FN-TOPMØDE 2024 // KOMMENTAR – Det er nødvendigt at reformere FN’s institutioner frem mod opfyldelsen af verdensmålene. For som generalsekretær António Guterres siger, bevæger nutidens udfordringer sig med en hastighed, der er for hurtig til, at det eksisterende system kan løse dem. Det er Susanne Dahl, generalsekretær for Unicef Danmark, og Jens Wandel, forperson for FN-Forbundet, enige i. De to er til FN’s generalforsamling i denne uge, hvor de særligt vil advokere for større global solidaritet i dag og med de fremtidige generationer. Vi skal have ungdommen med, siger de. For de unge vil miste mest, hvis verdens medlemsstater ikke opfylder deres løfter.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi er blot et bindeled mellem tidligere generationer – og de kommende. Sådan tænker vi om det privilegium, vores generation har som mennesker på jord. Det kan lyde lidt højstemt. Men det er sådan, det er. Vores generation har ganske enkelt en forpligtelse over for de kommende generationer og et ansvar for at viderebringe et globalt samfund, der er bæredygtigt både hvad angår klima, fred og sikkerhed, økonomisk lighed og lighed mellem køn, race og minoriteter.
Derfor følger vi i disse dage nøje med i, hvad der sker på ”Fremtidens Topmøde”, der samler verdens ledere under FN’s generalforsamling i New York. Og derfor bakker vi særligt op om beslutningen om at give netop de unge en stærkere stemme – og målet om at vedtage et dokument, der hedder Fremtidige Generationers Pagt.
Den pagt skal insistere på, at alle beslutninger altid ses i et længere perspektiv. Den skal være med til at forhindre den nuværende tendens, hvor FN’s medlemsstater tænker mere og mere nationalt og kortsigtet. Pagten vil ligge som et bilag til topmødets egentlige slutdokument, Pagt for Fremtiden, der også vil indeholde en global digital aftale.
Nutidens udfordringer bevæger sig med en så høj hastighed, at det eksisterende system ikke er indrettet til at kunne løse dem
Der er store forventninger til Fremtidens Topmøde. Heldigvis. Topmødet er også, allerede inden det er begyndt, blevet kaldt historisk. Vi bevarer optimismen og troen på, at dette fremtidens topmøde kan blive et vendepunkt, som man vil se tilbage på.
FN’s generalsekretær António Guterres har været med til at skrue forventninger i vejret.
”Vi har brug for større global solidaritet i dag og med de fremtidige generationer. Vi har brug for bedre at kunne håndtere vigtige globale problemstillinger, og vi har brug for et opgraderet FN, der kan imødekomme udfordringerne i en ny æra,” sagde han under et forberedende møde.
Målet for Fremtidens Topmøde er intet mindre end at udstikke en kurs for at nå Verdensmålene, der som bekendt skal opfyldes inden 2030 – en ny kurs, der er justeret efter farvandet, som det ser ud i dag, og altså justeret efter nye udfordringer og muligheder.
Og det er netop her, at nødvendigheden af en reform af FN-institutionerne kommer ind. For som António Guterres siger, så bevæger nutidens udfordringer sig med en så høj hastighed, at det eksisterende system ikke er indrettet til at kunne løse dem.
”Sikkerhedsrådet sidder fast i en tidslomme, den internationale finansielle struktur er forældet og ineffektiv, og vi er simpelthen ikke rustet til at tage fat på en lang række nye spørgsmål,” har han advaret under forberedelserne til topmødet.
Det er den unge generation, der står til at miste mest, hvis verdens medlemsstater ikke holder deres løfter – og derfor er det afgørende, at de får mulighed for at udfordre konventionel tænkning og holde verdens ledere ansvarlige for fremtiden
Lige så vigtigt som selve topmødet, hvor medlemsstaterne deltager, er dagene inden, hvor repræsentanter fra den private sektor, civilsamfundet, den akademiske verden, lokale og regionale myndigheder og unge er inviteret til Action Days også i FN’s hovedkvarter. For vi kan have nok så ambitiøse mål om en bedre verden. Men har vi ikke alle parter med, lykkes vi aldrig.
Den private sektor har allerede vist, at de tager et globalt medansvar for at skabe en mere lige verden. Såvel Unicef som andre FN-organisationer arbejder tæt sammen med private virksomheder og fonde, som finansierer en stor del af indsatserne i verdens lav- og mellemindkomstlande.
Derfor er det glædeligt, at de også sidder med ved bordet i New York og spiller en central rolle i udformningen af Pagt for Fremtiden – ligesom de vil være afgørende for dens gennemførsel.
Det samme kan vi sige om de unge. Den første eftermiddag under Action Days er dedikeret til den fremtidige generation og vil være en mulighed for at løfte de unges stemme i det multilaterale system. Det er den unge generation, der står til at miste mest, hvis verdens medlemsstater ikke holder deres løfter – og derfor er det afgørende, at de får mulighed for at udfordre konventionel tænkning og holde verdens ledere ansvarlige for fremtiden.
Når vi ser på os selv som bindeleddet mellem de tidligere og kommende generationer, må vi glæde os over, at vi med Fremtidens Topmøde tager et skridt i den rigtige retning. Og vi står fast på håbet om, at Danmark – med alle involverede – går forrest i at beskytte både nuværende og fremtidige generationer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her