USA & CORONALIV // ESSAY – Californiens befolkning har været gennem meget, siden coronapandemien tog fat. Udover at have været epicentrum for virussens hærgen, blev hverdagen præget af angst og våbenoprustning, nedlukning, Black Lives Matter-demonstrationer og udgangsforbud, uroligheder og plyndring, omfattende brande og evakuering, præsidentvalg samt den katastrofale nedlukning af skoler, der er livlinen for mange børn fra familier, som allerede inden corona havde svære kår. Danske Anne Lynge Agerbæk, der bor i Bay-området i San Francisco med sin mand og to døtre, fortæller om coronalivet og græsrodsarbejdet for at få skolerne genåbnet, mens hun og vennerne – på afstand og med masker på – fejrer, at de overlevede et år i coronaens tegn, og at områdets børn nok snart kommer i skole igen.
SAN FRANCISCO – De store amerikanertrucks bremser op for rødt på den firsporede hovedvej gennem East Bay, og da de får øje på vores hjemmelavede protestskilte, presser de hornet i bund. Vi står her i trafikken med vores børn og en sag.
Vi kæmper for at få skolerne åbnet igen.
Over 11 millioner børn i USA lever i familier, der ikke får tilstrækkeligt med mad. For disse børn er skolen det sted, hvor dagens måltider indtages og mad tages med hjem til familien
De californiske skoler har været lukket i et år, og mens skolelederne kæmper med bureaukratiet, fagforeningerne, mistillid og usikkerhed, danser børn rundt i fredagstrafikken med budskaber, der rører selv den travleste pendler på vej på weekend.
Efter et år på Zoom er børnene mere end klar til at lægge en loyal hånd på hjertet i klasseværelserne. For et år siden rullede coronapandemien ind over Californien, og dette er fortællingen om, hvordan hverdagen på den amerikanske vestkyst med ét blev forandret.
Forkølelse i Chinatown
Pandemien kom ikke snigende som en tyv om natten. I længere tid havde snakken om coronavirus floreret i Bay-området. På en tur til Chinatown i februar 2020 i selskab med en forkølet nevø fik vi forskrækkede blikke fra de lokale på gaden. I følgeskab med det hostende barn, kredsede tankerne om den kinesiske virus, og vi gik udenom en større forsamling af mennesker.
På det år, der er gået, er vi alle forandret, vi voksne er ældet mere end et år normalt ville give anledning til
På vej i bilen til min datters dansetime den 6. marts 2020 lyttede vi til en dansk børnepodcast om coronavirus. Vi talte om, at vores tidligere kinesiske hushjælp netop kom fra Wuhan, og vi huskede tilbage på den første tid, da vi boede i Kina, hvor vi sammen med hushjælpen kiggede i børnebilledbøger for at bygge bro over sprogkløften.
Sammen udpegede vi de dyr, som hushjælpen ville tilberede til vores familie. Heldigvis var der ikke fotos af flagermus, og hunde kunne vi ved hjælp af ivrigt kropssprog hurtigt blive enige om, at vi ikke spiste.
Grand Princess lægger til kaj
Californiens guvernør, Gavin Newsom, havde erklæret undtagelsestilstand i Californien, men på trods af dette var der ikke mere travlt i mega-supermarkedet Costco end sædvanligt. Det eneste tegn på en optakt i alvoren var, at Costco havde udsolgt toiletpapir. Det langtidsholdbare kød, Spam, lå stadig i rigelig mængde på pallerne.
Alligevel var der en stemning af, at coronavirus kom nærmere. Mandag den 9. marts 2020 kunne vi fra vores stuevindue se det store krydstogtskib Grand Princess sejle gennem Golden Gate og lægge til kaj i Oakland. Med ombord var 3533 mennesker, hvoraf 21 var testet positive for coronavirus.
Samme dag lukkede vores lokale universitet, UC Berkeley, ned for forelæsninger og sendte medarbejdere og studerende hjem. Privatskoler begyndte også at lukke ned, mens de offentlige skoler fortsatte den daglige undervisning.
Vores gode danske venner i Berkeley var blevet syge, og da alle symptomer pegede på coronavirus, ville familien på fem gerne testes. De ringede mange steder hen, men ingen steder kunne det lade sig gøres. Til sidst lykkedes det faren i familien, en Fellowship scholar, at få lov til at blive testet, og kunne derefter vente seks dage på et resultat.
Stol kun på dig selv
Fra min tid i USA har jeg lært, at man ikke skal forvente, at man serviceres af det offentlige eller får tilstrækkelig og korrekt information. Efter en del overvejelser besluttede vi i familien, at vi ikke kunne vente på, at vores børns skole reagerede, og vi valgte at tage vores piger hjem fra deres offentlige skole.
Ved samme lejlighed skrev jeg til skolen og foreslog, at skolen blev lukket i lighed med skoler flere steder i Europa. Skoleinspektøren skrev tilbage, at hun ikke kunne træffe denne beslutning selv, og hun bad mig koordinere med pigernes lærere for at få et “feriepensum” udarbejdet, såfremt vi tog pigerne ud af skolen.
Ikke i vores vildeste fantasi – og sikkert på grund af vores begrænsede viden om pandemier – havde vi forestillet os, at vi et år efter skolelukningerne stadig hjemmeskoler
I USA har skolen flere funktioner for mange elever, da den både er et sted, hvor børn modtager undervisning, mad og tryghed. Over 11 millioner børn i USA lever i familier, der ikke får tilstrækkeligt med mad. For disse børn er skolen det sted, hvor dagens måltider indtages og mad tages med hjem til familien.
Vores skoledistrikt i East Bay er stort og inkluderer både skoler i det eksklusive Kensington og El Cerrito Hills og skoler i Richmond, en by med en høj koncentration af indbyggere med lavere indkomster og en overvægt af latinos og afroamerikanere.
I vores skoledistrikt samler pigespejderne i “the hills” aflagt legetøj sammen og pakker det ind til deres jævnaldrende kammerater i “the flats” som en erstatning for de julegaver, som familierne ikke selv har råd til at købe. Fordi skolen på mange måder er de fattige børns “velfærdssamfund”, er det med store uoverskuelige konsekvenser til følge at lukke en skole.
Hver sommer, når den amerikanske skole er ferielukket i tre måneder, er det ikke alle børn, der overlever skolesommerferien pga. vold i familierne og på gaden.
Farvel til skolen
Da jeg hentede pigerne på skolen den eftermiddag, var det med en underlig fornemmelse af, at der ville gå lang tid, inden vi igen kunne sætte vores ben på skolen. Basketball-træneren hilste på os i skolegården og så frem til at se min datter til træning dagen efter.
Surrealistisk som det var, begyndte jeg slet ikke at forklare ham, at han ikke skulle forvente at se min datter lige med det samme. At træffe beslutningen om at forlade skolen og alle fritidsaktiviteter, mens alt fortsætter, som om intet var hændt, var meget underligt og forstærkede følelsen af, at i USA er man “on your own”.
I avisen var artikler om amerikanere, som køber flere våben, og våbenhandleren i min bydel nægtede at lukke sin butik med henvisning til et gammelt tillæg i forfatningen
Mavefornemmelsen fortalte, at vi handlede korrekt ved at tage pigerne ud af skolen og alle deres fritidsaktiviteter, og guitarlæreren var flink og hurtig til at foreslå, at vi da bare kunne tage guitartimerne over facetime.
Torsdag den 12. marts 2020 fulgte jeg med i udviklingen i Danmark og så med beundring på, hvordan de danske politikere og eksperter håndterede nedlukningen af landet. Der fik jeg hjemve, som jeg sjældent kan huske, jeg har følt i mine mange år i udlandet.
Og da det var mest trist, tikkede en besked ind fra mine pigers skole. Den ansvarlige for distriktet havde truffet den svære beslutning at lukke skolen. Det var en god meddelelse at få. Så havde skolen lyttet, og vi stod ikke alene, og det virkede ikke længere hysterisk at træffe beslutningen om at tage pigerne ud.
Fredag den 13. marts 2020 hentede vi computerne, bøger og opgaver på skolen, og lærerne så lettere overvældet ud, da vi sagde farvel ved 12-tiden med muleposerne fulde af materialer. “Vi ses om to uger”, sagde lærerne fortrøstningsfuldt.
Weekenden begyndte med planlægningen af den næste uge med hjemmeskoling. En fordel ved det internationale liv er, at børnene er vant til, at vi forældre optræder i rollen som undervisere, når vi underviser dem i dansk. Vi lavede et ugentligt skema sammen med pigerne, så vi var klar til at gå i skole på en ny måde. Ikke i vores vildeste fantasi – og sikkert på grund af vores begrænsede viden om pandemier – havde vi forestillet os, at vi et år efter skolelukningerne stadig hjemmeskoler. Flertallet af de offentlige californiske skoler er ikke åbnet igen.
Bay-området lukker ned
Mandag den 16. marts 2020 lukkede Californiens guvernør Bay-området ned, og min mands arbejde måtte lukke biotech-laboratorierne og sende medarbejderne hjem. De fleste af firmaets 800 medarbejdere var allerede sendt hjem med arbejde ugen før, men nu gjaldt det alle mand.
Vi kunne se, at danske medier omtalte pandemien i datid, og at danskerne valfartede maskeløse rundt på de danske øer
Firmaet måtte derfor lukke ned for igangværende forsøg, og min mand kom hjem og fik sin debut med at arbejde hjemmefra og tage stilling til, hvad hans 126 medarbejdere kunne foretage sig derhjemme, hvor mikroskoper og petriskåle ikke var tilgængelige.
Amerikanerne opruster og angsten kommer snigende
Bay-området blev stille. Fly fløj ikke længere over himlen. De skrigende bremser fra BART-togene langt nede hørte op. Motorvejene blev fremkommelige, og det lokale dyrevildt fik god plads til at indtage kvarteret. På gåture med hunden løb vi oftere ind i prærieulve og vilde kalkuner. Fra stuen kunne vi med kikkerten for øjet se ned på supermarkedernes parkeringspladser for at finde et godt og ensomt tidspunkt at handle ind.
60 millioner mennesker havde i løbet af kort tid mistet arbejdet, og forudsigeligt gik det hårdest ud over de sorte og farvede
Min amerikanske postkasse begyndte at flyde over med breve med tilbud om alarmanlæg, og i supermarkedet Costco stillede de pengeskabe, generatorer og nødbelysning frem på de pladser i butikken, hvor flest kunder kom forbi. Dåsekødet Spam blev nu revet af pallerne, og nye paller blev kørt ind.
Imens gik jeg rundt med maske og handsker på og købte ind for mange hundrede dollars og tænkte på dem, der ikke havde mulighed for at fylde spisekammeret og de store amerikaner-køleskabe op. Jeg tørrede pakkerne af med sprit, inden de kom ind i huset.
I avisen var artikler om amerikanere, som køber flere våben, og våbenhandleren i min bydel nægtede at lukke sin butik med henvisning til et gammelt tillæg i forfatningen.
Da vi lærte mere om pandemier, blev søvnen en af de store tabere. Bekymringerne og tristheden fortrængte nemt søvn, og angsten sneg sig ind. Angsten ved tanken om alle de amerikanere, der ville dø af kombinationen af corona og dårlig national ledelse. Angsten for mulige indbrud og optøjer, fordi mennesker bliver desperate, når de mister jobbet, lønnen og muligheden for at købe mad til deres familier.
På vores gade aftalte vi med naboerne at komme ud hver aften for at tjekke op på hinanden – for sikre os, at alle havde det godt og dele informationer om, hvor man kunne købe toiletpapir, som var blevet en mangelvare overalt i USA.
Black Lives Matter og udgangsforbud
Foråret er en smuk tid i Bay-området, og mens vi sled den lille hunds ben kortere med alle de mange gåture i vores velhaverkvarter, stod det som altid anderledes barskt til i de mindre privilegerede områder. 60 millioner mennesker havde i løbet af kort tid mistet arbejdet, og forudsigeligt gik det hårdest ud over de sorte og farvede.
Den 25. maj døde George Floyd, 46, i Minneapolis, da politiet arresterede ham ved at lægge et knæ på Floyd’s hals. Overalt i USA blussede raceurolighederne op. I Bay-området var der store demonstrationer, og talentfulde kunstnere malede vægmalerier på de træplader, som var sat op foran vinderne på butikker, apoteker og banker.
Corona-nedlukningen blev forlænget, og et udgangsforbud blev tilføjet, da bølger af butiksplyndringer hærgede vores område. Fra vores panoramavindue med udsigt over Bay-området kunne vi se stribevis af blå og røde blink i natten, mens politiet gik balancegang for at opretholde lov og orden på en human måde.
Coronaramt sommerferie
Vi gik på sommerferie i 2020 uden ret mange planer for den tre måneder lange skolesommerferie. Vores årlige rejse til Danmark med minutiøst planlagt familie- og vennebesøg havde vi ikke turdet satse på at planlægge i det coronaramte forår. Det var med tristhed, vi måtte konstatere, at tilværelsen som en international dansk familie var helt forandret. Vi kunne hverken få gæster fra Danmark eller rejse til moderlandet.
I USA føltes det som russisk roulette at gå ud i virkeligheden, og vi fortsatte vores coronabegrænsede tilværelse
Sommeren lå derfor åben med de begrænsninger, der nu var i et USA, hvor præsidenten ikke styrede landet gennem pandemien, og hvor vi havde meget begrænset viden om smittetal. Vi kunne se, at danske medier omtalte pandemien i datid, og at danskerne valfartede maskeløse rundt på de danske øer og havde lagt forårets coronaforskrækkelse bag sig.
Set fra USA virkede det uvirkeligt, at det lille land mod nord havde afkoblet sig fra resten af verden og konkluderet, at pandemien var fortid. I USA føltes det som russisk roulette at gå ud i virkeligheden, og vi fortsatte vores coronabegrænsede tilværelse og var kun sammen med vores lille boble af venner.
Alle omkring os havde masker på altid – uanset om det var for at lufte hunden i vores kvarter eller for at hente madvarer på de udendørs “farmers markets”. San Francisco havde vi nærmest for os selv, da mange lokale flyttede ud af byen, og turisterne var væk. Vi gik på opdagelse i den tomme by og kunne parkere alle steder uden den sædvanlige trængsel.
Tilbage til Zoom
Da sommerferien gik på hæld, måtte vi konstatere, at der ikke var udsigt til, at børnenes skole åbnede igen. Vi gik ombord i hjemmeskolingen igen. Zoom var både en livsline til omverdenen – og på samme tid en trist påmindelse om den fare, der var forbundet med at være sammen med andre mennesker.
Nødrationerne blev gennemgået, og fotoalbum blev pakket ned
I det amerikanske skolesystem får man i de yngste klasser hvert skoleår en ny klasselærer, og klasserne sammensættes på ny. Begge mine piger lærte deres nye lærer og klassekammerater at kende via skærmen.
Min ældste datter var heldig og vandt i klasselotteriet – hun fik en dygtig lærer, der allerede i foråret havde opnået en god erfaring i at undervise via Zoom. Min yngste datter var knapt så heldig. Hendes lærer var stor modstander af online skole, og det afspejlede sig i hans undervisning. Vi valgte efter et par måneder at tage vores datter ud af klassen og undervise hende selv.
Vi gik sammen med få andre familier og peppede den online-skoledag op med eftermiddagsaktiviteter. Vi skiftedes til at undervise børnene udenfor med de obligatoriske masker på. Bay-området er velsignet med dygtige forskere, kunstnere og musikere, og det var en fornøjelse at opleve børnene tage ved lære af hinandens forældre.
Tordenvejr og naturbrande
Sidst i august 2020 blev vi vækket midt om natten af et mægtigt lyn- og tordenvejr. I Bay-området er dette udsædvanligt, og vi stod op i mørket og blev fra stuevinduet vidne til et historisk mageløst og ildevarslende show. Bay-området og meget af Nordcalifornien stod i brand efter denne nat. Sæsonen for naturbrande var begyndt ualmindeligt tidligt og gjorde livet ekstra besværligt og surt fra slutningen af august og til slut oktober.
De skoledistrikter, som fortrinsvist har sorte og brune elever, og hvis familier har lidt mest under pandemien, er endnu lukkede
Nødrationerne blev gennemgået, og fotoalbum blev pakket ned. Vi var klar til evakuering i tilfælde af brand. I mange dage med hedebølge var luften tung af røg og aske, og en enkelt dag var himlen orange og som taget ud af en dystopisk film. En aften med kraftig vind blev vi anbefalet at evakuere, og vi kørte over broen til et mennesketomt San Francisco. Næsten morgen havde vinden lagt sig, og vi tog hjem med fotoalbummerne.
I løbet af efteråret kunne vi konstatere, at verden havde indhentet moderlandet mod nord, og pandemien blev igen et vilkår i Danmark. I Californien havde vi efterhånden vænnet os til dansen med corona, og maskerne hang farvestrålende til tørre på tøjsnoren. Vi var optaget af præsidentvalg og en pinefuld lang optælling af stemmerne. Valget af en ny præsident var et lyspunkt i coronamørket.
Velkommen til et nyt år og pandemiens epicentrum
Da vi gik ind i 2021, var Californien blevet verdens centrum for coronasmitte, og vi fortsatte med vores tilbagetrukne coronalivsstil og kunne med lettelse konstatere, at vaccinerne var på vej. Vi kløede på med hjemmearbejde og hjemmeskole. Længslen efter skolekammerater og samvær med venner steg eksponentielt med månederne, der snart nærmede sig et år.
Blandt de hvide har coronapandemien givet anledning til at se flere film på Netflix hos de hjemmearbejdende familier. Blandt de farvede familier har den ført til endnu dybere armod
Vi markerede med rædsel, at 500.000 mennesker havde mistet livet i kampen mod corona i USA, og mens flag blev hejst på halv, gik det i kapitalismens højborg hurtigt med at sikre tilstrækkeligt med vacciner. I løbet af det spirende forår blev flere og flere ældre naboer vaccineret, og i skrivende stund får lærerne og kassemedarbejderne nålen i armen på de mange vaccinationssteder i Bay-området. 38 pct. af de voksne heromkring er nu vaccineret.
Kampen om skoleåbningerne
I takt med vaccinationernes udbredelse og coronatallenes tilsvarende drastiske fald, begyndte forældre i Californien at gå sammen om at kræve, at skolerne lagde planer for at bringe elever tilbage på skolebænken.
I de fleste amerikanske stater var eleverne tilbage i skolerne, men på vestkysten var det fortrinsvist privatskolerne og de velhavende skoledistrikter, som havde taget initiativ til at få skolebørnene i skole. De skoledistrikter, som fortrinsvist har sorte og brune elever, og hvis familier har lidt mest under pandemien, er endnu lukkede. Disse skoledistrikter har færrest økonomiske midler, dårligst ledelse og mindst tillid til skolesystemet blandt elevernes familier.
Uligheden i USA har været voksende over en lang årrække, og den bliver formentlig ikke mindre i de kommende år, hvor et år uden fysisk skolegang vil hævne sig i statistikken over unge, der dropper ud af skolesystemet. Disse unge kommer ikke til at bevæge sig op ad uddannelsesstigen, som kan være vejen ud af fattigdom. Om lidt åbner Disneyland, og de rigeste børn kan igen køre i karrusel, mens de fattigste børn ikke har mulighed for at få undervisning i deres skoler, som endnu er lukkede.
Skolebureaukratiets jungle
Af frustration over tingenes tilstand og i undren over skoledistriktets manglende kommunikation om planerne for åbning af skolerne – kastede jeg mig ind i skolebureaukratiets jungle.
I vores skoledistrikt er der 29.000 elever fordelt på 58 skoler, og distriktet ledes af en folkevalgt skolebestyrelse og en ansat skoledirektør. I skoledistriktet er der 10 pct. hvide og 90 pct. brune og sorte elever. De hvide elever bor fortrinsvist i “the hills”, og de farvede bor primært i “the flats“.
Vores venner er undervisere og har fået deres første skud af vaccinen, og tilværelsen ser lysere ud end den længe har gjort
Blandt de hvide har coronapandemien givet anledning til at se flere film på Netflix hos de hjemmearbejdende familier. Blandt de farvede familier har den ført til endnu dybere armod, da forældrene i højere grad har mistet jobbet, og familien har mistet medlemmer til coronavirus. Måske er det derfor heller ingen overraskelse, at det primært er hvide forældre, der har haft overskud til at kaste sig ind i græsrodsarbejdet med at påvirke skolebestyrelse og skoledirektøren til at påbegynde planlægningen af skoleåbningerne.
Mange aftner er gået med skolebestyrelsesmøder over Zoom. Breve er skrevet til senatorer, skoledirektør og bestyrelsesmedlemmer med budskabet om, at de lukkede skoler forværrer netop den ulighed, som skolerne har til hensigt at gøre op med.
Forældre og børn har blandet sig med fredagstrafikken og demonstreret med hjemmelavede skilte. De lokale medier har fulgt vores sag, og vores indsats ser ud til at bære frugt. Skolebestyrelsen har inviteret den stærke lokale lærerfagforening på Zoom-kaffe, og en delvis åbning af skolerne for de svageste elever ser ud til at kunne lade sig gøre inden skoleåret slutter i begyndelsen af juni.
Champagne og et år med corona
I dag er det et år siden, at min nu 11-årige datter lyttede til børneprogrammet om coronavirus, mens vi bevægede os gennem den tætte fredagstrafik i Berkeley. Et år siden hun sidst var til dans. Et år siden at vores hverdag var, som vi mest holdt af den – en hverdag fyldt med aktivitet og samvær med børn og voksne.
På det år, der er gået, er vi alle forandret, vi voksne er ældet mere end et år normalt ville give anledning til, og min ældste datter er vokset 10 cm og bruger nu samme skostørrelse som mig. I næste uge har hun pubertetsundervisning – via Zoom – og jeg håber, at hun snart kan opleve livet med veninder og venner i den virkelige verden. Min yngste datter har trivedes med hjemmeskolen. Alligevel savner hun skoledagen med bedsteveninden og deres kapløb over skolegården til biblioteket.
I dag mødes vi med masker på i parken med vores venner. Vi drikker champagne og spiser thaimad i behørig afstand til hinanden, mens vi fejrer, at vi har overlevet et år i coronaens tegn. Vores venner er undervisere og har fået deres første skud af vaccinen, og tilværelsen ser lysere ud end den længe har gjort.
LÆS MERE I POV OM CORONALIV HER
Topillustration: Coronaliv i Californien. Maleri på træplader sat op foran butiksvinduer under urolighederne i Bay-området i 2020. Alle fotos: Anne Lynge Agerbæk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
