Nu bliver det sjovt: bud på slutfasen i Champions League

af i Kultur/Liv & Mennesker/Sport

FODBOLD // KOMMENTAR – Som dreng kunne Lauritz Korfix Schultz snildt sidde ukritisk klistret foran fjernsynet i den trange rækkehusstue – bare den stod på fodbold. I dag er han mere selektiv, og fredag blev der trukket lod til dette års kvartfinaler i fodboldens Champions League. Her er hans bud på, hvad der er værd at se, og hvem der vil avancere i jagten på pokalen med de store ører.

Jeg hører ofte moderne mennesker sige, at de med alderen spiser mindre kød, men når de spiser kød, er der tale om bedre og dyrere kød. Sådan har jeg det med fodbold. Jeg holder mere og mere af sporten, men ser sjældnere og sjældnere kampe i tv – og når jeg tænder, ser jeg kun de store kampe.

Som dreng kunne jeg snildt sidde klistret foran fjernsynet, der i de fladskærmsløse 90’ere fyldte godt op i den trange rækkehusstue. Altædende slugte jeg uden problemer AB dyste mod Herfølge inden Thomas Sørensens Sunderland spillede med i den sjove ende af Premier League. Det inden buschaufførens sønner ringede på døren i vores enderækkehus og befalede, at de manglede én til at stå på mål nede på græsplænen. “Hvornår skal jeg komme hjem, mor?” “Når det bliver mørkt, min dreng.” Det passede lige med, at jeg kunne holde mig vågen til første halvleg i en af de sene italienske søndagskampe, inden mit 11-årige magre korpus gik omkuld på Ikea-madrassen.

Europas største fodboldpengemaskiner har lagt rosset bag sig og skal krydse klinger, og hvor kun to hold fra anden hylde i fodboldeuropa er tilbage i form af Ajax og FC Porto. Nu bliver det sjovt

Når fodboldkig på skærm er blevet en sjældenhed, nu hvor jeg nærmer mig de 30, er det fordi jeg, uden at have tænkt nærmere over det, udelukkende er interesseret i de store kampe, udover når Brøndby spiller på udebane forstås. Jeg holder af at se Juventus’ benhårde defensiv spise modstanderholdets angribere indtil Ronaldo eller Dybala rent offensivt sætter kniven ind. Men jeg holder kun af at se med, hvis de spiller mod et hold, der giver dem tilstrækkelig modstand. Ligesom jeg elsker at se Manchester Citys lyseblå oliesønner spille lynhurtig pasningsfodbold, men kun hvis holdet får kamp til stregen, hvad der absolut ikke var tilfældet i ottendedelsfinalen, da de knuste Schalke 04 med overbevisende 7-0 hjemme – samlet 10-2.

Men nu sker der noget! Det er nu i Champions Leagues slutfase, at Europas største fodboldpengemaskiner har lagt rosset bag sig og skal krydse klinger og hvor kun to hold fra anden hylde i fodboldeuropa er tilbage i form af Ajax og FC Porto. Nu bliver det sjovt.

Et kig ind i krystalkuglen i forhold til hvem der går videre af de fire kvartfinaleduellanter, Ajax-Juventus, Liverpool-Porto, Tottenham-Manchester City og Manchester United-FC Barcelona, tør jeg næsten ikke spå om. I så afgørende en fase af turneringen, hvor styrkeforholdene er tættere end tætte, er fodboldflosklen “det hold, der rammer dagen vinder” helt på sin plads at bruge, hvis man er en forsigtigper. Jeg drister mig dog til at give et bud på, hvem der går videre – og er beredt som en spejder, klar til at blive hånet, hvis mine kig ind i fodboldforåret viser sig at være fejlagtige.

Ajax vs. Juventus

I Karl Ove Knausgård og Fredrik Ekelunds brevudvekslingsværk Hjemme ude, der tager udgangspunkt i fodbold-VM 2014 i Brasilien, skriver den prisbelønnede norske autofiktive forfatter til svenske Ekelund om sit noget idiosynkratiske forhold til, hvilke fodboldspillere han nærer sympati for. Knausgård er eksempelvis tosset med den argentinske offensivspiller Ángel Di María, da han ligner Franz Kafka! Jeg kender udmærket Knausgårds følelse: Fodboldsympati er vanvittigt idiosynkratisk. Ofte uden nærmere begrundelse får jeg sympati for klubber eller spillere på grund af deres farve på spillertrøjen, deres frisure eller andre måder at træde frem i verden på. Bayern München-profilen Thomas Müller, der hænger bag angrebet – i fodboldverdenen en position kendt som den falske 9’er – er udover at være en gudsbenådet kriger dejligt anonym med it-hår og noget så sjældent som en boldflytter uden tatoveringer. Derfor har han med sin afdæmpethed en sikker plads i mit jantelovs-kridthus, som man ikke så let kommer ind i, hvis man farver hår eller har for meget blæk på armene.

Fodboldsympati er vanvittigt idiosynkratisk. Ofte uden nærmere begrundelse får jeg sympati for klubber eller spillere på grund af deres farve på spillertrøjen, deres frisure eller andre måder at træde frem i verden på

For klubben Ajax er min sympati mere konkret, håndgribelig og ikke så barnlig. Hvorfor? Fordi David (Ajax) har mulighed for at besejre endnu en Goliat. Den hollandske klub, der tæller flere danskere på holdkortet, slog sensationelt de tredobbelte forsvarende Champions League-mestre, Real Madrid, ud i ottendedelsfinalerne. Nu står Amsterdamholdet overfor mægtighed nummer to: den norditalienske storklub Juventus, der har været finaledeltager to gange de sidste fire år. Kan David besejre endnu en Goliat? Nej. Men det er opløftende i sig selv, at holdet fra Amsterdam er med blandt de otte bedste klubhold. Det giver håb om, at en klub fra anden hylde i fodboldeuropa, der ikke har de samme økonomiske muskler som Torino-klubben, der er ejet af FIAT-familien, Agnelli, kan dyste med om den 8,5 kilo tunge pokal. Og så længe bolden er rund…

Det kræver dog det utopiske, at de over to kampe holder Ronaldo fra fadet, der nu er skiftet fra Real Madrid til netop Juventus. Ronaldo havde en for hans standard tam Champions League-start, men viste for alvor tænder i det flotte comeback mod Atlético Madrid i ottendedelsfinalen, hvor portugiseren egenhændigt med tre mål sørgede for, at Torino-klubben avancerede til kvartfinalen. Når jeg ikke tror på Ajax’ avancement, skyldes det ikke kun Ronaldo: Juventus synes mere komplet end nogensinde. Den britiske filosof Simon Critchley skriver i bogen Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold, at fodboldpublikummet er meget fokuseret på målene. Det ses eksempelvis i måden tv-stationerne sammenklipper kampe i highlights på: der vises altid mål, sjældent gode forsvarsaktioner. Juventus’ startellever har begge dele – forsvar og angreb – i år er defensiven hos den gamle dame (som klubben kaldes) godt nok pensionsmoden på flere kanter, men for satan, hvor kan de forsvare. På den anden side: David ramte jo netop Goliat med én lille sten – det så vi fra Ajax-danskeren Lasse Schönes højre pote mod mægtige Real Madrid – så hvorfor ikke gøre det igen?

Liverpool vs. FC Porto

Her er der ikke noget at rafle om. Liverpool slog på fornem vis tamme Bayern München ud i ottendedelsfinalen og trak ved lodtrækningen i fredags det hold, de fleste nok ønskede sig for uproblematisk at komme videre til semifinalen: FC Porto. Hjembyen for The Beatles bliver for stor en mundfuld for den portugisiske klub Porto, der ikke har samme styrke som englænderne. Hvis man ikke har set Jürgen Klopps tropper fra Liverpool spille i år, kan man læne sig tilbage og nyde senegaleseren Sadio Manés opvisning, da briterne udspillede Bayern München.

Mané har sammen med brasilianeren Firmino og egypteren Salah en musikalitet over sig i Liverpools offensiv, der får modstanderholdet til at ligne kegler. Det rigtigt interessante og neglebidende bliver først semifinalen, som Liverpool uden tvivl går videre til – her bliver modstanderen vinderen af Manchester United og FC Barcelona.

Manchester United vs. FC Barcelona

Der er forskel på at holde med en klub og et hold. Når man som jeg, ikke holder med en udenlandsk klub, er det nemt at skifte sympati for fodboldhold uden for kongerigets grænser, fordi en dygtig spiller kæmper for en given klub. Da waliseren Ryan Giggs spillede i klubben Manchester United, sympatiserede jeg med holdet Manchester United. Da den portugisiske mestertræner José Mourinho begyndte at træne klubben Manchester United, stoppede jeg med at sympatisere med holdet Manchester United. Nu er jeg så småt begyndt at sympatisere med The red devils igen, da man valgte at fyre den defensivt orienterede Mourinho og ansatte sympatiske Ole Gunnar Solskjær, der står for en mere fyrig fodbold af den offensive slags, og som har ført United tilbage i den sjove ende af den hjemlige Premier League.

Forventningens glæde er ofte den største inden de helt store fodboldkampe, og dette opgør mellem United og Barcelona er absolut ingen undtagelse. Det burde blive underholdende i slaget, der skal afgøres over to kampe. Men en lille finale i sig selv har det med at blive anspændt og kedelig, selv om forventningerne er store. Bag forventningens glæde gemmer sig banalt nok skuffelse, hvad jeg forudser i disse to opgør. Kampene vil blive taktisk fra de to mandskabers side, man vil spille afventende og dommen vil falde i sidste øjeblik, når argentineren Lionel Messi, der en én af verdens ypperligste, bestemmer sig for at afgøre det hele. Messi har ligesom Ronaldo ikke mistet styrke, selv om karrierens efterår er ved at indfinde sig. Og netop argentinerens individuelle evner bliver endestationen for Solskjærs United.

Tottenham Hotspur vs. Manchester City

Londonklubben Tottenham sejrede overbevisende i ottendedelsfinalen mod Dortmund, men City var som nævnt uhyggelige i deres duel mod Schalke 04. Ambitionen for City, der er ejet af den stenrige Sheikh Mansour fra Abu Dhabi, er at stå med pokalen til maj, men vejen derhen bliver lang og sej. Avancerer City mod Tottenham, venter højst sandsynligt Juventus. Og dér venter et sandt drama. Simon Critchley udlægger i førnævnte bog, Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold, blandt mange andre intellektualiseringer over boldspillet, at sporten er et sandere drama end teatret. Hvor teatret trods store navne som Brecht og Beckett har forsøgt at holde dramaet i live, er det 20. og 21. århundredes virkelige drama fodbold.

Dramaet er just der, hvor skæbnens spil udspiller sig, som Critchley højtideligt formulerer det. Og skæbnen plejer at være ond ved Tottenham. Londonklubbens skæbne bliver således, at Citys ambitioner om at vinde Champions League lukker ned for Tottenhams offensiv. Dertil sagt går Tottenham ikke videre, fordi klubbens skæbne er, at de er deres egen værste fjende. Hvor vil jeg dog håbe, at mit konservative, snusfornuftige bud på, at City går videre, bliver gjort til skamme.


Første af to kvartfinale-opgør spilles 9. og 10. april. Andet og afgørende opgør fløjtes i gang 16. og 17. april.

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Seneste artikler om Kultur