På en strabadserende busrejse mellem Accra og Abidjan i 1988 erfarede Karen Hammer på første hånd, hvor store forskelle og modsætninger der fortsat adskiller det engelsktalende og fransksprogede Vestafrika, hvor gamle kolonigrænser og forskellige sprog er blevet kulturgrænser.
I 1988 deltog jeg i Ghana-films 40 års jubilæum i Accra. Egentlig kom jeg bare forbi for at hilse på en flink filminstruktør, som jeg havde mødt ved FESPACO 1987 i Ouagadougou, og så stod jeg pludselig der og blev præsenteret for en række gamle mandlige pionerer indenfor Ghana Film!
Jeg havde taget en omvej til FESPACO 1989 for at kigge nærmere på Elfenbenskystens filmproduktion; jeg anede ikke, at man lavede spillefilm på et meget højt niveau i Ghana. Fordi jeg var startet med at studere afrikanske film i fransktalende lande som Niger, Mali, Senegal og Burkina Faso, havde jeg aldrig før set spillefilm med engelsk tale.
De gamle kolonigrænser med de forskellige sprog gjaldt også som kulturgrænser: I Senegal så man f.eks. ikke film fra Ghana eller Nigeria, ligesom man i Ghana aldrig havde set nogle af de fremragende film fra Mali.
De gamle kolonigrænser med de forskellige sprog gjaldt også som kulturgrænser: I Senegal så man f.eks. ikke film fra Ghana eller Nigeria, ligesom man i Ghana aldrig havde set nogle af de fremragende film fra Mali.
En af de første dage viste man mig Kwaw Ansahs Heritage Africa, og jeg var rystet: Det var et politisk mesterværk uden lige! Jeg blev præsenteret for instruktøren og fik lavet et længere interview med ham. Da Heritage Africa en måneds tid senere overraskende vandt førsteprisen i Ouagadougou, var jeg den eneste, der straks kunne sende et portræt på gaden. I Abidjan havde jeg nemlig via den svenske ambassade sendt min artikel til Stockholm, hvor jeg var fast freelancer ved tidskriftet Film & TV.
Rejsen til Elfenbenskysten
I Accra var man meget glad for at se mig. Jeg deltog i middage, konferencer og filmkørsler og fik fine kontakter, som har gjort, at jeg med stort udbytte har kunnet komme tilbage år efter år. I Abidjan derimod gider man ikke gøre meget for fremmede tilrejsende.
Jeg havde truffet adskillige af filminstruktørerne fra Elfenbenskysten ved FEPACO 1987, og de var skam glade for at se mig i januar 1989, men orkede ikke at fremskaffe en eneste film, så jeg kunne udvide mit kendskab til deres temaer og filmmiljøer. ”Det er alt for besværligt, Karen. Hvorfor tager du ikke til Paris og ser dem der?”
Jeg spildte min tid i et par uger i Abidjan og blev godt træt af det varme fugtige klima, af den manglende gæstfrihed, af de særligt høje priser for hvide mennesker, af de mange banditter og det emsige politi, der sågar skød efter min taxa – dog uden at ramme.
Jeg spildte min tid i et par uger i Abidjan og blev godt træt af det varme fugtige klima, af den manglende gæstfrihed, af de særligt høje priser for hvide mennesker, af de mange banditter og det emsige politi, der sågar skød efter min taxa – dog uden at ramme.
Egentlig havde jeg kunnet forudse denne modtagelse, for i hele Vestafrika talte man dengang om de dovne ivorianere, der ikke gad arbejde, men havde immigrantarbejdere fra alle nabolandene. I Elfenbenskysten så man ned på alle andre og især foragtede man ghaneserne, hvilket jeg fik at mærke, da jeg med bus fra Kumasi midt i januar ankom til en mindre grænseovergang.
Bussen var fuld af unge mennesker fra alle nabolandene, en enkelt veletableret handelsmand og så mig som den eneste europæer. Først blev vi alle beordret at stille op på række, så vi en efter en kunne passere et lille bord og lægge et beløb på cirka 25 kr. til en uniformeret embedsmand. Inden da var vi allerede blevet afkrævet et mindre beløb af toldvæsenet for at undgå at få bagagen rodet igennem.
Nu kom så problemet, som de selvfølgelig havde forudset: Nogle af de unge migrantarbejdere kunne ikke betale. Derfor blev de sendt tilbage og kunne ikke fortsætte rejsen, selvom de jo havde billet helt til Abidjan. Den velklædte embedsmand og jeg, vi som uden problemer ville have kunnet betale, vi skulle skam ikke, for vi var jo fra et højere socialt lag og skulle behandles derefter.
Jeg ærgrer mig stadigvæk den dag i dag, over, at jeg ikke hjalp de fire stakler, der blev efterladt tilbage, da vi andre atter kravlede op i bussen og lykkelige fortsatte rejsen.
Ghanesere var ikke velkomne
Vi fik nu ikke lov til at glæde os længe, for knap en times kørsel inde i Elfenbenskysten begyndte vores trængsler: Det lokale politi standsede bussen, beordrede alle ud med al deres bagage og gik i gang med at gennemrode folks tasker og pakkenelliker.
Da alt var godt splittet, kunne vi fortsætte, men kun for en times tid – så begyndte det hele forfra på trods af folks protester. Hen på aftenen begyndte folk at blive trætte, men mere end en time af gangen kunne vi ikke slappe af.
Ivorianerne var yderst energiske og effektive; her skulle statueres et eksempel: Ghanesere var ikke velkomne i Elfenbenskysten
Ivorianerne var yderst energiske og effektive; her skulle statueres et eksempel: Ghanesere var ikke velkomne i Elfenbenskysten! Da vi ved 10-tiden om aftenen for fjerde gang blev stoppet og beordret ud med al bagagen, tillod nogle sig at protestere og forsøge at overhøre politiets ordrer.
Men det skulle de aldrig have gjort, for nu blev den lille bys politimester tilkaldt, og han vidste helt præcist, hvordan man får folk ned med nakken. Han beordrede alle vores pas og identitetspapirer indsamlet, låste dem inde i sit pengeskab og meddelte, at vi nu – takket været vores manglende samarbejdsvilje – kunne vente til solopgang med at køre videre.
Han var særdeles høflig overfor mig, beklagede meget den uheldige situation, der ville forlænge min rejse, og inviterede mig til at deltage i hans aftensmåltid inde på kontoret. Jeg takkede høfligt nej og blev i bussen, medens han og hans medarbejdere fortrak indendørs. Vi diskuterede nu, hvordan vi skulle komme videre; umiddelbart så det ret sort ud.
En køn ung ghanesisk pige accepterede at fungere som lokkedue. Hun opsøgte politimesteren og aftalte et møde med ham den følgende søndag på et hotel i Accra. Da han ikke havde høje tanker om ghanesiske kvinder, og hun så dejlig ud, hoppede han på den og udleverede vores papirer, hvorefter vi omkring midnat atter kunne køre videre.
Næste gang, vi blev stoppet af politiet, var vi yderst samarbejdsvillige, og efterhånden som natten skred frem blev politiets effektivitet ringere og ringere; selv ivorianske politibetjente bliver trætte om natten.
Vi ankom til Abidjan klokken 5 om morgenen. Næsten alle passagererne blev på busstationen til kl. 7; det er aldrig sikkert at begive sig ud i en afrikansk storby om natten, især ikke for mig der på grund af min hudfarve lignede et let offer.
Abidjan til fods
Der var ikke plads på nogen af de billige overnatningssteder. Efter en times taxakørsel endte jeg med at tage et værelse på et amerikansk pensionat tæt ved centrum.
På trods af byens mange banditter, udforskede jeg i et par dage Abidjan til fods. Præsident Houphouët-Boigny havde for ”egne penge” bygget de to største kirker i Afrika og sågar fået paven til at indvie og velsigne dem! En næsten identisk kopi af Peterskirken befandt sig oppe nordpå i Yamoussoukro, der i 1983 var blevet gjort til landets nye hovedstad, medens den anden kirke befandt sig midt i Abidjan. Det var en flot konstruktion med et stort køligt kirkerum, hvor man ugeneret kunne sidde og skrive sine noter.
Byen havde et centrum af moderne højhuse omkranset af ensrettede brede veje, der gjorde, at der slet intet trafikkaos fandtes. Udenfor, ned mod floden og havnen, lignede Abidjan alle andre afrikanske byer med handlende overalt langs vejene, gadekøkkener og et netværk af krogede veje. Dog havde Treichville-bydelen et vidunderligt og meget alsidigt marked; en oplevelse af de sjældne og rigere på traditionelle perler end selv markedet i Bamako.
Det var dejligt at komme indenfor i en familie, at få lokal hjemmelavet mad, at kunne deltage i diskussioner vedr. landets politik, at se de lokale fjernsynsudsendelser.
Efter en uges tid og mange forgæves besøg på Filminstituttet blev jeg inviteret til at bo hos en ghanesisk fotograf og hans kvindelige scenograf. Han arbejdede ved byens største biograf og tog mig med frem og tilbage i taxa, for det var alt for farligt at tage busserne; ifølge ham overfaldt knivbevæbnede banditter folk ved højlys dag midt i byen.
Det var dejligt at komme indenfor i en familie, at få lokal hjemmelavet mad, at kunne deltage i diskussioner vedr. landets politik, at se de lokale fjernsynsudsendelser, der hver eneste aften endte med præsidentens smilende ansigt, og at kende nogen, der var i stand til at skaffe mig filmkørsler.
Efter tre uger i dette alt for fugtige land, tog jeg toget til Burkina Faso. Her er klimaet meget tørrere og langt mere behageligt end ved kysten, hvor jeg alle tre uger havde svedt, så vandet løb af mig. Det var dejligt at krydse grænsen til det tørre Burkina Faso og blive modtaget af positive toldkontrollører, der uden at gennemrode min bagage slap den igennem med et hvidt kryds. Måske var de ikke så flinke overfor andre passagerer; det er jo ikke til at vide, for jeg havde særstatus som hvid journalist på vej til FESPACO.
Sådan var det i 1989. I dag ser man Nollywood-film fra Nigeria i de ganske få overlevende biografer og hader ikke længere ghaneserne. Men ellers kan jeg ikke se den store forskel; hvis du betaler nogen for at lade sig interviewe, så kommer de måske. Her i Abidjan er familiesolidaritet forsvundet og afløst af argent, penge!
Hovedillustration: Kumasi. Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
