Gøteborg Film Festival: De er skønne, de svenskere

i Film/Kultur/Liv & Mennesker af

FILM – Tingene er altid mere spændende andre steder i verden, skriver Frederik Bojer Bové, der har taget et kig på tre svenske film. Der dog også alle tre handler om andet end Sverige. Så måske har de det på samme måde derovre?

Der er mange svenske film på årets festival. Fire i hovedkonkurrencen og tre i dokumentarkonkurrence foruden en del til galla og den slags. Det giver mulighed for at lave en hel lille temaartikel. Det ser godt ud, man bliver helt misundelig. Men måske er det fordi, vi bare ser det bedste af det bedste? Måske sidder de også i Sverige og synes, græsset virker grønnere på den anden side af sundet?

Säsong (John Skoog)

Det er et smukt ord, säsong. Det smager af natur, af årets omskiftelighed. I John Skoogs debutspillefilm betyder det ret mange ting. Hans film skildrer Skåne, skovene, kornet, høsten. Han skildrer også ungdomssæsonen, legene, sommernætterne, tinder-swipes. Men hans film hedder også ‘Sæson’ af en anden grund: Den handler om sæson-arbejdere.

Det er et fascinerende blik, Skoog kaster på Skåne. Det er gammel-Sverige (omend det jo selvfølgelig i virkeligheden er dansk!),  smukke huse og bakkede veje. Men Skoog filmer det på en måde, der får mig til at tænke på det smukke russiske udtryk ostranenie. En art fremmedgørelse. Skoog formår at vise noget, vi alle kender, som om det var virkelig mærkeligt. Det gør han på to måder: For det første ved at vise, hvor gennemautomatiseret det svenske landbrug efterhånden er; med en maskinfascination, der til tider får Säsong til at ligne en science-fiction film. For det andet ved at skildre Sverige gennem de polske arbejderes blik. Og så ser travsport pludselig virkelig mærkeligt ud.

Det bliver på sin egen stille måde 80 minutters oprør mod nationalisme og fremmedfjendskhed. Hvordan kan vi være nationalister når vi er så fjernt fra landet? Hvor mange malkemaskiner er der lige i en DF-reklame?

Skoog er højt agtet hos mange kræsne cineaster, der kræver et kameraarbejde, der ikke ligner noget som helst andet. Sådan et kamera har Skoog, det bevæger sig usandsynligt langsomt svævende rundt om hans personer. Jeg forstår ikke helt, hvordan i alverden man kan få et kamera til at svæve så roligt i en kornmark, det ville jeg tro skulle kræve virkelig mange penge og hjul og skinner og alt muligt. Og Säsong virker ikke som verdens dyreste film. Men på en eller anden måde kan Skoogs kamera gøre ting, som ikke ret mange andre kan. Omend det nu også er fotograf Ita Zbroniec-Zajt, der også har fotograferet film som Underdog og Yarden, men når de to samarbejder, så er det så distinkt, at Skoog også selv må have haft noget at skulle have sagt.

Skoog manipulerer også (sammen med andre medarbejdere, selvfølgelig) lydsiden til at få en effekt frem. I en af de mest bemærkelsesværdige sekvenser svæver vi hen over en kornmark, og langsomt kommer en mejetærsker ind i bunden af billedet. Vi hører lyden af tærskeren, og mens kameraet glider hen mod den kværnende cirkulære tærske-ting bliver lyden højere og højere, mens mere og mere korn bliver kværnet til ukendelighed. Det er ret skræmmende, og effekten af, at vi selv er tæt på at blive tærsket kommer tydeligvis fra lydarbejde i post: så meget højere bliver en mejetærsker heller ikke ved at bevæge sig 30 cm tættere på.

Skoogs film er så gennemkomponeret. Kameraet bevæger sig langsomt og som efter en plan. Lydene tilpasses billederne. Det føles som om, det hele hænger sammen. Hvor Lucky One gav fornemmelsen af kun nødtørftigt at give mening, så føles Säsong som om, der er tænkt over alt. Og der er en ret ligetil forklaring: At det er en film om, hvor fjernt fra Sverige svenskfødte svenskere efterhånden er kommet. Alt er underligt, alt er vildt, alt er uforståeligt. Det bliver på sin egen stille måde 80 minutters oprør mod nationalisme og fremmedfjendskhed. Hvordan kan vi være nationalister, når vi er så fjernt fra landet? Hvor mange malkemaskiner er der lige i en DF-reklame?

Der uddeles en pris i Gøteborg, der kaldes for Sven Nykvist-prisen. Den går til den film, der ikke vinder, men som har bedst fotografi. Den pris tror jeg Säsong er en stærk bejler til.

Jeg kan godt tænke mig, at den er lidt for smal, lidt for sær, til at løbe med hovedprisen. Men alene for det lille klip, hvor kameraet cirkler rundt om en ung polsk mand, der skal lære at sige ‘må jäg få en kaffe och en bulla’ med den rigtige accent, alene for den tålmodige, fascinerende, smukke scene, kunne filmen vinde en fotografipris. Skoog har før været vist på CPH:DOX, og jeg kan ikke forestille mig andet end, at Säsong også vil blive vist der. Se den! Det er en smuk, mærkværdig, og tankevækkende film.

Koko-di Koko-da (Johannes Nyholm)

Jeg fortalte for et par dage siden lidt om årets intro-film. De gør ret meget ud af deres intro-film heroppe i Gøteborg. For to år siden var den lavet af Johannes Nyholm, som leverede en sørgelig lille marionetdukkefilm om tre små kaniner og en hane. Jeg så den lille film omkring tredive gange, men forstod den aldrig helt. Det var som om, der foregik mere, end jeg lige fik fat i. Jeg havde dog ikke troet, at det var meningen den lille marionetdukkefilm skulle udvides til en spillefilm. Med Peter Belli. Men hey.

En svensk familie rejser til Skagen på sommerferie og hygger sig rigtigt. Men datteren bliver pludselig væk, og da de desperate forældre finder hende igen, er hun helt optaget af en spilledåse med en hane på. De skælder hende rigtig meget ud, stemningen er anstrengt, så for at komme i godt humør igen, køber de spilledåsen til datteren, og så får de alle lagt kanin-makeup, inden de går ud at spise. Stemningen er fin. Men så får moren en allergisk reaktion, og pludselig tilbringer de natten på et hospital. Og derfra bliver det bare endnu mere sørgeligt. Tre år efter tager familien på teltferie, og denne gang bliver det endnu mere traumatisk, på en måde der involverer Peter Belli.

Da Johannes Nyholms debutfilm Kæmpen havde dansk premiere, interviewede jeg ham, hvor han snakkede meget om en melting pot-æstetik. Han blander virkelig mange ting sammen i sine film, og også i den nye er der både familiedrama, marionetdukker plus en art cirkusæstetik, hvor Peter Belli indgår. Det må være virkelig svært at få til at gå op i en højere enhed, og det lykkes måske heller ikke helt den her gang.

Det skal føles som om instruktør Johannes Nyholm er lige så dæmonisk og kontrollerende over for sin film, som Peter Belli er det i sit marionetteater, men jeg sad undervejs lidt og var bange for, at Nyholm var ved at miste grebet

Jeg har ikke rigtig nævnt, hvad det er, Peter Belli gør, for det skal nok helst være en overraskelse, men det fylder langt størstedelen af filmen. Det er lidt som om, filmen er sammensat af to dele: fortællingen om de tre kaniner og hanen og så en fortælling, som Peter Belli styrer med hård hånd. Peter Belli er virkelig overraskende i rollen: tænk at han stadig har en så dæmonisk energi over sig, det havde jeg ikke set komme. Men rent filmisk er sekvensen ikke helt så stærk, som den næsten var nødt til at være.

Det trækkes i langdrag, det gør det med vilje, det er 100% pointen, at det skal føles langtrukkent, ellers ville filmen ikke fungere. Men der er langdrag, og så er der langdrag. Der mangler alligevel lidt filmisk overskud, det skal føles, som om instruktør Johannes Nyholm er lige så dæmonisk og kontrollerende over for sin film, som Peter Belli er det i sit marionetteater, men jeg sad undervejs lidt og var bange for, at Nyholm var ved at miste grebet. Måske er det lidt hurtigere klipning, måske er det mere formalistisk kamerasprog, men det føles ikke helt så kontrolleret, som det skulle.

Men hvis man sidder igennem mellemstykket, så bliver man rigeligt belønnet. Det sidste stræk er lige så godt som det første, og Koko-di Koko-da har siddet i maven, siden jeg så den. Det går virkelig op i en højere enhed, som er både dybt foruroligende og dybt rørende på sin egen sære måde. Så mange ting bliver blandet sammen i den her gryde, og selvom den ene af retterne ikke er helt perfekt, så fungerer måltidet stadigvæk fremragende som helhed.

Transnistra (Anna Eborn)

Da jeg interviewede Johannes Nyholm, så gjorde jeg noget man aldrig må gøre: Jeg fastlagde min vinkel på forhånd. Jeg ville have ham til at forklare, hvorfor svensk film er så meget bedre end dansk for tiden. Men det kunne Nyholm ikke svare på. Han mente, det var lige omvendt. Det var da derfor, han samarbejdede med så mange danske kræfter.

Sådan er det måske også lidt med Anna Eborn? Jeg ser på den fremragende dokumentarist, der i lang tid har haft et samarbejde med det danske produktionsselskab Adomeit film og ser noget, vi ikke har i dansk film. Men måske så hun på Adomeit og så noget, hun virkelig gerne ville arbejde med? Adomeit er i Danmark kendt for Annika Bergs Team Hurricane og Shahrbanoo Sadats Wolf and Sheep, men har også stået for en del dokumentarer. Af dem er Eborns nok dem, der klarest arbejder med, hvad der mere og mere ligner en art Adomeit-æstetik.

Det hele er optaget på 16 millimeter, hvilket giver en fornemmelse af solkyssede klip fra familiealbummet.

I Transnistra er Eborn rejst til området af samme navn, en lille enklave i det østlige Moldova, der siden Sovjetunionens fald har eksisteret som udbryderrepublik, omend kun anerkendt af en lille håndfuld lande, mest Rusland-venlige. Det er ikke noget storpolitisk portræt. I stedet følger vi fem teenagere, den karismatiske Tanya og fire af hendes drengevenner, mens de først får sommerugerne til at gå, og efterhånden som året skrider frem begynder at skulle lægge planer for fremtiden.

Som med Team Hurricane er det et ungdomsportræt, der i høj grad omhandler, hvordan steder præger unge mennesker. Transnistra er et meget konservativt sted, hvor Tanyas lillebror hyldes for at starte på militærskole som den yngste af alle studerende. Men i den verden, som Eborn bygger op, er der ikke mange tegn på nogen dominerende patriarkalsk magt. De unge mennesker vandrer rundt i skove, bader i floden og hænger ud blandt ruiner af betonhøjhuse. Transnistra virker som et svagt patriarkat, der godt nok er meget bestemt omkring, hvordan verden skal hænge sammen, men som giver rigtig meget plads til bare at hænge ud. Og have virkelig meget sex. Der er ret meget jalousi indbyrdes i drengegruppen.

Det hele er optaget på 16 millimeter, hvilket giver en fornemmelse af solkyssede klip fra familiealbummet. Det hele ligner hjemmevideoer. Det ser lidt gammeldags ud, hvilket passer godt til det lidt gammeldags sted. Der har ikke været noget krav om at lave noget nyt og moderne, noget med store armbevægelser. Det føles bare rigtigt og sandt.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne lidt med Skjold & Isabel, det danske ungdomsportræt der blev meget hyldet sidste år. Og det er en god film, ingen tvivl om det, men det er også en film der bakser rigtig meget med hænderne og vil have sine karakterer til at fortælle via voice-over og have rigtigt filmiske forløb. Selvom det bedste kommer, når kameraet bare følger de unge mennesker. Den vil være ‘rigtig film’ i stedet for bare at dokumentere.

Man kan altid lære noget af dokumentarisme, noget om blot at fortælle via observation, finde en æstetik der kan bære, når man ikke har et manuskript, der kan lægge bund

Måske er der ikke den store forskel på Danmark og Sverige, måske stirrer jeg mig bare blind, fordi det fremmede altid er mere spændende. Det siger alle svenskere, jeg taler med om film. Men én forskel vil jeg dog holde på: Sverige har større respekt for sine dokumentarister.

Gøteborg Film Festival har i hvert fald. Hele to svenske dokumentarister i hovedkonkurrence for semi-dokumentariske film. Fuldt hus til Anna Eborn for en film, der egentlig ikke gør så meget væsen af sig, den er bare god. Og igen i år har jeg opdaget, at en svensk dokumentar vækker stor debat; for et par år siden var det en film, der hed The Swedish Theory of Love, i år hedder den X & Y.

Det tages mere seriøst. På en måde som vi i Danmark ikke helt tager dokumentaren seriøst som en central del af dansk filmkultur, hvorfra instruktører som Max Kestner, Eva Mulvad og Lea Glob som blandt de bedste danske instruktører for tiden. Man kan altid lære noget af dokumentarisme, noget om blot at fortælle via observation, finde en æstetik der kan bære, når man ikke har et manuskript der kan lægge bund. Men nåja, derudover klarer vi os nok.

Vi har Peter Belli.


Fotos: Gøteborg Film Festival

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film