ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Nej, jeg skriver sætningen om: Det smukkeste sted, jeg har set i nyere tid, er skabt for mennesker, der ikke kan se. Desuden giver instituttet eksistentiel mening, og jeg måtte godt være med i fælleskabet en overgang.
Forleden knaldede jeg højre tinding ind i et lavthængende skilt på Frederiksberg Allé. Min mor og ældste datter får ondt af mig, når den slags sker, men de fleste andre, inklusive jeg selv, synes, det er fin underholdning. Ham, der gik bag mig, smågrinede også, for episoden var en overstyret sketch med mig i rollen som Gøg.
”Blinde idiot”, sagde jeg. Det var henvendt til mig selv og fortovet under os, men den ældre herre, som tappede sin spadserestok ned i fliserne i modsat retning, fnøs og tænkte sikkert, at jeg er socialist og ikke bor på Frederiksberg. Godt set af ham, må jeg så sige, selvom mit politiske ståsted og bopæl ikke vedkommer sagen. For manden og jeg har noget større til fælles.
Vi kigger ud af elendige øjne.
Med sit nedadvendte blik kunne han formentlig skimte mine lægge, sandaler og kjolekant, som undveg hans stoks imponerende rækkevidde – og høre mig kalde ham en blind idiot.
En subjektiv vurdering, han nok nærmest blev beroliget af.
Hvis man ryger ud på et sidespor i livet, gennemgår nærdødsoplevelser for eksempel, får man i tilgift æren af at følge andre ruteplaner, der aldrig ville have afsløret sig i et almindeligt hverdagsliv
Jeg registrerede ham imidlertid knap, stokken stak frem mod mig i nederste venstre hjørne, og den kan jeg beskrive: af en gylden træsort, kirsebær måske, jugendstil og formet som tyske trappebalustre i begyndelsen af 1900-tallet; den havde et svungent håndtag af krom. Desuden kan jeg huske vindstødet af en trenchcoat, engelsk syet, sejlivet, som havde den dasket rundt på inspektion i skyttegrave under 1. verdenskrig.
Frakken hører dog til i et andet af hukommelsens arkiver. Hukommelsen er selvfølgelig visuel og skabt af sanseindtryk fra bl.a. øjnene, men den er også uendeligt meget andet, og jeg kan ad det rodede vejnet i mit hoved godt have opfundet en Burberry til lejligheden.
Eller jeg kan have hørt suset af frakkens længder, strejfet en knap med håndledet, lugtet tekstilets beskaffenhed.
I vil aldrig få sandheden at vide.
Læg mærke til, at jeg har endnu en gammel mand at sammenligne mig med – det begynder at virke som et mønster. Hans forudsætning for at se er ligeså ringe som min, vi kommunikerer med universet via splintrede øjne. Et særligt lærred, et slags telt, er spændt op omkring os, og det har en ondskabsfuld evne til at bævre og blafre, gøre sig større og mindre, puste sig op, suge sig selv ind igen, afhængig af, hvilken omverden, vi befinder os i.
Der opstår fjogede scener, når vi tolker input forkert eller slet ikke. Andre mennesker kan herefter gøre miseren endnu værre ved at overtolke vores reaktioner og gøre dem til vores identitet. Hvilket jeg gør med manden – og omvendt.
I situationer som den beskrevne sker der tekniske fejl i vores synsapparat. Manden er gammel, så hans øjne er blevet dårligere sammen med resten af kroppen. Linserne bag hans øjenæblers yderste hinder og de forreste kamre er stivnede ligesom vandmænd, der er skyllet op på sandet og krummer sig i solen. Alt sammen aldringsvilkår, som han lever videre med.
Jeg har haft en hjerneblødning i lillehjernen, der ligger farligt tæt på synscentret i nakkelappen og hjernestammen, hvorfra kranialnerverne udgår. Det betyder bl.a., at de seks muskler omkring øjnene er påvirkede, og at de to øjne for første gang i et halvt århundrede nægter at arbejde sammen. To glaslegemer boycotter trafikreglerne.
I tilfældet med skiltet kunne jeg simpelt hen ikke observere det, end ikke som en sløret form i kanten af mit blik.
Der var en tom plads i samme troløse tone som udsnittet af gaden bagved.
Jeg lever videre med det, ofte tænker jeg faktisk, at det er interessant.
Når man opgør mandens og mine øjenskader lavpraktisk – som steam punk-forenklede defekter – virker konsekvenserne små. Manden er langsynet, får nemt vandede øjne og har i mange år haft problemer med at læse Berlingske Tidende og etiketter i supermarkedet.
Jeg ser også uskarpt, går ind i ting, kan ikke køre bil eller cykle, og min evne til at læse bøger og på computer er begrænset.
Tilføjes vores personligheder og erfaringer imidlertid, har vi balladen, som altid med mennesker. Vi sætter prædikat på selv de mindste, ubetydelige begivenheder. For at kompensere, forklare og kunne holde ud at være her.
Den slags afledningsmanøvrer sker hele tiden i menneskemængder, hvert sekund over hele kloden. Vi har evolutionens mest raffinerede hjerner og er dygtige til at skabe samfund og tilpasse os, men individet er stadig et lille dyr, som farer sammen, når det bilder sig ind, at en fare er på vej.
Jeg ser for eksempel kun spadserestokkens skaft og greb, og det er et nederlag. Jeg kan dog med min tillærte viden og journalistiske detaljefiksering fortælle præcist om den. Dække over, at jeg dømmer manden med mit sølle valg af information. Han afleder sin frustration ved at forme en hel, utidig person ud fra min påklædning og den bemærkning, han tror er henvendt til ham.
Det skal være os vel undt.
Jeg fortæller disse ting for at vise, hvor kompliceret synet er, og hvor lidt en rask og ung person spekulerer over det. Sådan bør det være. Du tænker ikke over de mekanismer, der fungerer i kroppen og hjernen.
Men når man er landet, hvor jeg er, kan man ligeså godt få det bedste ud af de nye indsigter. En af de dummeste damebladsklicheer – med en indbagt sandhed: Hvis man ryger ud på et sidespor i livet, gennemgår nærdødsoplevelser for eksempel, får man i tilgift æren af at følge andre ruteplaner, der aldrig ville have afsløret sig i et almindeligt hverdagsliv.
***
Jeg beslutter en sidste arrogant ting om manden med stokken: Han har ikke fået lov til at besøge et af et af de bedste behandlingscentre i Danmark, Instituttet for Blinde og Svagsynede, IBOS, i Hellerup. Mandens tilstand er for banal, vurderer jeg, og smiler ved tanken om, at alle og enhver ikke kan bare kan komme rendende.
Dette er et fagligt center for blinde og personer, der er af forskellige sygdomsrelaterede årsager har et forringet syn. Børn, unge og ældre. Især sættes der fokus på at uddanne patienterne til at begå sig på arbejdsmarkedet.
Som udgangspunkt kan man altså ikke bruge øjnene, når man træder ind i forhallen, og det er en overraskelse, at den er så fin og tydelig i sin velkomst. Vi rager jo rundt her alligevel?
I venteområdet er der bl.a. et stort fuglebur med citrongule kanariefugle, som sender perlesnore af meddelelser ud. Selv fugleføddernes krogen om grenene kan høres, og deres vingeslag klikker som små træklodser i snore, der pendulerer mod hinanden. I nærheden kører en radio på P4, helt uden for det reglement, man er vant til i offentlige sammenhænge, det giver en følelse af … værksted.
På væggene er der monteret bølgende, lakerede trægelændere, som fortæller historier til de hænder, der følger dem, de slutter af med en torso og bryster. På et trapperepos hænger et tredimensionelt landskab i gips. Det viser topografien vertikalt, så du kan føle værket med fingerspidserne, hvis du vil.
Som I kan regne ud, så/ser jeg alligvel en masse, og da jeg sad i Instituttet for Blinde og Svagsynedes venteområde, følte jeg stor ydmyghed overfor dem, der ikke kan
Her dufter af rengøringsmiddel i klinkefuger, kaffe i kolber og fuglefrø opløst i lerskåle. Og materialer af en vis kvalitet.
Fugleburet læner sig op ad panoramaruderne mod det beplantede atrium, hvor nuancer af blåsort, flaskegrønt og hvidt smelter sammen. Det hvide er lyset, som kommer oppefra og ikke skråt, lammende ind fra siden. Resultatet er en fornemmelse af akvarium med cirkulation af sol og farver, man er hverken ude eller inde, og det er behageligt for en person med følsomme øjne.
Arkitekterne må have tænkt på at skabe et miljø, der balancerer menneskesanser, for rummets flader og tekstur afgiver en behagelig dosis af lys og lyde.
Atriet og lobbyen er tilstrækkelig store til, at man kan sætte periode på: 60’erne. Dengang bekymrede staten, bygherren, sig ikke så meget om effektivitet, så arkitekterne fik for eksempel frie hænder til at tegne og realisere gårdhaver med plads og planter.
Instituttet for Blinde og Svagsynede stod klar til indflytning i Hellerup i 1968, og ifølge hjemmesiden var det desuden dengang, man gik væk fra ’klassiske uddannelser som kurvemager og børstenbinder’.
(Det sidste får min indre Jeppe Aakjær i sving, og jeg er taknemmelig for, at vi ikke længere kan opleve blinde koner, der sidder på torvet og fletter svinehår og siv, mens mudderet kryber op ad deres skørter. Med blåhvide øjne låst i uendeligheden. Undskyld.)
For et år siden var jeg kandidat til udredning hos en neurooptometrist på instituttet. Han undersøgte mine synsskader, definerede nye brillers styrke og filter og gav mig øvelser til musklerne omkring øjnene.
Dengang var jeg ikke klar over, hvor meget øjnenes tilstand betyder. Jeg vidste, at der var noget galt, når alting blev mere og mere sløret, og når jeg ikke kunne kigge mig over højre skulder i 5.C uden at miste balancen og blive kastet gennem bussen.
Jeg fattede dog ikke kompleksiteten.
Som I kan regne ud, så/ser jeg alligvel en masse, og da jeg sad i Instituttet for Blinde og Svagsynedes venteområde, følte jeg stor ydmyghed overfor dem, der ikke kan.
Jeg blev ramt af en stolthed over alligevel at måtte være med.
Disse mennesker befinder sig jo i en anden virkelighed end os. Jeg så dem skridte gennem lange gangpartier med deres labradorer og stokke, hundenes ansigtsudtryk var årvågne og i arbejdsgear, menneskenes delvist lukkede, eftersom en ikke-seende af gode grunde ikke udveksler mimik med andre, når de passerer gennem et rum.
I begyndelsen råbte jeg ’hej’ og vinkede oven i købet, når jeg så personer fra samme Flex-bus som mig. Et par af dem havde snarrådighed nok til at nærme sig det råbende kvindemenneske for at få hende til at give sig til kende, andre fortsatte frem med et træt udtryk. De kunne jo ikke se mig.
Det burde være logisk, men alligevel indså jeg først der, hvor mange milliarder af signaler, vi med syn ubevidst modtager og giver, og det sker ikke for blinde. Fra alle sider får du og jeg kastet gestikulation og ansigtsudtryk mod os: En afvisende viften med hånden, trekantede øjenbryn, hornhinder, der fokuserer på dig, selvom de er bortvendte, indadvendte smil, udadvendte, uforklarlig vrede i kæberne, glæden i gadedrengeløb. Hvis man skal være et rigtigt røvhul, kan man sige, at blinde er heldige, for 98 procent af den kommunikation, der foregår mellem seende mennesker, er misforståelser og, ja, blindveje.
Jeg sad nu et sted, hvor den slags i høj grad var frasorteret, og her var roligt og godt. Jeg har tænkt meget over, hvad roen skyldes ud over pausen fra menneskegrimasser, og en af forklaringerne kan være, at lydbølger og dufte fra materialer og indretning gør en forskel.
På IBOS er der behageligt at være i modsætning til i kommunens Jobcenter, hvor min primære sagsbehandler hører til (og for øvrigt ikke har hjulpet mig videre til nogen form for behandling. Det har jeg selv måttet sørge for).
I det nye jobcenter på Gammel Køge Landevej er alt opret og sprittet af. Her må borgerne ikke standse op i et ubeskrevet forehavende. Linjerne peger lodret op, skærmer af, lukker inde, materialerne er hårde, rene og beredt på, at man kan udføre lobotomi på en af de få vandrette flader. Skulle en borger have behovet.
I Hellerup er rummenes linjer horisontale og nemme at lade sig opsluge af, selvom kommunens penge også bliver brugt her. Det må godt gå langsomt, for hvis vi skynder os, går vi alligevel ind i en mur. Og så skal vi begynde forfra.
I øvrigt var det for alvor min tur til at sætte livet i perspektiv, og i dag opfatter jeg instituttet som en klub, hvor jeg en kort overgang havde medlemskab. De ægte krigere går her.
Jeg kan for eksempel flæbe nok så meget over, at jeg ikke længere formår at læse Fjodor Dostojevskij, men helt ærlig – hvornår sad jeg og fornøjedes over dialogen i Forbrydelse og straf med romanen hvilende i skødet? Aldrig. I dag kan jeg høre romanen oplæst af Karsten Pharao, og det er uligt meget bedre. Desuden kan jeg altid læse i bogen, om end kun en side, men jeg kan tage den frem og se linjerne.
En af de patienter, jeg mødte på IBOS, var en ung kvinde, som var for tidligt født og derfor mistede synet gradvist. På begge øjne. Midt i sin uddannelse skulle hun indstille sig på ikke at have synssanserne, og for hende var det bl.a. et tab, at hun ikke længere kunne læse de klassiske russere. Hun havde ingen bagdør, som gav hende mulighed for at hente bøgerne i bare ti minutter, bladre og kigge … I øvrigt kunne hun ikke lære blindskrift, da braille kræver en indøvet finmotorik, hun ikke evnede. Denne kvinde kunne kun løbe og bade i svømmehal med hjælpere ved siden af sig, og hendes veninde var snart træt af at stå ved bassinkanten og kaste bolde i hovedet på hende som signal til, at hun var tæt på kanten.
Til trods for alt det havde hun overskud til at lære mig at sige ’hej, det er Mette’ til en blind, så jeg ikke blev alt for meget til grin. Vi snakkede om litteratur, samfundsstrukturer og den køkkenbordskant, hun altid jager hoften ind i derhjemme.
Når det var tid til vores respektive aftaler, slog hun blindestokken ud med et suk, klappede bordet med den anden håndflade – og sjoskede ud over kanten til endnu en afgrund.
***
Jeg gik ind på toilettet for at tjekke min makeup.
Ofte brugte jeg min ventetid på IBOS til at lukke øjnene i solidaritet med de andre patienter. Dermed fik jeg mange lyde og dufte i arkivet, og jeg hæftede mig ved min enestående chance for at sidde der. Bare sidde.
Mange vil tro, at beskrivelsen er en lyrisk, romantiserende fremstilling af noget, der gør ondt. På ingen måde. Instituttet er det første sted, jeg oplevede efter indlæggelsen, hvor menneskelig styrke og komfortable omgivelser gav mig en vis lethed.
Jeg var blevet optaget i en særlig skole, hvor kriteriet var et højt alarmberedskab efter en orkan i kroppen, og som ekstra tilskyndelse fik jeg fortjente, mentale lussinger af at tale med mennesker, som har langt større udfordringer.
I et rart miljø.
Ved neuropsykologens dør hang en sommerfugl af keramik, så jeg huskede, hvilken dørliste, jeg skulle stoppe op ved. De ansatte havde hver sin figur. Psykologen lignede ældre-dame-emojien med gråt, blødt, opsat hår, men der var heldigvis ikke meget småkager og mælk over hende. På hendes kontor stod en Wegner-briks, og jeg genkendte formsproget fra min barndom. Uldbetrækkets slidstærke, lidt kløende karakter vil jeg altid erindre.
Selvfølgelig måtte jeg ikke blive ved med at gå rundt og summe på Rymarken i Hellerup. Der er grænser for, hvor mange gange jeg kunne taget glad hjem efter at have fået mærkatet (og den hvide løgn) ‘en formidabel, motorisk hukommelse’.
Rehabilitering har altid en ende, hvad den end rehabiliterer.
Men på den første dag i ventesalen tænkte jeg: “Måske kan jeg få et arbejde henne i det hjørne dér. Passe fuglene.”
***
På trods af øvelser mv. er mit syn stadig problematisk i dag. Når jeg læser, bliver mine øjne hurtigt trætte af at hoppe og springe på og dratte ned fra alverdens kognitive kuglerammer – noget, der i øvrigt kun kan påvises af eksperter, men ikke desto mindre foregår.
Til sidst giver øjnene og hjernen op. Jeg ved ikke præcis, hvornår dette punkt er nået. Jeg fortsætter med at læse eller skrive, selvom jeg ikke kan læse eller skrive, og trætheden sidder i sjælen bagefter.
Andre essays i samme serie:
Klodsmette – et intetsigende CPR-nummer
Hvis der kommer en død hund forbi
Vil du støtte Mette Nexmands arbejde, kan du gøre det via MobilePay 31232952.
Topfoto: Signe Guttormsen. Forpladsen ved IBOS er udfomet som mobility-plads og lysskulptur i ét. Udført af Niels Guttormsen, Signe Guttormsen i samarbejde med Bertelsen & Scheving Arkitekter, 2015.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
