#ØRESTADGATE // KOMMENTAR – I går 29. marts udtalte undervisningsminister Merete Riisager til Ritzau: “Det er ikke min opgave at blande mig i gymnasiets arbejde, og det har jeg ikke på noget tidspunkt ønsket at gøre”. Den udtalelse falder efter, at det skjulte efterspil efter ministerbesøget på Ørestad Gymnasium, kom op til overfladen med POVs artikel d. 27. marts. Efterspillet i form af tre breve fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som hører under undervisningsministeren, udgør et klokkeklart ministerielt forsøg på indblanding i gymnasiets indre anliggender og dermed overskrider ministeriet sine beføjelser og gør det modsatte af, hvad ministeren siger, hun har ønsket.
Det tredje brev til Ørestad Gymnasium er en treleddet ministeriel magtdemonstration: først en sønderlemmende kritik af ledelsen for passivitet og manglende konsekvens, så en minutiøs opregning af, hvad man burde give sanktioner for både individuelt og kollektivt og til sidst et pålæg om, at bestyrelsen sikrer, at ledelsen revurderer individuelle og kollektive sanktioner.
Det ”inskærpes” at ”skolens ledelse har pligt til at sanktionere overtrædelser…af den karakter”.
Og så følger den afsluttende passus, som lægger yderligere pres på modtageren:
”Styrelsen beder om bestyrelsens redegørelse for håndteringen af ovenstående senest d. 29. marts. 2019, hvorefter styrelsen vil vurdere, hvorvidt denne redegørelse måtte give anledning til yderligere tiltag.”
Hvis ministeren mener, at det ikke er hendes opgave at blande sig – og det har hun ret i omend erkendelsen kommer for sent – så må hun kalde det brev fra styrelsen tilbage
Forud for dette brev er gået to redegørelser fra bestyrelsen. Og den sidste redegørelse understregede, at det ikke var muligt for ledelsen at identificere nogen, der kunne sanktioneres ud fra videomateriale, som med kombinationen af private optagelser og videoovervågning dækker mere eller mindre hele besøget. Herefter sender Undervisningsministeriets Styrelse for Undervisning og Kvalitet altså to en halv sides bandbulle mod ledelsen samt udspecificering om hvordan man bør sanktionere både individuelt og kollektivt. Og betoner, at ledelsen har pligt til det. Hvorefter de lader en trussel om ”yderligere tiltag” sætte trumf på til sidst. Det er en markant indblanding i gymnasiets indre anliggender, formuleret i et umisforståeligt, autoritært sprog.
“Ikke min opgave at blande mig”
Undervisningsministeren Merete Riisager udtaler til Ritzau i fredag d. 29. marts:
“Jeg har ikke noget behov for, at ledelsen sanktionerer eleverne på Ørestad Gymnasium. Det er ikke min opgave at blande mig i gymnasiets arbejde, og det har jeg ikke på noget tidspunkt ønsket at gøre.”
Det er fuldstændig korrekt, at det ikke er hendes opgave. Juraprofessor Sten Bønsing forklarer i Orientering på P1, at ministeriet ikke har beføjelser til at blande sig i sanktioner over for elever:
”Gymnasiet er en selvstændig uafhængig enhed, som ikke er underlagt ministeriet. Ministeriet har nogle tilsynsmuligheder, som er opregnet i loven, men det angår ikke sådan noget som det her.”
Den professorale udlægning flugter med Riisagers nye erkendelse af, at det ifølge lovgivningen ikke er hendes opgave at blande sig. Men den ministerielle erkendelse kommer efter akten. Efter ministeriets indblanding. De tre breve fra ministeriets styrelse er indiskutabelt indblanding i gymnasiets indre anliggender. Det er pression, pålæg om revurdering og trusler om konsekvenser, hvis der ikke rettes ind.
Kontorchefen, der sender brevene, udtaler forbløffende og foruroligende til Berlingske 28. marts:
”Det, vi har gjort i sagen omkring Ørestad Gymnasium, er helt standard”.
Hvis det er sandt, er sagen langt mere alvorlig end frygtet. Så er det ikke bare et enkeltstående brud på lovgivningen, men en systematisk praksis. Så har vi under Undervisningsministeriet en styrelse, der har til opgav at føre tilsyn med vores demokratiske uddannelsessystem, som, ikke alene i denne sag, men helt generelt, benytter metoder, der giver mindelser om totalitære institutioner. Uimodsigelige diktater, krav om kollektiv afstraffelse og slet skjulte trusler om konsekvenser – ”yderligere tiltag” – hvis styrelsens ideer ikke virkeliggøres.
Hvis ministeren mener, at det ikke er hendes opgave at blande sig – og det har hun ret i omend erkendelsen kommer for sent – så må hun kalde det brev fra styrelsen tilbage. Det er skandaløs læsning og indiskutabelt forsøg på indblanding.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272
Foto: Screendump, video fra Ørestad Gymnasium.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
