Brexit står i stampe – bliver Boris boss?

af i EU/Politik & Samfund

BREXIT // ANALYSE – Intet nyt fra Brexit-fronten. Det hele handler stadig om britisk indenrigspolitik og nu om hvem af to, der skal vælges som formand for De Konservative efter Theresa May og dermed blive ny premierminister. Tidligere lektor ved University of Northumbria H.C. Andersen serverer en oplysende, veloplagt og spiddende analyse af britisk politik og de to bejlere til posten, Boris Johnson og Jeremy Hunt.

LONDON – Den 55-årige britiske millionær, Boris Johnson, Oxford-uddannet, tidligere EU-korrespondent, redaktør, klummeskribent, eksborgmester i London, konservativt parlamentsmedlem og udenrigsminister i Theresa Mays regering og anfører i den britiske Brexit-kampagne, er blevet klippet og har tabt sig betydeligt.

Dermed kan vejen stå åben for ham som den kommende leder af det britiske konservative parti efter Theresa Mays afgang. Og således ny premierminister.

Det er ikke nogen automatisk udnævnelse. Hele 13 kandidater stillede op til valg til posten, nogle bare mere eller mindre symbolsk for at vise, hvor de står i debatten om formandsskabet og Brexit, andre blandt andet i håb om at få tildelt ministerposter i en kommende konservativ regering.

Det konservative partis valgprocedure giver i første omgang partigruppen den opgave at rydde op i det store felt af ansøgere gennem en række valg i parlamentet i London og så sende to kandidater videre til partiets medlemmer. De skal så vælge formanden efter gode demokratiske principper.

Og derfor har Boris Johnson nu skarp konkurrence fra den nuværende udenrigsminister, Jeremy Hunt, kabinettets næstrigeste minister. Han er igangsætter, har erfaring fra erhvervslivet, noget der i det britiske politiske liv giver en ligeså stor personlig ballast som militær erfaring.

Hvis man vil frem som konservativ i britisk politik, er det nyttigt at kunne sige, i sine taler, at ”fra min militære karriere husker jeg …”, eller ”som leder af mit eget firma ved jeg …”. Det er ikke det eneste, der beviser evner som politisk leder, men det er en vigtig ingrediens – som citronskiven i ens gin og tonic.

De to kandidater har været i gang med daglige offentlige og tv-transmitterede møder med konservative vælgere, en testosteron-osende konkurrence på hvem, der kan true EU mest med at tilbageholde den enorme gæld, Theresa May har lovet at betale til Bruxelles eller hvem der mest håndfast lover, at Storbritannien med garanti og uden svinkeærinder vil forlade EU 31. oktober.

De står i virkeligheden solidarisk på de fleste områder, så da en journalist forleden spurgte Jeremy Hunt, hvad forskellen var på ham og Boris Johnson, svarede han ganske enkelt: ”Forskellige personligheder”.

Man skal som politiker passe på, at der ikke er for mange skeletter i skabet. Der er jo altid noget, der rasler derinde

Og når Boris Johnsons nabo ringer til politiet og anmelder, at Johnson og hans kæreste er involveret i husspektakler, så får de pludselig enorm betydning. Naturligvis skriver pressen om det: det er legitimt pressestof, men man koncentrerer sig også i befolkningen om detaljer, der måske siger noget om kandidaternes personlighed.

Skeletter i skabet

Man skal som politiker passe på, at der ikke er for mange skeletter i skabet. Der er jo altid noget, der rasler derinde, det er ikke til at undgå, og begge kandidater har et problem der.

Boris Johnson kom til at glemme at meddele parlamentet, at han havde fået et fantastisk velbetalt bijob som klummeskribent for Daily Telegraph ved siden af pligterne som parlamentsmedlem. Det kræver reglerne ellers. Han også er kendt for at have løjet og overdrevet et antal gange i sin karriere, hvad der ikke indgyder tillid til ham som leder.

På den anden side kom Jeremy Hunt ved en lejlighed til at prale i en tale af, at han er gift med en kineser, en fejltagelse ikke bare pressen, men også hans japanske kone bed mærke i.

Til gengæld giver Hunt indtryk af at have godt greb om kendsgerningerne, overblik over situationen, er tillidsvækkende, udtrykker sig sammenhængende og kan begå sig i alle sammenhænge. Og så taler han flydende japansk.

Boris Johnson taler mest udenom. Han virker rimeligt kompetent til fransk, og han kan citere romerske forfattere og arabiske filosoffer i både skrift og tale, som det medlem af den gammeldags britiske højere middelklasse, han er, uddannet i den bedste del af det private skolesystem (Eton) og den fineste del af universitetssektoren (Oxford).

Selvom moderne briter langtfra beundrer den type automatisk, er det lykkedes Boris Johnson at skabe en rolle for sig selv som en blanding af ægte og karikeret overklassemenneske. Han tager ikke sig selv alt for alvorligt, synes man, og det kan briterne ofte godt lide.

Som EU-korrespondent gjorde han sig til specialist i fingerede historier om det urimelige og tyranniske EU-bureaukrati, men hvis man i dag minder ham om, at han ikke altid holdt sig til sandheden som journalist, fejer han det til side med en bemærkning om, at man nu til dags i høj grad overdriver ting, han skulle have sagt og gjort tidligere i sin karriere.

I øvrigt var det netop mest en festlig tid i hans karriere dengang, han arbejdede ”nede i Europa”, fortæller han, hvor hans redaktør i London alligevel aldrig vidste, hvor han var, eller hvad han lavede: det var før email og mobil. Det var en sjov tid. Det skal man ikke tage så alvorligt, siger han, og det er noget, hans fjender taler om for at skade ham politisk.

Boris Johnson er noget for sig selv, ikke som excentriker men som en top-politiker, der har svært ved at tage sig selv og resten af verden rigtigt alvorligt

Hans kritikere ser på historierne som væsentlige elementer i den britiske anti-EU propaganda, og Johnsons forsøg på at feje dem til side som et tegn – et af mange – på den overfladiskhed, der har karakteriseret hans syn på tilværelsen.

Johnson er selvfølgelig noget for sig selv, og man mistænker ham for at se sig selv som excentriker, en mennesketype, der står udenfor flertallet og udfordrer vores forståelse af, hvad der er normalt.

Der er dem, der mener, at det er noget meget britisk at være excentriker, og det har det også været. Men det er, som så meget andet, et element i britisk hverdag, der er på vej ud, og der er ikke nogen britisk tradition for, at britiske politikere, slet ikke dem i toppen, udfordrer normaliteten på den måde.

I britisk politik har man noget, der hedder ”The Monster Raving Looney Party”, der er en fast, skæg del af parlamentsvalgene, men som aldrig har vundet et mandat eller vundet et.

Altid plads til pjat

Boris Johnson er noget for sig selv, ikke som excentriker men som en top-politiker, der har svært ved at tage sig selv og resten af verden rigtigt alvorligt. Der er altid plads til pjat i Johnsons hverdag, en manglende evne til at tage selv alvoren alvorligt, og det giver ham et konstant troværdighedsproblem.

Hvis man spørger, om en politikers personlighed og privatliv er vigtigt, så er det i høj grad tilfældet med Johnson, hvis personlighed han selv har svært ved at holde i ave. Som London-borgmester viste han en fremragende evne til at skabe opmærksomhed omkring London, netop dét er han god til.

Den skægge, runde mand med klovnefrisuren, der altid kommer med en sjov bemærkning, ham lytter man til, og hvis han så følger op med at gøre reklame for sin hovedstad eller sit land, så er det ikke noget problem.

Men tilværelsens alvor tynger åbenbart ikke Boris Johnson. Som udenrigsminister for verdens muligvis femte- eller sjettestørste økonomi, med en fortid som centrum i et verdensomspændende imperium, som ledende nation blandt de sejrende allierede i 2. verdenskrig har Storbritannien et ry at leve op til.

Som udenrigsminister viste Boris Johnson helt at mangle format, talent eller evne til at sætte sig ind i stillingen. Man kan selvfølgelig indvende, at han jo ikke havde søgt om stillingen: Theresa May udnævnte ham, måske hun valgte den forkerte til jobbet.

Men Johnson havde jo netop sejret i en folkeafstemning om EU-medlemskabet. For millioner af vælgere drejede det sig formentlig om interne britiske overvejelser omkring national identitet og indvandring.

Men man har lov til at forlange, at en politiker med Johnsons intelligens og erfaring forstår, at hans lands medlemskab af EU primært drejer sig om nationens forhold til verden udenom. At han ikke synes at gøre det, tyder på et provinsielt verdenssyn, og man kan synes, at han netop dér svigtede vælgerne i 2016, og at han fortsat har gjort det siden.

Når han nu, i debatten omkring det konservative formandsvalg, kritiseres for sin opførsel i fortiden, så siger han selv: Koncentrer jer ikke så meget om, hvad jeg har sagt; se hellere på, hvad jeg har gjort”.

Men netop her ser man ikke verdensmanden i aktion. Og det er han netop ikke i sin valgkampagne om formandsskabet. Både han og Jeremy Hunt siger nogenlunde det samme om de fleste emner.

Der er ganske vist udvikling i den måde, de udtaler sig på. Jeremy Hunt virker fortsat mere overbevisende end Johnson, men Johnson er ved at lære at svare på spørgsmål i detaljer.

Det hjælper ham bare ikke på den store scene: det drejer sig om at lyde overbevisende overfor et publikum af konservative partimedlemmer, der vil ud af EU, men også gerne vil høre, at kandidaterne gør sig tanker om f.eks. infrastruktur og skoler i Storbritannien.

Tilværelsen skal ikke bare dreje sig om EU – ja, i Storbritannien i dag skal den netop ikke dreje sig om det – så det er vigtigt at vise, at som kandidat til premierministerposten har man også gjort sig tanker om, hvilket land, man har visioner om.

For det er naturligvis en central del af debatten, som Johnson og Hunt tager så aktivt del i nu.

Storbritannien er ikke længere normal

Forleden, ved G20 mødet i Osaka, anklagede Theresa May med stram mine den russiske præsident Vladimir Putin for giftmordene i Salisbury og for uønsket og aggressiv indblanding i vestlig politik.

Han spurgte hende til gengæld, om det er rigtigt, at i Storbritannien bestemmer det regerende partis lille vælgerskare, hvem der skal være premierminister: vælgerne som sådan bliver ikke spurgt.

Regional identitet bliver mere og mere væsentlig: er man englænder, skotte, waliser, irer. Og naturligvis, for mange: hvid eller ”andet”, tilhører man den privilegerede elite eller er man et ”almindeligt menneske”

Og sådan er det jo netop, og det er ikke specielt kontroversielt som sådan. De britiske konservative har en fremgangsmåde, der involverer først den konservative gruppe i parlamentet og så partiets medlemmer.

Sådan vælger man partiets leder, og da Storbritannien er et udmærket fungerende demokrati, så udgår regering og premierminister af det vindende parti ved parlamentsvalgene. Det er i princippet helt normalt.

Men Storbritannien er ikke i en normal situation.

I juni 2016 stemte 53 pct. af de aktive vælgere som bekendt for udmelding af EU, og Theresa May satte 29. marts i år som dato for landets udmelding.

Perioden før og efter folkeafstemningen har ført til en intens debat omkring politik og demokrati. Højesteretsdommere blev kaldt landsforrædere, parlamentsmedlemmer beskrevet som selvcentrerede karrierepolitikere, der ikke er interesserede i almindelige menneskers hverdag eller nogensinde har haft et almindeligt job.

I stedet for den vante opdeling i det politiske højre og venstre – konservative og Labour – er befolkningen nu opdelt efter alder, uddannelse, køn og adresse: det sydøstlige England i modsætning til resten.

Regional identitet bliver mere og mere væsentlig: er man englænder, skotte, waliser, irer. Og naturligvis, for mange: hvid eller ”andet”, tilhører man den privilegerede elite eller er man et ”almindeligt menneske”.

Det stærkeste skel står mellem dem, der foretrækker fortsat britisk EU-medlemskab (”remainers”) eller som vil ud (”leavers”).

Det blev helt tydeligt, da Theresa May overskred datoen for britisk udtræden af EU, den 31. marts i år. May havde forgæves forsøgt at få sin aftale (”the Withdrawal Agreement”)  gennem parlamentet og fik en ny dato af Bruxelles: 31. oktober i år, allehelgensdag eller, som vi efterhånden alle siger efter amerikansk forbillede, Hallowe’en.

Theresa May har måske håbet på, at hendes politikerkolleger nu ville koncentrere sig om at enes om en aftale med EU. I stedet er hun blevet tvunget til at træde tilbage – det er dér, vi er nu: der skal vælges ny leder.

Men samtidig trådte Nigel Farage frem på den politiske scene med et nyt parti, The Brexit-Party, der øjeblikkeligt tiltrak stor opmærksom, masser af nye medlemmer og, ved det nylige valg til EU-Parlamentet nok stemmer til at få 29 mandater.

De britiske vælgere er ikke sådan at køre om hjørner med. Ved det foregående valg til EU-Parlamentet ”svigtede” de de gamle, store partier, først og fremmest de konservative, og stemte for Nigel Farages UKIP (”United Kingdom Independence Party”) og vandt 14 mandater.

Ved næste parlamentsvalg fik UKIP et stort antal stemmer, men vandt ingen pladser i parlamentet. Man har skudt skylden på det britiske stemmesystem med flertalsvalg i enkeltkredse – tillægsmandater findes ikke i det britiske system. Men det viser også, at briternes støtte til UKIP var proteststemmer: ved parlamentsvalget vendte vælgerne tilbage til de gamle partier.

Politisk landskab i forandring

Denne gang er situationen anderledes. Ikke alene fik Brexit-partiet enorm fremgang ved EU-valget. Meningsundersøgelser viser, at Brexit-partiet nu får støtte som landets største parti i det hele taget, mens det ellers stærkt formindskede Liberale Demokrater nu er næststørst. Brexitpartiet er blevet ”leaver-partiet”, de liberale demokrater ”remainer-partiet”.

De gamle partier er blevet alvorligt forskrækkede. De konservative, der ser sig selv som et helt naturligt regeringsparti, står til nedslagtning ved næste valg

Labour og især de konservative har helt åbenbart i deres vælgeres øjne svigtet deres vælgere, og nu har vælgerne tænkt sig at svigte dem. I teorien kunne vi se en regering ledt af Nigel Farages parti eller af de liberale demokrater i koalition med de grønne.

Det vender helt op og ned på det britiske politiske landskab, og de gamle partier er blevet alvorligt forskrækkede. De konservative, der ser sig selv som et helt naturligt regeringsparti, står til nedslagtning ved næste valg.

Så når de 160.000 konservative partimedlemmer skal vælge ny leder, så lytter de efter hvem af de to, der højest råber, at landet med garanti forlader EU pr. 31. oktober. Så er der håb om, at Brexit-partiets støtter måske vender tilbage til de konservative.

Og det er Boris Johnson, der siger det mest tydeligt. Storbritannien vil, koste hvad det vil, forlade EU på datoen, med eller uden en aftale med EU. Det samme siger Jeremy Hunt, men tilføjer, at det drejer sig om at få en aftale, først og fremmest, en som er til Storbritanniens fordel.

At han siger sådan er naturligvis, fordi han vil vælges til lederposten, og så nytter det ikke at sige, at det drejer sig om gensidig enighed mellem London og Bruxelles. Det skal være til ”vores” fordel.

Boris Johnson skruer bissen på og siger, nu uden humor eller glimt i øjet, at EU jo nok skal falde til patten, for det er ikke til EU’s fordel ikke at få en aftale med London.

Det bekymrer mange, at 160.000 konservative partimedlemmer kan finde på at vælge Johnson som deres leder og dermed som premierminister

Begge mener, de hver især er den bedste til at genforhandle aftalen med EU. Og så bliver det jo netop spændende at se, hvad der sker, når man nu ved, at EU selv melder, at der ikke bliver nogen genforhandling, og at det i øvrigt ikke er specielt interessant for de 27 tilbageværende EU-medlemslande at få den aftale med briterne. Det vil i høj grad skade enkelte lande som Danmark og Holland (det skal Bruxelles da tage højde for), men generelt har EU andre prioriteter.

Hvad vil ske 23. juli?

Så hvad forestiller Johnson og Hunt sig i grunden, der vil ske?

De konservative skal naturligvis have en leder, og det vil ske 23. juli, når en af de to viser sig at have vundet afstemningen. Hvis det bliver Boris Johnson, så vil det glæde den mand, hvis personlige politiske ambition synes at overskygge alt andet.

Han er selv forfatter til en bog om Winston Churchill, og man kan forestille sig, at han – Johnson – måske ser sig selv som en inkarnation af den store statsmand. Churchill trådte frem i lyset efter mange års politisk skyggetilværelse, overtog ledelsen af sit land i 1940 og førte det næsten mirakuløst frem til sejr i 1945. Rette mand på rette sted.

Men at Johnson også viser sig at være sit lands redningsmand i en politisk krisetid, det er sværere at se. Det bekymrer mange, at 160.000 konservative partimedlemmer kan finde på at vælge Johnson som deres leder og dermed som premierminister, trods hans manglende åbenbare evner som statsmand og hans varierede – men ikke synderligt interessante – fortid som skribent og politiker. Selvom han har tabt sig og har fået kortere hår. De fleste britiske vælgere spørges netop ikke, om de også vil have ham som nationens førstemand.

Og det bliver han måske heller ikke. Konservativ leder muligvis, selvom Hunt faktisk giver ham alvorlig konkurrence. Men der er udsigt til politisk sammensværgelse – helt legalt – i parlamentet, hvor man mener, at et tværpolitisk flertal vil kunne fratage ham parlamentets tillid. I så fald kan han ikke danne regering, der kunne blive parlamentsvalg, landet kunne få Nigel Farage eller den næste leder af de liberale demokrater som premierminister.

Det kan ikke blive mere spændende at følge med i britisk politik. Eller kan det?


Foto: Flickr. 

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU