Essay: Hvis der kommer en død hund forbi

af i Danmark/Essays/Liv & Mennesker

1. august, 2019: Jeg er 51 år. I april 2018 fik jeg en kraftig hjerneblødning og blev efterfølgende opereret på Rigshospitalet. Blodet skøjtede rundt i den træfrugt, som udgør lillehjernen i nakken, tæt på hjernestammen. Lægerne reddede mit liv.

Jeg er blevet scannet på alle tænkelige måder, selv med kontrastvæske ført gennem lysken, men der er ingen beviselig forklaring på blødningen. Den skete formentlig på grund af alt for højt blodtryk.

Jeg var freelancejournalist og havde ikke nået at få en arbejdsforsikring, pensionsordningen var på pause. Desuden har jeg eneansvar for to døtre i Københavns Kommune.

Meget af efterspillet skyldes uansvarlighed og stress i mit tidligere liv, men de ansatte på kommunens Jobcenter har også gjort deres for at vippe os af kloden.

Min energi i hjernen er kronisk reduceret til ca. 30 procent. Det bliver ikke bedre. Trætheden kan ikke beskrives, den kommer som gnisten fra en flintesten i et tørkeramt steppelandskab og efterlader vidder af afbrændte stubbe. Min intelligens, faglighed og viden er dog bevaret, og jeg er i fin kondition, men jeg har et meget lille vindue til dagligt at udføre opgaver. Fx at skrive. Desuden er mit syn skadet.

Center for Hjerneskade på Amager har hjulpet mig med at indse og tackle de største udfordringer. Takken til dem er uden bagkant. De skal også forsøge at skaffe mig en virksomhedspraktik.

I kan ikke se hjerneskaden på mig, med mindre I registrerer, når jeg mister balancen og er ved at falde i en kanal, og min højre hornhinde trækker mod tindingen og forsvinder om i nakken. Eller I opdager i en længere samtale, at jeg har glemt ordet Nescafé eller signifikant og gør alt for at skjule det. Jeg fører efterhånden meget sjældent den slags samtaler.

Teksten her handler om at gå rundt i en parallel virkelighed, hvor andre individer rumsterer i krogene, men hvor man ikke længere er en medborger og del af det fællesskab, som kræver et arbejde.
Den handler også om glæden ved at være i live og acceptere, at det er en ensom forteelse.

Se teksten som en epilog i eller et forskræp for min bog.


Hvis der kommer en død hund forbi

Minutter skal bruges, og det kan ske på den ene den anden måde. Man kan sidde og scrolle på Instagram, hvor folk holder horisontal ferie på Tisvildeleje Strand og drikker solfiltreret hvidvin. Karl William går på om lidt.

Man kan blive bitter, ensom. Man kan fjerne app’en for 10. gang den uge og føle sig enig med toppolitikere verden over, der indkalder Zuckerberg til eftersidning. Man kan vælge at give SoMe og alle folk inde i mobilen og computeren skylden.

Jeg passer hus og hund på Amager. Det er en glimrende afledning for en person som mig. Jeg går rundt med hunden i et af de brave, knagende københavnerkvarterer, som stadig har et hemmeligt lager af rugbrød med æbleflæsk og sommer med beskidte knæ. Det gamle møntvaskeri på Prinsesse Christines Vej ophøjes til vintagestatus, selvom alle har vaskemaskiner derhjemme, her er et vedvarende, socialdemokratisk instinkt – på den borgerlige side af Amagerbrogade. Det var i disse gader, at Klaus Rifbjerg voksede op og hinkede sig ind i et piberygende ungdomsoprør med høj talje og seler. Her lærte han, at man skulle krydse brogaden for at komme over til danseskolen på arbejdersiden. Her skabtes kunst af kontraster.

På turene med hunden kan jeg værdsætte, at sommerfuglebuskene blomstrer i lilla og royalt rød, ærteblomster i pasteller, vilde hortensia, busk-hortensia, træagtige hortensia, hortensia i krukker, her er æble- og pæretræer fra 1960’erne, engelske roser fra samme periode, pudderfarvede hybenroser med citrongule støvfangere. I en af haverne er der en dybgrøn indgangsportal af klatreplanter og nøddetræer, stien er drysset med nedfaldne hasselrakler, et figentræ bøjer sig spørgende ind over en liggestol, i en anden forhave står et klapbord med forspirende skud i lerpotter og håndskrevne skilte med botaniske forklaringer. Det kan være en lille butik, det kan være tidsfordriv.

Jeg spekulerer på, om kvarterets beboere er klar over, at der er sygdom i mange af frugttræerne, bladene krøller afsvedet, og om husejerne har lagt mærke til, at der absolut ingen sommerfugle er i sommerfuglebuskene? Jeg antyder ikke noget, ser bare detaljerne med mine underlige periskopøjne. Bekymrer mig for planterne og insekterne på en måde, som ærlig talt er anstrengende for andre at høre om og hård for mig at vedligeholde.
Et eller andet skal jeg jo lave, når min hjerne ikke vil tænke klart nok til at arbejde.

Heldigvis ringer klokkerne jævnligt til gudstjeneste fra den katolske Sankt Annæ Kirke, og man bliver protestantisk overrasket hver gang, det er jo ikke søndag. For mig er det en god lyd, som en sprække i det Amager, der kæmper med sig selv. Nonner giver mig en fornemmelse af tidløshed, det gamle Sankt Elisabeth Hospital fra før Anden Verdenskrig bidrager til følelsen af alvor og kongeligt besøg.

Hunden bliver til gengæld altid rasende over kirkeklokkerne. ’De er på vej, de kommer nu,’ synes han at advare. Jeg ved ikke, hvem ’de’ er, men respekterer hundens opfyldelse af det krav, tilværelsen stiller ham. Han skal passe på sine mennesker, og på min vagt får han lov til at gø om tropperne fra øst.

**

Fra min morgenplads på terrassen kan jeg se et besynderligt træ i en anden have. Det er søjleformet, og ud gennem frakken af løv stikker visne grene. Måske er det et udgået træ, der har fået lov at stå i årtier, men nu er pakket ind i vedbend og sjældne junglegevækster.

Indimellem hører man nogle slidte, kronisk forgiftede teenagestemmer fra huset i den anden have, de taler i telefon eller med hinanden. Det er den slags samtaler, der næsten ikke kan finde sted, så hårde og uforsonlige er de.

Forleden, på hundeluftningen, kom vi forbi husets anden side. Havelågen og stien op til hoveddøren lignede noget fra et borgercenter, selvom ingen skilte fortalte om noget kommunalt. Jeg standsede et kort øjeblik, og mit blik fangede to unge fyre, der var på vej ned ad trappen i foyeren. Jeg så den enes ansigt, der på grund af mine øjne blev skarpt og hyper-realistisk. Han havde hætten trukket op, og hans træk var fyldt med dybe, blå skygger. Der var afhængighed, træthed og sorg henover og under hvid hud.

Jeg stod der i min sommerkjole og med bøllehattens kant trukket ned i panden, men jeg så ham, og han så mig, der opstod en kanal – og en forbandet misforståelse. Indkapslet i solsortehanners formiddagsskænderier var der fyring mellem to individer.

Jeg vil og kan ikke hjælpe drengen væk fra den ungdomsinstitution, jeg repræsenterer en anden befolkningsgruppe, som han er tvunget til at leve midt i. Han hader mig garanteret, men jeg ser ham. Min sygdom og udsathed udelukker også mig fra de andres hverdag.

Måske er det alt sammen noget, jeg bilder mig ind. Måske opfinder jeg besøg af andre i min osteklokke.

Neuropsykologer har for længst gjort det klart, at jeg bruger for meget energi på fremmede mennesker, og batteriet i min hjerne er ikke stort nok længere. Desuden projicerer jeg. Jeg overfører min smerte på den smerte, jeg insisterer på, andre har, og får derved afsporet toget af personlige spekulationer.

Det sidste er en fejl. At jeg kan se en anden persons livssituation på 1,5 sekund afsporer eller letter ingenting. Jeg flakser stadig rundt i randområdet, ligesom de to sommerfugle, jeg trods alt så stryge henover hækken på Ingolfs Allé. Bekymrer mig endnu mere og er dømt til at eksistere inde i mit eget hoved.

Jeg må desuden leve med, at selvom jeg har brune lægge under kjolekanten og sennepsfarvede Shangies på fødderne, er min anbringelse i dette sceneri ligeså midlertidig som drengens. Jeg ville ønske, han vidste det, at han ikke er helt alene.

**

Det er ikke synd for mig, ligesom det ret beset er fyrens egen sag, om han vil være narkoman i København eller ej, men vi har det til fælles, at vi ikke kan ikke komme væk fra os selv og andres billede af os.

Vi kan ikke begynde forfra, ride ud på prærien, finde en bæk med den rette geologiske sammensætning af grus og sidde på knæ og trække en si gennem vandet tusinde gange, indtil vi sorterer et guldstykke fra og graver os ned under bækken og støder på en mine og bygger et hus og en by med bank, postkontor og saloon og sidder på vores verandaer i aftenskumringen og drikker Kentucky-whisky blandet med tobaksblade og krudt.

Vi kan ikke tåle whisky, nogen af os.

Og måske kender han eller får kendskab til det nye jobcenter på Gammel Køge Landvej. Forleden havde jeg et møde der. Det tolvte i den del af systemet. Cirka. Der var intet meningsfuldt i det, udover at socialrådgiveren skulle forhindre et flugtforsøg eller anden ureglementeret aktivisme fra min side.

Men jeg fik lejlighed til at sige tak til Toftegårds Plads. Området er godt nok svært at kommunikere med, gennempisset og surt, som det er. Det er et stort, fladt dyr, mange har trådt på gennem årene, og derfor oplever man en vis trodsighed overalt. På dårlige dage minder det mig om én stor kabelrulle, der skal føre mennesker og transportmidler rundt i andre bydele.

**

Det var der ved 4C’s stoppested, at jeg for mere end et år siden faldt om i mit eget opkast, gradvist forsvindende på grund af en hjerneblødning. Et ultimativt ildebefindende, som jeg i første omgang selv ville klare. Jeg havde forsøgt at tage dybe indåndinger og finde et fixpunkt siddende på vindeltrappen foran Valby Kulturhus, der er bygget af røde sten og kæmper tappert mod stedets graffiti og strømkasser. Men dette var større end mig og mine intentioner. Der var ingen vejrtrækning, som kunne fylde mit bryst, ingen ben, der fungerede.

Ambulancen kom, og jeg var ligeglad fra det øjeblik, de hev mig ind. Jeg var fuldkommen hamrende ligeglad og valgte ikke – som romantiseringen af den slags ellers foreskriver – at leve ved hjælp af en bevidst kraftanstrengelse. Hvis valget havde været mit, ville jeg nok være død nu, for det interesserede mig ikke. Liv eller død, hvad fanden ragede det mig?

Derfor er jeg Toftegårds Plads en tak skyldig. Bygningerne lænede sig ind over mig, vindeltrappen skurrede jovialt, og selv det skidne busstoppested gav en hånd.

Jeg vender af mange årsager ofte tilbage til dette trafikale knudepunkt, men fik først set rigtigt på det den dag, hvor jeg havde en kommunal aftale. Der var intet truende eller stressende ved pladsen, kun almindelige fortove og asfalt og busser og biler og cykler. Jeg levede videre gennem og takket være denne banale kontekst.

Jeg tror også, at min gamle eksistens gik i stå der, og klokkeslættet satte sig fast i et statisk punkt. Ambulanceredderne, lægerne, sygeplejerskerne arbejdede professionelt, men mit ’jeg’ kilede sig ind i en dobbeltposition, som Schödingers kat, der er uden for det almindelige tidsbegreb og både er død og levende inde i kassen.

Toftegårds Plads får derfor æren for at være dét sted, der trods alt værnede om mig, da jeg var mindst interesseret i at komme videre

**

Det nye borgercenter på Gammel Køge Landevej ligger to minutters gang fra pladsen. Det er blevet indrettet ud fra strategier om imødekommenhed, som betyder, at borgeren (læs: jeg) forvirres endnu mere.

På et lavpraktisk plan går min hjerne helt flat line over alle stednavnene: Gammel Køge Landevej, Valby, Vigerslev Allé, København. Busserne 4C, 1A, 8A. Men navigationen kan klares – de største problemer opstår i centerets lammende effektivitet. Jeg er magtesløs her.

Egentlig var der tonet mere ren røv på Baldersgade og Lærkevej, hvor jeg tidligere mødte op. Her kvastes skærmvæggene næsten under harsk støv, og væsker sivede ud under kaffeautomaten. Man kunne smile lidt til hinanden, når en ansat kvinde i nederdel kom og lagde servietter ovenpå de brune søer og fik sagt nedladende ting om rengøringen, som tilføjede spand og svaber 45 minutter efter. Man kunne nikke og vinke til en sort kvinde med et gråt ansigt, når en mand i betjenttøj kaldte på hende fra den anden ende af rummet, hvor han havde fået et bord bag nogle papkasser i Ydelsesservice. Vi var i København, men også i Hviderusland, hvor bureaukratiet var ude efter os, og her kunne vi i det mindste være sammen.

Nu er vi godt nok kommet på rette hylde, og der er ingen fælles fjende eller noget som helst humør.

**

Jeg stod foran indgangsdørene og fokuserede på en vagt med en overraskende ildhu overfor det nye system. Jeg fik udleveret besøgsnummer og sendt videre til afdeling G og H og videre til H0. Vagterne var venlige i forhold til socialrådgiverne. Det burde være omvendt, så man bilder sig selv ind, at man går gennem en overlevelsesprøve i begyndelsen og senere belønnes.

Når jeg står midt i den slags, forsvinder jeg mentalt. Jeg genkalder mig fx øjeblikket fra formiddagen, hvor mine øjne og hjerne laver en sketch i Rema 1000 på Amagerbrogade. Ved kassen står standerne med magasiner, og et af dem, Hjemmet, har en forside med overskriften ’Møgkællinger’ ved nogle billeder af stofdyr.

Eller, nej, kort efter går det op for mig, at ordet er ’Humørhækling’. Bogstaver, betydninger, symboler, blandes sammen i et sekund af fejlscanning i min visualisering.

Jeg kan også dvæle ved øjeblikket efter Pilates-timen, hvor vi skal meditere, og instruktøren forbereder os på sanseindtryk ude fra: ’Hvis der kommer en død hund forbi’, skal vi tage den med ro, siger hun. Så forestiller jeg mig en lyskrøllet evighedshund løbe på en mark med mig bagved. Perfekt til meditation.

Bagefter kan jeg godt huske, at kvinden egentlig sagde: ’Hvis der kommer en lyd udefra.’

Men virkeligheden nytter ikke, tværtimod. Jeg er nødt til at få det bedste ud af mine fejl.

**

Den slags kolbøtter med synssanserne kan jeg dog ikke udnytte på Gammel Køge Landevej. Grænsen for kompensation er nået. Der er gjort en del ud af funktionalitet og vaskbarhed, men nogen har samtidig villet hygge. Gulvet har en overflade som et tæppes, men er af laminat, der er opstillet båsestole, så man kan sidde og vente for sig selv, men de er institutionsblå og minder mig om den dag i slut-80’erne eller start-90’erne, hvor denne blå-blå-blå farve blev udråbt til at være det offentlige Danmarks og bankers superkappe.

Jeg vil ikke gå i dybden med min sag i Københavns Jobcenter. Processen har været så fortvivlende og demotiverende, at jeg ikke orker.

Alt, hvad jeg fortæller her, er, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen havde givet mig en tredje socialrådgiver uden at informere mig. Hun vidste ingenting om min historie og læste op direkte fra skærmen. Herefter gentog hun flere gange, at en hjernerystelse kan være ’nok så hård’, og man skal kontakte en psykolog. Jeg blev ved med at sige, at jeg ikke har en hjernerystelse, men en kronisk skade, og at jeg ser en neuropsykolog hver uge. Begge dele fremgår af min journal, som kvinden lige havde læst højt.

Men jeg kan fortælle om de tre – for mig – vigtigste mennesker i venteområdet. I de minutter, jeg sad overfor en ny infoskærm, som jeg i øvrigt fejllæste vandret, kom tre kommunalt ansatte ind i lokalet: En forpustet ældre dame, der skulle tilse den spritnye kaffemaskine (fortvivl ikke, søde, den går i stykker om tre timer), en ung fyr, som foretog sig noget i et skab under et bord, hvor der lå servietter, og en mørk mand til at tømme den tomme skraldespand.

De undgik alle øjenkontakt med mig i modsætning til klienterne, som kiggede frem fra deres blå båse. Det måtte være mine Prada-solbriller eller, igen, fødderne i Shangies. Men brillerne har jeg jo fundet på en parkeringsplads, og kig lige på de fordømte sandaler! De ligner noget, der selv har gået fra Indien.
Så slog det mig: Er servicefolket virkelig lavere i hierarkiet end mig og de andre brugere af centeret? Lever der nogen under mig i denne lomme af tid og sted?

Selvfølgelig gør der det. Og der er pludselig rigtig mange af dem, ironisk nok efter at dette borgercenter er skudt op.

Jeg ved ikke, hvordan tre mennesker kan løse forskellige opgaver på så lillebitte et areal og samtidig være endnu mere undskyldende og udviskede end os andre. Eller hvordan det kan lade sig gøre at have hierarki i selv de laveste kaster? Apropos Indien, så er ham, som tømmer skraldespanden, i kaste otte eller lignende. Jeg er i seks.

Da nummer 2319 endelig kom op på skærmen i den korrekte kolonne, og jeg fandt ind til en socialrådgiver, som jeg aldrig havde hørt om eller set før, og overværede hendes arrogante freestyling i den digitale tekst om mig, vidste jeg, at hun aldrig vil se de tre servicefolk i venteområdet. Hun vil aldrig se mig.

Min næste konklusion var: Jeg er nødt til at acceptere fremmedgørelsen i denne verden, jeg er pisket til at finde mening blandt andre mennesker. Toftegårds Plads har min ryg.

En solsort brokkede sig fra krattet udenfor, og der kom en død hund forbi.


Vil du støtte Mette Nexmands arbejde, kan du gøre det via MobilePay 31232952.


Foto: Eric Wand, Unsplash.com

Mette Nexmand, uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet som redaktør og journalist på flere livsstilsmagasiner, senest som digital redaktionschef hos Benjamin Media. Har desuden arbejdet i client media-branchen og skabt koncepter, kommunikationsstrategier mv. for fagforeninger, ngo-organisationer og private virksomheder.
Personligt meget optaget af historie, litteratur, design, arkitektur og samfundsforhold. Er udpræget nørd, når det kommer til historie/idéhistorie. Er sprogmenneske om en hals, men forsøger også at være i en konstant læringsproces omkring naturvidenskabelige emner. Skriver en litterær blog, hvor alle disse emner kommer i spil.

Seneste artikler om Danmark