MIDTVESTLIV // KLUMME – Det lå ikke rigtigt i kortene, at Julie Bendtsen i en alder af 40 skulle blive hockeyfan, og det var der måske en grund til. For denne sommer led kærligheden til Carolina Hurricanes et gevaldigt og måske uopretteligt knæk.
CHICAGO – Da jeg for nu et halvt år siden flyttede fra Raleigh til Chicago, kan jeg huske et par fyre i kommentarfeltet til en af mine klummer. De spurgte sådan lidt høhø-agtigt (hinanden, ikke mig), om jeg mon så nu skulle til at være fan af Chicago Blackhawks og ikke Carolina Hurricanes, som jeg tidligere skriftligt har øset ud af min kærlighed til.
Jeg svarede – selv om jeg som sagt ikke var blevet spurgt – at nej, sådan forholdt det sig aldeles ikke. Jeg var “Caniac4life” (indsæt selv håndtegn efter eget valg).
Der skulle være plads til alle. Da der var Pride Night, tog jeg over til fanshoppen midt på dagen og købte kasketter og T-shirts og tørklæder med regnbuesymboler
Og det var jeg. For life. Eller i hvert fald lige indtil den 28. juli, hvor klubben annoncerede, at de havde skrevet kontrakt med forsvarsspilleren Tony DeAngelo fra New York Rangers.
Jeg var i Danmark, da jeg læste nyheden, og jeg brugte resten af aftenen og natten på at læse reaktioner på amerikansk hockey-Twitter og sørge over min spritnye status som holdløs. Jeg blev ikke Blackhawks-fan, men Hurricanes-fan kan jeg heller ikke kalde mig længere.
Nationalitet vs. diversitet
I modsætning til hvad min indledning kunne lægge op til, er det her ikke rigtigt en klumme om hockey. Det er en klumme om værdier, og for at lave den overgang må der nok lidt historik til. Som så alligevel stadig bliver hockey-relateret.
Ishockey – i hvert fald i USA og jeg mistænker, at det samme er tilfældet andre steder i verden – er ikke en særlig rummelig sport, når det kommer til minoriteter. Der findes ganske få homoseksuelle professionelle ishockeyspiller (eller, der findes i hvert fald ganske få, der har valgt springe ud i offentligheden), og knap 95 % af spillerne er hvide. Nationaliteter er der masser af – på Hurricanes’ hold er der schweizere, tjekker, canadiere, russere, finner, svenskere og nu også en dansker, men diversitet i hudfarve er en by i Rusland. Eller Afrika måske.
Desværre er det også en sport, hvor racisme lever i bedste velgående
En af de egenskaber, jeg elskede ved Hurricanes var, at de i modsætning til så mange andre hold rent faktisk virkede som om, diversitet var noget, de støttede. Noget, de gerne så mere af i hockey, og noget, som de gerne ville vise deres fans, at de stod bag.
Der skulle være plads til alle. Da der var Pride Night, tog jeg over til fanshoppen midt på dagen og købte kasketter og T-shirts og tørklæder med regnbuesymboler, som min søn og jeg kunne iklæde os og vifte med fra tilskuerpladserne ved aftenens kamp. “Hockey is for everyone” stod der på min hat, som efterfølgende blev min favorit.
Frisk pust i en hård sport
Jeg er ret afklaret med, at jeg med min holdning, i mange sportselskeres øjne, nu bare bekender kulør som en uægte fan. En der kun er med til det sjove, men springer fra, når det hele bliver lidt beskidt, lidt bumpet, lidt uskønt. Det er også okay.
Jeg – en midaldrende dansk kvinde, der aldrig rigtigt har interesseret sig for nogen former for tilskuersport (danske fodboldlandsholdskampe undtaget, selvfølgelig) – hoppede på hockeyvognen, kort tid efter vi flyttede til North Carolina.
Ikke fordi jeg havde planer om at finde en sport at se på, men fordi jeg følte, at Hurricanes på overraskende vis ikke bare kunne fange min interesse for hockeys underholdende elementer, men også gav mig en grund til virkelig at elske sporten på trods af dens fejl og mangler.
Han er tidligere blevet suspenderet mere end én gang for at have ytret sig grænseoverskridende og racistisk over for både dommere og egne holdkammerater
Organisationen virkede som et friskt og rummeligt pust i en eller notorisk machopræget sport, hvor mænd er mænd på den gode, gamle, slidte måde. En sport, hvor nævekampe ikke bare er en accepteret del, men så tilladt, at dommerne ser til i en rum tid, efter handskerne er smidt, før de griber ind. Ofte først når isen har blodpletter. En sport, som en ganske stor del af de gamle fans – nævekampe og blodpletter til trods – brokker sig over, er blevet for “blød”, og hvor “ingen kan tåle noget mere”.
Desværre er det også en sport, hvor racisme lever i bedste velgående, og hvor få, men prominente trænere i alt for mange tilfælde har spyet grænseoverskridende gloser og ditto adfærd ud over spillere med en anden hudfarve eller etnicitet. NHL er notorisk kendt for sine brodne racismekar, og selv om sporten gennem de senere år er blevet bedre til at sætte fokus på problemerne og i det mindste fyre de trænere, der er gået for vidt for længe, er der lang vej endnu.
“Mød mig udenfor”
Nogle gange kommer den verbale mishandling ikke fra træneren, men fra holdkammeraterne. Tony DeAngelo er en af de holdkammerater. Han er tidligere blevet suspenderet mere end én gang for at have ytret sig grænseoverskridende og racistisk over for både dommere og egne holdkammerater. Han er blevet bænket af sin egen træner for usportslig adfærd, han har givet modstandere hjernerystelser, og han har været i slåskamp med sin egen målmand efter et nederlag.
Og det er bare på isen. Hans adfærd udenfor vidner ikke om, at problemerne bare stammer fra kampens hede – slet ikke at dømme efter hans sociale medier, hvor han ud over at være coronabenægter, konspirationsteoritilhænger og vaccineskeptiker blandt andet har opfordret egne fans til at “møde ham udenfor” til en slåskamp. Og hvor hans politiske holdninger ikke bør betyde noget for hans hockeykarriere, kan det samme ikke siges om hans adfærd over for modstandere, holdkammerater og fans.
Alle regnbuerne, alle de ædle instagramopslag om tolerance, alle de fine pressemeddelelser, der tog afstand, hver gang endnu en spiller i branchen følte sig diskrimineret
Tony DeAngelo er gået fra at være en talentfuld og eftertragtet forsvarsspiller med en millionkontrakt til at være en slags udstødt i branchen, kendt for sin åbenlyse racisme, sin voldelige adfærd over for både modstandere, holdkammerater og egne fans, og som ingen hold vil røre med en ildtang.
Ingen lige bortset fra Carolina Hurricanes. Som i øvrigt signede DeAngelo i samme sæson – samme dag – som Ethan Bear, en oprindelig canadier, som tidligere har været meget åben om de udfordringer og ubehageligheder, man som indigenious canadian møder i en sport med så megen både skjult og åbenlys racisme som hockey.
Bare et brand
Det var ikke med min gode vilje eller med nogen form for lethed, at jeg smed mit Hurricane-håndklæde i ringen. Og det har ikke en fløjtende fis med cancel culture at gøre. Eller med at være “woke”, eller hvad man nu ellers kan finde på af mere eller mindre nedsættende termer om folk, der handler ud fra værdier.
Gennem mine seks år i Syden har jeg simpelthen set for mange eksempler på både systemisk og hverdagsindkorporeret racisme til, at jeg kan se nogen grund til at give en mand som DeAngelo en sjette, syvende og ottende chance
Hvad det derimod HAR med at gøre, er en helt klar og utvetydig – og i øvrigt møgubehagelig – følelse af at have støttet et brand, der viste sig at være lige netop dét og kun dét: et brand.
Alle regnbuerne, alle de ædle instagramopslag om tolerance, alle de fine pressemeddelelser, der tog afstand, hver gang endnu en spiller i branchen følte sig diskrimineret, alle de gange Hurricanes skrev endnu et kapitel ind i den tiltalende narrativ om ikke at være som de andre hold, alle de gange glorien blev pudset som NHL’s mest åbensindede organisation – og så endda i Syden. Det øjeblik holdet åbnede omklædningsrummet for DeAngelo, var det øjeblik, alt dét faldt igennem med et brag.
Let’s go… Hawks?
Så nu sidder jeg her. Min familie, som også er skuffede, men åbenbart ikke helt så klar til at brænde broer som jeg, har allerede meldt sig som de merchandise-gribbe, de er, og lagt billet ind på alle mine hatte, mine jerseys og mine T-shirts. “Det kan jo være, han ændrer sig”, siger de.
Så optimistisk er jeg ikke, og gennem mine seks år i Syden har jeg simpelthen set for mange eksempler på både systemisk og hverdagsindkorporeret racisme til, at jeg kan se nogen grund til at give en mand som DeAngelo en sjette, syvende og ottende chance.
Måske Blackhawks bliver mit næste hold. Eller måske det nyoprettede, interessante Vestkyst-team Seattle Kraken skal pryde min hat en dag. Eller også ender jeg med at se i øjnene, at selv om hockey er sjovt, underholdende og svært ikke at lade sig rive med af, er det, når alt kommer til alt, desværre stadig ikke “for everyone”.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Tidligere Hurricanes-fan Julie Bendtsen og hendes mand til ishockey-kamp, før DeAngelos kontrakt med klubben ændrede alt. Foto: skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
