
NYHED // OVERBLIK – Branden på et ebolacenter i den congolesiske by Rwampara torsdag har for alvor synliggjort, hvor svært myndighederne har ved at få kontrol over det hastigt voksende udbrud i det østlige DR Congo. Vrede pårørende satte ild til telte og behandlingsudstyr efter en konflikt om begravelsen af en lokal fodboldspiller, som myndighederne mistænkte for at være smittet med ebola.
Samtidig vokser den internationale debat om håndteringen af udbruddet. USA har indført skærpede indrejseregler for rejsende fra blandt andet Congo og Uganda, mens afrikanske sundhedsmyndigheder beskylder vestlige lande for at reagere med frygt frem for hjælp. Kritikken kommer samtidig med, at USA de seneste år har skåret massivt ned på internationale sundheds- og hjælpeprogrammer, som tidligere spillede en central rolle i bekæmpelsen af sygdomsudbrud i Afrika.
Torsdag måtte politi og soldater affyre varselsskud og bruge tåregas i Rwampara, da vrede lokale forsøgte at få adgang til liget af en lokal fodboldspiller. Familien afviste myndighedernes vurdering af, at han var smittet med ebola, og krævede selv at stå for begravelsen, skriver Reuters. Kort efter satte en folkemængde ild til flere telte med senge til ebolapatienter ved byens behandlingscenter.
Ifølge AP understreger episoden de enorme udfordringer, som sundhedsmyndighederne står overfor i regionen. Ved ebolaudbrud er begravelser særligt følsomme, fordi døde smittede fortsat kan være stærkt smittefarlige. Derfor forsøger myndighederne at gennemføre såkaldt sikre begravelser, hvor familier ikke må vaske eller røre ved de døde. Men netop de regler kolliderer ofte med lokale traditioner og skaber mistillid til myndighederne.
Samtidig spreder sygdommen sig fortsat. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer nu, at udbruddet sandsynligvis har været i gang i flere måneder uden at blive opdaget. Der er registreret næsten 600 mistænkte tilfælde og omkring 140 mistænkte dødsfald, mens kun en mindre del foreløbig er laboratoriebekræftet. Udbruddet er koncentreret i Ituri-provinsen i det østlige Congo, men smitten har også bredt sig til Uganda og nu til South Kivu-provinsen, som delvist kontrolleres af den Rwanda-støttede M23-milits.
WHO vurderer fortsat, at risikoen globalt er lav, men høj regionalt. Problemet er blandt andet, at sygdommen spreder sig i et område præget af væbnede konflikter, masseflugt og et meget svagt sundhedssystem. Over 900.000 mennesker er internt fordrevne alene i Ituri-provinsen, skriver AP.
Udbruddet har samtidig udløst en politisk debat om international hjælp og rejserestriktioner. USA har indført særlige indrejsekrav for personer, der har opholdt sig i Congo, Uganda eller Sydsudan inden for de seneste 21 dage. Ikke-amerikanske statsborgere kan i flere tilfælde slet ikke rejse ind, mens amerikanske statsborgere skal gennem særlige sundhedskontroller i Washington. Reglerne førte onsdag til, at et Air France-fly på vej til Detroit blev omdirigeret til Montreal, fordi en passager fra Congo var ombord.
Men de amerikanske tiltag bliver mødt med voksende kritik i Afrika. Africa CDC, der samler afrikanske sundhedsmyndigheder, advarer om, at generelle rejserestriktioner kan gøre situationen værre. “Rejseforbud stopper ikke virus. De stopper solidaritet”, sagde Amref Health Africas direktør Githinji Gitahi til The Guardian. Organisationen mener, at frygtbaserede restriktioner kan skade økonomien, presse folk over uofficielle grænseruter og gøre det vanskeligere at bekæmpe sygdommen effektivt.
Debatten er blevet yderligere skærpet af USAs nedskæringer på globale sundhedsprogrammer. Ifølge The Guardian er amerikansk bistand til Congo faldet dramatisk siden 2024, samtidig med at USA sidste år begyndte at afvikle store dele af USAID og reducerede støtten til WHO. Flere forskere og sundhedseksperter mener, at netop de nedskæringer har svækket den tidlige overvågning af sygdomsudbrud i regionen. “Dette udbrud burde være blevet opdaget for flere uger siden”, siger epidemiolog Jennifer Nuzzo fra Brown University til avisen.
USA’s udenrigsminister Marco Rubio har omvendt kritiseret WHO for at have reageret for langsomt. Han sagde tirsdag, at WHO “var lidt sent ude med at identificere det her”. Kritikken bliver dog afvist af flere eksperter, som peger på, at organisationen arbejder under vanskelige forhold i et konfliktområde med stærkt begrænsede ressourcer.
Samtidig kæmper forskere mod tiden for at udvikle en vaccine mod den særlige Bundibugyo-variant af ebola, som står bag det aktuelle udbrud. Varianten er sjælden og har kun udløst to tidligere udbrud, i Uganda i 2007 og i Congo i 2012. Der findes endnu ingen godkendt vaccine eller behandling mod netop denne type ebola.
Ifølge WHO arbejder forskere på to mulige vacciner, men ingen af dem er færdigtestet. WHO vurderer, at det mest lovende vaccinestudie tidligst kan være klar om seks til ni måneder. “Det skal prioriteres som den mest lovende vaccinekandidat”, sagde WHO-rådgiver Vasee Moorthy ifølge BBC.
Læs mere AP, BBC, Reuters og The Guardian
- Udbruddet skyldes den sjældne Bundibugyo-variant af ebola, som der ikke findes nogen godkendt vaccine imod.
- WHO vurderer, at virusset kan have spredt sig i flere måneder uden at blive opdaget.
- Smitten spreder sig i konfliktområder i det østlige Congo med svage sundhedssystemer og store flygtningestrømme.
- Flere eksperter advarer om, at nedskæringer i internationale hjælpeprogrammer har svækket den tidlige overvågning af udbruddet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og