EKSTREM RIGDOM // KRONIK – I en verden, hvor uligheden mellem rig og fattig vokser dramatisk, er det værd at overveje, om superrigdom bør anses som et lige så alvorligt problem som fattigdom, skriver Peter Schjødt. Hvad sker der med samfundet, når grådighed får lov til at triumfere over fælles velstand?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De rige er et problem. Her handler det ikke om dem, som kun har en formue på omkring 25 millioner kr., men om de superrige, som gør det muligt at sige ”kun” om formuer på 25 millioner. Vi kan jo begynde med listen i det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, som løbende opdaterer styrkeforholdet mellem verdens superrigeste. Indehaveren af topplaceringen er god for en ubegribelig formue på over 200 milliarder dollars.
Fattigdom er efterhånden blevet anerkendt som et moralsk, samfundsmæssigt og politisk problem. Burde det ikke også gælde for rigdom, både den superrigdom, som vi møder på Forbes’ liste, og den lidt mere ”almindelige”, men dog alligevel ekstreme rigdom?
Ingen fortjener så mange penge for at kunne leve et godt liv, mener den hollandske filosof og økonom Ingrid Robeyns. Absolut ingen kan have brug for mere end 10 millioner euro, slår hun fast, hvilket dog alligevel er omkring 75 millioner danske kr. Men et sted skal man jo begynde den gode sag, som hun har, nemlig sagen mod ekstrem økonomisk overflod og superrigdom.
Planeten har sat en ny historisk rekord med ”2,781 billionaires who are worth a record $14.2 trillion”
Ulighed er afstanden mellem top og bund. Hvis ulighed skal bekæmpes, må der således ikke alene være en såkaldt fattigdomsgrænse, men også en rigdomsgrænse, en slags øvre grænse for rigdom, som Ingrid Robeyns skriver i bogen Limitarianism: The Case Against Extreme Wealth, hvor hun undersøger, om verden rent faktisk har et rigdomsproblem, som blokerer for løsninger af mange af de mest alvorlige problemer?
Kapitalisme i overhalingsbanen
Ingrid Robeyns’ spørgsmål forekommer tvingende i lyset af et årti, hvor verdens absolut rigeste er blevet endnu rigere, faktisk dramatisk rigere, som Oxfam International skriver i organisationens seneste analyse af den globale fattigdom og ulighed; en analyse, som betegnende kaldes for ”Survival of the Richest.”
Vil man have de rigestes egen vurdering af situationen, kan man igen konsultere Forbes, fagbladet for de superrige. I april-udgaven kunne de næsten ikke få armene ned: Planeten har sat en ny historisk rekord med ”2,781 billionaires who are worth a record $14.2 trillion”.
Det er ikke pænt ikke at glæde sig over andres succes. Misundelse var faktisk en af de 7 dødssynder i middelalderen. Men det var griskhed jo også. Det er en teologisk diskussion, hvad der er værst, men en retningsgiver kunne være, at midt i de superriges jubel over, hvilket fantastisk år det har været for planetens rigeste, så er det også første gang i 25 år, at den globale fattigdom stiger – millioner af mennesker, som sulter, millioner af mennesker, som pga. prisstigninger ikke har råd til de mest basale livsfornødenheder, millioner af mennesker, som lider under konsekvenserne af klimasammenbrud og eftervirkningerne fra covid-19.
Hvad handler det så mest om? Misundelse eller griskhed?
Hvad nu, hvis vi ser på de rigeste og de fattigste på én gang? Oxfam skriver om denne kobling: ”Siden 2020 har den rigeste 1 % af jordens befolkning erobret næsten to tredjedele af al ny rigdom, dvs. næsten dobbelt så mange penge, som de nederste 99 % af befolkningen.” Og sådan kunne man fortsætte, fx med milliardærformuerne, som stiger med 2,7 mia. $ om dagen, mens mindst 1,7 mia. mennesker oplever, at inflationen overstiger deres lønstigninger.
Hvis man vil have et lokalt dansk eksempel, så viser beregninger fra Oxfam, at den danske formue i høj grad er samlet i toppen. I 2022 havde toppens ene pct. således mere formue end 82 pct. af den danske befolkning.
I 2022 indførte den spanske regering således en såkaldt midlertidig solidaritetsskat på nettoformuer over, hvad der svarer til godt 22 millioner danske kr.
Konsekvenserne af denne økonomiske skævhed i Danmark har naturligvis ikke de samme katastrofale konsekvenser, som uligheden har andre steder i verden. Men den er et uomgængeligt tegn på, at de rige hiver langt flere penge ud, end de rent faktisk yder noget for, fortjener eller overhovedet har brug for. Det kan vel bedst betegnes med ordet griskhed – eller som kapitalisme i overhalingsbanen.
Politikerne skændes ofte om, hvor lidt en familie kan overleve for, men hvorfor adresserer de aldrig den anden ende af ulighedsskalaen: Hvor meget akkumuleret rigdom er for meget for et menneske? Hvornår skal der sættes en stopklods ind? Faktisk er der i filosofihistorien inspirerende idéer til en sådan øvre grænse for løn og formue.
Kampen mod profitfælden
For over 2.000 år siden lancerede den græske filosof Platon et forslag, som så småt er ved at gøre comeback på den politiske dagsorden. Platon var ikke nogen stor demokrat, men forslaget er et fremragende tænkeredskab i forhold til vores problemstilling om lighed og ulighed i lyset af visse gruppers ophobning af rigdom. I dialogen Lovene skrev Platon, at der i staten hverken må findes ”den slemme Fattigdom hos nogle af dens Borgere, ej heller Rigdom”. Begge dele resulterer i den værste sygdom, som en stat kan være udsat for, mente Platon, nemlig sønderdeling.
Forslaget til at undgå denne sygdom var, at den formue eller værdi, som de rigeste havde, skulle begrænses til højst at være fire gange det, som dem med den mindste besiddelse havde.
I 2018 lå chefens lønpakke i den danske børselite gennemsnitligt 45 gange over medarbejdernes løn, mens den fem år tidligere ”blot” havde ligget 25 gange over. Erhvervsmediet Finans skrev på den baggrund, at lønkløften i Danmark er vokset i et omfang, så vi overhaler både Sverige og Norge. Denne lønkløft kaldes i erhvervskredse for CEO-to-worker pay ratio, som altså er balancen mellem direktionens og medarbejdernes lønninger.
Vi kan naturligvis ikke tage Platon til indtægt for en holdning til dette aktuelle problem. Men, som Ingrid Robeyns nævner, så har hans model i de senere år alligevel fået en moderne udformning. I 2013 blev der således afholdt folkeafstemning i Schweiz om et forslag, som skulle begrænse lønkløften til en ratio på 12 til 1. Det vil sige, at en virksomhed højest måtte betale ledelsen 12 gange mere end de lavestlønnede medarbejdere.
Det politiske motiv til denne folkeafstemning var ikke mindst begrundet i, at nogle firmaer i landet betalte ledelsen 200 gange mere end medarbejderne, altså en ratio på 200:1. Forslaget om en maksimal ratio på 12:1 blev imidlertid stemt ned, bl.a. fordi erhvervslivet fik overbevist vælgerne om, at det ville skade den schweiziske konkurrenceevne.
De kalder ofte sig selv for ”selfmade”, men de er jo kun blevet superrige på grundlag af de omgivelser, mennesker, uddannelsesinstitutioner og andre samfundsmæssige rammer
Alene det, at forslaget nåede til folkeafstemning i Schweiz, kapitalens traditionelle højborg, viser imidlertid en voksende utilfredshed med de riges griskhed. Andre steder er det dog ikke unormalt, at lønratioen ligger over 1.000:1. Oversat til det nøgne sprog betyder disse tal, at virksomhedens leder antages at være mindst 1.000 gange mere værd end de fleste andre ansatte. Dette er en ekstrem version af den profitfælde, som Platon i sin tid mente, man burde undgå at falde i, hvis samfundet ikke skulle risikere at blive ”sønderdelt,” som den gamle filosof sagde for over 2.000 år siden.
I de senere år er endnu flere moderne versioner af Platons gamle model blevet lanceret. I 2022 indførte den spanske regering således en såkaldt midlertidig solidaritetsskat på nettoformuer over, hvad der svarer til godt 22 millioner danske kr. Og i første halvdel af 2024 argumenterede de økonomiske ministre fra Tyskland, Brasilien og Sydafrika for nødvendigheden af at indføre en global skat på de superrige som en af nøglerne til at bekæmpe den globale ulighed og klimakrise.
Besættelse af profit?
Flere og flere er begyndt at sætte fokus på den helt ekstreme jagt på profit, som i de seneste årtier har karakteriseret kapitalismen. Profit har altid været et centralt mål i kapitalismen. Men i dag kan der tales om en besættelse af profit, hvor der ikke viser sig noget ønske om at bruge profitten til noget som helst andet eller mere samfundsnyttigt end blot det at skabe yderligere profit. Vi har derfor brug for politiske ledere, som er modige nok til at stille spørgsmålet om, hvornår nogens rigdom overskrider anstændighedens grænse, både moralsk og samfundsmæssigt?
Det er let for de superrige at blive endnu rigere. Nogle er så rige, at de, som Jeff Bezos, bygger et rumskib, hvor andre superrige kan købe nogle minutters rejse ud i rummet til en astronomisk sum af 188 millioner kr., som jo i virkeligheden kunne gøre mere gavn her på jorden. Det åbner naturligvis for spørgsmålet om, hvad det er, som skaber værdi, og hvad værdi overhovedet er? Økonomen Mariana Mazzucato skriver i bogen The Value of Everything fra 2018, at vi både politisk og økonomisk er dårlige til at sætte fokus på den kendsgerning, at nogle personer og virksomheder trækker markant mere værdi ud af økonomien, end de skaber.
Hvordan rigdommen er fordelt, betyder nemlig noget for, hvordan vi lever og arbejder sammen
De kalder ofte sig selv for ”selfmade”, men de er jo kun blevet superrige på grundlag af de omgivelser, mennesker, uddannelsesinstitutioner og andre samfundsmæssige rammer som fx omsorg, viden, inspiration og produktionsvilkår, der dybest set er hele forudsætningen for opbygningen af deres enorme rigdomme. Dette beskriver den danske forfatter Emma Holten fremragende i bogen Underskud, som er de seneste års vigtigste danske bidrag til den politiske debat om fremtidens samfund.
Det er de superriges fald ind i den selvforglemmende profitfælde, som må skabe en langsigtet diskussion af, hvad det er for et samfund, vi gerne vil leve i. Hvordan rigdommen er fordelt, betyder nemlig noget for, hvordan vi lever og arbejder sammen, hvordan vi moralsk forvalter vores gensidige afhængighed, påvirker hinandens eksistens, og hvordan demokratiet fungerer.
Læs flere kronikker og essays af Peter Schjødt her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
