillerinderne planlægger hævn.

Instruktøren, en åbenlys fiktiv standin for Llinás, skærer det derefter nærmest ud i pap. Han forsøger at filme træer, men det er som om, han aldrig får det hele med, altid misser noget af det, han ser på de virkelige træer. Noget diffust, noget han ikke kan sætte fingerne på. Men da han optager en scene, hvor nogle tilfældige forbipasserende ikke vil flytte sig ud af billedet, ser han noget særligt: At der sker noget helt specielt, når man kombinerer træerne med nogle personer i forgrunden.

Fiktionsfilmen er i sig selv et middel til at skildre en form for virkelighed. Selv en cgi-film viser os sådan set virkelige pixels.

Kan det siges mere tydeligt? At tilstedeværelsen af mennesker, af skuespil, af narrativ, af yderligere meningsdannelse, ikke tager væk fra den virkelige verden, men tilfører den virkelige verden noget mere. En meget berømt filmteoretiker, André Bazin, snakkede om, at film skulle vise vinden i træerne, hvilket for nogen vil mene, at kameraet skal være tålmodigt, roligt, ikke forstyrre den virkelige verden for meget. I en tidlig scene fra episode tre sidder vi dog også og stirrer intenst på svajende kornstrå, men det er ikke på grund af vind, det er fordi, der er fem spioner, der render rundt derinde. So what, bevægelsen er da den samme?

Tænk på Jurassic Park, den der scene med vandglasset. Spielberg filmer skvulpende vand, så intenst som nogen andre har gjort det. Og ja, det skal signalere, at der er dinosaurer på vej, men derfor er det stadigvæk et virkelig flot klip af skvulpende vand. Llinás har i et interview udtalt, at han søger en anden form for storytelling, en hvor man tager udgangspunkt i de billeder, man gerne vil lave, og så skriver historien derefter. Det er dog også vigtigt at tage med, at det tydeligvis også medfører en intensivering af de narrative idéer. Ikke bare billeder, men også narrativ transformeres.

Herefter ændrer episode fire sig dog radikalt. Instruktøren forsvinder under mystiske omstændigheder og en mand ved navn Gatto sendes af sted for at undersøge. Han forsøger at rekonstruere begivenhederne, samtidig med, at han drages af miljøet på den anstalt, hvor det resterende filmhold, der alle sammen er gået fra forstanden, er blevet placeret.

Han fortæller en ukendt historie fra Casanovas biografi: At den kendte ultra-elsker i årevis var fanget mellem fire kvinder, der viste sig at tilhøre et mystisk kvindeligt selskab, der kaldte sig ‘Edderkoppen’. Kort tid herefter falder narrativet helt fra hinanden, og vi ser i stedet billeder af de fire skuespillerinder, den ene af dem med et edderkoppenet i forgrunden.

Piel de Lava

Der er to grunde til, at La Flor passer ind på CPH:DOX. For det første er det ganske enkelt en film, som festivalen er nødt til at forholde sig til, idet den indeholder et frontalt angreb på ganske mange af idéerne, der har præget de senere års dokumentaristiske opblomstring og fremkomsten af den såkaldte ‘hybrid-film’. For La Flor er det lidt at vende tingene på hovedet: Fiktionsfilmen er i sig selv et middel til at skildre en form for virkelighed. Selv en cgi-film viser os sådan set virkelige pixels.

Men for det andet, så er der jo fire mennesker i centrum af den her film, fire kunstnere, fire kvinder, som vi følger over ti år. Vi ser, hvordan de bliver ældre, vi ser, hvordan deres kroppe ændrer sig – i den sidste episode er to af dem gravide – og vi følger lidt med i, hvordan deres kunstneriske udvikling er.

Her er det dog, som om filmen falder en lille smule fra hinanden. Skuespillerinderne er ikke med i episode fem – en genindspilning af Jean Renoirs klassiker Une Partie de Campagne – og episode seks er en stumfilm. Og efter den mærkelige meta-indledning på episode fire, så optræder de nærmest kun i ordløse passager. Uden helt at vide det, så tvivler jeg på, vi hører dem snakke i de sidste fire timer af filmen.

Kombiner det med den bestemt ironiske men også lidt gammeldags fortælling om de fire kvinder, der fortryller kunstneren, og det er lidt som om, at Piel de Lava forsvinder fra filmen som ligeværdige kollaboratører i filmens tredje del. Hvem ved hvorfor – mit bud ville helt ærligt være, at der for alvor kom gang i deres karrierer, hvorfor de ikke kunne deltage helt så meget længere – men det får blomsten til lidt at tippe over hen imod slutningen.

La Flor er et vanvittigt eksperiment og en stor udfordring til resten af filmverden. Den insisterer på narrativ og fiktion som relevante metoder til at skildre kunst, sandhed og realisme, og den giver ønsker om så mange flere fantastiske film i samme stil.

La Flor ender på en gang sørgmodig og henrykt. Episode seks handler om seks kvinder, der har været holdt fanget i en ørken, og som nu vandrer tilbage mod civilisationen. Til sidst ser vi dem endelig vandre ud af sandet og gå hver sin vej ind i en ny verden. Læst meta-mæssigt, så er det en ret pessimistisk udlægning af arbejdet med La Flor… Men så spiller musikken, kameraet bevæger sig, og rulleteksterne begynder at køre, mens kameraet fortsat filmer, og alle de involverede render ind for at fejre, at de endelig har filmet færdigt. Der er en stolthed over at være ude af ørkenen, en vilje til at lave nyt og mere. Men der er også en træthed.

Det er bestemt ikke alle film, der behøver at være 14 timer lange. Det er især ikke alle spionfilm, der behøver at være fem. Når jeg tænker tilbage, så kan jeg godt overraskes over, at det virkelig tog 14 timer. Men der var så meget ekstra, som jeg ikke fik plads til her, som f.eks. at elskovsscenen i Une Partie de Campagne bliver vist via fly, der flyver i duet på himlen, eller en vidunderlig passage hvor videnskabsmanden fra episode tre sidder i en bil og kigger på stjernehimlen i nogle minutter. Eller en sær passage, hvor malerier af Manet pludselig eksponeres ind over filmen.

La Flor er et vanvittigt eksperiment og en stor udfordring til resten af filmverden. Det er ikke alting, som fungerer. Men den insisterer på narrativ og fiktion som relevante metoder til at skildre kunst, sandhed og realisme, og den giver ønsker om så mange flere fantastiske film i samme stil. Omend måske lidt kortere. Men mange flere film burde have en scene, hvor man bare stirrer på stjerner i et par minutter.


Foto: CPH:DOX

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film