POV’s Lotte Ladegaard har været i Nationalpark Thy. Hun har skrevet et rejsebrev om turen, som startede med at blive aflyst på grund af en håbløs web. Facebook-vennerne fik hende på bedre tanker, og det er hun glad for. Turen endte med at blive til en bytur i den overdådigste natur.
Jeg startede egentlig med at aflyse turen til Nationalpark Thy. Jeg havde ellers glædet mig til at besøge nationalparken, siden de kæmpe skove, klitheder og gamle fiskerlejer i Vestjylland blev udnævnt til nationalpark i 2008.
Glæden varede lige indtil, jeg gik i gang med planlægningen og mistede modet. Ikke fordi, jeg er bange for ulve. Eller skovflåter. Eller hugorme. Eller for at blive væk i skoven. Det var nationalparkens web, jeg blev væk i.
Da jeg gik i gang med mine forberedelser i foråret, var webben et sammensurium af links til links til links og ugennemskuelige og temmelig tårnhøje priser på vandreture med guide.
Ikke fordi der ikke er masser af ting, man kan gøre selv og helt gratis, men vi taler trods alt om et areal på fire gange Københavns størrelse, og det virkede helt uoverskueligt at forfølge alle de mange links og dermed få en idé om, hvad jeg helst ville se, og hvad der var muligt at gøre på egen hånd.
Jeg havde samtidig et ønske om lære noget nyt og opleve noget, jeg ikke allerede havde prøvet andre steder langs Vestkysten, som jeg visse steder har trasket tynd siden barndommen.
Nationalpark Thy ligger langs Vestkysten fra Hanstholm i nord til Agger i syd. Den består af uspolerede klithede-landskaber, som er skabt af havet, vinden, saltet og sandet.
Her er også søer og træer, der er blæst ud af facon af vinden. Nationalparken rummer desuden flere fiskerbyer. Fra nord til syd måler parken 55 kilometer, ifølge folderen ”Nationalpark Thy. Danmarks største vildmark.”
Facebook-vennerne gav input
Det var Facebook-vennerne, der fik de aflyste planer tilbage i kalenderen. En del venner havde allerede besøgt nationalparken, viste det sig, og de forsynede mig med alle de oplysninger, jeg ikke kunne finde på webben.
Fiskerbyerne i Thy er markant anderledes end de forblæste samlinger ens udseende huse i røde mursten, som jeg kender fra byer som Thorsminde og Hvide Sande
De sendte kloge artikler. En sendte sågar et opslag på et job, der lige var slået op: En kommende kommunikationsmedarbejder med ansvar for Nationalpark Thys hjemmeside. Det grinte vi en del af.
Min nationalparktur endte med at blive til en bytur i den overdådigste natur. Fiskerbyerne i Thy er nemlig markant anderledes end de forblæste samlinger ens udseende huse i røde mursten, som jeg kender fra byer som Thorsminde og Hvide Sande med store, aktive fiskerihavne, fiskeauktioner og spirende turisme i de ellers ret golde byer. Nordenfjords i Thy er fiskerbyerne gamle, hvidkalkede, og fiskeriet foregår stadig direkte fra stranden flere steder.
Boghvedepandekager og overdådig morgenmad
Jeg bookede en overnatning i Klitmøller efter at have læst en informationsrig artikel i Børsen om Klitmøller. Her har Helle Fejerskov for nylig åbnet Guesthouse Klitmøller med nogle få, simpelt indrettede værelser med byen til den ene side og klitheden til den anden side.
Klitmøller var stille og forblæst, da jeg ankom sidst på eftermiddagen. Enkelte standhaftige surfere forsøgte at ride de skumtoppede bølger i aftensolen. Klitmøller er del af Cold Hawaii, som Thy-kysten kaldes på grund sine mange surfere.
Jeg sad ved vandet og funderede over, om jeg skulle spise på god fiskerestaurant eller snuppe en pizza. Vandreturen gennem byen afgjorde sagen: Det blev pandekager.
I læ på en terrasse mellem en klit og Kesses Hus fik jeg serveret en boghvedepandekage med røget kulmule. Det var på anbefaling af den søde, unge kvinde, der serverede.
Jeg toppede op med en dessertpandekage med hjemmelavet rabarberkompot og ditto is. Begge dele var lækre overraskelser, og så var jeg klar til et par timer med en bog på Guesthouse Klitmøller.
Efter en hel bakke overdådig morgenmad på gæstehusets terrasse indledte jeg næste dag køreturen gennem fyrreplantage og enorme klitheder med lidt sommerhuse og gårde her og der.
Første stop blev Nr. Vorupør. Et lille fiskerleje med cirka 800 faste indbyggere og en hel del turister. Her landes der stadig fisk direkte på stranden.
Jeg har aldrig før helt forstået, hvorfor pighvarre, rødspætter og andre fladfisk er så flade og kedelige at se på. Nu forstår jeg ikke, hvordan det overhovedet kan lykkes at finde dem i havet
Stranden ligger lidt beskyttet i en bugt med landingsplads og redningsstation og et akvarium, hvor man kan se små hajer og et udvalg af de fisk, som jeg plejer at spise ved Vestkysten.
Fiskerlejer og flade fisk
Jeg har aldrig før helt forstået, hvorfor pighvarre, rødspætter og andre fladfisk er så flade og kedelige at se på. Nu forstår jeg ikke, hvordan det overhovedet kan lykkes at finde dem i havet.
Lidt længere mod syd ligger Stenbjerg Landingsplads. To rækker sandblæste, hvide redskabshuse, som fiskerne brugte indtil 1972, da fiskeriet gik i stå i Stenbjerg.
I dag er der museum i et par af de fredede bygninger, der ligger på en øde strand. Her kan man fornemme, hvor sindssygt hårdt fiskeriet i Stenbjerg må have været med storme, bølger, sandfygning og lang vej til Kristiansand i Norge, som var nærmeste handelspartner i 1700-tallet, da landingspladsen opstod.
Farvel for nu
Endnu længere mod syd ligger Lodbjerg Fyr. Fyret blev bygget i 1883, hvor en fyrmester og et par fyrpassere måtte bo ude i det øde klitlandskab for at passe fyret og forhindre strandinger.
I dag er fyret automatiseret og mest til pynt, fordi alle skibe efterhånden har moderne navigeringsudstyr. Udsigten fra tårnet giver en god idé om, hvor enorm naturen er i Thy. I nærheden og ligeså isoleret ligger den lille Lodbjerg Kirke med plads til max 60 kirkegængere.
Nationalparken udmunder i Agger Tange. En smal, flad, lang finger, der peger mod syd. Tangen består af sten, sand og græsningsarealer. Fra Agger Tange tog jeg en lillebitte færge over Limfjorden til Thyborøn og sagde dermed farvel til Nationalpark Thy – for nu.
Nationalparken fortjener bestemt et gensyn. Næste gang måske med udgangspunkt i en mere overskuelig web udviklet af den nye kommunikationsmedarbejder?
Alle fotos er taget af Lotte Ladegaard.
Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via min Mobile Pay til 27 30 17 89. Jeg bliver meget berørt af selv det mindste beløb, der giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver mindst ligeså glad, som du gør, når du får løn for dit arbejde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
