MIDTVESTLIV // KLUMME – Ordet woke er blevet det nye krænkelsesparat, og begge har det tilfælles, at de som oftest bruges nedsættende og som skældsord. Seneste brænde på bålet er balladen om Pyrus-julekalenderen, som set med Julie Bendtsens øjne udstiller uvidenheden og manglen på empati hos en sørgeligt stor gruppe danskere.
CHICAGO – Det er, som om debatten om racisme, politisk korrekthed, og hvad der var okay engang, men måske ikke er det mere, går i ring. Og på forunderlig vis slutter ringen stort set altid med en variant af samme tema: Hvor meget hensyn skal de af os, som dybest set ikke aner en kæft om, hvad det vil sige at leve som en del af en undertrykt minoritet – og blive diskrimineret på baggrund af det – tage til dem, der ved alt om det, fordi de lever i og med det hver dag?
At dømme efter den seneste uges tids rystende, men ikke overraskende, del af kommentarerne på de mere eller mindre sociale medier i det danske land er svaret på ovenstående ganske klart: Ikke en dyt. Vi skal ikke tage en dyt hensyn, for hvis vi gør, er det et knæfald for de krænkelsesparate, og inden vi ser os om, er Danmark blevet det værste, man overhovedet kan forestille sig: Woke. Nedsmeltningen er total.
Blackface som udklædning er noget, der bare skal uddø helt og aldeles
Sidste uge besluttede TV2 at droppe genudsendelsen af Pyrus-hittet “Alletiders Julemand”, fordi dele af den kan virke ikke bare stødende for nogle, men også forvirrende for børn, der ikke som så mange af os andre er vokset op i en tid, hvor ord som neger, sigøjner og svans blev brugt i flæng, og hvor ingen løftede et øjenbryn.
Vi mente jo ikke noget med det, vel? Nuvel, en ting er ord, der blev brugt, en anden ting er de stereotyper, der prydede kulturen. I “Alletiders Julemand” er en gruppe børn malet sorte i hovederne, og kostumet er toppet med grotesk store, knaldrøde læber og kridhvide tænder. Jeg ved det – klassisk flødebolle-look, ikke?
Blackface for fuld skrue
Jeg tror ikke, man skal være specielt krænkelsesparat for at få øje på en ret lige linje mellem flødebolleudklædningen og det faktum, at flødeboller indtil slutningen af 80’erne gik under navnet negerbolle eller negerkys.
På trods af at en stor gruppe stædige danskere fastholder deres ret til at bruge ordet “neger”, fordi det har de altid gjort, og det er simpelthen for stort et arbejde at ændre på det, bare fordi den gruppe, de omtaler med det, ikke bryder sig om det, har det i en årrække været ugleset at bruge den betegnelse.
Men at dømme efter den senere tids Pyrus-debat er det i manges øjne åbenbart stadig helt fjong at benytte sig af tidligere tiders fuldstændig lige så stødende kostume-karikaturer af mennesker med afrikanske rødder. Den karikatur, der kan ses i “Alletiders Julemand” trækker klare tråde til den amerikanske minstrel-tradition, og hvis man ikke er bekendt med den, kan jeg varmt anbefale, at man bliver det. Jeg vil endda gå så langt som at mene, at det burde være et kriterium for at have en holdning til, hvorvidt blackface er acceptabelt.
I minstrel-showene malede hvide mennesker sig sorte i hovedet og tilføjede grotesk store, røde læber og lysende hvide tænder (I ved, ligesom en flødebolle, ikke?) og karikerede mennesker af afrikansk afstamning som værende dovne, dumme, sexfikserede og tyvagtige – blandt mange andre lidet flatterende karaktertræk, som alle hører ind under blackface-traditionen.
Amerikanske tilstande
Minstrel-traditionen uddøde heldigvis i langsom takt med, at hvide amerikanere blev mere og mere opmærksomme på deres forfædres ansvar og skyld i tidligere tiders USA, og det samme gjorde traditionen med at benytte sig af blackface som et sjovt kostume.
Ikke i samme takt, nej, og der findes stadig masser af amerikanere, der synes, det er sjovt at male sig sorte i hovedet (pudsigt nok er der et relativt stort overlap mellem den gruppe og så den, der ikke synes, der er det mindste galt i at lade et sydstatsflag pryde deres forhave) – men det er almen viden for de fleste med bare en smule historieforståelse, at blackface som udklædning er noget, der bare skal uddø helt og aldeles.
Med debatten om “Alletiders Julemand” er jeg endnu engang blevet mindet om, hvor mange årtier Danmark halter bagud, når det handler om at tage racisme seriøst. Vi fatter det ganske enkelt ikke. Fordi vi ikke selv har været tæt på en slavekultur i vores lille, beskyttede land (vi kunne nøjes med at nyde godt af den på lang og komfortabel afstand), er det, som om den stædige holdning er blevet, at efterfølgende tiltag, som har til formål at tage afstand fra den, heller ikke er noget, vi behøver at beskæftige os med. Vi skulle jo nødigt have amerikanske tilstande, vel?
Indimellem ville jeg ønske, at Danmark ville åbne sig for flere amerikanske tilstande. Villigheden til at se strukturel racisme i øjnene og forholde sig til den er et godt eksempel. Amerikanske tilstande er ikke altid forfærdelige – ligesom danske tilstande heller ikke altid er forbilledlige.
En snak om stereotyper
Hvor “det er jo bare flødeboller”-argumentet virker så enfoldigt, at det nærmest kun kan være et bevidst valg om at gøre sig mindre oplyst, end man er, har jeg måske lidt nemmere ved at følge andres andre argument for at vise julekalenderen, som den er, fordi det giver børn en chance for at lære noget om historie og kultur, og hvordan tiderne har ændret sig. Men jeg synes stadig ikke, det holder.
Vores traditioner er ikke vigtigere end andres smertefulde historie
For det første fordi jeg tvivler på, at det scenarie rent faktisk ville udspille sig. Jeg tror simpelthen ikke på, at så stort et antal forældre sidder klinet til en genudsendelse for at vente på det øjeblik, hvor de kan lære deres seksårige lidt om racistiske stereotyper og forklare dem, hvad de laver i en julekalender for børn.
For det andet fordi der er så mange andre anledninger til at tage den snak på alle tider af året og dagen. Det kræver en indsats, ja, og det kræver, at det faktisk er noget, man mener, at ens børn bør lære, og at man derfor selv tager emnet op.
For det tredje – og den grund er så vigtig, at de andre er ligegyldige – fordi alle de efterrationaliserende argumenter ikke ændrer det fjerneste på, at der vil sidde en gruppe børn med afrikanske rødder og se julekalenderen – og blive kede af det.
Nej, ikke krænkede, ikke “woke”. Børn er ikke krænkelsesparate, børn er ikke sarte. Men børn bliver kede af det, når de føler sig udenfor, når de bliver marginaliseret, når de bliver latterliggjort – og når verden omkring dem blæser højt og flot på deres følelser, fordi “det er jo bare en flødebolle”.
Den farlige forandring
Debatten om den aflyste julekalender gør mig trist, fordi den minder mig om og udstiller, hvor langt bagude Danmark er. Hvor lidt villige vi er til at godtage forandring, hvis den ikke lige handler om at gøre det bedre for os selv, hvor ligeglade vi er med den effekt, vores ord og handlinger har på andre. Og ja, lad mig bare nuppe den på forkant og smide it #notallDanes ind her.
Selvfølgelig er det ikke et billede på hele Danmark. Men efter at have været vidne til den seneste uges debat om endnu en genudsendelse af endnu en julekalender – som jeg i øvrigt slet ikke anede, at så mange mere end midaldrende danskere uden børn i julekalendermålgruppen havde så stærke følelser for – er det desværre tydeligt, at det gælder for en alt for stor del.
En stor del, der bare ikke vil godtage, hvad der burde være åbenlyst: Vores traditioner er ikke vigtigere end andres smertefulde historie. Gid vi dog kunne gøre det bedre. Gid vi gad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
