Taxamandens klumme: En nation på skolebænken 2.0 – coronakrisen ryster de blå

i Politik & Samfund/Danmark af
KLUMME – Den spindoktor-designede “børnenes statsminister” skal man være partimedlem for at købe, men Mette Frederiksen har i den grad vundet respekt i positionen som landsmoder. Statsministerens popularitet ser ud til at ryste de blå partier, skriver Jesper Grunwald.

Fra Jakob Ellemanns imødekommende samarbejdstone formidlet i et alvorstungt ansigt og Søren Papes jagt på en særlig konservativ profil, over LA-formand Alex Vanopslaghs almindeligheder – til DF’s evindelige indvandringsparanoia…

Coronakrisen har givet det politisk borgerlige Danmark en særlig rystetur – både strategisk og værdipolitisk. Og det er der egentlig ikke noget underligt i. For når man nu grundlæggende tror på, at de frie markedskræfter er en hovedpulsåre i demokratiet – for derefter at pumpe milliarder og atter milliarder ind som bistandshjælp i erhvervslivet, så har borgerligheden både et eksistentielt problem og et forklaringsproblem. Problemerne kan være større eller mindre fra den sublimerede liberalisme til nationalkonservatismen. Men et spørgsmål hænger i luften:

Hvad skal nu adskille det frie blå fra det frihedsforsnævrede røde?

Coronakrisen kræver proportionalitet og en exitstrategi.På dansk betyder det, at der skal være et passende forhold mellem problemernes størrelse og de metoder, man bruger til at løse dem

Strategisk-taktisk er det borgerlige Danmark tydeligt rystet over, at Danmarks socialdemokratiske statsminister er så forbandet dygtig i den nuværende krise, at hun på rekordtid er vokset ud af rollen som stramt skolet, karrierebevidst, ret kølig politiker.

Den spindoktor-designede børnenes statsminister skal man være partimedlem for at købe. Men nu har Mette Frederiksen i den grad vundet respekt i positionen som landsmoder, at det har imponeret internationalt. Som en svensk korrespondent i Danmark sagde det ligeud i DR’2’s Deadline – adspurgt om Corona her og hinsidan: Det er Mette, der gør forskellen!  Det er hende, der sikrer, at politikerne har styringen, mens det i Sverige tilsyneladende er embedsmændene.

Billedet af kaptajnen

Det er svært at være opposition i sådan en virkelighed – for slet ikke at tale om Jabob Ellemanns særlige rolle som oppositionens leder. Han har på mange måder folkets generelle sympati i profilen som både officer og gentleman. Men det er i den aktuelle politiske krise særligt umuligt at slippe billedet af kaptajnen (JE er officer af reserven og har været udsendt i bl.a. Balkan-konflikten) – i den rolle han lærte i livgarden: Når granaterne slår ned, holder man kæft og bakker op om chefen.

Klodset eller smart, tilfældigt eller bevidst, trådte den detroniserede partichef ud på gaden, frigjort til at skifte mening på rekordtid:

”Når det virkelig gælder, tager de ansvarlige partier lederskab og rykker sammen i bussen. Så er der ikke plads til finere fransk madlavning og ulidelige og tæt på ultimative krav, der i normale tider kan trække politiske forhandlinger i langdrag”, siger Lars Løkke Rasmussen til BT, citeret i mediet A4 den 22. marts.

To uger efter, den 7. april, er Løkkes velkendte invitation til gæstebud hen over midten pludselig erstattet af ægte oppositionspolitik med en advarsel om økonomisk katastrofe – i citat fra TV2 og samme A4:

”Set fra den tidligere Venstre-formands perspektiv er problemet nemlig, at genåbningen ikke fokuserer tilstrækkeligt på penge og økonomi. Og Lars Løkke Rasmussen er især bekymret over, at serviceindustrien og restaurationsbranchen skal forblive lukket en måned endnu.” 

Jakob Ellemann er fulgt med på det sidste. Rynkerne i panden er blevet dybere, men der er ikke rigtigt liberalt bid i et budskab om endnu flere hjælpepakker.

“Med lidt hjælp fra mine venner”

Det værdipolitiske skisma i det borgerlige Danmark er helt naturligt særligt tydeligt blandt mega-liberalisterne i LA, der trods Samuelsens exit fortsat kryber op og ned ad træerne i takt med markedstilbedelsen og erhvervsstøtte i milliardklassen.

Selv partiets mæcen, bankmogulen Lars Seier Christensen, kunne fra sin selvvalgte corona-karantæne i de schweiziske alper den ene dag i marts prædike fællesskab og sammenhold – for så den næste i et interview i Berlingske at trompetere i en overskrift: Det er den private sektor, der skal redde verden ud af coronakrisen. With a little Help from my Friends må man forstå, hvis der stadig er sammenhæng mellem det Lars Seier synes, og det mikropartiet i Folketinget stemmer for.

En politisk forelæsning fra en politiker, der skal forklare, hvorfor han går ind for noget, han netop blev valgt på at gå imod – statsindgreb – må nødvendigvis ende i klicheernes univers

Det mega-liberale partis formand, Alex Vanopslagh, flashede sin egen selvfølelse, da han under kommunevalget 2017 markedsførte sig på en strategi, man ellers mente var afskaffet ved østblokkens sammenbrud i 1989 – to år før han blev født: ”STEM PÅ ALEX VANOPSLAGH – DIT BOLDVÆRK MOD SOCIALISMEN.

Der er selvfølgelig noget at forklare, når han i fremtiden skal forklare sin støtte til statsindgreb og massive statsmidler til erhvervslivet.

Ironi eller krukkeri?

I den 28-årige partileders ”profil” som blogger på Jyllands-Posten, kan man læse, at han bl.a. er ”arg modstander af socialdemokratisk leverpostejspolitik … ” og – med studentikos brug af ironi som udtryksform, at “… han ikke er stolt af det, men må stå ved at være uddannet cand. scient. pol. fra Københavns Universitet.”

Ironi – tjae, eller måske bare krukkeri?

Man bliver ikke klogere af at læse hans klumme i JP den 27. marts, hvor han i den grad jonglerer i politologiske klicheer.

Men allerførst – i indledningen – transformationen fra den socialisme-bekæmpende høg til en forsigtig, retorisk due:

Coronakrisen er besværlig at håndtere politisk. Og selvom tiden ikke er til politisk skyttegravskrig og rævekager, er der dog en række politiske diskussioner, der efterhånden trænger sig på.”

Og så er der ellers forelæsning i elementær statskundskab fra en politiker, der lægger afstand til sin egen faglighed:

Coronakrisen kræver proportionalitet og en exitstrategi.

På dansk betyder det, at der skal være et passende forhold mellem problemernes størrelse og de metoder, man bruger til at løse dem. Og så skal vi/samfundet/politikerne gøre os en forestilling om, hvordan vi åbner samfundet igen.

I klicheernes univers

En politisk forelæsning fra en politiker, der skal forklare, hvorfor han går ind for noget, han netop blev valgt på at gå imod – statsindgreb – må nødvendigvis ende i klicheernes univers. Sprogligt og politisk.

”Det er mit gæt – og mit håb – at Danmark kommer godt igennem den her krise. Men det afhænger i høj grad af, hvor god regeringen er til at stable en solid exit-strategi på benene, så vi ikke gør kuren værre end sygdommen.”

Det kan de fleste vist være enige i.

Det er hverken særlig liberalt eller borgerligt.

Den slags selvfølgeligheder er mere et udtryk for politisk krise end for politisk ambition.


Foto: Jesper Grunwald

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Politik & Samfund