DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – Der er nogle ting, der er svære at tale om. De samtaler kan kræve tryghed og fortrolighed. I dokumentarisk sammenhæng kan det være et særligt filmisk rum. Det er der tre stærke eksempler på ved årets CPH:DOX: Petrolheads er i hovedkonkurrencen, Hjemsøgt er i NORDIC:DOX-konkurrencen, ligesom In Defense of Self, der desuden deltager i publikumsafstemningen.
Dokumentarfilmen skal i modsætning til fiktionsfilmen gerne fortælle os noget rigtigt om den virkelige verden. Så de film er ofte fyldt med folk, der snakker og snakker og snakker. Men bare fordi at man snakker, betyder det ikke, at man reelt siger noget. Det kræver arbejde at få folk til at åbne op. I tre film fra årets CPH:DOX kan man se, hvor meget arbejdet med det filmiske rum kan betyde for, om folk kan komme til orde. Eller blive hørt.
Petrolheads
Dokumentaristen Emil Langballe udviste i dansk sammenhæng en nærmest unik forståelse af filmisk rum i sin Q’s Barbershop (2019). Her brugte han frisørsalonen som et særligt sted, hvor Vollsmoses unge mænd kunne komme til orde, så vi fik en masse fortællinger, vi ellers aldrig havde fået. Desuden fik filmen en fantastisk visuel side med brugen af rummet og af arbejdet med at klippe hår. Samme år udsendte Langballe Et ægte par om to unge mennesker med Downs Syndrom, begge film blev nomineret til Bodil-prisen for Bedste Dokumentar.
Med Petrolheads kan man sige, at Langballe kombinerer de to spor. Det er et filmisk portræt af to unge venner, med hver sin diagnose, der finder et fristed i deres biler. Langballes talent for at skildre outsideren – den vi dømmer som anderledes, som man også har set i hans Mon de kommer om natten? (2016) om afghanske flygtninge og Theatre of Violence (2023) om en ugandisk børnesoldat – kombineres med hans talent for at skabe filmiske frirum, og resultatet er en film, der slår Langballes navn fast som noget så sjældent som en dokumentarisk auteur.
Der er ikke ret mange danske dokumentarister, eller bare danske filminstruktører overhovedet, der har lavet så imponerende en filmografi siden 2016.
Filmen følger Langballes egen bror Martin – som teknisk set ‘kun’ har været i pleje hos Emils familie, men de ser hinanden som brødre – og hans bedste ven Casper. De har begge diagnoser, de har ikke haft verdens nemmeste opvækst, og så er de virkelig glade for biler. De vil gerne have en Honda Civic, og vi ser dem køre rundt på Fyn og diskutere deres liv.
Det kunne være en Langballe-film a la Q’s Barbershop – den kunne hedde Martin og Caspers bil – hvor bilforsæderne bliver et fristed, et fællesskab, og et samtalerum for de to. Som i de bedste dokumentarfilm fungerer det filmisk: Bilrummet, og måden de bruger det på, siger lige så meget som samtalerne. Her finder vi fart og mekanik, kontrol over store maskiner, venskab, nærhed, faste pladser. Det er virkelig stærkt.
Men Petrolheads er blevet en anden slags film. For Martin bliver rodet ud i voldsomme problemer, og anden halvdel af filmen er mere et narrativ á la Et ægte par. Man savner virkelig bilrummet, men det gør de to drenge tydeligvis også, så det fungerer igen rent filmisk. Det bliver til en ret hård historie, men ikke uden triumfer.
Det er Emil Langballes femte film på ti år, og den formår på fornemmeste vis nærmest at binde alle hans film sammen. Der er ikke ret mange danske dokumentarister, eller bare danske filminstruktører overhovedet, der har lavet så imponerende en filmografi siden 2016.
In Defence Of Self
Der er omvendt næsten intet rum i Linn Helene Løkens in Defence Of Self, om den norske mand Morten Michelsen, der blev skudt af politiet, efter at han selv havde ringet efter hjælp. Michelsen havde tydeligvis svære problemer, men han kunne ikke få den hjælp, han havde brug for, og da han en nat gik amok, blev han i stedet skudt.
En stor del af filmen består af Michelsens egne optagelser. Hans lydoptagelser fra forskellige møder, telefonsamtaler med myndighederne samt fra den skæbnessvangre nat. Og filmoptagelser af alle mulige forskellige ting. Det virker ikke altid, som om Michelsen har fokuseret så meget på det visuelle, billederne er skæve, er for eksempel bare et nærbillede af en kage, mens vi hører ham tale. Det er på sin egen vis smukt, men de mange close-ups gør det også klaustrofobisk, og vi kan næsten aldrig hverken se Michelsen eller mærke ham bag kameraet. Han er en usynlig stemme meget af tiden.
In Defence Of Self kunne have været en anklagende film mod særligt politiet over Michelsens tragiske død. Men i stedet er den næsten blevet noget endnu hårdere, en lang visuel anklage over måden hans liv blev behandlet på.
Omvendt skildrer filmen også det efterfølgende arbejde efter Michelsens død, hvor for eksempel politibetjentene skal genskabe, hvad de gjorde den nat, da Michelsens forældre mødes med repræsentanter fra myndighederne. Her er der omvendt masser af plads og rum, her er betjente i ordnede rækker, her er store borde til forældre og myndighedspersoner. Effekten er ret stærk. Ingen plads til mennesket i krise, men masser af plads til at behandle hans død.
In Defence of Self kunne have været en anklagende film mod særligt politiet over Michelsens tragiske død. Men i stedet er den næsten blevet noget endnu hårdere, en lang visuel anklage over måden hans liv blev behandlet på. For kontrasten mellem de to visuelle spor fortæller, at det først er i døden, at systemet finder plads til at tage ham seriøst.
Hjemsøgt
Taekyung Tanja Inwols Hjemsøgt er en flot og personlig fortælling om transnational adoption, der især lever af, at den underliggende historie er virkelig stærk. Men ét særligt filmisk greb løfter den derudover.
Det meste af filmen er interviews. Taekyung blev som spæd adopteret af en jysk familie, og en række personer bliver udspurgt om, hvad de kan huske fra hendes opvækst. Allerede før vi kender noget til fortællingen, er det meget åbenlyst, at ingen af Taekyungs adoptivforældre er der til at svare. Og den rumlige opstilling af interviewsituationerne er også ganske særlig.
Dels sidder alle de medvirkende på en eller anden måde lidt for langt væk fra kameraet, de virker lidt for små, sidder lidt alene i nogle lidt for store danske stuer. Men filmen klipper også gentagne gange tilbage til, at Taekyung stiller spørgsmål. Og hun sidder til gengæld sammen med et stort filmhold. Efterhånden får man derfor lidt en fornemmelse af, at det er alle mod én.
Ved at ændre interviewene fra bare at være ‘talking heads’, til at blive stillet op og filmet på en gennemtænkt filmisk måde, skaber Taekyung Tanja Inwol en meget mere tankevækkende film.
Det er ikke en konfrontatorisk film. Taekyungs spørgsmål er venlige nok, og hun forsøger ikke at udstille nogen. Men den rumlige opsætning gør, at vi aldrig glemmer filmens centrale konflikt. Som er, at der blev fusket med Taekyungs papirer i Korea, så hun som hittebarn var nemmere at bortadoptere (mod betaling), og at der er rigtig meget forkert forbundet ved alene det faktum, at hun blev sendt ud af Korea.
Og den detalje, den er der ikke rigtig nogen af dem, der bliver interviewet, der lader til at have tænkt ret meget over. Også selvom de alle sammen ved, at Taekyungs danske opvækst har været umanerlig grum. Hun voksede op i familier præget af vold og alkoholisme, i konfliktfyldte skilsmisser, med særligt en utilregnelig far, som tydeligvis også har givet sår til mange af de andre medvirkende, store såvel som små. Det er tragisk, at hun kom væk fra sin mor, for i stedet at vokse op så ringe.
Filmens brug af rum skaber nærmest en barriere mellem de interviewede og filmholdet. Eller en boble rundt om de interviewede. En boble vi måske også som danske seere sidder inde i. Den boble, som man kunne kalde, at vi har meget svært ved at acceptere, at Danmark skulle være værre end ikke-Danmark.
At det alt i alt har været dårligt for et menneske at vokse op og bo i Danmark frem for et andet sted, at det ikke bare er én dansker, som har været voldelig og alkoholiseret, men at resten af landet heller ikke har rettet op på det. Det er en stærk effekt, særligt fordi Hjemsøgt også er et virkelig smukt portræt af Danmark, af danske stuer, haver, småbyer. Men det opvejer ikke det negative.
Ved at ændre interviewene fra bare at være talking heads, til at blive stillet op og filmet på en gennemtænkt filmisk måde, skaber Taekyung Tanja Inwol en meget mere tankevækkende film. Det er endnu et eksempel på, hvor heldige vi er, at det danske dokumentar-miljø laver film-film, og ikke bare tv/streaming-content.
Programmet for de tre film kan ses på CPH:DOX’s hjemmeside via disse link:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og