DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – CPH:DOX er i fuld gang i hovedstaden og resten af landet, og snart kan mange af festivalfilmene ses på streamingtjenesten PARA:DOX. I denne fjerde artikel retter POV’s film- og fugleredaktør blikket mod to verdenspremierer med de små dinosaur-efterkommere som omdrejningspunkt: den islandske Amongst the Birds (Fugle og mænd) og den tyske Watching People Watching Birds, som begge konkurrerer om publikumsprisen.
Dokumentarfolk er meget ofte optagede af krig, uretfærdighed og magtesløshed, hvilket nogle af vores andre tekster fra CPH:DOX vidner om, men som den ene af instruktørerne af den første film sagde efter visningen forleden noget i retning af: ”I den her tid med krig og ufred har jeg i hvert fald brug for at se noget om mennesker, der kerer sig om deres omgivelser på en hyggelig måde.”
Fugle og mænd
Filmen Amongst the Birds (instr.: Mika Kaurismäki, Ragnar Axelsson & Ingvar Þórðarson) følger et islandsk par, som et par måneder om året forbereder og passer edderfuglenes ynglepladser, mens fuglene opholder sig dér, inden de trækker videre over havet. De får hjælp af et vennepar og deres søn, ligesom børnebørnene også er på besøg. De gør det dog ikke udelukkende for fuglenes skyld, da det nemlig også er et erhverv, hvor de indsamler de afstødte dun i rederne.
Filmen opfylder derfor dokumentargenrens primære raison-d’être, fordi jeg fik noget at vide, jeg – med skam at melde – aldrig har tænkt over. Hvordan man egentlig skaffer det råstof, vi alle bruger i vores puder og dyner eller i de dunveste, vi har på, når vi er ude at se på fugle.
Jeg efterlades med en følelse af, at verden er blevet større
Filmen er optaget over tre år, men klippet sammen til én sæson, og den skildrer smukt landskabet og de medvirkendes ildhu og temperamenter. Filmen indeholder også den skæve islandske humor (der, som den finske medinstruktør sagde, også er finsk), hvor man som tilskuer helst skal synes, det er sjovt, når personerne for femte gang taler om, at der nok skal laves noget mere kaffe. Der er ingen fortællerstemme, der holder rede på handlingen for os, men de medvirkende taler indimellem til nogen bag kameraet. Klassisk dokumentarisme, altså.
Men der er også utroligt meget varme og ømhed mellem linjerne og mellem personerne – og mellem børnebørnene og henholdsvis et sygt lam og to forældreløse ællinger – og det er immervæk skægt at se, hvordan de på det 23. år har udviklet kolonien og lavet nye flotte huse til fuglene.
Det er altså en måde at udnytte naturen på uden at aflive dyrene, hvis vi altså ser bort fra de ræve, ravne og måger, som må lade livet, for at der ikke skal forsvinde for mange æg. Men filmens ærinde er ikke at problematisere menneskets forhold til andre arter og ej heller at give os et større indblik i edderfuglens liv. Men der er mange smukke billeder af dyrene, blandt andet optaget med fjernbetjente kameraer, og jeg efterlades med en følelse af, at verden er blevet større, end den var før jeg så filmen. Det er en god følelse.
Watching People Watching Birds
Titlen siger det, som instruktørerne Michael Loeken og Ulrike Franke også fortalte efter visningen af Watching People Watching Birds: at de først og fremmest er interesserede i menneskene. Jeg var nu allerede inden visningen lidt skeptisk, for jeg ved ikke, hvor mange dokumentarfilm jeg har set gennem årene, hvor man følger nogle folk med en eller anden passion, det være sig standarddanse eller ishockey, og hvor filmene blev bange for, at tilskuerne ville kede sig, hvis filmen kom til at handle for meget om dans eller ishockey.
Problemet med den tilgang er selvfølgelig, at hvis man ikke formår at formidle passionen og ekspertisen, så forstår man som seer heller ikke de mennesker, der har den passion. Men den fælde falder filmen ikke i. Nu kan det jo være, at det kun er noget, jeg synes, fordi jeg umiddelbart forstår de fuglekiggere, man følger. Men man skal jo som filmmager også tilfredsstille de seere, der faktisk ved noget om eller interesserer sig for enten balancekravene i slowfox, konsekvenserne af en dømt icing eller fornøjelsen ved at kunne identificere en kaspisk måge (som jeg selv har til gode).
For filmen forstår faktisk både ret nænsomt og underholdende at lade de medvirkende – som inkluderer den amerikanske forfatter og den kendte fuglekigger Jonathan Franzen – videregive deres interesser. Det sker ikke bare med ord, mens de taler i billedet, men også med lyd- og billedpoesi, og ind imellem også en kombination heraf. For eksempel i nogle herlige scener med et ægtepar, der begge er optagede af fuglesang, og hvor manden i sin egenskab af lastbilchauffør hører cd’er med fuglestemmer i førerhuset. Uden snak, kun reallyd og fugle over bilstereoen. Det er både smukt og sjovt. En scene med en flok amatørfuglekiggere i selskab med en ekspert på en pram i en rørskov er også skøn.
For mig at se, så nærede de medvirkende nemlig ikke helt det samme sortsyn som instruktørerne, men tillægger de dermed deres medvirkende følelser, de slet ikke har?
Vi ser også tilpas mange af de fugle, som de medvirkende ser, og ikke mindst under en udflugt til Helgoland med nogle unge fugleinteresserede tyskere kommer vi tæt på sulerne. Men hvor skurkene i den islandske film bestod af æggetyve, som man kunne holde øje med, så sniger der sig en større trussel ind i denne film, hvilket adresseres løbende. For der er bare ikke så mange fugle som tidligere. Klimaet, epidemier og ikke mindst den økonomiske udbytning af naturen skaber dårligere leveforhold, og det bekymrer flere af de medvirkende. Og i samtalen efter filmen kunne vi forstå, at det også bekymrer filmfolkene.
Faktisk sagde den ene, at de havde det, som om fuglefolkene – udover at kigge på skønheden i den enkelte fugl – også kigger ned i afgrunden. Og undervejs i filmen er der også en sekvens med arkivbilleder fra Kina, som handler om, at formand Mao beordrede udryddelse af spurvene, fordi de truede høsten, hvilket viste sig at være ekstremt kontraproduktivt, da der så ikke var nogen fugle til at spise de skadelige insekter, der ødelagde høsten endnu mere. Det er mærkeligt nok det eneste historiske eksempel i filmen, hvilket virker lidt tilfældigt. Franzen nævner dog udryddelsen af vandreduen omkring år 1900, og der kommer da også en liste på skærmen over udryddede arter.
Filmen slutter med opsendelsen af Voyager I i 1977, som vistnok stadig er på vej ud i rummet med blandt andet ”den gyldne plade”, The Sounds of Earth, ombord, og hvor man, udover en hilsen til eventuelle modtagere i en eller anden galakse, også har en mængde fuglestemmer på. Det forvirrede mig lidt og mindst én anden tilskuer, som også spurgte ind til det efter visningen. For mig at se nærede de medvirkende nemlig ikke helt det samme sortsyn som instruktørerne – faktisk siger Franzen det helt modsatte: at han bare nyder fuglene og ikke tænker på andet. Tillægger instruktørerne dermed de medvirkende følelser, de slet ikke har?
En af de andre fascinerende mænd i filmen var især vild med måger, og dem kunne vi jo se ham iagttage masser af i havnene i det tyske industriområde, hvor meget af filmen foregår. Svaret er ikke entydigt. Det er oplagt, at artsdiversitetskrisen er meget, meget alvorlig, og det er instruktørerne i deres gode ret til at være bekymrede over. Filmen formår alligevel at formidle den begejstring og fascination over vores vingede medvæsener, som giver glæde og håb mere end håbløshed og afmagt.
Så ja, dokumentarfolk vil ofte gerne – og heldigvis for det, da – pege på urimeligheder, hvis ikke ligefrem undertrykkelse og katastrofer, men her og i den islandske film kommer de faktisk længst med at sprede smil, fortryllelse og bare være bjergtagede.
Programmet for de to film kan ses på CPH:DOX’s hjemmeside via nedenstående link. Hold desuden øje med filmene på PARA:DOX fra d. 20. marts.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og