Cold War – en kærlighedsfilm i S/H

af i Europa/Film/Liv & Mennesker

FILM // ANMELDELSE – Karen Hammer giver den højeste anerkendelse og seks POV-stjerner til en uforglemmelig polsk kærlighedshistorie. Kan kærligheden mon overleve alt? Kan kærligheden virkelig holde, når den som her udsætter disse to rastløse individer og deres uudslukkelige brand for så store unævnelige prøvelser?

Den polskfødte filminstruktør Pawel Pawlikowski er ikke hvem som helst, og lige nu kan vi glæde os over endnu en utroligt perfekt film, Cold War, fra hans hånd. Et gribende mesterværk, en svimlende kærlighedshistorie om to mennesker med meget forskellige baggrunde og vidt forskellige temperamenter.

Filmen er dedikeret til Pawel Pawlikowskis forældre, der, ligesom filmens hovedkarakterer Wiktor og Zula, havde et meget turbulent forhold, hvor de på trods af deres meget stærke gensidige kærlighed ad flere omgange forlod hinanden for senere atter at finde sammen og begynde forfra. Pawlikowski beskriver i filmen deres forhold som katastrofalt, men har ventet til nu, da de begge er døde, med at lave en længe ønsket film om deres komplekse livshistorie.

Der øves, synges og danses i flere år indtil folkemusikgruppen i 1951 er parat til den første koncert og i Warzawa skal optræde til ære for den store leder, Stalin. Succesen er enorm

I sit manuskript har han ændret ret meget i deres dramatiske liv, og har nøjedes med at lade sig inspirere af forældrenes svære tilværelse i de politisk meget vanskelige år i 50’ernes Polen. Wiktor og Zula møder hinanden i den polske folkemusikgruppe Mazowske, der blev dannet efter anden verdenskrig for at vise polakkerne, hvor megen betagende kultur, der på trods af deres dystre og fattige tilværelse, fandtes i folkemusikken. Det gjaldt for regeringen om at opmuntre folket til at være stolte af deres fortid, at bevare den og glemme hverdagens fattigdom og korruption. Filmen er fyldt med dejlig musik.

Ved filmens start i 1944 betages musikeren og antropologen Wiktor af den kønne, livlige Zula, som er blandt de næsten 100 unge mennesker fra Polens landdistrikter, som er trommet sammen til udvælgelse til den kommende Mazowske folkemusikgruppe. Regeringens kulturudvalg har udnævnt den professionelle Wiktor og en ældre kvinde til at finde de melodier, der lyder mest autentisk og de unge mennesker, der synger og danser bedst.

Han gennemskuer hende hurtigt; hun snyder med sin baggrund. Hun er helt sikkert ikke fra landet. Gruppens politiske kommissær, der slet ikke tror på projektet men bare er med som en pligt, ved, at hun er prøveløsladt for at have forsøgt at myrde sin far og ønsker at kassere hende. Wiktor insisterer på at give hende en chance, og kommissæren accepterer hende, da hendes sårbare situation kan vise sig at blive meget gavnlig for hans politiske arbejde. Desuden er hun meget lækker!

Pawel Pawlikowski har med sine mørke sort/hvide billeder meget fint fanget stemningerne fra datidens Polen; han er en suveræn billedfortæller

Der øves, synges og danses i flere år indtil folkemusikgruppen i 1951 er parat til den første koncert og i Warzawa skal optræde til ære for den store leder, Stalin. Succesen er enorm, selv kommissæren er tilfreds, og gruppen turnerer i de kommende år i adskillige østeuropæiske nabolande. Wiktor og Zula elsker hinanden ret åbent; de mødes ude i naturen og drømmer om at stikke af sammen. Zula er meget ombejlet og flirter, danser og drikker lystigt samtidigt med, at hun diskret hver uge sniger sig ind til den politiske kommissær og afleverer rapport om alt og alle. Det er en vanskelig balancegang, og Wiktor ved intet.

I 1954 optræder de i Berlin, hvor friheden er langt større end i Polen. Wiktor forbereder en stilfærdig flugt; Zula accepterer at forlade sin privilegerede stilling som dansestjerne for at leve fattigt og frit i Paris med sin elskede. Skæbnen vil imidlertid, at kommissæren, som altid er ude efter hende, lige skal præsentere hende for nogle begejstrede fans, der ønsker at hilse og drikke med hende. Tiden løber; hun kan ikke slippe væk. Wiktor venter i timevis ved grænseovergangen, inden han sent på natten alene går gennem de våde, mørke gader og ind i Vestberlin.

Stjernen Joanna Kulig er underskøn, sødmefuld, let mopset og skønt syngende.

Flere år senere, i 1955, lever Wiktor en relativt fattig tilværelse som komponist og jazzmusiker på en klub i Paris. Han lever sammen med en anerkendt kvindelig digter og færdes i de akademiske kredse. Pludselig står Zula der, og ingen af dem har glemt deres store kærlighed. De er frie og lykkelige for en tid, for hun har giftet sig med en italiener bare for at komme ud af Polen. Hun falder hurtigt ind i miljøet og optræder nu som sangerinde i Paris’ natklubber, hvor hun bl.a. synger den fine lille polske kærlighedssang To Hjerter, fire øjne, som vi i oprindelig form i starten af filmen hørte sunget af en lille bondepige på Wiktors indsamlingstur oppe i bjergene. Dengang han endnu ikke kunne vide, hvad disse enkle traditionelle melodier skulle komme til at betyde for hans tilværelse og sjælero.

Wiktors digterinde rejser videre til en ny elsker, og alt burde endelig være godt. Men temperamenterne kan ikke holde til livet med fester og druk. De skilles, og hun drager atter rundt med Mazowske-gruppen.

Adskillige år senere opsøger han en af hendes koncerter i Zagreb i Jugoslavien. Han genkendes af den altid tilstedeværende politiske kommissær og arresteres. Uden at kunne få lejlighed til atter at træffe hende, tvinges han ind i en togvogn og transporteres tilbage til det kommunistiske Østeuropa. I 1959 opsøger hun ham, varmt påklædt, i en fangelejr oppe i bjergene. Han har fået 15 år for landsforræderi; de får en time sammen.

Seks stjerner til Cold War

Kan kærligheden mon overleve alt? Kan kærligheden virkelig holde, når den som her udsætter disse to rastløse individer og deres uudslukkelige brand for så store unævnelige prøvelser? Instruktøren giver os sit livs klare svar, om end han for mig at se i sin fiktionsfilm virker lidt usikker. Jeg stopper her. For ikke at spoile denne smukke og helt balstyrige kærlighedsfilm for jer, mine forhåbentlig mange læsere. Hvis I holder øjne og ører vidt åbne, finder I nok selv instruktørens svar på dette spørgsmål. Men det er ikke dermed sagt, at I finder det rigtige svar.

Pawel Pawlikowski har med sine mørke sort/hvide billeder meget fint fanget stemningerne fra datidens Polen; han er en suveræn billedfortæller. Hans tre hovedskuespillere er alle fremragende: Stjernen Joanna Kulig er underskøn, sødmefuld, let mopset og skønt syngende. Thomas Kot er overbevisende forelsket, humoristisk og lidenskabelig som Wiktor, mens kommissæren, spillet af Boryz Szuk, virkede helt Putin-agtig.

Endelig er filmen sprængfyldt med vidunderlig musik: Østeuropæisk folkemusik, jazz og rock’n’roll.

Det kan kun give seks stjerner til filmen, som Pawlikowski vandt prisen for bedste instruktion med i Cannes 2018, og for anden gang var Polens kandidat ved årets Oscar-uddeling i Hollywood: Han vandt prisen for Bedste Udenlandske film i 2014 med dramaet Ida.


Fotos: Curzon Film

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.