EU I PUTINS SKYGGE #9 // DANSK FORSVARSPOLITIK 1 – Efter den kolde krigs ophør ændrede Danmark hele sin Nato-profil. Fra kritisk, ofte trækkende i den afspændingspolitiske retning, til at stå last og brast med USA. Dette er kendetegnende for mange europæiske småstater, skriver historiker og adjunkt ved Forsvarsakademiet Iben Bjørnsson. Anden og sidste del af artiklen følger på fredag.
Efter en del års tilløb markerede 2022 et endeligt skift i den europæiske sikkerhedssituation. Efter Ruslands invasion af Ukraine har Nato på ny rettet hovedfokus på afskrækkelse og forsvar af alliancens europæiske territorium. Vesten og Rusland har ramt et lavpunkt, som vi ikke har set siden den kolde krig – hvilket da også har fået særligt journalister og kommentatorer til at tale om en ”ny kold krig”.
De fleste historikere – heriblandt undertegnede – holder dog fast i, at den kolde krig er ovre. Den var først og fremmest kendetegnet ved en bipolær verdensorden bestående af en ideologisk og økonomisk konkurrence mellem de to blokke underbygget militært af et våbenkapløb, hvor kernevåbnene havde altafgørende betydning.
I dag er billedet mere komplekst: Rusland er – hvor meget Putin end hader det – reduceret fra global supermagt til regional stormagt og har fået selskab af en række andre stormagter. I USA ser vi på ny isolationistiske tendenser samt en øget opmærksomhed på Kina, der spiller en stadig større global rolle. Denne kompleksitet bidrager med en større uforudsigelighed i forhold til den kolde krig.
Også Europa ser markant anderledes ud: Jerntæppet er væk, og det samme er Warszawa-pagten. Flertallet af europæiske lande er nu samlet i EU og Nato. Og med invasionen af Ukraine er krigen i Europa heller ikke længere blot kold.
Men selvom historien ikke gentager sig, kan den godt give genlyd. At vi ikke står med en ny kold krig, betyder ikke, at der ikke kan drages paralleller til sidst, vi rettede blikket mod øst, når vi talte om indretningen af dansk forsvar. Derfor er det stadig værd at spørge: Er der nogle af den kolde krigs forsvarsprincipper og -strategier, som det er værd at grave frem og støve af?
Dog er det værd at bide mærke i, at hvor det ”klassiske” sikkerhedsdilemma ikke har nogen løsning, så lykkedes det faktisk den kolde krigs parter at bremse dele af oprustningen via fælles aftaler
Jeg vil identificere hovedlinjer og mål i forhold til tre områder eller niveauer: dansk forsvars- og sikkerhedspolitik (grand strategy), det strategiske miljø (theatre strategy) og sidst dansk forsvar(sopbygning) i forhold til opfyldelsen af disse.
Når jeg i det følgende taler om ”Danmark”, er der tale om Jylland, Fyn og Sjælland + øer i nærområdet. Nordatlanten og Arktis udelades ud fra en betragtning om, at der gælder andre forhold (både under den kolde krig og nu), som bedst er tjent med en separat vurdering.
Den kolde krigs primære militære formål var at forblive kold, altså at forhindre en storkrig/tredje verdenskrig i at bryde ud. Dette blev afspejlet i Natos afskrækkelsesstrategi, deterrence, hvis logik man også selv efterlevede: Et angreb ville have for store omkostninger til, at det kunne betale sig at starte en krig. Det var udtrykt i det, der kaldtes terrorbalancen og senere MAD-doktrinen (mutually assured destruction, på dansk gensidig sikret ødelæggelse).
At diverse stedfortræderkrige i høj grad var varme, skal dog ikke negligeres. De bragte utallige lidelser med sig, havde konsekvenser, som stadig kan mærkes i dag, og på nogle områder kan Ukraine bringe mindelser om dem. Det pæneste, der er at sige om stedfortræderkrigene, er måske, at stormagterne trods alt syntes opsatte på at holde dem lokale, og at de derfor ikke eskalerede til direkte konfrontation. Det kan ikke udelukkes, at det er efter denne skabelon, Putin har følt sig tryg ved at gå ind i Ukraine.
Det vil i det følgende også blive lagt til grund, at Nato ønsker at undgå en krig med Rusland.
Fredelig sameksistens som doktrin
Afskrækkelsen indeholdt det problem, der kaldes sikkerhedsdilemmaet: at en sides oprustning for at skaffe sikkerhed opfattes af modparten som truende. Denne opruster så yderligere for at skaffe sig sikkerhed, hvilket igen opfattes som truende på den første side osv. Dette kan lede til det, som kaldes en oprustningsspiral eller våbenkapløb.
Den kolde krig indeholdt mange af sikkerhedsdilemmaets centrale elementer og var da også skueplads for en massiv oprustning, særligt på det nukleare område, ledsaget af en buldrende teknologisk udvikling, der opfandt nye måder at levere disse våben på, eller forsvare sig imod dem.
Dog er det værd at bide mærke i, at hvor det ”klassiske” sikkerhedsdilemma ikke har nogen løsning, så lykkedes det faktisk den kolde krigs parter at bremse dele af oprustningen via fælles aftaler.[1] Efter Cubakrisens dans på kanten indtraf en periode med afspænding, eller détente. Dette fandt udtryk i 1960’ernes første aftaler om rustningskontrol og etableringen af en hotline mellem Washington og Kreml for at undgå fremtidige eskalationer. I dokumentaren The Fog of War fra 2003 udtaler den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert McNamara, baseret på erfaringerne fra Cubakrisen, at ”Rationality will not save us”.
Selvom man kan være uenig med McNamara i, at det primært var held, som reddede verden i den situation, udtrykker det en meget reel bekymring under den kolde krig, nemlig at stridigheder skulle bryde ud på grund af uheld, fejlberegninger eller misforståelser.
Afspænding blev gjort til officiel Nato-politik med den såkaldte Harmel-rapport, som anbefalede en politik over for Sovjetunionen som fulgte to spor: afskrækkelse og afspænding (deterrence and détente).
I samme omgang udskiftede Nato 1950’ernes militære doktrin om massive retaliation, altså en massiv nuklear gengældelse på et hvilket som helst angreb, med flexible response, muligheden for at afstemme gengældelse efter angrebets karakter og større vægt på konventionelle styrker, begrænset krigsførelse og eskalationskontrol. Fra Sovjetunionens side indførte man doktrinen om fredelig sameksistens – altså at de to blokke kunne leve i fordragelighed uden at blande sig i hinandens affærer.[2]
Træerne voksede dog ikke ind i himlen, og det skal huskes, at mens 1970’erne bød på skelsættende aftaler om kontrol med visse former for våben og systemer, var det ikke, fordi den kolde krigs oprustningsspiral af den grund stoppede.
I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne kom afspændingen så under fornyet pres – det var der adskillige årsager til, men det er dog værd at nævne at Natos beslutning om at opstille 572 mellemdistanceraketter i Europa i 1979, der ofte bliver set som et led i den fornyede spænding, i Natos eget regi blev kaldt for dobbeltbeslutningen (the dual-track decision), fordi den både tjente til afskrækkelse, men også kom med et indbygget ”tilbud” om afspænding: ikke at opstille raketterne, hvis Sovjetunionen stoppede opstillingen af SS-20-mellemdistanceraketter.
Sovjetunionen, der insisterede på, at dette blot var en modernisering af deres eksisterende forsvar, betragtede derimod beslutningen som en eskalering. Selvom en dybere analyse af spørgsmålet ikke er ærindet her, tjener eksemplet med euromissilerne dog til både at illustrere, at ens egne intentioner ikke altid træder klart frem i modpartens opfattelse, men også at Nato fortsat anså strategien for at været dobbeltsidet: afskrækkelse og afspænding.
Læren af den kolde krig
Netop spørgsmålet om perception gør det svært at uddrage en endegyldig lære af den kolde krig: For at blive enige om det skal man være enige om, hvorfor den sluttede, og det er forskningen langtfra. Der findes de, som tilskriver Ronald Reagans fornyede oprustning, herunder det teknologisk avancerede ”stjernekrigsprojekt” i 1980’erne, æren for at have kørt Sovjetunionen økonomisk i sænk (om end man kan indvende, at det klarede Sovjetunionen fint selv) og fået dem til at indse, at de ikke kunne vinde – endsige på langt sigt, deltage i – et fornyet våbenkapløb.
Andre ser på interne forhold i Sovjetunionen, herunder særligt Mikhail Gorbatjovs reformlinje som udslagsgivende. Der er også dem, som betragter slutningen på den kolde krig som primært et folkeligt projekt: at borgerne i Østblokken i sidste ende gennem kontinuerligt pres nedefra drev forandringen igennem.
I denne tolkning var de kontakter, som blev etableret på NGO-niveau i 1970’erne og fortsatte trods den fornyede spænding, afgørende, idet den forsynede befolkningerne i Østblokken med nye impulser udefra. Nogle mener også, at dette pres kombineret med presset på vesteuropæiske regeringer fra de omfattende fredsbevægelser var med til at få både øst- og vestlige ledere til forhandlingsbordet og gennemføre de revolutionerende rustningskontrolaftaler, vi så i 1980’erne.
Tolkningerne af den kolde krigs ophav og forløb er lige så forskellige som tolkningerne af dens slutning – og sandheden er formentlig, at det er umuligt at pege på én altafgørende faktor.
Det er dog muligt at pege på nogle karakteristika for Danmarks vedkommende som – måske – kan informere fremtidig strategi.
Danske forbehold
Danmarks rolle i den kolde krig var præget af en bevidsthed om den udsatte position som småstat i frontlinjen mellem øst og vest, samt umuligheden af at forsvare sig alene, hvis det skulle komme til krig mod Sovjetunionen og Warszawapagten. Danmarks linje var således præget af et ønske om at holde lavspændingen i området ved at optræde så ikke-provokerende som muligt over for Sovjetunionen.
Denne balance mellem afskrækkelse og afspænding blev modsvaret af en balance mellem integration og afskærmning i forholdet til Nato. Altså at man ønskede tilpas meget ”on the ground” integration i Nato til plausibelt at være omfattet af sikkerhedsgarantien, samtidig med at man afskærmede sig på visse, særligt symbolske områder.[3] Det gav sig udtryk i forbehold mod stationering og atomvåben på dansk jord (som dog ikke gjaldt for Grønland), samt restriktioner på allierede tropper og flådefartøjer på og øst for Bornholm.
Her fulgte vi ofte en norsk linje, der fungerede som ”rygdækning” for et Danmark, hvor Nato-modstanden i befolkningen i begyndelsen var ganske stor, ligesom venerationen var det for nordisk samarbejde.[4] Forbeholdene gjaldt dog kun ”under de nuværende forudsætninger”, og Danmark beholdt et link til Natos nukleare strategi.[5]
Dansk grand strategy under den kolde krig var altså præget af en tilslutning til den nukleare afskrækkelse i Nato, men med et stærkt nedrustnings- og forhandlingsorienteret element
Danmarks styrkeopbygning forblev gennem hele perioden under Natos styrkemål, og selvom Nato og USA kritiserede dette forhold, accepterede de i sidste ende det danske bidrag som et minimumskontingent.[6] Dette kan skyldes de modydelser, Danmark kunne tilbyde: Amerikanerne fik stort set en fri hånd i Grønland – også kendt som Grønlandskortet.[7] Desuden gav Danmarks position – herunder særligt Bornholm – tæt på Warszawapagten en lyttepost mod øst, hvor Danmark kunne indhente værdifulde bidrag til det efterretningsmæssige byttemarked.[8]
I sidste ende hvilede dansk forsvar dog på afskrækkelsen indeholdt i Nato-medlemskabet. I 1977 beskrev K.G.H. Hillingsø og O.H. Eggers afskrækkelsen som det ”filosofiske grundlag” for dansk forsvar. Det primære mål var at forhindre krig, og hvis det fejlede, at forhindre eskalering.
At afskrækkelsen var en hjørnesten, forhindrede dog ikke Danmark i aktivt også at forfølge afspændingen og på den måde søge at balancere sikkerhedsdilemmaet.[9] Nato-forbeholdene var i sig selv et udtryk for dette. Danmark befandt sig således ualmindeligt vel ved 1960’erne og 1970’ernes milde sikkerhedspolitiske vinde og var blandt den kreds af mindre europæiske lande, der gik helhjertet ind for arbejdet med Harmel-rapporten og lagde vægt på afspændingspolitik i regi af Nato.
Danmark var inspireret af den vesttyske Ostpolitik, hvis motto var Wandel durch Annäherung (forandring gennem tilnærmelse) og en væsentlig kraft både bag og i konferencen for samarbejde og sikkerhed i Europa (Conference for Security and Cooperation in Europe (CSCE)), som førte til en række aftaler, der fremmede særligt græsrods- og civilsamfundsudveksling på tværs af blokkene.[10]
Da afspændingen kom under pres i slutningen af 1970’erne, var det ønsket om netop at holde liv i den, der fik Socialdemokratiet til, som regeringsparti, at foreslå en 6 måneders udskydelse af dobbeltbeslutningen og siden, i opposition, til at modsætte sig Natos nukleare dagsorden. Om den uskønne forestilling, som var fodnotepolitikken, skal det blot siges, at Danmark ikke var det eneste land, som satte fodnoter, og at dette, om end klodset udført, var mindre europæiske landes forsøg på at fortsætte en mere afspændingsorienteret politik.[11]
Dansk grand strategy under den kolde krig var altså præget af en tilslutning til den nukleare afskrækkelse i Nato, men med et stærkt nedrustnings- og forhandlingsorienteret element. Dette stemmer overens med klassisk småstatsteori, ifølge hvilken småstaten har en høj grad af stressfølsomhed i forhold til det eksterne miljø og søger mod internationale aftaler og institutioner for sikkerhed – både fordi det gavner mere end at stå alene, men også fordi det er i disse fora, man har størst mulighed for indflydelse og beskyttelse.[12]
Loyal allieret på udebane
Ser vi på forholdet til Rusland i dag, er der langt til tidligere tiders afspændings- og dialogorienterede danske politik. Tværtimod har regeringen gentagne gange givet udtryk for, at det er nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt over for Rusland efter invasionen af Ukraine.[13]
Efter den kolde krig fulgte en periode med støt stigende dansk deltagelse i militære ”out-of-area” operationer. Efter 11. september 2001 cementerede Danmark sin status som en af USA’s absolut mest loyale allierede, hvilket blev særligt klart med deltagelsen i invasionen af Irak, som var første gang, Danmark fulgte USA i krig uden mandat fra hverken FN eller Nato.
Men Putin lever ikke evigt, og når han ikke længere er ved magten, kan det måske være en idé at tilbyde at nulstille relationen og have holdt et par kommunikationskanaler åbne
Forskningen peger på flere årsager til dette skift i forhold til den kolde krigs militære lavprofil: et generelt opgør med tidligere tiders ”tilpasningspolitik”, hvor særligt fodnotepolitikken, men også besættelsens samarbejdspolitik af Fogh-regeringen dygtigt blev iscenesat som et moralsk forræderi og svigt af allierede, som der nu skulle betales tilbage for. Den strategiske situation gør, at både Grønlands- og Bornholmskortet bortfaldt, og Danmark måtte betale sit Nato-kontingent på en anden måde – eller risikere at blive ladt i stikken af USA.[14]
Man kunne altså vise sig som en loyal allieret på udebane, samtidig med at det var muligt at skære ned på forsvarsudgifterne på hjemmebane. Danmark ændrede altså helt sin Nato-profil efter den kolde krigs ophør: fra kritisk, ofte trækkende i den afspændingspolitiske retning, til at stå last og brast med USA.
Med det fornyede fokus på Rusland kunne man måske have ventet, at Danmark ville vende tilbage til tidligere tiders ikke-provokations- og afspændingslinje. Men tværtimod har vi afskaffet stationeringsforbeholdet. Dette skyldes formentlig to ting: For det første spøger fodnotetraumet formentlig stadig, og særligt Socialdemokratiet skal ikke nyde noget af at åbne den flanke. For det andet er den strategiske situation i Danmarks nærområde helt ændret.
Rusland udgør ikke den samme trussel som Warszawapagten, og Danmark er ikke længere frontlinjestat (mere om det nedenfor). Danmarks stressfølsomhed er kort sagt ikke den samme som under den kolde krig, og de potentielle omkostninger ved at sætte hårdt mod hårdt er således langt lavere. Samtlige nordiske lande har nu aftaler med USA om stationering i fredstid.
Det sidste kan også siges at være tilfældet i Nato. I hvert fald er afspænding gledet fuldstændigt ud af alliancens strategiske koncept fra 2022, så formålet nu ikke er ”deterrence and détente” (afskrækkelse og afspænding), men ”deterrence and defence” (afskrækkelse og forsvar). Selvom forhandling kan være nødvendig for at slutte krigen, synes idéen om på ny at indgå i et bredt afspændingsorienteret samarbejde med Rusland stendød.
Men Putin lever ikke evigt, og når han ikke længere er ved magten, kan det måske være en idé at tilbyde at nulstille relationen og have holdt et par kommunikationskanaler åbne. En erfaring fra den kolde krigs afslutning er, at tingene pludselig kan tage en drejning, få havde forestillet sig, og at dette skete i forbindelse med et regimeskifte.
Selv repræsentanter fra Natos mere udsatte frontlinjestater har givet udtryk for, at selvom det at tale om et post-Ukraine forhold til Rusland ikke er aktuelt nu, vil det at kappe alle bånd også være ”incorrect and ultimately futile”.[15] Risikoen for ”utilsigtet” krig kan også dæmpes med netop kommunikationskanaler og procedurer for krisestyring og eskalationskontrol.[16]
Historiker og koldkrigsforsker Matthew Evangelista argumenterer for, at det ikke udelukkende var den nukleare afskrækkelse, der afholdt en storkrig fra at bryde ud, men også en række afspændings- og ikke-provokerende/tillidsskabende tiltag særligt i Europa, og at disse koncepter kan være værd at grave frem og støve af igen, særligt når der skal bygges en europæisk sikkerhedsarkitektur efter Ukraine-krigen.
Her har også Danmark nogle erfaringer at bidrage med – hvis de da ikke er gået i glemmebogen.
Dette kræver dog også, at Danmark har visioner for sin Nato-politik på længere sigt, ud over at stå last og brast med USA – hvilket i øvrigt også forekommer relevant i en tid, hvor USA forekommer mere og mere ustabilt på den udenrigspolitiske scene og har blikket rettet mod Asien, og hvor Europa i højere grad må forventes at skulle tage ansvar for sin egen sikkerhed.[17]
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
[1] Jervis, Robert. “Was the Cold War a Security Dilemma?” Journal of Cold War Studies 3, nr. 1 (2001): 36–60, pp. 42-44, 48, 55ff.
[2] Khrushchev, Nikita S. “On Peaceful Coexistence.” Foreign Affairs, vol. 38, no. 1, 1959, pp. 1–18.
[3] Rolf Tamnes, ’Integration and Screening. The two faces of Norwegian Alliance Policy, 1945-1986’. In Forsvarsstudier / Defence Studies, VI (Oslo: Forsvarets høgskole, 1987): 59-100; Poul Villaume, Allieret med forbehold: Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 (Copenhagen: Eirene, 1995), 27.
[4] Villaume 1995, kap. 6 & 7, pp. 171-175; Villaume & Olesen 2006, pp. 179ff, Danmark under den kolde krig I, chapters 11-13; Danmark under den kolde krig I, pp. 236-245, Danmark under den kolde krig II, pp. 275ff, Villaume & Olesen 2006, pp. 164-167, 327-328,
[5] Villaume & Olesen 2006, pp. 301ff; Clemmesen, Michael H. “Den massive gengældelses lille ekko. De taktiske atomvåbens rolle i dansk forsvarsplanlægning i 1950’erne.” I Danmark, Norden og NATO 1948-1962, redigeret af Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack, og Nikolaj Petersen, 121–44. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1991, s. 139
[6] Villaume ”Denmark and Nato through 50 years”, 33; Petersen ”The Dilemmas of Alliance”, 281; Ringsmose & Brøndum Frihedens pris
[7] Villaume Allieret med forbehold, 390, 850-852, ”Denmark and Nato through 50 years”, 32-33; Petersen ”The Dilemmas of Alliance”, 281; Christensen ”The Danish Experience”, 93-94; Olesen & Villaume I blokopdelingens tegn, 288, 313ff; Ringsmose and Brøndum Frihedens pris, 40, 62, 93-94; Grønland under den kolde krig, chapters 11 + 14
[8] Petersen 2006, p. 176; Christiani, Sune, og Daniel Dyrbjerg. “Bornholms rolle i dansk sikkerhedspolitik under den Kolde Krig, I”. Marinehistorisk Tidsskrift 46, nr. 4 (2013): 3–29.
[9] Seidenfaden-rapporten 1970, 12-13
[10] Danmark under den kolde krig, bind II, chapter 37 + 38, Villaume & Olesen, p. 573ff., 627ff, Villaume, Poul. “Pathfinders and Perpetuators of Détente: Small States of NATO and the Long Détente – the Case of Denmark, 1969-1989”. I The Long Détente, redigeret af Oliver Bange og Poul Villaume, 205–34. Central European University Press, 2017, Villaume & Olesen 2006, pp. 648ff
[11] Petersen 2006, pp. 227-228, 237ff., 292ff, 329ff, Danmark under den kolde krig. DIIS, 2005. Bind 4, s. 233
[12] Due-Nielsen, Carsten, og Nikolaj Petersen.Adaptation & Activism: The Foreign Policy of Denmark 1967-1993.København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, DJØF, 1995; 14-16; Bjøl, Erling. ‘The Power of the Weak’. Cooperation and Conflict 3, no. 3 (1968): 157–68
[13] Eks. “Jeppe Kofod melder Danmark klar til de allerhårdeste sanktioner”. Kristeligt Dagblad, 02.04.2022 https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/jeppe-kofod-melder-danmark-klar-til-de-allerhaardeste-sanktioner(02.01.2024)82Forsvaret.
[14] Wivel, Thorhallsson and Steinsson 2021, 138, 149; Henriksen, Anders, og Jon Rahbek-Clemmensen. “The GreenlandCard: Prospects for and Barriers to Danish Arctic Diplomacy in Washington”. IDanish Foreign Policy Yearbook,Copenhagen: Danish Institutefor International Studies, 2017: 75–98
[15] Thomasen, Dr Gry. “Clashes of Perceptions: Bridging Perspectives on Security in Europe”. London: BASIC, november 2022, 3-4
[16] Charles E. Osgood, ’Calculated De-escalation as a Strategy’, Theory and Research on the Causes of War 1969, 213-6
[17] Zilmer-Johns rapporten, 42-47.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her