UDSTILLING // ANMELDELSE – Kunstmuseet Louisianas efterårsudstilling er både for meget og for lidt. For meget, fordi udstillingen vil for meget – og for lidt, fordi den ikke folder de udstillede værkers iboende historier nok ud. Blaschkas glasfigurer af hvirvelløse havdyr er det egentligt centrale, som alt det relevante kan trækkes ind i eller hives ud af.
Lad mig slå fast med det samme: Udstillingen af Leopold & Rudolf Blaschkas glasfigurer af hvirvelløse havdyr er intet mindre end en sensation. Figurerne er så betagende og udført med en sådan akkuratesse og håndværksmæssig perfektion, at man har svært ved at begribe, at de gennem et helt århundrede har været hengemt i utallige naturhistoriske museer og universiteter.
Familien Blaschka, far og søn, er først og fremmest kendt for deres mere end 3000 glasblomster, som de udførte for Harvard Universitet, begyndende i 1890. Det er et af universitetets mest betydelige og spektakulære samlinger, der altid har fascineret, fordi det nærmest er umuligt at skelne mellem figurerne og de planter, de skal ligne. Dette kombineret med glassets skrøbelighed og delvise transparens gør dem ekstra fine og delikate.
Færre har kendt til de mere end 10.000 glasdyr, som de producerede i 1860’erne og frem, og som museer og universiteter indkøbte, fordi man ikke kendte til metoder, der kunne bevare disse dyr til studier. I formalin eller sprit taber dyrene deres farver og former – det var af samme grund, at Harvard University fik produceret blomsterne, der jo falmede og mistede deres former, når man tørrede og pressede dem.
At Louisiana har fået tilladelse til at udstille 27 glasmodeller fra Wales og tre modeller fra Rostock er intet mindre end en bedrift
Det er selvfølgelig også grunden til, at man senere har smidt glasfigurerne af havdyr på magasiner, da man fandt på andre bevaringsmetoder, hvor de så har samlet støv og i mange tilfælde gået i stykker.
I dag er der slet ingen tvivl om, at disse figurer er fuldt på højde med datidens bedste kunsthåndværk, og de er fuldt ud sammenlignelige med for eksempel Peter Carl Fabergé eller René Lalique.
Men Blaschkas modeller var ej til pynt. De blev betragtet som brugsgenstande til undervisning. Og netop dette faktum, der nok også forklarer hvorfor de er endt på museernes og universiteternes magasiner, er ikke til at begribe i dag, hvor de betragtes ud fra deres æstetiske værdi.
Siden især havbiolog Drew Harvell i 1980’erne opdagede Cornell Universitetets samling, er museer og universiteter verden over gået i gang med at finde deres modeller frem, og har siden fået dem restaureret og udstillet.
Cornell University indkøbte i 1885 569 glasmodeller, og en del af dem er i dag på display. Det er samtidig verdens største samling af Blaschkas værker.
At Louisiana har fået tilladelse til at udstille 27 glasmodeller fra Wales og tre modeller fra Rostock er intet mindre end en bedrift, fordi modellerne er så skrøbelige, at de fleste museer og universiteter ikke vil låne dem ud.
Kravet om poesi
Det fører så frem til selve udstillingen om havet, som er temaet for Louisianas efterårsudstilling, der åbner i dag.
Selvom den er inddelt i tre tematiske dele, får man i grunden ikke rigtig et indtryk af, at det hænger sammen. Man har ikke ville binde sig til en kronologisk orden, og man har heller ikke villet begrænse sig til at lade udstillingen handle om det forunderlige i, at kunst, filosofi, naturvidenskab og teknologi indimellem har flydt sammen.
Rachel Carson: Ingen kan skrive sandfærdigt om havet og udelade poesien
En stor del af de udstillede værker er ganske vist medtaget med samme tematiske vinkel som i tilfældet med Blaschkas modeller, hvor det tekniske og videnskabelige spiller en central rolle.
Dette ses blandt andet i Anna Atkins smukke ‘cyanotype impressioner’ fra 1843-53 af alger, der angiveligt også er verdens første fotobog. Herunder indgår i grunden også de udstillede billeder af illustrerede, videnskabelige bøger med dyr fra havet. Især Niccolò Gualtieris værk fra 1741 er sjovt – og interessant – fordi der også indgår en havfrue, som man dengang indbildte sig nok levede på havets dyb.
Netop sammenblanding af uvidenhed, mytologi og videnskabelige tilgange knytter godt an til fine kobberstik af Andrea Mantegna fra 1470-1500 og Albrecht Dürer fra 1498, begge med guder og havdyr, plus et smukt maleri af en havfrue af Elisabeth Jerichau Baumann fra 1863.
I grunden sagde den berømte havbiolog, forfatter og miljøforkæmper, Rachel Carson, det klarest i 1960’erne: “Ingen kan skrive sandfærdigt om havet og udelade poesien.” Hun er også central i Louisianas udstilling, og må også siges at være den, der måske har skrevet bedst, klarest og mest poetisk-videnskabeligt om havet.
Og Carsons krav om poesien i sproget om havet gælder i grunden også på det visuelle felt. Det er måske derfor, at det for os er svært at skelne mellem et rent kunstværk, og så for eksempel et smukt kabinet spækket med konkylier, som datidens samlere af rariteter gerne havde stående i deres paladser, og som også er repræsenteret på udstillingen.
Den teknologiske og videnskabelige tilgang går igen i de filmiske værker og fotografier af surrealisten Louis Boutan, der var den første til at opfinde en teknik til at skabe klare fotos under vand. Og netop af selvsamme grund giver det også mening at lade Jacques-Yves Cousteaus banebrydende dykkerfilm, The Silent World, indgå i udstillingen. Han opfandt dykning med flaske, og han blev fra halvtredserne verdensberømt med sine mange tv-produktioner.
Ægte dyb tid
Det er netop via denne stringente tilgang, der samtidig kan favne store dele af ren kunst, at manganknolde også synes at passe ind i udstillingen som en slags ‘ready-mades’, der samtidig er indbegrebet af ‘dyb tid’.
Manganknolde er forekomster, der findes på dybhavet, hvor de vokser med cirka 2 millimeter på en million år. De er stærkt eftertragtet, fordi de indeholder store forekomster af sjældne metaller, der anvendes i moderne teknologi. Derfor er de også genstand for strid om rettigheder landene imellem. Det er ikke en overdrivelse at kalde kampen om manganknoldene for vor tids største ‘frontier’, dernede i dybhavet, som vi faktuelt ved alt for lidt om.
Her kan man tale om ægte dyb tid som et mysterium på det ukendte hav, som mere end 70% af jordens overflade består af, og som vi kender mindre til end månen. Det er sært og nærmest ubegribeligt at forstå.
Samtidig er kampen om manganknoldene stærkt kontroversiel, fordi konsekvenserne af minedrift på dybhavet måske kan ødelægge store biologiske forekomster og gøre et allerede presset havmiljøs struktur endnu mere ustabilt.
Det sætter igen Blaschkas glasmodeller i relief, fordi det var dengang, at man første gang opdagede disse mangatforekomster. Det skete samtidig med, at man begyndte at trække telegrafkabler over Atlanterhavet, hvor man begyndte at ane havets dybde, og samtidig fik trukket tusindvis af nye arter op, som man aldrig tidligere havde kendt til.
Dyb tid betyder i grunden den erfaring, at disse urdyr og grundstoffer udgør det materiale, som selv os mennesker er udsprunget af, og som alt sammen stammer fra havet, som hele livet selv
Det er i denne kontekst at Blaschkas mange hvirvelløse havdyr skal betragtes, ligesom det er essentielt at forstå, at netop disse dyr er de ældste levende væsener, der minder mest om livets tidligste forekomst, hvorudfra ‘Livets træ’ forgrenede sig.
Videnskabsmanden Ernst Haeckel er også repræsenteret på udstillingen. I dag er han nok mest kendt for sine fine illustrationer af havdyr, som også Blaschka var inspireret af. Faktisk kendte de hinanden og havde en rig korrespondance. Haeckel var også manden, der fandt på ideen om stamtræet, eller ‘Livets træ’ i 1866, omtrent samtidig med at Charles Darwin frembragte sin teori om evolutionen.
Dyb tid betyder i grunden den erfaring, at disse urdyr og grundstoffer udgør det materiale, som selv os mennesker er udsprunget af, og som alt sammen stammer fra havet, som hele livet selv.
Groft overfortolkende woke
Alt dette er ikke med på Louisianas udstilling, der i stedet har valgt at tage en bekymrende ekskurs fra denne spændende og ellers farbare vej, hvor kunst og videnskab flyder sammen.
På udstillingen kan man se en lang række værker, der har ladet sig inspirere af et band fra Detroit i 1990’erne, der opfandt en ny mytologi om et ‘Sort Atlantis’. Mytologien handler om, at de gravide og syge slaver, som man smed overbord på slaveskibene i Atlanterhavet, er blevet til havdyr. Det er en mytologi som andre kunstnere har ladet sig inspirere af.
Det er slet ikke fair at gøre Jacques-Yves Cousteau til den onde videnskabsmand i fortællingen, blot fordi nogle nye kunstnere søger en ny fortælling
Det fatale er, at Louisiana så knytter Jacques-Yves Cousteaus dykkerfilm sammen med disse nye værker, og fortolker hans film som et symbol på den hvide mands overherredømme og selvtilfredse rovdrift på havet og farvede mennesker.
Det er slet ikke fair at gøre Jacques-Yves Cousteau til den onde videnskabsmand i fortællingen, blot fordi nogle nye kunstnere søger en ny fortælling.
Både han og David Attenborough, der blev verdensberømt tv-mand på omtrent samme tid, oplevede hvorledes deres elskede vilde verden skrumpede ind på grund af efterkrigstidens hastigt stigende industrielle udnyttelse af naturressourcerne, der blev forurenet og plyndret for værdier.
Begge blev stærkt chokeret over udviklingen, og de endte begge som store miljøforkæmpere, hvilket er meget mere konkret end at reducere den ene til at være et symbol på hvidt overherredømme, der vitterligt er ren spekulativt.
Det burde være under Louisianas standard på sådan en groft overfortolkende måde at gå ind i woke-kulturen. Det er heller ikke noget, de har gjort tidligere, og samtidig fungerer det som et ufatteligt forstyrrende element i en ellers ret konsistent udstilling.
Blaschkas glasfigurer er det egentligt centrale
Videoværkerne, der også indgår i udstillingen, og som tematiserer menneskets ødelæggelse af havene, passer fint ind i denne sære sammenblanding af kunst og videnskabelighed. Det er ikke for sjov, når vi i dag hele tiden hører om iltsvind, døde koralrev og vandstigninger. Også de romantiske billeder af Caspar David Friedrich, Johan Christian Dahl og Peder Balke er relevante, fordi de viser mennesket som mikroskopiske i det enorme hav – en lære og en slags ærefrygt, som vi siden glemte alt om.
Det er måske sidste gang, at man kommer til at kunne disse skønheder på dansk jord
Sidst, men ikke mindst, er billeder af japanske kunstnere fra Edo-perioden også spændende værker, men de falder ligesom uden for konteksten, selvom de afbilder havet og mytologiske dyr. De kunne i grunden have fungeret bedre, hvis man havde medtaget malerier af impressionisterne, her især Claude Monet, fordi de både var inspireret af japanerne, og samtidig gjorde havet til et tema.
Det er på en måde underligt, at Elisabeth Jerichau Baumanns maleri fra 1863 også afslutter det 19. århundrede rent kunstnerisk (med undtagelse af to malerier af August Strindberg), når nu for eksempel stilarten Art nouveau gjorde så meget ud af havets gevækster, og som på en og samme tid var inspireret af både videnskabelig naturalisme og sjælelig romantik.
Et sært og ret interessante bidrag til udstillingen er de mere end 2000 år gamle skulpturer, der er hentet op fra havbunden, og som er halvt opløste.
De har nok også har inspireret kunstneren Damien Hirst, da han i 2017 lavede den nok mest vanvittige og spektakulære udstilling om havet i nyere tid, på Venedig Biennalen, med imaginære havfund af skulpturer.
På Louisianas udstilling er de halvt opløste skulpturer blevet til et symbol på den hvide mands forgængelighed, pegende frem mod de nye, sorte kunstneres mytologi om de slavegjorte kroppe, der nu lever videre i dybet.
Det var i hvert fald sådan, at skulpturerne blev omtalt under foredraget for os journalister.
Der er både for meget og for lidt på Louisianas udstilling. For meget, fordi udstillingen vil for meget, og for lidt, fordi de ikke folder de udstillede værkers iboende historier nok ud.
Men tilbage står Blaschkas glasfigurer som det egentligt centrale, som alt det relevante kan trækkes ind i eller hives ud af. Det burde være netop derfra, at udstillingens andre værker sprang ud, fordi det er oplagt, og fordi der faktisk er antydninger til netop det.
Det er måske sidste gang, at man kommer til at kunne se disse skønheder på dansk jord, der slet ikke er skabt til ren morskab eller æstetisk nydelse, men derimod som en videnskabeligt passioneret interesse for havet og dets dybeste hemmeligheder – der desværre har vist sig at være lige så skrøbelig som det glas, disse vidunderlige værker er skabte af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
