Nomadebarn: ”Jeg blev forhørt, om jeg løj eller talte sandt. Og så talte vi aldrig om det mere” – #4

i Politik & Samfund/Psykologi af
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er fjerde afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller om tiden med sin anden stedfar, hvor overgrebene begyndte.

Min mor og jeg flyttede til Vollsmose i januar 1974, fordi hendes forhold til revisoren ikke holdt i mere end otte måneder. Jeg var 10 år, og som jeg husker det, havde vi en rar periode sammen, bare hun og jeg. Hun tog sig af mig, hun var nærværende, og vi hyggede os.

Vi sad i sofaen sammen og så børnetime med Ingrid og Lillebror og Sonja fra Saxogade, som vi vist begge kunne lide. Vi spiste pasta med kødsauce, som min mor var enormt god til at lave. Hun brugte makaroni.

Den første gang jeg bemærkede, at noget nok var forkert, var, da han lovede mig penge for at gå i bad med ham. Et barn kan ikke præcis sætte fingeren på det forkerte i den adfærd. Jeg fornemmede det bare og sagde, at det ville jeg ikke være med til

Når vi sugede makaronierne ind i munden, endte tomatsaucen på væggen. Det grinede vi bare ad og gjorde rent bagefter.

Men det var hårdt for hende, for pludselig stod hun som eneforsørger med et fuldtidsjob hos læderhandler Billenstein i det centrale Odense. Hun havde ikke tidligere været på arbejdsmarkedet, for det havde der ikke været behov for, hverken mens min far levede, eller mens vi boede hos revisoren. Penge havde været noget, vi ikke behøvede at tale om.

Nu var verden pludselig anderledes, men vi klarede os godt nok. Der var penge til fritidsinteresser. I Vollsmose gik jeg både til skydning og til bordtennis og på fritidshjem.

Vi boede spartansk. I stuen dominerede et brunt reolsystem med tre sektioner, som man nu engang brugte på den tid. Det var ikke ret pænt.

Min nye ven Olga

Vollsmose var dengang et godt sted at vokse op. Det er først senere, de sociale problemer er kommet til i bydelen. Lejlighederne var rigtig gode med to kæmpestore altaner, store rum og to badeværelser. Der var masser af bilfrie grønne områder, hvor man kunne lege, og der var masser af fodboldbaner og cykelstier, hvor man trygt kunne færdes.

Jeg begyndte på fritidshjemmet, men jeg magtede ikke de støjende børn, og jeg syntes ikke, jeg kunne finde et sted at ”være i mit hoved.”  Men jeg skulle jo passes et eller andet sted, mens min mor gik på arbejde.

Der var dog en positiv ting ved fritidshjemmet, og det var shetlandsponyen Olga, som jeg havde næsten for mig selv, da hun ikke var så populær. Hendes manglende popularitet skyldtes vist, at hun var lille og tyk.

Olga kan næsten siges at have været en ven. Jeg var glad for heste uden dog at være en decideret ”hestepige” med hesteplakater på væggene. Der gik mange gode timer med at muge ud under Olga og strigle hende.

Jeg tror, Fru Kristensen tog sig lidt af mig og forstod, at fritidshjemmet var for voldsomt et sted for mig

Når det blev for meget med fritidshjemmet, søgte jeg tilflugt hos Fru Kristensen på skolebiblioteket. Der var dejligt stille, og bøgerne duftede godt.

Jeg fik lov at sætte bøgerne på plads på hylderne. Jeg tror, Fru Kristensen tog sig lidt af mig og forstod, at fritidshjemmet var for voldsomt et sted for mig.

Stedfar tilbød mig penge for at gå i bad med ham

Hvor længe denne tilstand af relativ lykke varede, ved jeg ikke, men jeg ved, at min mor giftede sig med psykopaten i april 1975 i Rønne kirke, uden at jeg var med.

Jeg tror, jeg var hos min mormor, men det var mærkeligt, at jeg ikke var med til brylluppet, og jeg ved ikke, hvorfor det blev sådan.

Det, jeg derimod ved, er, at overgrebene begyndte, allerede inden de blev gift.

Jeg var glad, for jeg ville gerne have en ny far. Jeg gik ham tillidsfuldt i møde

Min mor og psykopaten traf hinanden via en kontaktannonce, og han må have lignet et godt parti med sin tjenestemandsstilling som lærer i Fredericia. Han flyttede ind hos os i Vollsmose, og jeg var glad, for jeg ville gerne have en ny far. Jeg gik ham tillidsfuldt i møde.

Min mor havde først sent fri, mens han som lærer havde tidligt fri om eftermiddagen. Det vil sige, at han havde masser af frit spillerum.

Den første gang jeg bemærkede, at noget nok var forkert, var, da han lovede mig penge for at gå i bad med ham. Et barn kan ikke præcis sætte fingeren på det forkerte i den adfærd. Jeg fornemmede det bare og sagde, at det ville jeg ikke være med til.

Jeg kunne heller ikke helt forstå, hvorfor det var forkert af en voksen mand at gå rundt om eftermiddagen i åbentstående slåbrok uden underbukser på. Jeg syntes bare, det var ulækkert.

Andre situationer var, når vi skulle hente min mor efter butikkens lukketid. Vores bil var parkeret på parkeringspladsen på den anden side af et stort åbent område, og vi skulle gå derhen.

Jeg fortalte min mor om det med pengene og badet, og jeg kan huske, at der var stor opstandelse i to dage

Vi holdt hinanden i hånden, og det ville jeg gerne, for det havde jeg jo gjort med min far, og det havde været trygt og godt. Psykopaten kørte sin pegefinger rundt i min venstre håndflade, og det føltes ikke særlig trygt.

Jeg fortalte min mor om det med pengene og badet, og jeg kan huske, at der var stor opstandelse i to dage. Jeg kan huske den runde plastiklampe, som var hvid og orange, og som hang over det runde spisebord i køkkenet. Der blev jeg forhørt, om jeg løj eller talte sandt.

Da forhøret var overstået, spurgte hun aldrig nogensinde til ”det” mere.


Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.

Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser eget er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Hanne og hendes far, privat

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Politik & Samfund