FILM // FESTIVAL – Krig og undertrykkelse i de postsovjetiske lande er et tema i nogle særligt bemærkelsesværdige film på årets CPH:DOX – i København, i 28 kommuner landet rundt og online. Silent Sun of Russia af den danske instruktør Sybilla Tuxen er en af de film, filmkritiker Frederik Bové fremhæver. Hvilke film fortjener at vinde en pris?
CPH:DOX er den største danske filmbegivenhed. Over 200 film fra hele verden bliver vist, hvilket betyder, at det er muligt at se film om emner fra vidt forskellige vinkler. Herunder naturligvis det emne, der fyldte mest i 2022: Rusland, Ukraine og hvad der dog skal ske i den postsovjetiske verden.
Fordi det er så vigtigt, kastede jeg mig derfor over tre film fra tre af festivalens prestigiøse konkurrencer.
Motherland (Alexander Mihalkovich, Hanna Badziaka)
Motherland af Alexander Mihalkovich og Hanna Badziaka er den eneste af de tre film, der er i hovedkonkurrencen DOX:AWARD. Og det er da også en større film en de to andre. Ifølge rulleteksterne baserer den sig oprindeligt på en idé af Mihalkovich, samt på en række breve han skrev, da han var soldat i den hviderussiske hær. Filmen handler til at begynde med om dedovshchina, et begreb der dækker over, hvordan ældre soldater i den sovjetiske hær udnyttede, ydmygede og misbrugte yngre rekrutter, hvilket skulle gøre dem til bedre soldater.
Filmen følger en række karakterer, heriblandt en mor der forsøger at finde retfærdighed, efter hendes søn blev dræbt i hæren af andre soldater. En gruppe af unge mænd står over for selv at skulle i hæren og frygter en tid præget af vold og ydmygelser, alt imens særligt den enes far er fuldstændig uforstående og i stedet prædiker maskulinitet og patriotisme.
I denne første del var jeg dybt imponeret over, hvor narrativt sammenhængende det lykkes instruktørerne at gøre historien, selvom der ikke er nogen fortællende voiceover, og en del af scenerne kun hænger løst sammen med hovedkaraktererne. F.eks. ser vi en ceremoni med en masse hviderussiske soldater, som ikke har nogen særlig narrativ funktion, men den skildrer effektivt den propaganda, som karaktererne er oppe imod. Klipning og oplæsningen af brevene fungerer fremragende, så fortællingen nærmest er Hollywood-spændende, men stadig seriøs dokumentarisk.
Men så kører fortællingen helt af sporet. Mens filmskaberne var i gang med at lave filmen, var der valg i 2020, og den groteske mængde valgsnyd udløste store folkelige protester og derpå følgende hård og voldelig modreaktion fra regimet. Pludselig handler filmen ikke så meget om dedovshchina mere, men om kamp og undertrykkelse.
Pointen med dedovshchina er at hærde soldater gennem vold og misbrug, så hvad sker der så, når man udsætter et helt samfund for dedovshchina? Bliver det så også hærdet?
Der er uforglemmelige scener her, hvor f.eks. politiet nærmest overfalder en kameramand, mens hans kamera ruller, eller fra en nat uden for fængslet, hvor de pårørende må høre fangernes smertensskrig og derefter vente i stilhed på, at de bliver løsladt. Pludselig er filmen et fremragende journalistisk vidnesbyrd.
Og sådan hænger det jo egentlig også sammen. Pointen med dedovshchina er at hærde soldater gennem vold og misbrug, så hvad sker der så når man udsætter et helt samfund for dedovshchina? Bliver det så også hærdet? Og er det udelukkende en god ting? Nogle af de unge begynder at have meget mørke samtaler, hvor de lyder mindre som modige oppositionspolitikere og mere som blodtørstige revolutionære a la den type, der har fået politiske forandringer til at køre af sporet, siden Danton og Robespierre blev introduceret til Madame Guillotine.
Det er med andre ord en rigtig Hovedkonkurrence-film: Går i dybden med vigtige dele af virkeligheden, men får stadig sagt tankevækkende og overrumplende pointer, som løfter den over bare at være tv-avis. Jeg tror ikke, den er visuelt stærk nok til at vinde hovedprisen, men at se filmen er et must, hvis man vil have nye perspektiver på den post-sovjetiske verden.
20 Days in Mariupol (Mstyslav Chernov)
20 Days in Mariupol er derimod en rigtig F:ACT AWARD-film. Et stykke film-journalistik instrueret af en journalist om en gruppe journalisters oplevelser. Som titlen fortæller, foregår den i begyndelsen af den russiske invasion af Ukraine i 2022, hvor instruktør Mstyslav Chernov og hans hold var det sidste hold journalister, der forlod Mariupol, lige inden byen blev fuldstændig omringet.
Deres optagelser er rystende. Naturligvis, fristes man til at sige. Til at starte med hersker forvirring og frustration, men efterhånden som russiske bomber begynder at ramme mere eller mindre vilkårligt, fanger journalisterne den ene frygtelige tragedie efter den anden. Det er ubærligt at se, og efterhånden bliver man nærmest immun over for mængden af ligposer på skærmen. Det er et helt utroligt vigtigt vidnesbyrd, en film vi nærmest skylder hinanden at se.
Det er svært at slå den indsats, Mstyslav Chernov og hans hold gjorde for at fortælle om en af årtiets helt centrale begivenheder
Men når det er sagt, så er det godt nok også en meget journalistisk film. Det er en hel masse billeder, som en gruppe modige journalister har filmet, og det ser vi så med lidt voiceover, uden at der er gjort så meget mere ved det. Jeg kom til at tænke på en film som Feras Fayyads The Cave. En af de – mange – ting, Fayyad fik kritik for, var, at han bare sad som instruktør og lavede film ud af materiale, andre satte livet på spil for at indsamle.
Men The Cave blev stærkere, fordi den var sat så fremragende sammen, at materialet kom til at fremstå endnu stærkere. Der er så meget uafrysteligt materiale i 20 Days in Mariupol, at det næsten bliver for meget at kapere, når det bare bliver serveret nogenlunde kronologisk.
Alligevel har jeg 20 Days in Mariupol som favorit til F:ACT Award-prisen. Den pris går en gang imellem til kunst som Dark Suns, en sort-hvid meditation over mordepidemien i Mexico. Men ofte går den til de modigste instruktører med den vigtigste og voldsomste fortælling. Og her er det svært at slå den indsats, Mstyslav Chernov og hans hold gjorde for at fortælle om en af årtiets helt centrale begivenheder.
Silent Sun of Russia (Sybilla Tuxen)
Apropos kunst, så er der tværtom masser af kunstneriske billeder af høj kvalitet i danske Sybilla Tuxens debutfilm Silent Sun of Russia.
Det er igen en fortælling om undertrykt ungdom, denne gang i Rusland, og igen en film hvor krigen i Ukraine pludselig sætter fortællingen på spidsen. Det er den mindste af de tre film. Men Sybilla Tuxen har lavet den her film med så meget visuelt overskud, så klar en æstetisk vision, at det bliver en utrolig stærk emotionel rejse. Det er en fremragende dansk doku-debut, som vises i NEXT:WAVE AWARD-konkurrencen for debuterende eller nyere filmskabere.
De tre unge kvinder Alyona, Alika og Katya er i opposition til det russiske samfund. Ved filmens start er den ene allerede emigreret til Georgien, mens de to andre bl.a. kan se venner og bekendte blive anholdt og idømt absurde fængselsstraffe. De tre kvinder er ikke oppositions-politikere, snarere er de anarkister, drømmere, medlem af kulturelle modgrupperinger. Der er bare ingen luft tilbage til at være anderledes i det Rusland, filmen skildrer.
Sybilla Tuxen har en kunstfotografs blik for det stærke og fortællende billede, og Silent Sun of Russia er spækket med uforglemmelige kompositioner. Det er en mørk og dyster, men også utrolig smuk film
Den nærmest klaustrofobiske stemning skildrer filmen helt fantastisk. Scenerne foregår i små rum, hvor karakterernes ansigter er oplyst af de skærme, de læser forfærdelige nyheder på. Samtaler foregår i mørke, hvor karaktererne blot er silhuetter. I et smukt billede ses en af drengene kigge foruroliget gennem gardinerne ud i mørket, mens en stor bong står på bordet inde i rummet. Andre scener foregår f.eks. i biler, hvor den utydelige verden gennem bilvinduet ser mørk og ufremkommelig ud.
Og så enkelte steder klatrer karaktererne op på en bakketop og ser ud over byens lys eller sætter sig ved en forfrossen sø og nyder stilheden. Og har bare fundet lidt plads i verden et øjeblik. Og så er det tilbage til mørket og de små rum igen.
Sybilla Tuxen er uddannet fotograf fra Fata Morgana skolen og har bl.a. også været med til at fotografere serien Efterskolen. Hun har selv fotograferet filmen, og hun har en kunstfotografs blik for det stærke og fortællende billede, så Silent Sun of Russia er spækket med uforglemmelige kompositioner. Det er en mørk og dyster, men også utrolig smuk film.
Selvom Sybilla Tuxen således ikke fanger nogle af de gigantiske begivenheder, de andre to film får indfanget, men i stedet blot skildrer tre kvinder, der mest fester og snakker om fremtiden, så er det alligevel en film, der giver en utrolig stærk fortælling om Ruslands forfald de seneste år. Det er, hvad dokumentarisme også kan, med sin blanding af virkelighed og filmæstetik.
Læs mere fra CPH:DOX i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
