HUSEJER – “Undersøgelser viser, at 3 ud af ti overvejer at flytte på grund af genboen, og skrækhistorier giver lyst til enten at rejse en ringmur omkring boligen, eller kapitulere og rykke tilbage i lejlighedskompleksets komfortable anonymitet. Men det er her, jeg nu bor med min familie og her, vores lille pige skal vokse op. Det er her, hun skal boltre sig i baghaven og gå i skole ad de små stisystemer. Det er her, jeg åbner en perlende Chablis på de solvarme terrassebrædder med kæresten og hører aftenvinden i baghavens træer og buske”. Thomas Johannes Erichsen er nybagt husejer.
For nylig hørte jeg en historie om et par, som flyttede i hus, og da sidste flyttekasse omsider var pakket ud, gik de fra hinanden.
Og en om et andet par, der valgte at flytte fra det nye hus og tilbage i lejlighed.
Men hvorfor gør vi det egentlig, bliver husejere, når det kyklopiske arbejde alligevel ender med at tage livet af os?
Når jeg stiller mig selv dette spørgsmål, er det fordi, jeg netop selv lige har købt hus.
Den ene dag har man overtaget, har arbejdet 10 strenge timer med huset og føler det går fremad. Den næste dag rejser murstenene sig igen i al sin skrækkelige, ufærdige vælde og vælter håbet omkuld
Og jeg mærker forandringen på egen krop – er blevet blå og gul, men står stadig. Nedpakning, flyttetransport, maling af vægge, gulvslibning, sikring af elinstallationer, bøvl med ejerskifteforsikringen, halvering af væg, arbejde med husfacaden, have, hæk, indflytning, udpakning, indkøb af nye møbler, angstfremkaldende ejendomsskat, styr på VVS, ikke at forglemme den forudgående søgning efter det helt rigtige hus og den endeløse gennemlæsning af tilstandsrapporter.
Den ene dag har man overtaget, har arbejdet 10 strenge timer med huset og føler, det går fremad. Den næste dag rejser murstenene sig igen i al sin skrækkelige, ufærdige vælde og vælter håbet omkuld. Sisyfos behøvede i det mindste ikke at mase stenen ned af bjerget igen, men sådan kan det føles, når man for første gang bliver ejer af det monster, man kalder et hus.
Det er prisen for hjem, siger man, et rigtigt hjem og en bolig, man kan kalde sin egen.
Læg dertil at man får lange og personlige naboskaber, fordi folk ikke flytter ind og ud som i lejlighedsopgangen.
Vi dropper det bare, siger min treårige datter tit om det ene eller det andet, og lyder ældre end hun er. Jeg føler mig også ældre, omkring 90 år, efter at være blevet husejer, men jeg dropper det ikke
Ja, det er et hjem, hvor knap halvdelen af familierne i dag bliver knækket over, og hvor naboen kan vise sig som en makaber drøm man aldrig vågner fra. Når manden på den anden side af hegnet først har set sig ond på én, og omvendt, er der ingen grænser for ondskaben.
Undersøgelser viser, at 3 ud af ti overvejer at flytte på grund af genboen, og skrækhistorier fortæller om klager over skinnende tag eller en gul farve på facaden, historier der giver lyst til enten at rejse en ringmur omkring boligen, eller kapitulere og rykke tilbage i lejlighedskompleksets komfortable anonymitet.
Vi dropper det bare, siger min treårige datter tit om det ene eller det andet, og lyder ældre end hun er. Jeg føler mig også ældre, omkring 90 år, efter at være blevet husejer, men jeg dropper det ikke.
For det er her, jeg nu bor med min familie og her, vores lille pige skal vokse op. Det er her, hun skal boltre sig i baghaven og gå i skole ad de små stisystemer. Det er her, jeg åbner en perlende Chablis på de solvarme terrassebrædder med kæresten og hører aftenvinden i baghavens træer og buske.
Det er her jeg næppe kommer til at kede mig, det skal huset nok sørge for, og her jeg bliver mindet om, at de vigtige ting i livet er hårdt arbejde.
Topillustration: Pxhere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
