MODE // ANMELDELSE – Haute couturen er tilbage. Mens Musée des Arts Décoratifs viser en storslået udstilling om den modernistiske Paul Poiret, har Petit Palais taget fat på couturens grundlægger Charles Frederick Worth i en retrospektiv udstilling med finurlige detaljer fra modehusets arkiv. Astrid Grove har besøgt de aktuelle udstillinger, der følger den fine, skræddersyede parisiske mode fra 1850’erne, igennem La Belle Époque og frem til de brølende 20’ere.
Paul Poiret blev født i det centrale Paris i 1879, og grundlagde sit haute couture-hus i 1903. Inden for på udstillingen Paul Poiret, la mode est une fête på Musée des Arts Décoratifs i Paris møder vi et mørkt lavendelfarvet tapet ved siden af rå betonvægge. Belysningen er dæmpet, og i loftet er udluftningsrørene synlige.
Imens spiller orkesterstykket Le Boeuf sur le toit, Op. 58, fra Jean Cocteaus succesfulde ballet fra 1920. Dette er rammen om det modernistiske modeunivers, der er fordelt på to etager, som fortæller historien om Poirets kreationer.
På den første etage finder vi Poirets lyse, syrlige farver, der var inspireret af de fauvistiske kunstneres brug af stærke, rene farver. Den såkaldte Josephine-kjole fra 1907-kollektionen er i skinnende sølv. Taljen er lige under brystet, hvor en pink rose forbinder kjolen med et fint meshlignende guldstof.
Hvert hjørne byder på en ny sanselig tidslomme
Poiret er kendt for at bryde med korsettet, så meget af tøjet er løstsiddende, som en orange frakke med brokadedekorationer. Den har pelskrave og -ærmer med grønt for, som var typisk for Poiret-stilen. Frakken blev præsenteret til et modeshow i juli 1910, hvor modellen bar en bredskygget hat og en japansk parasol.
Poiret var særligt inspireret af den avantgardistiske Ballets Russes’ dansende bevægelighed og orientalske mønstre. Efter Poiret i 1910 havde set forestillingen Scheherazade, der viste persisk mode og byggede på eventyret Tusind og en nat, afholdt han året efter festen La Mille et deuxième nuit i 1911.
Her deltog 300 kostumeklædte gæster, og året efter indbød han til en ny temafest med orkesterspil og soloviolin, som man kan nærstudere på invitationen, der hænger på udstillingsvæggen. Det var Les Festes de Bacchus i 1912, hvor et fotografi viser Poiret og hustruen Denise Poiret udklædt som de romerske guder Juno og Jupiter. Sammenligningen mellem Poirets inspirationskilder og kreationer tegner et tydeligt portræt af couturieren i den yderst velkuraterede udstilling.
Alsidige kunstneriske sysler
Hvert hjørne byder på en ny sanselig tidslomme. Fotografier viser Poirets parisiske familieliv, mens tæpper og dukker illustrerer fascinationen af Wiener Werkstätte, der ledte Poiret til at oprette den dekorative kunstskole École Martine – opkaldt efter hans datter – for piger fra fattige hjem i Paris i 1911.
Skolens elever dekorerede flere af de små, smukke glasflasker for Poirets parfumeserie Les Parfums de Rosine – opkaldt efter hans anden datter – med blomster og arabesk, hentet fra islamisk dekorativ kunst. Parfumerne var tegn på elegance, og her på udstillingen er det muligt at dufte sig frem til, hvad det indebar i Poirets tid. Og så ligger der en mini Louis Vuitton-kuffert fra London i 1924, som datidens forbruger kunne bruge til at transportere sin parfume sikkert og stilfuldt hjem.
Afslutningsvis står et cirkulært rødt podium med nyere designs med tråde til Poiret. Det er blandt andet et grønt skørt med en rød blazer, som var en del af Yves Saint Laurents efterårs- og vinterkollektion i 1976 til ære for Ballets Russes. Vi ser en udstillingsmannequin bære en lille bambusparasol og en silkecrepe-satin kjole med orientalsk mønster fra John Gallianos efterårs-/vinterkollektion fra 1997 for Christian Dior-huset. Eftermælet findes nemlig i mønstrene og silhuetter, som senere modehuse førte videre, efter at Poiret måtte lukke i 1932 på grund af den verdensøkonomiske krise.
Alt i alt er udstillingen mageløs, da vi bliver ført igennem Poirets alsidige kunstneriske sysler, samt forstår hvordan, hvorfor og til hvilken nytte couturieren formede sit famøse modehus.
Den store engelske opfinder
Et stenkast fra Musée des Arts Décoratifs troner de neoklassiske kalkstensbygninger på Place Vendôme. Her bor flere af nutidens haute couture-huse på de øvre etager. Den tradition blev sat i gang af Poirets forgænger, Charles Frederick Worth, som også er aktuel med en stor udstilling i Paris. Den ligger længere henne langs Seinens bred, på Petit Palais, hvor man udstiller kostbare kjoler fra haute couturens opfinder.
Worth blev født i 1825 i den engelske by Bourne, men flyttede til Paris i 1846, hvor han begyndte at arbejde for tekstilforhandleren Maison Gagelin. Her opnåede Worth stor succes, og i 1858 åbnede han Paris’ første couture-hus med svenskeren Otto Gustav Bobergh.
Huset hed Worth & Bobergh og var innovativt for sin tid, da de, som de første, afholdt modeshows med levende modeller, og derefter tilpassede kollektionerne til kunderne. Worth ændrede nemlig den hidtidige opfattelse af skrædderen som en håndværker til i stedet at blive anset som en modedesigner.
Mens opsætningen om Worth-huset blegner lidt over for Poiret-udstillingen, skal man ikke undervurdere genstandenes kvalitet. Der er også masser af guf at hente hos Poirets forgænger, hvis turen skulle gå til Paris
I starten af udstillingen ser vi et af modehusets få bevarede tidlige skitsealbums fra 1860-70 med tegninger af voluminøse krinoliner, som Worth gjorde populær. Det betød, at skørternes bølgende flæser lignede tunge gardiner i omvendt v-form. Worths pyntede kjoler blev bragt i de franske modejournaler og båret af tidens kosmopolitiske eliter.
En af dem var den franske kejserinde Eugénie, der var gift med kejser Napoleon 3. Hun gjorde Worth til en fransk eksportvare under Frankrigs andet kejserdømme (1852 til 1870), da hendes anerkendelse skaffede Worth en fast kundekreds. Den inkluderede den danskfødte tsarina Dagmar af Rusland såvel som kejserinde Sisi af Østrig, der bestilte en kjole til sin kroning som dronning af Ungarn i 1867. Efter Worth afsluttede samarbejdet med Bobergh i 1870, videreførte englænderen sit eget modehus i Paris, som hans sønner overtog, efter han døde i 1895.
På udstillingen ser vi adskillige portræt- og kunstmalerier fra den franske Belle Époque-periodes baller med kjoler i Worth-stil. Men ved nogle af malerierne mangler jeg svar på deres funktion.
Skal de give et stemningsfuldt indblik i det parisiske selskabsliv? Skal de understrege, at Worths mode var i tråd med tiden? Eller har fagkyndige bekræftet, at netop disse afbildede kvinder bærer Worth-kjoler?
Det er tydeligt, at museet mangler kilder til at give et dybdegående svar på, hvordan Worths succes fandt sted, som de ellers lægger an til at ville fortælle i udstillingens første rum. Jeg mangler desuden svar på, hvilken modstand Worth mødte, og hvilke overordnede mål han forfulgte.
“Modens- og Dametoilettets Konge”
Midtvejs gennem udstillingen bliver vi introduceret for silkefabrikken Tassinari & Chatel i Lyon. På grund af mekaniseringen af vævning kunne de øge produktionen af silke, som adskillige af Worths kjoler, med træk fra renæssancen, var syet i.
I samme rum møder vi leverandøren Faure Frères fra Saint-Ètienne, der som noget nyt i slutningen af 1880’erne vævede Worths kursive underskrift ind i deres bånd. Disse genstande er skubbet ud i hjørnerne, som om de blot er fodnoter. Derfor ville jeg ønske, at udstillingen havde fremhævet historien om modens materialitet. Tøjets overdådighed forklarer jo netop Worths fine kundeklientel.
Kjolerne er nemlig udstillingens showstoppers. En af dem har slæb og krystaller, og så er den syet i råhvidt Crêpe de Chine-stof. Den har broderede metaltråde, der ligner lange blomsterstilke og en hjerteformet udskæring. Den blev båret af Lady Curzon, der var gift med George Curzon, vicekonge over Indien.
Kunderne besøgte Worths atelier på Rue de la Paix nr. 7, som vi møder mod slutningen i udstillingens mest vellykkede rum. Der står en Louis Vuitton-kuffert fra 1882 som Worth-huset brugte til at transportere couturen fra Paris til Boston. En plantegning viser ateliererne, hvor syerskerne arbejdede, og salonerne, hvor Worth holdt modeshows. Flere special- og modeforretninger fulgte trop, og flyttede ind på Rue de la Paix og den tilstødende Place Vendôme. Udenlandske aviser rapporterede om dette nabolag, også i Danmark, hvor blandt andet avisen Nationaltidende i 1895 bragte nyheden om, at “Modens- og Dametoilettets Konge” var død.
Mens opsætningen om Worth-huset blegner lidt over for Poiret-udstillingen, skal man ikke undervurdere genstandenes kvalitet. Der er også masser af guf at hente hos Poirets forgænger, hvis turen skulle gå til Paris. Sammen fortæller de to udstillinger historien om hvordan haute couturen styrkede Paris’ status som den førende, moderne modeby, vi fortsat kender den som.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og