KLIMAKRISE // KRONIK – Hvad har klimabenægtelse og vores egen passivitet til fælles? Vi anerkender måske truslen fra klimaforandringer, men handler ofte, som om den ikke findes. Spørgsmålet er, om der ligger en skjult forbindelse mellem fornægtelse og benægtelse – og hvordan vi bryder den for at skabe den handling, der skal til for at sikre vores fremtid.
Hvad er værst: Klimabenægternes afvisning af de videnskabelige beviser for menneskeskabte klimaforandringer, som kan resultere i en global katastrofe, eller det store flertal af både politikere og borgere, som formelt anerkender disse videnskabelige beviser, men alligevel fortsætter med business as usual?
Hvad er forskellen? De første benægter den videnskabelige viden. De sidste anerkender den, men tager ikke konsekvenserne. Måske er der en slags navlestreng mellem på den ene side benægterne og på den anden side flertallets rationelle anerkendelse af de videnskabelige kendsgerninger, ledsaget af en ubevidst fornægtelse af, at udsigten til global katastrofe kræver handling her og nu.
Undersøgelser viser, at danskerne, direkte adspurgt, er blevet mere villige til at leve klimavenligt. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad denne motivation resulterer i? Når det kommer til de konkrete ting som fx røde bøffer, flyrejser og transport i det hele taget, viser undersøgelsen nemlig, at den gode motivation ofte bliver overhalet af skepsis og tøven.
Vi skal godt 125 år tilbage for at møde den første advarsel om global opvarmning af atmosfæren
Måske var det denne udbredte klimatøven, som fik statsministeren til at være lidt tilbageholdende, da hun skulle svare på spørgsmålet, om danskerne er parate til, at der bliver gjort indhug i velfærd eller økonomi for at være med til at løse klimakrisen. Statsministerens svar lød: ”Det ved jeg simpelthen ikke, hvis jeg skal være helt ærlig.” I samme interview sagde hun: ”Hvis du spørger mig lige nu, om vi i Danmark, i Europa og globalt har det beredskab, vi gerne vil, så har vi det altså ikke endnu.”
Det fik vi et bevis for ved det seneste globale klimatopmøde, COP29, i Aserbajdsjan. Mange politiske ledere valgte at udeblive. Bl.a. dem fra de 13 lande, som udleder mest CO2. Danmark deltog, men den lange og trange vej til en ret begrænset aftale fortæller historien om den inerti, som altid har knyttet sig til spørgsmålet om, hvorfor viden om problemerne ikke bliver til relevant handling?
I 2023 skrev en lang række eksperter, at COP-klimaforhandlingerne ikke længere er egnede til formålet: ”De sløve fremskridt er i modstrid med klimavidenskab, klimaskader og risici i den virkelige verden.” Efter COP29 i år understregede de, at ”Vi har brug for et skift fra forhandling til implementering.”
Måske er konspirationsteoretikerne skøre, når de benægter de videnskabelige beviser. Det virker imidlertid også ret skørt, når andre, helt rationelt, kan anerkende den tilgængelige viden om en potentiel klimakatastrofe og dens årsager og så alligevel fortsætte, som om intet er hændt.
Hvad nu, hvis intelligent liv fra det ydre rum iagttog os, den dominerende art på jorden, og så, hvordan vi år efter år fortsætter med at fremme risikoen for selvdestruktion? Ville de med stor klarhed kunne skelne mellem konspirationsteoretikernes manglende anerkendelse af problemets eksistens og det store flertals helt rationelle forståelse af den dødelige alvor, uden at det resulterer i krav om en seriøs politisk indsats for at forhindre udviklingen af en katastrofe? Næppe.
Benægtelse eller fornægtelse?
Den slovenske filosof Alenka Zupančič skriver i bogen Fornægtelse, at der findes en besynderlig sammenhæng mellem den rationelle ”business-as-usual-indstilling” i det almindelige samfund og den ”skøre” indstilling, som konspirationsteoretikerne har.
Grundlæggende foretager hun en skelnen mellem benægtelse og fornægtelse. Hvis man benægter, at virkeligheden rummer truslen om en klimakatastrofe, betyder det, at truslen så at sige forsvinder fra ens virkelighed. Den er fake, løgn og udtryk for manipulation fra magtfulde kræfter. Det er dette ”bedrag”, der opleves som den virkelige trussel og ikke de menneskeskabte klimaforandringer.
Det er noget andet med fornægtelse; her forsvinder det, som fornægtes, ikke fra virkeligheden. Det store flertal benægter således ikke truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer. Alligevel tillader fornægtelsen, at man kan fortsætte med at leve stort set, som man plejer. Altså som om man ikke helt kan få sig selv til at tro på den katastrofiske trussel, selv om man anerkender, at den eksisterer.
Vi kritiserer konspirationsteoretikerne og klimabenægterne for deres aparte benægtelse af videnskabelige kendsgerninger. Men, som Alenka Zupančič skriver, måske er den ubevidste fornægtelse hos de fleste af os ikke ret meget anderledes end konspirationsteoretikernes benægtelse af klimaforandringerne.
På den baggrund mener Zupančič, at vi måske endda har ”brug for konspirationsteoretikerne for netop at kunne pege fingre ad dem”. Ved at udpege deres irrationelle benægtelse af klimaforandringerne kan vi gøre os blinde for vores egen fornægtelse.
Mod bedre vidende
Både benægtelse og fornægtelse har fra begyndelsen været en integreret del af diskussionen om menneskeskabt klimaopvarmning. Vi skal godt 125 år tilbage for at møde den første advarsel om global opvarmning af atmosfæren. I det videnskabelige miljø blev teorien mødt med forskellige variationer over benægtelse og fornægtelse. Og samme reaktion kom fra de stærke industrielle og ideologiske interesser, bl.a. gennem angreb på teoriens videnskabelige troværdighed.
Frygt virker demotiverende for handling. Som en forsker siger, så lader ingen ”sig inspirere til handling af dystre dommedagsprofetier”
Forsøget på at bevare status quo og undgå enhver form for dybtgående ”gamechanger” er derfor ikke af ny dato. Problemet er bare, at status quo i denne sammenhæng lige netop ikke betyder det, som begrebet ellers antyder, nemlig at situationen fastfryses og forbliver den samme; tværtimod, den fortsætter med at udvikle sig i katastrofal retning. I stor udstrækning har vi således helt fra begyndelsen vænnet os til at leve med en viden, som kræver, at vi forandrer os, uden at vi af den grund gør det.
Den tyske filosof Peter Sloterdijk kaldte det i 1983 ”at handle mod bedre vidende” og beskrev, hvordan det efterhånden var blevet en helt naturlig del af den globale måde at forholde sig til verden på. I 1990 blev tilstanden, at handle mod bedre vidende, også titlen på en dansk bog, som ville gøre op ”med den politiske elendighed og vor fælles afmagt”. Her skrev bl.a. filosoffen Villy Sørensen om, hvorfor viden i sig selv ikke fører til handling, og det var næsten det samme, som skrives i dag.
En af dette års vigtigste bøger om dette tema er Ny radikal oplysning af den catalanske filosof og aktivist Marina Garcés. Her undersøger hun, hvad der skal til, for at den menneskelige erfaring kan lære af sig selv. ”Vi ved alt,” skriver hun, ”men kan ingenting.”
Det er lige netop kerneproblemet: Vi mangler bestemt ikke viden, men denne viden fører ikke til handling. Villy Sørensen pegede i 1990 på, at det er karakteristisk for vores kultur, at viden er upersonlig, uforpligtende. Den videnskabelige viden appellerer ikke til os. Der har tilmed udviklet sig en tendens til, at videnskab og viden har mistet en ganske betydelig autoritet, så der i det enkelte menneske opstår en konflikt mellem rationelt og irrationelt, hvilket ikke fremmer muligheden for hverken individuel eller kollektiv handlen, mente Villy Sørensen. Som Marina Garcés formulerer det i dag, er det derfor nødvendigt at gentænke forholdet mellem viden og handling.
Det er ikke nok at fortælle sandheden
Det ser ud, som om vi har mistet lysten til at gøre det, der skal gøres. I modsætning til denne inerti ser vi de nationalistiske bevægelser og populistiske partier, som ikke har noget problem med at mobilisere til kamp mod det, som de anser for mest truende, nemlig woke, indvandring, globalisering og ikke mindst den store konspiration, som hævder eksistensen af en menneskeskabt klimaforandring. De har ikke noget problem med at motivere til en fælles indsats mod denne oplevede trussel. I USA har de fx for anden gang formået at få valgt en præsident.
Omvendt har det vist sig svært at mobilisere til kamp mod klimaødelæggelser, først og fremmest fordi vi i stigende grad har fået individualiseret og privatiseret denne kamp. Frygt virker demotiverende for handling. Som en forsker siger, så lader ingen sig inspirere til handling af dystre dommedagsprofetier. Det virker, som om mange er mere bange for det at være bange end for det, som rent faktisk burde gøre dem bange.
Det er ikke nok, at alle i princippet har adgang til den relevante videnskabelige viden om klimaforandringerne. Det er heller ikke nok at fortælle sandheden, den må også fortælles på en måde, som kan mobilisere mennesker til at handle i fællesskab. Der er stærke følelser af frygt og håbløshed på spil. Og disse følelser burde ikke bæres af det enkelte individ, men af samfundet som et aktivt handlende og politisk fællesskab. Klimaproblemerne er politiske, men politisk bliver en handling først, når den foregår i fællesskab.
Vi mangler klimakoret
Hvordan tænker vi om fremtiden? Der kan ikke findes et mere præcist ord end ”trussel”. I de græske tragedier er der altid et kor, som tager over, når den enkelte er i sorg, dyb frygt, vrede, desperation eller oplever sig som voldsomt truet på eksistensen. Altså, som om koret, det store fælles, tager over og hjælper med at bære det enkelte menneskes mest spontane og frygtsomme følelser gennem en form for fælles mobilisering af modstand og håb.
Vi har brug for den handlingsmæssige aggressivitet, som oplevelsen af en fælles trussel kan resultere i
Det er dette ”græske kor”, vi mangler i dag. Frygt er ikke motiverende som andet end et personligt motiv til at flygte, benægte eller fornægte. Selv om frygt ikke er motiverende for det enkelte individ, kunne det være anderledes, hvis frygten, i sammenhæng med de globale klimaforandringer, blev mødt gennem et aktivt, handlende og tænkende fællesskab. Frygt fortyndes, når man er flere sammen i samme situation og gør dermed handling lettere. Frygt bliver let til flugt, når man er alene, men ofte til aktivisme, når man er flere.
Det enkelte menneske, uden et kollektiv, mister evnen til at handle i verden, ikke mindst når det føler sig truet og frygtsomt. Oplevelsen af en fælles trussel resulterer imidlertid i noget helt andet end den individuelle følelse af en trussel. Vi har brug for den handlingsmæssige aggressivitet, som oplevelsen af en fælles trussel kan resultere i, og som er helt anderledes revolterende end det enkeltstående individs frygt, som ofte skaber handlingslammelse, flugt og fornægtelse.
Læs også Seth Marvin Andersens artikel “COP29: Ny aftale for klimabistand får hård kritik fra eksperter, miljøorganisationer og aktivister”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
