CPH:DOX – portræt af portrætfilmen

af i Danmark/Film/Kultur

FILM – CPH:DOX – Portrættet, den indfølte skildring af et menneske, især et menneske men måske også et samfund, er en af de helt grundlæggende genrer inde for dokumentarfilmen. Et par af filmene på årets CPH:DOX tager genren til debat. Og et par af filmene er interessante eksempler på genren.

Chinese Portrait (Wang Xiaoshuai)

Hvordan laver man det mest præcise portræt? Hvornår er vi mest autentisk os selv? Er det når vi er i gang med noget som er typisk os, eller er det når vi står stille? Skal vi posere, eller er vi mest autentiske når vi ikke lægger mærke til kameraet? Og oversat til et land, hvordan portrætterer man så mest ærligt en hel nation og dens indbyggere? Wang Xiaoshuais Chinese Portrait sætter mange tanker i gang, og gør det med humor og indsigt.

Tag f.eks. filmens åbningsbillede af minearbejdere, der står og kigger ind i kameraet. De ser stolte ud, stærke arbejdere som taget ud af en kommunistisk vision. Men så begynder et kabel at køre, lydsiden larmer, og arbejderne bliver bare stående. Er det ikke lidt noget pjat sådan at stå og posere, mens man egentlig burde være på arbejde?

Det lidt propagandaagtige gentages hen imod filmens slutning i et utrolig morsomt klip, der om det var en lille smule anderledes kunne være en reklame for kollektivt landbrug. En hel familie, næsten en klan, står samlet på muldjorden, med et lille sødt barn i forgrunden, stirrende uudgrundeligt ind i kameraet. Der er bare et par af de der mennesker, der er lidt for vejrbidte, ser lidt for hærgede ud, til rigtigt at fungere som reklame, og det lille barn har også mere end almindelig svært ved at holde balancen.

Hvorfor er det egentlig det betyder så meget, at nogen anerkender kameraet og andre ikke gør? Måske fordi det skaber illusionen om en dybere sandhed, noget som kun en del af personerne indser. Og den slags sandheder er som regel dystre. Kameraet i sig selv bliver en metafor for en sandhed om Kina, som siger at…

I sekvenser som dette spiller Chinese Portrait op imod en propagandistisk tradition, fyldt med glade og stolte arbejdere og pligtopfyldende landmænd. Andre gange er der landsskabsbilledernes heste og bakker, eksotiserende postkort fra Kinas udkantsområder og til tider melankolske billeder, der bringer tankerne hen på Edward Hoppers natteravne. Essentielt er det også, at det ofte kun er nogle af karaktererne, der ser ind i kameraet, mens andre bare lever. Ved en familiemiddag ser alle kvinderne ind i kameraet, og mændene drikker øl. Det er ret nemt at få idéer af. Ved en anden middag er det to unge mænd, der stirrer, mens resten griner og spiser. Hvad mener vi så om det?

Her begynder filmen virkelig at blive meta. Hvorfor er det egentlig, det betyder så meget at nogen anerkender kameraet og andre ikke gør? Måske fordi det skaber illusionen om en dybere sandhed, noget som kun en del af personerne indser. Og den slags sandheder er som regel dystre. Kameraet i sig selv bliver en metafor for en sandhed om Kina, som siger at… Jamen, der er jo ikke noget? Det hele er skabt i kameraet. Chinese Portrait viser billeder fra Kina, smukke billeder som alle burde se, men gør samtidig lidt grin med hele det filmiske projekt.

Wang Xiaoshuai tilhører den såkaldte ‘sjette generation’ i kinesisk film, der begyndte i halvfemserne, og i starten lavede film udenfor styrets kontrol. Og hvis du ikke ved, hvem der er 1-5 generation, eller for den sags skyld 7+ generation, så tag det helt roligt, det er ikke så vigtigt, det er bare et lidt mærkeligt navn. Efter Wangs samtidige dukkede en bølge af dokumentarister op, folk som Wang Bing og Liang Zhao, der gik dybt ned i en uofficiel historie om Kina – måske bedst illustreret ved Huang Weikais Disorder, en kompilation af personlige optagelser, der samlet skildrede et samfund i opløsning. Men var det dokumentarisk, det de gjorde? Eller var det lige så fiktionspræget som de ganske litterære film Wang lavede, der dog også ofte byggede på virkelige historiske konflikter?

Wang Xiaoshuai har virkelig givet sin filmografi et spark opad det sidste års tid. Chinese Portrait havde premiere på den hollandske festival IDFA sidste efterår, og på dette års Berlin havde han så en ny film klar, det tre timer lange storværk So Long, My Son, der dækkede årtiers kinesiske historie i en utrolig litterær form. Det er en fascinerende todelt fortælling, det gennemført fiktionelle og det meta-diskuterende dokumentariske. Vi får se om So Long, My Son kommer ud til et dansk publikum, men Chinese Portrait er en fantastisk film, som fortjener at blive set.

Reformisten (Marie Skovgaard)

Det føles nogle gange som om ‘portrætfilmen’ er automatudgaven af dokumentarismen. Man kan jo ikke skrive et manuskript, så man ved ikke om plottet bliver stærkt nok, men hvis man finder en stærk hovedperson, så kan man være relativt sikker på, at lige meget hvad der sker, så skal man nok have en kerne, der kan bære filmen. Men er det altid det mest interessante? Marie Skovgaards film om kampen for at skabe en reformeret form for Islam hedder Reformisten, men havde det måske været mere interessant, hvis den havde heddet Reformmoskéen eller Reformation?

Spørgsmålet trænger sig unægtelig på i Skovgaards film, eftersom den anklage Sherin Khankan – Danmarks første kvindelige imam og drivkraften bag Mariam-moskéen – gang på gang hører i løbet af filmen – og til tider også indrømmer rigtigheden i – er, at hun har en tendens til at gå for meget enegang, uden at lytte til andre og inkludere resten af gruppen omkring moskéen. En af de dramatiske motorer er, om det vil lykkedes Khankan at få kombineret sin trang til at skabe et fælles rum omkring en konsensuel form for moderne Islam med sin personlige moralske og emotionelle tilgang til religion. Bliver det en reformation eller blot en reformist?

Det er nu ikke helt retfærdigt over for Khankan, for filmen er ret åbenlys om, hvor nærmest umuligt det er at finde plads til et bredere reformistisk Islam-projekt. Der er nemlig ikke plads til diskussion omkring det. Når Khankan stiller op til debat, så bliver hun på den ene side konfronteret med muslimske mænd, der mener, at det hun gør er helt håbløst og intet har med Islam at gøre, og på den anden side med kristne kvinder, der mener Islam i sig selv er håbløst og protesterer imod, at hun en gang imellem drister sig til at kritisere kristendommen. Og det hjælper heller ikke, at nyhedsmedierne konstant forvrænger og sensationaliserer, så hendes oprindelige projekt nærmest bliver uigenkendeligt.

I en verden hvor medierne er så håbløse som de er, og hvor debatter så lynhurtigt bliver kapret af dem der råber højest, der er det måske især vigtigt med forholdet mellem to personer

Især her efter Christchurch er det meget svært at tage de kristne kvinder seriøst. Men de dér islamiske mænd, de har nu altså også lidt en pointe, når de siger, at Khankan tager lidt let på teologien. I et af de mere afslørende citater siger hun endda, at hvis ikke der kan findes teologiske argumenter for homoseksuelle ægteskaber i Koranen, så må hun bruge emotionelle og næstekærlige argumenter. Og generelt er hun tilhænger af at læse Koranens ganske paradoksfyldte tekst med hjerte og poetisk licens snarere end med benhård regelret teologi. Og det giver god mening for mig, der har læst Koranen uden at forstå en lyd af den meget poetiske tekst, men jeg kan godt forstå, hvis det ikke er så overbevisende for imamerne.

Det er her Skovgaards film for alvor bliver tankevækkende, for samtidig får Mariam-moskéen stor succes med et andet kontroversielt projekt: Interreligiøse ægteskaber. Ifølge den gængse fortolkning af Koranen, så står der dels, at man skal gifte sig med rettroende mennesker, men der står også, at specifikt mænd må finde kristne og jødiske koner. Hvilket jo ret logisk må medføre, at kvinder ikke må. Det er dog så åbenlyst dobbeltmoralsk, at det naturligvis ikke hører nogen steder hjemme, og jeg forstår så udmærket, at den slags bryllupper bliver en central del af Mariam-moskéens virke.

Men… giver det overhovedet mening at kalde den slags bryllupper for islamiske? Altså, hvis man skal finde en helt specifik imam for at blive gift islamisk, hvad forskel gør det så? Religionen i bredeste forstand accepterer det tydeligvis ikke? Men Sherin Khankan forklarer, at det hjælper kvinderne i en svær situation, og det hjælper med dybt personlige problemstillinger. Og den slags hjælp, den slags problemstillinger, er for Khankan, hvad det at være imam, eller en hvilken som helst anden form for sjælesørger, i sin essens handler om.

Og her er vi så tilbage ved det personlige. Khankan er ikke splittet mellem sig selv og sin moskés bestyrelse, hun er splittet mellem bestyrelsen og menigheden. Det personlige forhold mellem imam og troende, det er det, som filmen omhandler, det er den form for personligt baseret reform, der er i centrum. Og i en verden, hvor medierne er så håbløse som de er, og hvor debatter så lynhurtigt bliver kapret af dem, der råber højest, der er det måske især vigtigt med forholdet mellem to personer. Eller mellem film og hovedperson. Det personlige er politisk og religiøst.

Håbets Ø (Sidse Thorstholm Larsen & Sturla Pilskog)

Håbets Ø har næsten det modsatte problem af Reformisten. For hvad gør man, når et plot aldrig kommer? Da de to instruktører Sidse Thorstholm Larsen og Sturla Pilskog begyndte at forberede en film om den lille by Maniitsoq var det med udsigt til at kunne skildre en spændende og konfliktfyldt tid: Det amerikanske firma ALCOA havde lavet en aftale om at etablere en aluminiumsfabrik ved byen, hvilket havde potentiale til at vende op og ned på alting. Men fabrikken kom aldrig. Hvad gør man så?

Håbets Ø er helt ærligt nok blevet en bedre film af at mangle sit plot, for den er i stedet blevet 100% et æstetisk og emotionelt samfundsportræt, der arbejder på højtryk for at etablere tematisk sammenhæng der kan træde til, når nu der ikke rigtig er noget narrativ. Det manglende plot ses dog ret tydeligt hos én af de tre personer, filmen følger; byens ‘aluminiums-koordinator’ Peter Søren Olsen, der ligesom ikke har så meget aluminium at koordinere. Hans plot er komplet minimalistisk, det meste af tiden sidder han bare på sit kontor og venter.

Rent æstetisk er det et fornemt portræt af et samfund nedsænket i en art metaforisk limbo, indtil enten ALCOA, eller solen, eller et eller andet, sætter verden i gang igen.

Mere dramatik er der over de to andre karakterer, hvis historier også på fornem vis spejler sig i hinanden. Gideon Lyberth er alkoholterapeut, har selv en fortid som misbruger og stærke holdninger til afhængighed, selvstændighed og hvordan de to ting hænger sammen, også når det kommer til politik, parforhold og på alskens andre områder. Kirsten Kleist Petersen er en ung kvinde, der arbejder på fabrik, drømmer om at komme til koncert med Eminem og at blive sundhedshjælper. Hun tvinges i løbet af tiden der går til at konfrontere sig selv med sit eget alkoholforbrug, sine forældres alkoholforbrug, og bliver til tider nærmest et case-study på de teorier, Gideon fortæller om.

Hvor lang tid går der? Jeg ved det faktisk ikke helt. Instruktørerne skulle have brugt ti år i den lille by, men hvor lang tid de har filmet over, ved jeg ikke helt. Til gengæld skaber de en fornem æstetisk ramme, idet hele filmen finder sted om vinteren. Det sner, det blæser, det er mørkt. Om dagen er der smukt, og børnene springer omkring ned i de bløde snedynger. Rent æstetisk er det et fornemt portræt, filmen skruer sammen, af et samfund nedsænket i en art metaforisk limbo, indtil enten ALCOA, eller solen, eller et eller andet, sætter verden i gang igen. I stedet for blot at følge de tre personer driver kameraet også rundt på gaderne i den lille by, bliver på et tidspunkt bare hængende hos en kvinde ved et busstop. Hvorfor blive der? Vi finder aldrig ud af, hvem hun er, men det er et slående billede, det lille læ med de store snedynger omkring i den mørke, mørke nat. Filmen giver plads til selv at føle os frem til, hvad vi mener om den verden den stiller op.

Det er portrætfilm af bedste skuffe. En blanding af narrativ, situation, ren stemning, der sammenklippet siger en hel masse om Maniitsoq, Grønland, forholdet til Danmark, og helt generelt hvordan det er at være menneske med ansvar og afhængigheder.

Los Reyes (Bettina Perut & Iván Osnovikoff)

Til sidst et lidt muntert perspektiv. Den chilenske film Los Reyes byder nemlig på et portræt af de to køtere Chola og Football, der lever og regerer i en lille skaterpark. Den stiller også dybe filosofiske spørgsmål.

Hvad vil det sige at være i live? Hvad kan vi egentlig vide om det fundamentalt umenneskelige? Bliver det tilgængeligt via kameraet eller forvrænget? Gælder det samme ikke for os mennesker, hvor meget kan vi egentlig overhovedet forstå om hinanden? Og hvorfor faen vil den der tennisbold ikke bare blive liggende?

Det er en virkelig let og tilgængelig film, der under DOX var promoveret som ‘hundebio’, så der var fyldt med hunde i salen. Og hunde på film er bare sjove, det er fundamentalt komisk at de altid gør det samme. Bjæffer af cyklister, fodboldspillere, tygger plasticflasker og tennisbolde, forsøger at parre sig med kornsække. Gentagelserne giver god plads til, at især klipningen laver muntre passager.

Ofte med dyredokumentarer er der en tendens til at antropomorfisere dyrene, at få dem til at fremstå menneskelige. I Los Reyes er det dog næsten omvendt, det er de hashrygende teenageskatere, der kommer til at fremstå lidt for meget som de hunde, der render rundt imellem dem. Er vi i virkeligheden så hævet over de driftstyrede dyr, som vi holder af at hævde?

Det der menneskelige, vi kunne kalde det tanken, det er på en eller anden måde også det, vi tror, vi finder i portræt-filmen. Vi kigger på et eller andet og forestiller os, at vi ser noget mere end det. Vi ser en idé forme sig, et følelsesliv udfolde sig, noget andet og mere end f.eks bare et ansigt.

Både Los Reyes og Chinese Portrait stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er den slags vi ser, eller om vi bare lader kameraet skabe det. Men i Los Reyes kommer der dog noget andet i stedet. Det dyriske, det umiddelbart tilfredsstillende.

Det findes både i hundelivet og i den muntre, lune, og utrolig flot fotograferede film.


Fotocredits: CPH:DOX

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Danmark