FØDSELSDAGSESSAY – “Oprør fra Midten” var en revolutionerende bog, da den udkom 7. februar 1978. Ikke færre end 122.000 solgte eksemplarer blev det til i værkets første år. Og såvel begrebet om borgerløn som drømmen om det humane og mere grønne ligevægtssamfund lever i dag i bedste velgående – ikke blot politisk men også i nye grønne bevægelser, der taler om cirkulær økonomi. Begrebet om en “basisløn” er imidlertid 500 år gammelt og blot videreudviklet filosofisk, politisk og økonomisk henad vejen, fortæller politolog Erik Christensen, der beretter om værket og borgerlønnens betydning i et essay i anledning af debatbogens 40 års fødselsdag.
Den 7. februar 1978 udgav Niels I. Meyer (f. 1930) naturvidenskabsmand og professor i fysik, Kresten Helveg Petersen (1909-97), radikal politiker og tidligere minister og filosoffen Villy Sørensen (1929-2001) bogen: “Oprør fra midten”, der indeholdt en dybtgående kritisk samfundsanalyse samt en utopi om, hvorledes man kunne indrette det danske samfund i begyndelsen af det 21. århundrede. Altså nu. займ на карту
Tilfældigvis faldt udgivelsesdagen sammen med 500 års dagen for den engelske forfatter og politiker Thomas Mores (1478-1535) fødsel. Thomas More udgav i 1516 bogen ”Utopia” (intetsteds), et idealsamfund, hvor der hverken fandtes privat ejendomsret eller pengeøkonomi.
Diskussionerne om borgerløn er i dag stadig lyslevende i debatten blandt politikere, økonomer, filosoffer og samfundsdebattører uanset politisk ståsted. Det politiske parti Alternativet har eksempelvis en fremherskende ide om borgerløn på sit program. Men også kendte borgerlige og varme tilhængere af kapitalismen, som f.eks. Saxo Banks stifter, Lars Seier Christensen, er mere eller mindre med på ideen.
Han udtalte sidste år i en kronik i Berlingske: “Det er ret svært at forestille sig, at borgerløn ikke bliver et tema med den retning, som verden udvikler sig i”.
Samtidig er der forsøg på borgerløn i Finland, Holland, Frankrig, Canada, Kenya m.fl. ligesom begrebet også diskuteres flittigt i Tech-verdenens højborg, amerikanske Silicon Valley.
Men tilbage til den danske “utopi”.
En dansk utopi for det 21. århundrede
I ”Oprør fra midten” forestillede man sig, at det danske samfund engang i det 21. århundrede bestod af fællesvirksomheder, hvor alle ansatte har medindflydelse. Virksomhederne ejes af samfundet, men forvaltes af de ansatte, og alle ansatte i en fællesvirksomhed har samme timeløn. Hvert år fastsættes af Folketinget den såkaldte maksimalløn, der svarer til lønnen for en 40 timers arbejdsuge i en fællesvirksomhed.
Alle er “garanteret arbejde, men har ingen krav på det samme arbejde igennem hele livet” (ibid:118). Samtidig var alle sikret en borgerløn, der dækkede de minimale leveomkostninger, så ingen er tvunget til at påtage sig lønnet arbejde. Man kaldte utopien et “humant ligevægtssamfund”.
Her er lokalsamfundet den grundlæggende sociale enhed, hvor idéen er, at samfundet ikke er større, end at alle dets medlemmer har mulighed for at kende hinanden.
Hovedbegrundelsen er, at “ingen skal være tvunget til at påtage sig lønnet arbejde”, da enhver har ret til at bestemme over sig selv. Den personlige frihed bruges altså som et væsentligt argument for borgerlønnen. Men man operer med en “social værnepligt” for alle mellem 15 og 25 år, der har pligt til at arbejde en vis periode
Og for at styrke det formelle demokrati tænkes Folketinget omorganiseret således, at hvert kommunalting vælger en repræsentant til Folketinget, og at der ved siden af Folketinget oprettes et fagting med repræsentanter for foreninger, uddannelser, kulturen, som er rådgivende for Folketinget.
Endelig foreslås, at alle vigtige nationale beslutninger sker på grundlag af en folkeafstemning. I diskussionen om at nå dette mål er det interessant, at “økonomisk udligning”, hvor man foreslår, at der i de kommende 25 år sker en udligning af økonomiske forskelle i indtægter og formuer, anses som et vigtigt og nødvendigt middel. Derudover anbefales en igangsætning af eksperimenter både lokalt og nationalt i forhold til EU.
Borgerlønnen som langsigtet mål i ligevægtssamfundet
I bogens diskussioner af mål og midler i forhold til det humane ligevægtssamfund fremgår, at borgerlønstanken ses som et langsigtet mål. Borgerlønsideen udspringer af et generelt ønske om en større grad af økonomisk lighed og en mere retfærdig fordeling af arbejdet i samfundet.
Man opererer med en minimumsløn, som er borgerlønnen, der gives ubetinget til alle, og en maksimumsløn, som svarer til 40 timers arbejde, hvor indtægter over maksimallønnen er pålagt en stærkt progressiv statsskat.
Begrundelsen for borgerlønnen er flersidet:
- Hovedbegrundelsen er, at “ingen skal være tvunget til at påtage sig lønnet arbejde”, da enhver har ret til at bestemme over sig selv. Den personlige frihed bruges altså som et væsentligt argument for borgerlønnen.
- Herudover ses borgerløn i sammenhæng med et begreb om “fleksibel arbejdstid og ligestilling af arbejde i og uden for hjemmet”. Man forestiller sig netop fremtidens samfund organiseret således, at der “er ingen skarp adskillelse mellem arbejde, uddannelse og fritid”.
- Det er interessant, at et andet væsentligt argument er ligestilling af de to køn. Man udtrykker det således: “Dermed er der ikke længere noget grundlag for den “ejendomsret” til medmennesket, som den gamle kønsmoral værnede om – samlivet kan udelukkende bygge på sympati og fælles interesser”.
Social værnepligt for alle mellem 15 og 25 år
Om de nærmere betingelser for borgerlønnens tildeling forestiller de tre forfattere sig, at den “tildeles enhver dansk statsborger fra fødslen. For børn under 15 år skal borgerlønnen dække minimumsudgifterne for et barn, der lever som almindeligt familiemedlem. Alle på 15 år og derover får en borgerløn svarende til de minimale leveomkostninger for en person i en selvstændig husholdning”.
Der lå to grundmetaforer bag de to samfundsbilleder: Samfundet set som en modsigelsesfyldt, kriseplaget organisme overfor en model, hvor samfundet bliver set som en organisme i balance og ligevægt. Et system, der er kørt fast i sin problemløsning, er karakteriseret ved at blive ved med at løse sine problemer på samme måde, således at løsningen efterhånden bliver problemet
Samfundsmæssigt arbejde, som det er nødvendigt at få løst, men som ingen er særlig interesserede i, klares i et system med borgerløn ved “højere timeløn” eller en “solidarisk værnepligtsordning”.
Generelt opererer man også med en “social værnepligt” for alle mellem 15 og 25 år, der har pligt til at arbejde en vis periode. Det administreres af lokalsamfundene og kommunerne, hvor der så vidt muligt tages hensyn til den enkeltes interesse, fysiske styrke, familieforhold og arbejdsplaner ved fordelingen af den sociale værnepligt”. Det begreb blev senere skarpt kritiseret af en række borgerlige intellektuelle, der sammenlignede det med tvangsarbejde og formynderi.
To nye samfundsmetaforer
Nøglen til en forståelse af samfundsanalyserne i “Oprør fra midten” er modstillingen af to samfundsbilleder:
Et billede af det nuværende samfund: Et modsigelsesfuldt, lammet vækstsamfund sat over for et forestillet billede af det humane ligevægtssamfund.
Der lå to grundmetaforer bag de to samfundsbilleder: Samfundet set som en modsigelsesfyldt, kriseplaget organisme overfor en model, hvor samfundet bliver set som en organisme i balance og ligevægt.
Fortællingen om det modsætningsfyldte vækstsamfund
Samfundsanalysen i “Oprør fra midten” gør meget ud af at beskrive de “dræbende modsigelser”, der ligger i det nuværende samfund: Miljøproblemet, arbejdsløshedsproblemet, ulighedsproblemet og demokratiproblemet. Problemerne benævnes også som værende “overforbrug, gruppeegoisme og manglende solidaritet”.
Væksten har ført til miljøproblemer, forurening og udpining af ressourcer. Og den officielle medicin er, at der skal mere vækst til for at kunne betale miljøomkostningerne.
I “Oprør fra midten” ses samfundet som stadig mere lammet og kørt fast, fordi man ikke er i stand til at løse problemerne på nye og konstruktive måder. “Det moderne samfunds problemer øges, og styringsapparatet vokser, uden at problemløsningen og styringen bliver mere effektiv”. Det er en kritik, der fortsat gælder
Væksten har også ført til øget udstødning og arbejdsløshed. Også her fortsætter den konventionelle visdom med at mene, at man må have mere vækst for at klare arbejdsløshedsproblemet.
Desuden har den samfundsmæssige udvikling ikke udjævnet, men snarere uddybet forskellen mellem rig og fattig, og mellem styrende og styret både på nationalt og internationalt plan. Endelig synes den eneste løsning på problemerne, skabelsen af et effektivt demokrati, at svigte, fordi “jo mere kritisk tilstanden bliver, jo mindre effektivt bliver demokratiet”.
Samfundet synes på flere punkter at blive mere og mere paradoksalt, hvilket forfatterne levende beskriver i bogen.. Det “overflodssamfund”, vi har skabt, antager “truende skikkelse af mangelsamfund”, hedder det i indledningen, hvor det betones, at den økonomiske vækst, der oprindelig var motiveret ud fra en knaphedsbetragtning, fører til stadig nye og skærpede knaphedsproblemer og bieffekter.
I “Oprør fra midten” ses samfundet som stadig mere lammet og “kørt fast”, fordi man ikke er i stand til at løse problemerne på nye og konstruktive måder. “Det moderne samfunds problemer øges, og styringsapparatet vokser, uden at problemløsningen og styringen bliver mere effektiv”. Samfundet synes at være havnet i en række onde cirkler, hvilket også afspejles socialpsykologisk, hvor man kan se en udbredt “mistillid, egoisme og misundelse”, der synes at have en selvforstærkende karakter, og “som ikke er noget godt social-psykologisk grundlag for en forandring til det bedre”.
Det kunne man også sige om samfundet i dag, hvilket kunne ses som et tegn på, at det 40 år gamle værk ikke har mistet sin aktualitet, men fortsat kan læses som en vedkommende kritik af det veækstsamfund, der i dag ofte diskuteres som “konkurrencestaten”.
Krisen forstærkes
I den efterfølgende debatbog: “Røret om oprøret. Mere om midten” (Meyer m.fl. 1982), hvor de tre midteroprørere svarede deres kritikere og uddybede deres synspunkter, gives en præcis karakteristik af den lammede traditionelle problemløsning, som samfundet befinder sig i, om end bog nummer to ikke tiltrak sig samme massive interesse som den oprindelige bog.
Her tales om, at den krise vores samfund er kommet i “efter alt at dømme kun forstærkes af at den søges løst med traditionelle midler”. Og senere tales om, at “det voksende styringsapparat synes at øge styringsproblemerne”.
Man er havnet i den situation, at løsningerne på problemerne er blevet et problem eller er med til at forstærke problemerne i stedet for at løse dem.
Et af bogens geniale træk var netop, at det lykkedes at udpege et nyt punkt, en ny idé og en ny aktør, hvorfra en fornyelse og forandring synes mulig, og at dette punkt samtidig forblev meget flertydigt. Mange personer placeret i helt forskellige positioner blev ramt, følte sig tiltalt eller lod sig tiltale af den nye politiske diskurs
Den beskrivelse svarer præcis til den karakteristik som problemløsningsfilosoffer, som psykologen Paul Watzlawick (1921-2007) har kaldt forskellen på første ordens ændringer og anden ordens ændringer i et system.
Et system, der er kørt fast i sin problemløsning, er karakteriseret ved at blive ved med at løse sine problemer på samme måde, således at løsningen efterhånden bliver problemet. En sådan tilstand kan kun løses ved at skifte referenceramme eller paradigme, ved at placere problemet i en ny sammenhæng, (“reframing”). Og det er jo netop det, “Oprør fra midten” gør ved at præsentere en ny idémæssig forståelsesramme.
Fortællingen om heling
Hvad menes med “midten” i “Oprør fra midten”? Noget vagt, noget flydende, noget ufærdigt og noget meget flertydigt. Et af bogens geniale træk var netop, at det lykkedes at udpege et nyt punkt, en ny idé og en ny aktør, hvorfra en fornyelse og forandring synes mulig, og at dette punkt samtidig forblev meget flertydigt. Mange personer placeret i helt forskellige positioner blev ramt, følte sig tiltalt eller lod sig tiltale af den nye politiske diskurs.
Midten defineres først som et sted mellem et politisk højre og et politisk venstre. Man havde i det forudgående tiår oplevet både et oprør fra venstre (ungdomsoprøret) og et oprør fra højre (Glistrups liberalistiske-populistiske oprørsbevægelse).
Men flertallet følte angst både ved udsigten til venstreradikale og højreradikale løsninger. Men samtidig syntes midterpartierne, som egentlig skulle stå for et midteroprør “kørt fast i et forsvar for det bestående” (ibid:14). Midteroprørerne mente derfor, der var behov for et oprør fra midten, “et opgør fra stivnede positioner”.
Dernæst defineres “midten” som et opgør med de to dominerende “økonomiske ideologier” (liberalismen og marxismen-leninismen) og de produktionsmåder, de er forbundet med: “en profitstyret produktionsmåde og en bureaukratisk styringsmåde: begge dele uforeneligt med kompromisløst demokrati”.
Selvom der ligger et skarpt opgør med liberalismen som overordnet ideologi, betød det ikke, at “Oprør fra midten” gik imod markedsmekanismen. Den ses som et enkelt og u-bureaukratisk fordelingsprincip. En uhæmmet markedsmekanisme skaber imidlertid ulighed og begrænser friheden
Både marxismen og liberalismen er økonomiske vækstideologier med et reduceret menneskebillede. Derfor argumenterer “Oprør fra midten” for behovet for en “demokratisk ideologi”, der tager udgangspunkt i menneskets “naturlige behov”.
Selvom der ligger et skarpt opgør med liberalismen som overordnet ideologi, betød det ikke, at “Oprør fra midten” gik imod markedsmekanismen. Den ses som et enkelt og u-bureaukratisk fordelingsprincip. En uhæmmet markedsmekanisme skaber imidlertid ulighed og begrænser friheden. Derfor fungerer markedsmekanismen kun retfærdigt, hvis den økonomiske frihed begrænses, og der realiseres en vis økonomisk lighed.
Markedet skal afbalanceres af politisk styring for at fungere. Midteroprørerne gør ikke direkte opmærksom på det, men man kan sige, at borgerlønstanken er et glimrende udtryk for midterbegrebet på det økonomiske område. Skabelsen af en politisk bestemt økonomisk lighed betyder, at markedsmekanismen kan fungere mere retfærdigt og mindre hæmmet.
I den efterfølgende debatbog blev midterbegrebet yderligere uddybet og nuanceret, fordi mange ikke kunne forstå, hvad “midten” egentlig betød. Her forbindes midten også med “det demokratiske flertal” og “mellemlagene”, og paradokset at tale om “oprør”, når det store flertal og mellemlagene ikke umiddelbart synes at være interesseret i og motiveret for forandring, fremhæves.
“Det store flertal er ikke revolutionært, og uden om det store flertal er ingen radikal samfundsforandring mulig”, hedder det.. Derfor er et “Oprør fra midten” også udtryk for, “at vi ikke blot er i splid med hinanden, men også med os selv”.
Her fremhæves det også, at “Oprør fra midten” adskiller sig fra historiens oprør fra neden eller venstre ved “ikke at være overvejende egoistisk-økonomisk motiveret”. Det skal ses som et brud med den “herskende materialisme og den traditionelle vestlige herskerholdning” (ibid:23).
Ulykkelig dualisme og frugtbar spænding
Yderligere forbindes midterbegrebet med ophævelsen af en række af de fundamentale dualismer i vor kultur og samfund. Inspireret af forfatteren Arthur Koestlers begreber om “Yogien og kommissæren” (1946) peges der på, at den europæiske åndshistorie har været præget af ulykkelige dualismer og pendulsvingninger mellem romantiske retninger, der har lagt vægt på individet, det indadvendte og det ikke-materielle, og realistiske retninger, der har lagt vægt på fællesskabet, det materielle og udadvendte.
“Midten” i disse sammenhænge forstås som “et opgør med ensidigheden, for så vidt et opgør fra den psykiske midte”. Midterbegrebet forbindes også med en ophævelse af “enten-eller-blokeringen”, som det hedder.
Forfatterne argumenterer også for at afværge en psykisk polarisering mellem dem, der (kun) tror på en holdningsændring som vejen frem, og dem der (kun) tror på en samfundsændring. De to processer bør hænge intimt sammen. “Uden en holdningsændring er en dybtgående samfundsændring ikke mulig”. “En demokratisk proces må netop have karakter af begge dele”, som de skriver.
Der findes ifølge forfatterne nogle “centrale værdier i tilværelsen, som ikke er menneskeskabte, men naturligt givne”, hvilket betyder, at den økonomiske vækst globalt og nationalt ikke kan fortsætte. “Menneskehedens fælles forråd af livsfornødenheder trues med at blive opbrugt”. Derfor opstilles som et fremtidsmål skabelsen af et “ligevægtssamfund”
Midten drejer sig om “at fastholde en frugtbar spænding”, og det konkluderes, at midten skal forstås som “et brud med traditionelle ensidigheder, et forsøg på at etablere balance mellem synsmåder, der ellers udelukker hinanden og i deres ensidighed forfejler den sammensatte virkelighed”.
Omvendelsen fra herskende anskuelser
Selvom det er en grundlæggende tankegang, at der må ske en afbalancering af en række forhold i forhold til nutidens ensidigheder, argumenteres der samtidig for en radikal forandring, et systemskifte, et brud med de hidtidige principper og løsninger. Der tales ligefrem om en “omvendelse fra herskende anskuelser”.
Udgangspunktet er en antagelse om, at “der er grænser for, hvad mennesket ustraffet kan udnytte den ydre natur til”, og at der samtidig er “grænser for hvad mennesket kan udnyttes og tilpasses til”. Der findes nogle “centrale værdier i tilværelsen, som ikke er menneskeskabte, men naturligt givne”, hvilket betyder, at den økonomiske vækst globalt og nationalt ikke kan fortsætte. “Menneskehedens fælles forråd af livsfornødenheder trues med at blive opbrugt”. Derfor opstilles som et fremtidsmål skabelsen af et “ligevægtssamfund”.
I bogen sammenfatter forfatterne det humane ligevægtssamfunds filosofiske grundlag sådan:
1. Enhver har ret til at bestemme over sig selv.
2. Samfundet må bygge på småenheder med reel selvbestemmelse.
3. Ledere må vælges ud fra personligt kendskab. Magt på grundlag af arv, ejendomsret, økonomiske privilegier bør ikke forekomme.
4. Jorden og dens ressourcer bør være fælleseje. Det er et humant ligevægtssamfund, hvor der er personlig frihed, demokratisk medansvar, økologisk ligevægt, økonomisk lighed og solidaritet med andre grupper (nationalt og internationalt).
Borgerløn i år 2020?
I 1982 kom, som skrevet, de tre midteroprørere med den nye bog: “Røret om oprøret. Mere om midten”, hvori de tre forfattere videreudviklede deres tanker og svarede en lang række af deres kritikere. Heri kom de også med en række nye bemærkninger om borgerlønsforslaget.
De gjorde opmærksom på, at borgerløn var en af de “utopiske tanker”, der fik størst tilslutning. Mange havde udtrykt sig positivt over for denne tanke, men nogle havde dog været bekymret for, hvor økonomien til en sådan foranstaltning skulle komme fra, og herunder udtrykte nogle skepsis over for den automatiske tildeling, fordi den ville fratage borgerne incitament til at arbejde.
Det fremgik tydeligt, at de tre midteroprørere ikke opfattede borgerløn som en aktuel politik, men så den som led i en langsigtet politisk vision om en anden samfundstype
Det fremgik tydeligt, at de tre midteroprørere ikke opfattede borgerløn som en aktuel politik, men så den som led i en langsigtet politisk vision om en anden samfundstype. Mange fagøkonomer havde indvendinger imod flere ting i “Oprør fra midten” især på grund af synet på vækst, ligeløn, borgerløn og ejendomsretten.
Derfor opstillede forfatterne et nationalregnskab for et humant ligevægtssamfund i 2020 med hjælp fra økonomen Jesper Jespersen, der på daværende tidspunkt arbejdede i Det Økonomiske Sekretariat (ofte kaldet De Økonomiske Vismænd).
Man forudsatte her, at BNP ville være 10 procent højere end i 1981, og at 40 procent af produktivitetsvæksten blev benyttet til at nedsætte den gennemsnitlige arbejdstid til 27 timer om ugen. Man forudsatte, at man havde indført en borgerløn, således at personer på 18 år og derudover hver fik 30.000 i borgerløn om året (i faste 1981 kroner), mens børn og unge under 18 år fik det halve. Endvidere antog man, at 20 procent. af den potentielle arbejdsstyrke valgte at leve af borgerlønnen.
Og man forsøgte herudfra idealtypisk at opstille tre familietyper:
1. En gennemsnitsfamilie, hvor to voksne hver arbejdede 27 timer om ugen.
2. En borgerlønsfamilie, hvor alle levede af deres borgerløn alene og
3. En puklefamilie, hvor to voksne hver arbejdede 40 timer om ugen.
I denne model var der ligeledes sket en ændring af skattesystemet, så de personlige skatter var erstattet med, at hovedparten af de offentlige udgifter blev dækket ved direkte bidrag fra landets fælles virksomheder. Det skete som en sum af selskabsskat på overskuddet, selektive produktionsafgifter samt renter.
Gradvis indførelse af borgerløn
I foråret 1982 besluttede den nye politiske bevægelse “Midteroprøret” at arbejde med borgerløn som tema, fordi man mente, at det var nødvendigt at arbejde meget målrettet med et bestemt emne, hvis man skulle gøre sig håb om at ændre udviklingen.
Bevægelse sagde samtidig, at målet ikke var her og nu at få indført generel borgerløn, men at undersøge mulighederne for en gradvis indførelse af borgerlønnen f.eks. ved at fordele indkomstovenrførslerne på en anden måde. (Midteroprørets Informationscenter1983:5).
Det ville være ødelæggende for hele borgerlønsidéen, hvis den blev misbrugt til en nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen. En generel borgerløn kunne ifølge Niels I. Meyer først indføres, når solidaritetsprincipperne fra det humane ligevægtssamfund for alvor var slået igennem.
Man indkaldte en række eksperter og holdt nogle offentlige debatmøder i fire byer, Kolding, København, Silkeborg og Aarhus.. I 1983 samlede man så denne række af indlæg om borgerløn i endnu en bog: “Borgerlønsgruppen: Tema: Borgerløn og beskæftigelse. Udveje. En debatserie om Oprør fra Midten-visioner.”
Her kom man frem til, at man ikke kunne gennemføre borgerløn så længe tusinder af mennesker var tvunget arbejdsløse. Niels I. Meyer understregede kraftigt, at man ikke måtte blande borgerlønsbegrebet sammen med arbejdsløshedsunderstøttelsen. Det ville nemlig være ødelæggende for hele borgerlønsidéen, hvis den blev misbrugt til en nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen. En generel borgerløn kunne først indføres, når solidaritetsprincipperne fra det humane ligevægtssamfund for alvor var slået igennem.
Ungdoms- og sabbatsborgerløn
Jesper Jespersen, Klavs Krause og Niels I. Meyer foreslog derfor en gradvis indførelse af borgerløn, hvor borgerlønnen i overgangsperioden aftrappes med stigende ekstraindtægter og helt forsvinder ved et beløb svarende til den maksimale arbejdsløshedsunderstøttelse, et princip, der svarer til den negative indkomstskat.
Jesper Jespersen præsenterede i 1984 (Jespersen 1984) disse tanker i en artikel for Venstresocialisternes medlemmer i deres medlemsblad (VS Bulletin) og bruger i den forbindelse begrebet samfundsløn i stedet for borgerløn.
Niels I. Meyer (1986) (“På vej”, nr.7 1986) deltog senere i stiftelsen af BIEN (Basic Income European Network) og i afholdelsen af den første internationale konference om basic income i Louvain-la-Neuve i Belgien i 1986, hvor han præsenterede tankerne om en gradvis indførelse af borgerløn i Danmark igennem en ungdomsborgerløn og en sabbatborgerløn.
Midteroprørsbevægelsens virkninger
Det lykkedes ikke for midteroprørsbevægelsen at få nogle af de gamle politiske partier til at tage borgerlønspørgsmålet på deres politiske program endsige fremsætte konkret forslag herom i 1980’erne.
Af midteroprørsbevægelsen udkrystalliserede sig i 1983 et nyt politisk parti, De Grønne, der straks satte det på sit program som et centralt punkt. Partiet opnåede i første omgang et vist lokalpolitisk gennembrud ved amts- og kommunalvalget i 1985, men landspolitisk opnåede det ikke at komme over spærregrænsen
Men af midteroprørsbevægelsen udkrystalliserede sig i 1983 et nyt politisk parti, De Grønne, der straks satte det på sit program som et centralt punkt. Partiet opnåede i første omgang et vist lokalpolitisk gennembrud ved amts- og kommunalvalget i 1985, men landspolitisk opnåede det ikke at komme over spærregrænsen.
Selvom det ikke direkte lykkedes at sætte borgerlønpørgsmålet på den politiske dagsorden i første omgang, er der ingen tvivl om, at midteroprørsbevægelsens tanker om en sabbatsborgerløn alligevel fik betydning for orlovsideens gennembrud sidst i 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne samt genoplivningen af borgerlønsdebatten i 1992-94.
Erik Christensen er aktuel med bogen, “På vej til borgerløn”, Aktuel idédebat, Hovedland 2017.
Artiklen bygger på Erik Christensens bog, “Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé”, Hovedland 2000, Del II: Den historiske fortælling.
Litteratur:
Christensen, Erik (2000) Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé. Højbjerg: Forlaget Hovedland.
Jespersen, Jesper (1984) Samfundsløn – en menneskeret? VS bulletin nr. 226: 14-17.
Koestler, Arthur (1946) Yogien og kommissæren. København.
Meadows, D. H. m. fl. (1972) Grænser for vækst: en rapport til Romklubbens projekt vedrørende menneskehedens truede situation. København: Gyldendal.
Meyer, Niels I. m.fl. (1978) Oprør fra midten. København: Gyldendal.
Meyer, Niels I. m.fl. (1982) Røret om oprøret. Mere om midten. København: Gyldendal.
Meyer, Niels I. (1986) Gradual Implementation of a Basic Income in Denmark. Paper presented
at the First International Conference on Basic Income. Louvain-la-Neuve, sept. 4- 6.
Midteroprørets Informationscenter (1983) Borgerløn og Beskæftigelse. Udveje! En debatserie
om Oprør fra Midten-visioner. København: Midteroprørets Informationscenters Forlag.
Watzlawick, Paul, John H. Weakland and Richard Fisch (1974) Change. Principle of Problem
Formulation and Problem Resolution. New York: W. W. Norton & Company Inc.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
