KLUMME – Den spindoktor-designede “børnenes statsminister” skal man være partimedlem for at købe, men Mette Frederiksen har i den grad vundet respekt i positionen som landsmoder. Statsministerens popularitet ser ud til at ryste de blå partier, skriver Jesper Grunwald.
Fra Jakob Ellemanns imødekommende samarbejdstone formidlet i et alvorstungt ansigt og Søren Papes jagt på en særlig konservativ profil, over LA-formand Alex Vanopslaghs almindeligheder – til DF’s evindelige indvandringsparanoia…
Coronakrisen har givet det politisk borgerlige Danmark en særlig rystetur – både strategisk og værdipolitisk. Og det er der egentlig ikke noget underligt i. For når man nu grundlæggende tror på, at de frie markedskræfter er en hovedpulsåre i demokratiet – for derefter at pumpe milliarder og atter milliarder ind som bistandshjælp i erhvervslivet, så har borgerligheden både et eksistentielt problem og et forklaringsproblem. Problemerne kan være større eller mindre fra den sublimerede liberalisme til nationalkonservatismen. Men et spørgsmål hænger i luften:
Hvad skal nu adskille det frie blå fra det frihedsforsnævrede røde?
Coronakrisen kræver proportionalitet og en exitstrategi.På dansk betyder det, at der skal være et passende forhold mellem problemernes størrelse og de metoder, man bruger til at løse dem
Strategisk-taktisk er det borgerlige Danmark tydeligt rystet over, at Danmarks socialdemokratiske statsminister er så forbandet dygtig i den nuværende krise, at hun på rekordtid er vokset ud af rollen som stramt skolet, karrierebevidst, ret kølig politiker.
Den spindoktor-designede børnenes statsminister skal man være partimedlem for at købe. Men nu har Mette Frederiksen i den grad vundet respekt i positionen som landsmoder, at det har imponeret internationalt. Som en svensk korrespondent i Danmark sagde det ligeud i DR’2’s Deadline – adspurgt om Corona her og hinsidan: Det er Mette, der gør forskellen! Det er hende, der sikrer, at politikerne har styringen, mens det i Sverige tilsyneladende er embedsmændene.
Billedet af kaptajnen
Det er svært at være opposition i sådan en virkelighed – for slet ikke at tale om Jabob Ellemanns særlige rolle som oppositionens leder. Han har på mange måder folkets generelle sympati i profilen som både officer og gentleman. Men det er i den aktuelle politiske krise særligt umuligt at slippe billedet af kaptajnen (JE er officer af reserven og har været udsendt i bl.a. Balkan-konflikten) – i den rolle han lærte i livgarden: Når granaterne slår ned, holder man kæft og bakker op om chefen.
Klodset eller smart, tilfældigt eller bevidst, trådte den detroniserede partichef ud på gaden, frigjort til at skifte mening på rekordtid:
”Når det virkelig gælder, tager de ansvarlige partier lederskab og rykker sammen i bussen. Så er der ikke plads til finere fransk madlavning og ulidelige og tæt på ultimative krav, der i normale tider kan trække politiske forhandlinger i langdrag”, siger Lars Løkke Rasmussen til BT, citeret i mediet A4 den 22. marts.
To uger efter, den 7. april, er Løkkes velkendte invitation til gæstebud hen over midten pludselig erstattet af ægte oppositionspolitik med en advarsel om økonomisk katastrofe – i citat fra TV2 og samme A4:
”Set fra den tidligere Venstre-formands perspektiv er problemet nemlig, at genåbningen ikke fokuserer tilstrækkeligt på penge og økonomi. Og Lars Løkke Rasmussen er især bekymret over, at serviceindustrien og restaurationsbranchen skal forblive lukket en måned endnu.”
Jakob Ellemann er fulgt med på det sidste. Rynkerne i panden er blevet dybere, men der er ikke rigtigt liberalt bid i et budskab om endnu flere hjælpepakker.
“Med lidt hjælp fra mine venner”
Det værdipolitiske skisma i det borgerlige Danmark er helt naturligt særligt tydeligt blandt mega-liberalisterne i LA, der trods Samuelsens exit fortsat kryber op og ned ad træerne i takt med markedstilbedelsen og erhvervsstøtte i milliardklassen.
Selv partiets mæcen, bankmogulen Lars Seier Christensen, kunne fra sin selvvalgte corona-karantæne i de schweiziske alper den ene dag i marts prædike fællesskab og sammenhold – for så den næste i et interview i Berlingske at trompetere i en overskrift: Det er den private sektor, der skal redde verden ud af coronakrisen. With a little Help from my Friends må man forstå, hvis der stadig er sammenhæng mellem det Lars Seier synes, og det mikropartiet i Folketinget stemmer for.
En politisk forelæsning fra en politiker, der skal forklare, hvorfor han går ind for noget, han netop blev valgt på at gå imod – statsindgreb – må nødvendigvis ende i klicheernes univers
Det mega-liberale partis formand, Alex Vanopslagh, flashede sin egen selvfølelse, da han under kommunevalget 2017 markedsførte sig på en strategi, man ellers mente var afskaffet ved østblokkens sammenbrud i 1989 – to år før han blev født: ”STEM PÅ ALEX VANOPSLAGH – DIT BOLDVÆRK MOD SOCIALISMEN.”
Der er selvfølgelig noget at forklare, når han i fremtiden skal forklare sin støtte til statsindgreb og massive statsmidler til erhvervslivet.
Ironi eller krukkeri?
I den 28-årige partileders ”profil” som blogger på Jyllands-Posten, kan man læse, at han bl.a. er ”arg modstander af socialdemokratisk leverpostejspolitik … ” og – med studentikos brug af ironi som udtryksform, at “… han ikke er stolt af det, men må stå ved at være uddannet cand. scient. pol. fra Københavns Universitet.”
Ironi – tjae, eller måske bare krukkeri?
Man bliver ikke klogere af at læse hans klumme i JP den 27. marts, hvor han i den grad jonglerer i politologiske klicheer.
Men allerførst – i indledningen – transformationen fra den socialisme-bekæmpende høg til en forsigtig, retorisk due:
“Coronakrisen er besværlig at håndtere politisk. Og selvom tiden ikke er til politisk skyttegravskrig og rævekager, er der dog en række politiske diskussioner, der efterhånden trænger sig på.”
Og så er der ellers forelæsning i elementær statskundskab fra en politiker, der lægger afstand til sin egen faglighed:
Coronakrisen kræver proportionalitet og en exitstrategi.
På dansk betyder det, at der skal være et passende forhold mellem problemernes størrelse og de metoder, man bruger til at løse dem. Og så skal vi/samfundet/politikerne gøre os en forestilling om, hvordan vi åbner samfundet igen.
I klicheernes univers
En politisk forelæsning fra en politiker, der skal forklare, hvorfor han går ind for noget, han netop blev valgt på at gå imod – statsindgreb – må nødvendigvis ende i klicheernes univers. Sprogligt og politisk.
”Det er mit gæt – og mit håb – at Danmark kommer godt igennem den her krise. Men det afhænger i høj grad af, hvor god regeringen er til at stable en solid exit-strategi på benene, så vi ikke gør kuren værre end sygdommen.”
Det kan de fleste vist være enige i.
Det er hverken særlig liberalt eller borgerligt.
Den slags selvfølgeligheder er mere et udtryk for politisk krise end for politisk ambition.
Foto: Jesper Grunwald
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her