
NYHED // OVERBLIK – Mens NATO-landenes udenrigsministre fredag mødes i svenske Helsingborg, vokser spændingerne mellem USA og flere europæiske allierede. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio ankom til mødet med en usædvanlig hård kritik af NATO-landenes manglende støtte til USA under den seneste konflikt med Iran, samtidig med, at europæerne forsøger at få klarhed over Donald Trumps planer for amerikanske tropper i Europa.
Mødet i Helsingborg bliver samtidig set som en vigtig generalprøve før NATO-topmødet i Ankara til juli. Her skal alliancen forsøge at samle sig om oprustning, støtte til Ukraine og forholdet til USA, mens voksende tvivl om amerikanernes engagement i Europa præger diskussionerne bag kulisserne.
“USA, og præsidenten især, er meget skuffet over NATO lige nu”, sagde Marco Rubio inden afrejsen til Sverige ifølge DR. Han kritiserede blandt andet lande som Spanien for ikke at ville stille militærbaser til rådighed for USA under konflikten med Iran. “Når dét er hovedrationalet for at være i NATO, og vi har lande som Spanien, der nægter os at bruge de her baser, hvorfor er vi så i NATO?” sagde Rubio.
Rubio gentog kritikken fredag formiddag i Helsingborg og kaldte det kommende NATO-topmøde i Ankara for “et af de vigtigste topmøder i NATOs historie”. Han understregede samtidig, at Donald Trumps “skuffelse” over alliancen bliver et centralt tema på topmødet.
Den skarpe amerikanske tone kommer efter flere ugers voksende spændinger mellem Washington og flere europæiske NATO-lande. Trump-administrationen har været utilfreds med, at flere europæiske lande nægtede at støtte USA logistisk under Iran-konflikten, samtidig med at Trump har truet med at reducere den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa.
Usikkerheden er blevet forstærket af skiftende meldinger om amerikanske tropper i Tyskland og Polen. Tidligere på måneden meddelte Trump, at 5.000 amerikanske soldater skulle trækkes ud af Tyskland, mens Pentagon samtidig satte en større øvelse i Polen på pause. Torsdag annoncerede Trump imidlertid pludselig, at USA i stedet vil sende yderligere 5.000 soldater til Polen. Ifølge Politico blev både NATO og polske embedsmænd overraskede over udmeldingen.

NATOs generalsekretær Mark Rutte forsøgte fredag at dæmpe bekymringerne. På et pressemøde understregede han, at kursen fortsat er “et stærkere Europa og et stærkere NATO”, hvor Europa gradvist bliver mindre afhængig af USA. Samtidig bød han Trumps melding om flere amerikanske soldater i Polen velkommen.
Flere europæiske lande forsøger samtidig at bruge mødet i Helsingborg til at demonstrere, at de tager både oprustning og sikkerhedspolitik mere alvorligt end tidligere. Lars Løkke Rasmussen sagde fredag morgen, at Danmark og de øvrige nordiske lande er tæt på at nå forsvarsudgifter på tre procent af BNP. “Det signal er det vigtigt, at vi sender til Vladimir Putin, men også internt i alliancen”, sagde han.
Ukraine er fortsat et andet centralt tema på mødet. Mark Rutte sagde fredag, at NATO-landene skal gøre “endnu mere” for at støtte Ukraine, og han understregede, at amerikanske våbenleverancer fortsætter, finansieret af flere NATO-lande.
Bag kulisserne fylder også spørgsmålet om Arktis. Fredag mødes Rubio med udenrigsministrene fra de syv arktiske NATO-lande, herunder Danmark. Lars Løkke Rasmussen håber efter mødet at kunne præsentere en fælles erklæring om sikkerheden i Arktis. Samtidig understregede han, at Danmark længe har arbejdet for et større NATO-engagement i det høje nord, blandt andet som svar på amerikanske bekymringer om sikkerheden i Arktis.
Løkke afviser dog, at spørgsmålet om Grønland ventes at blive en del af samtalerne med Marco Rubio. “Det håndterer vi i det spor, som vi aftalte med Rubio og J.D. Vance tilbage i januar. Det er et arbejde, som skrider planmæssigt frem”, siger han her fredag formiddag til journalister i Helsingborg.
Også spørgsmålet om Hormuzstrædet ventes at fylde på mødet. Flere NATO-lande diskuterer nu, om alliancen skal spille en rolle i arbejdet med at genåbne den strategisk vigtige sejlrute efter konflikten med Iran. Sveriges udenrigsminister Maria Malmer Stenergard siger til Politico, at Sverige er “åben for at diskutere forskellige formater” for en mulig NATO-rolle i Hormuzstrædet.
Selv om NATO-ledelsen fortsat forsøger at signalere sammenhold, er nervøsiteten tydelig blandt mange europæiske lande. Ifølge DR’s NATO-korrespondent Ole Ryborg er spørgsmålet, der fylder bag kulisserne, ikke længere kun Ukraine eller Iran, men hvor stærkt USA’s engagement i selve NATO egentlig er.
“Vi er ikke inde i en skilsmisse endnu, men det knager da vildt og voldsomt”, sagde Ryborg fredag morgen i DR.
Læs mere DR, Berlingske, AP, Politico og The Guardian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og