Rejsebrev: Jeg sover i nazistens seng!

af i Europa/Featured/Kultur/Liv & Mennesker/Rejse

I Tyskland ligger fortidens rædsler altid lige under huden. Under et tyndt lag maling. I 1986 så jeg et træ i Volgograd, hvis skudhuller fra 1943 så ud, som om de stammede fra 1985. Sådan.

Men i denne omgang går  turen til Braunschweig. Nærmere bestemt til hotellet Deutsches Haus, som er bygget sammen med det, der viser sig at være en kopi af en kopi af en borg fra 1100-tallet. Hotellet blev ødelagt under 2. verdenskrig og genopført.  Det samme gælder borgen, Kejserffalzen, Dankwarderode. Den ser ægte ud – udefra.

Deutsches Haus - Braunschweig
Deutsches Haus – Braunschweig

Efter at have forceret en prægtig trappe, når min rejsefælle og jeg til det enorme værelse med udsigt over pladsen mellem Pfalz og domkirken. En middelalderløve overskuer pladsen fra sin søjle. Her skal vi tilbringe natten, og værelset er overdådigt udstyret. Blandt andet med et selvlysende og sælsomt moderne kunstværk. Man kan også tænde lamper, som synes at oplyse billedet indefra. Mærkeligt. Selv vores hund er usikker. Fra vinduet kan jeg se, at der er bygget en overføring mellem borg og hotel. Denne overføring munder ud i vores værelse. Bag billedet må der være en sløjfet dør.

Sådan er det med Tyskland. Da vi rejste ud for at finde Luther tidligere, var det DDR’s industripolitik, vi fik øje på. Under denne rejse kommer Göring og krigen mod kristendommen til at fylde en del.

Gestapos hovedkvarter

Næste dag skal vi spise. Restauranten er som en kulisse fra en moderne tysk film om nazismen. Jeg har sovet elendigt, og kan ikke rigtig finde ud af, om jeg kan lide stedet.  På den obligatoriske luftetur med hunden bagefter, opdager vi, at Gestapos tidligere hovedkvarter ligger lige over for. Her er stenløver overalt. Men ingen oplysninger om den gangbro, der fører fra borg til netop vores værelse.

Om aftenen spørger min mand en ansat – og får svar.

Vi har sovet i Görings seng. Han var ikke blot grundlægger af SS og chef for nazisternes luftvåben, Luftwaffe, fra 1940 til krigens slutning. Han var også Rigsjægermester og ville gerne hurtigt kunne komme over i borgen og domkirken. Braunschweig lå komfortabelt for hans jagter…

”I skal se domkirken,” siger manden i receptionen og giver os en bog med. Jeg aner det værste, men håber det bedste.

Og som sagt så gjort. Jeg stødte allerede i 2009 på nazisternes forsøg på at overtage vigtige kirker i Tyskland og afkristne dem.  Målet var at skabe en slags nationale tilbedelses-centre. Alle kristne symboler skulle fjernes, i stedet ophængte man faner og ørne.

Vi kom til Quedlinburg på jagt efter Knud Lavards liv som ung. Stedet er enestående, der har ligget en stenborg siden ca. kong Gorms dage. Man skal godt nok bevæge sig næsten lodret opad, men på toppen af kirke- og borgfjeldet ligger store dele af Sachsen og Harzen for ens fødder. En række magtfulde kvinder styrede enorme landområder som abbedisser for et kvindekloster, der oplærte unge kvinder til at blive fyrstinder.

Den skændede domkirke

Kirken viser sig at være opført i virkelig gammel, tysk ur-romansk stil. Bortset fra en eneste, til gengæld yderst dominerende detalje.

Nogen har ændret det velbevarede kirkerum omkring koret. En dobbelttrappe, let genkedelig som nazistisk arkitektur, teatralsk og påtrængende, fører op til en slags prosaisk, meget firkantet prædikestol.

Tilføjelsen kan ved en overfladisk betragtning minde om den høje trappe i Lunds Domkirke, som fører op til højkoret, der befinder sig over den meget høje krypt. Men arrangementet er meget yngre og uden hverken pynt eller charme. Det kiler sig ind i et smukt, velafbalanceret rum uden respekt for linjespillet. Hvor alt i det romanske hus er rundt og kurvet, er det tilbyggede kantet og skarpt.
Årsagen til denne tilbygning befinder sig i krypten, midt i rummet hviler den første tyske kejser, Henrik Fuglefænger, og hans formidable hustru Mathilde.

De to domer Braunschweig
De to domer Braunschweig

I begyndelsen af 1930’erne fik SS-chef Heinrich Himmler øje på Quedlinburg – han identificerede sig med fuglefænger-kejseren, de havde samme fornavn.

Schutzstaffel var ikke en beskyttelses- endsige vagtenhed, men en paramilitær organisation, der i 1940 var oppe på over 150.000 medlemmer. Himmler havde sine helt egne ideer om Det Tredje Riges ideologi og religion. Ikke alene var man i gang med at udforske, om de rene ariere stammede fra Himalaya. Man ville også af med den empati, som ligger implicit i kristendommen. Empati, medfølelse, tilgivelse og nåde opfattedes udelukkende som tegn på svaghed. Noget som jøder, kvinder og homoseksuelle besad; de tre modsætninger til nazismens ideal, den ufølsomme ariske (drabs)mand.

Den 2. juli 1936 fejrede SS under Himmlers ledelse tusindårsdagen for Fuglefængerens fødsel. Denne mærkedag skulle kun fejres i Quedlinburg, hvor man satsede på at kunne fremvise resterne af kejser Henrik, efter at man åbnede hans grav. Der var blot intet skelet i graven. Nu, hvor Himmler var nået til at opfatte sig som reinkarnationen af Fuglefængeren, var det nødvendigt at have et skelet. Man placerede et par brædder i graven og fortalte offentligheden, at kongen lå i sin grav. Året efter foretog man så en højtidelig gen-gravlæggelse af brædderne.

Empati, medfølelse, tilgivelse og nåde opfattedes udelukkende som tegn på svaghed. Noget som jøder, kvinder og homoseksuelle besad; de tre modsætninger til nazismens ideal, den ufølsomme ariske (drabs)mand.

Mærkedagen betød en fuldkommen omvæltning for det ellers så populære udflugtsmål. Kirken på borgfjeldet blev lukket og porten i den enorme mur, som omkranser borgfjeldet, blev låst. Der blev ikke åbnet før 1945 – af de allierede tropper.
I stedet for kirkens originale korskel opførte man nu den ”processionstrappe med talerstol”, som stadig står. SS havde overtaget kirken, som ikke skulle anvendes af almindelige mennesker.

Heller ikke til gudstjenester. Kun til årlige sammenkomster for SS. Kristendommen var for blød og eftergivende, med idealer som nationalsocialisterne ikke kunne acceptere. Ateismen var ikke et alternativ. Ateismen bygger ikke kirker eller pålægger de troende lydighed. Ateisme er ikke autoritær. Og det var jo ikke frie, selvtænkende borgere, man ønskede. SS fik sin “kirke”.  Selv i dag går der rygter i byen om menneskeofringer og sorte messer.
I stedet satte man sig for at erstatte kristendommen – og alle andre religioner – med en ny ”tro”, der ikke rummede hverken sjæle, teologi, frelse eller mystik. En tro, man ikke kunne forske i eller videreudvikle.

Ligesom nazismen åbenbart forsøgte at gøre borgerne psykotiske, ville man omvende huse. Kirkerne skulle nu repræsentere det modsatte af, hvad de var opført til.

Forfalsket forskning og tegneserievidenskab

Himmler havde andre interessante ideer om verden. F.eks. at de oprindelige germanere havde bygget og beboet den forsvundne græske fantom-ø Atlantis. At  myten om Thors hammer, der udløste tordenvejr, var en virkelig historie om urtidens udnyttelse af elektricitet.

Han skabte organisationen Ahnen-Erbe, Forfædre-arv, der skulle finde alle de forsvundne skatte. Thors hammer kunne givetvis bruges i krigsførelse. Gralen var også altid god at have. I nogen tid havde man opfattet resterne af et frankisk spyd som selve det våben, hvormed den romerske soldat Longinus dræbte Jesus på korset  Spydspidsen befinder sig nu på Hofburg i Wien, og man omgås ret stilfærdigt med det, idet nynazistiske grupperinger betragter det som en slags nazistisk relikvie.
Hitler påstod, at han havde gennemlevet meningsfulde stunder, ansigt til ansigt med spydresten. Hvad kunne man så ikke få ud af Gralen og Thors hammer?

Ligesom nazismen åbenbart forsøgte at gøre borgerne psykotiske, ville man omvende huse. Kirkerne skulle nu repræsentere det modsatte af, hvad de var opført til.

Som nazismen byggede på en sælsom amatør-politik, hvor man negerede økonomiske love, opfandt vilde sammenhænge og forfalskede forskning, begyndte bevægelsens ledere at skabe en slags tegneserie-videnskab.

Tilbage til overgrebet mod kirkerne. Nazisterne tog også hårdt fat på domkirken i Braunschweig. Kirken er opført af hertug Heinrich der Löwe, som anbragte en statue forestillende , ja, den vågne, glade hanløve, som vi kunne se fra hotelvinduet.

Overpass
Overpass

Heinrich der Löwe var en enestående middelalderfyrste. Han besøgte de muslimske lande, diskuterede de rivaliserende religioners fordele med sine værter, og var en åben og tiltalende personlighed, der også – som mange andre i samtiden, bl.a. den danske kong Valdemar den Store – søgte at underlægge sig de slaviske områder i Nordtyskland,  vendernes land. Men nazisterne så ham kun som en slags tiptiptipoldefar til deres ideologi.
I Braunschweigs domkirke skulle man fra nu af tilbede nationen og nationalsocialismens emblemer. Byen blev sæde for en af SS’ største skoler, og eleverne havde brug for et sted at mødes. Domkirken kunne passende forvandles til Mindested for Korstogene, hvis man fjernede korsene fra korsriddernes korsfaner og erstattede dem med hagekors…

Allerede i 1940 var domkirken forvandlet til ”Staatsdom”. Højkoret lukkedes i 1935, hvorefter gudstjenesterne ophørte.
Kalkmalerierne fra 1200-tallet måtte væk. Man kalkede alt over og lod en ung ukendt kunstner, Wilhelm Dohme, forsyne kirken med helt ny udsmykning, der skildrede krigere i 1100-tallet, som marcherer i strækmarch mod Østens kommunistiske horder.

Selv ikke i nutiden er det let at finde afbildninger af de ”nye kalkmalerier”, og i 40’erne var det næppe heller mange andre end SS-medlemmer, som fik dem at se. Dohmes stil var en blanding af samtidens stive, sygt alvorlige opstillinger – og 20’ernes Bauhaus. Bestillingen på de otte gigantiske vægmalerier beseglede åbenbart mandens skæbne.

Det er heller ikke let at finde oplysninger om ham. Han var fra Berlin, født i 1910, og rejste efter nazismens fald til Buenos Aires, hvor han arbejdede, tegnede, underviste  – døde i 1985.
Højkoret, som jo ikke længere havde nogen funktion, tildækkedes med et slags teaterforhæng, hvorpå man placerede en gevaldig tysk dobbeltørn. Alle kors og andre symboler blev fjernet. Dette var nu en ”Staatsdom” og ikke længere et Guds hus.dom braunschweig nationale weihestätte

Kirken opfattedes jo i den sidste kejsertid som et kvindeligt rum – en af de tre K’er: Kinder, Küche, Kirche. Og kristendommen med sin svaghed blev åbenbart også set som en feminiseret enhed. Ensretningen var total.

Datidens arkitektur rummer ingen mildhed, venlighed, bløde linjer. Den er, som samfundet i øvrigt, udtryk for en slags mareridts-maskulinitet. Det nazistiske samfund var ikke et meritokrati. Man udøvede ikke længere kvalitetskontrol, men racistisk kontrol. Musik skrevet af jøder var forbudt. Den kunne åbenbart nedbryde musik skrevet af mennesker med anderledes religion og etnisk baggrund.

Nazismens eksklusion af kvinderne fra politik

Samfundet ønskede ikke at udnytte alle sine borgeres potentiale. Kvinderne blev simpelthen udelukket fra politisk arbejde. Den nazistiske Rigsdag rummede således kun mænd – allerede i 1933 undlod nazisterne at opstille kvindelige kandidater. Det gjaldt ikke kun landets parlament – kvinder kunne heller ikke få sæde i styrelsen i, hvad der svarede til kommuner og regioner.

Man definerede ligestilling som marxistisk, og talte ikke højt om, at partiet i sin tid havde hentet formuer fra diverse kvindelige sympatisører fra overklassen.

Gertrud Scholtz-Klink
Gertrud Scholtz-Klink

Der fandtes kvindeorganisationer (NS Frauenschaft), og endda en Reichsführerin, hvis navn ikke just er så kendt som Hitlers (Gertrud Scholtz-Klink – har I hørt om hende?), men ingen kvindelige ministre. Kvinder kunne ikke indtage positioner med samfundsmæssig autoritet og heller ikke f.eks. være læger, forskere eller undervise på universiteterne. I 1936 udelukkedes kvinder også fra det juridiske system (som dommer og anklager) og fra lægegerningen. Om det så gjaldt fremtrædende matematikere, blev de forhindret i at undervise. Åbenbart var deres opfattelse af matematik feminin og derfor forkert.

Man spørger sig selv, hvad disse højtuddannede kvinder gjorde, da de mistede arbejde og livsgrundlag?

De kvinder, vi husker fra den nazistiske bevægelse, var uden officielle poster: Magda Goebbels, der myrdede sine egne børn. Leni Riefenstahl, som skabte styrets dokumentar/propagandafilm. Eva Braun, som Hitler ikke ville gifte sig med – hun bliver et symbol på bevægelsens kvindefjendskhed.

BDM (Bund Deutscher Mädel) iværksatte en slags uddannelse af kvinder: de skulle lære rengøring, høstmedhjælp. Ligesom de i skolen skulle lære om Føreren, om Versailles-traktaten, lidt om tysk geografi og historie, men især om partiets historie. Det var nok.

Man spørger også sig selv – om hvor mange kvinder, der i 1945 opdagede, at de var rystende uvidende?

Ideologisk set kunne man simpelthen ikke forestille sig bevæbnede kvinder. Brugen af kvinder i hæren og i rustningsindustrien var et udslag af nød, ikke et tegn på opblødning, og kvinderne i Berlin var da også, ubevæbnede og berøvet selvstændighed som de var, lette ofre for voldtægt under den russiske indmarch.

Den suspekte kvindelighed

De kvinder, vi husker fra den nazistiske bevægelse, var uden officielle poster: Magda Goebbels, der myrdede sine egne børn. Leni Riefenstahl, som skabte styrets dokumentar/propagandafilm. Eva Braun, som Hitler ikke ville gifte sig med – hun bliver et symbol på bevægelsens kvindefjendskhed.

Hvad havde det betydet for nazismen, hvis en glad og forelsket Hitler havde fremvist sin ”Evita”, sin smukke, sexede, modebevidste hustru? Givet hende en rolle i statens styrelse? En rolle at spille som ”det ariske kvindeideal”? Det var utænkeligt. Officielt eksisterede hendes kvindetype jo slet ikke.

Kvinder kunne såmænd godt melde sig ind i partiet. Der var bare ingen afstemninger eller valg, så stemmeretten var uden betydning.

Ligeberettigelse mellem kønnene lader til at være for demokratiet hvad kanariefuglen, som man tager med sig i minerne for at opdage gas, er. Hvis den angribes eller indskrænkes, er vi på vej mod det politiske helvede.

Men i tidens mest populære romaner skrevet af kvinder er heltinderne stærke kvinder, hvis mænd dør og derfor muliggør fortællingen om kvinden som stolt, aktiv figur. Der må have været et behov for disse skildringer. Ligesom film igen og igen slutter med stakkels druknede heltinder – den svenskfødte stjerne i nazitidens film, Kristina Söderbaum, fik ligefrem kæle-/øgenavnet Reichswasserleiche…

Ligeberettigelse mellem kønnene lader til at være for demokratiet hvad kanariefuglen, som man tager med sig i minerne for at opdage gas, er. Hvis den angribes eller indskrænkes, er vi på vej mod det politiske helvede. Hvor videnskab forvrænges, hvor der lyves om alting, og hvor ethvert overgreb mod borgerne er muligt. Nazismens idealer kommer i dag til syne som undertekst i diverse ekstreme højrebevægelsers teorier, hvor man kan stifte bekendtskab med holdninger, der svarer til nazismens ideer om kvinders rolle i samfundet.

Vi er ikke civilisationsbærere, vi er ansvarsløse følelsesledede tåber, som ikke bør have stemmeret. Men demokratier, hvor der er almen stemmeret,  har aldrig skabt et helvede, der svarer til nazismens.

Og kirkerne? De er stort set “rensede” nu. Malerierne fra 1930’erne er forsvundet fra domkirken i Braunschweig. Nu er det levnene fra helvede, vi kalker over, selv om de jo også er historiske vidnesbyrd. Broen, der kunne bringe Göring tørskoet over til Dankwarderode, og videre ad en tilsvarende bro over til domkirken, står endnu. Man har valgt at bevare Görings bro, men sløjfet og tilmuret den direkte adgang til hotellet. Sådan håndterer man en fuldkommen umagtelig historie. Vi lever i mentale ruiner.

Kirkerne er igen kirker. Forsøget slog fejl, forsøget på at indføre en ny religion i det Tusindårsrige, som kun kom til at vare i 12 år. Tyskland er i dag kendt som flygtningenes helle. Feministisk højborg. Og jeg håber inderligt, at tyskerne kan modstå lokkesangene fra den politiske højre-fundamentalismes nye horeunger.

Topfoto: Görings seng. Billedet, døren, Görings soveværelse – og min (skotske) hund – Maria Helleberg

Kilder:

Dyke, James A. van / Christian Fuhrmeister: Zeitlose Kunstwerke und
moderne(s) Gestalten im Braunschweiger Dom, in: Deutsche Kunst
1933-1945 in Braunschweig – Kunst im Nationalsozialismus,
Hildesheim/Zürich/New York 2000, S.48-65.
Grumbkow, Jochen von: Die Umgestaltung des Grabmals Heinrichs des
Löwen im Dom zu Braunschweig 1935 bis 1940, in: Braunschweigisches
Jahrbuch, Bd. 79 (1998), S. 167-216)

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk.

Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog.

Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det.

Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people.

Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund.

Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Europa