NYTÅRSCAUSERI // LIV – Det nye år er lige begyndt, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Der er så meget, jeg skal nå. Der sker så meget. For meget. Jeg kan ikke holde styr på det. Hverken på det ydre eller indre plan.
Lige nu er mine ’to do’-lister så lange, at jeg hverken kan overskue at gå i gang med dem, eller lade være. Sådan er det tit i begyndelsen af året. Årshjulet kører derudaf med sine ugeværk, uanset om vi vil det eller ej.
Så jeg ser Netflix, mens verden brænder og regningerne hober sig op. Jeg ser Netflix, mens hindutvabøller banker studerende på det legendariske JNU universitet i Delhi og alle skyder skylden på alle fra højre til venstre, og fra den ene hemmelige WhatsApp gruppe til den anden. Jeg ser Netflix, mens en amerikansk drone dræber en iransk general og verdens blik for en tid vendes mod mellemøsten, som så ofte før. Jeg ser Netflix, mens det hele går i sig selv igen, og Australien brænder, og verden fortsætter med at gå ad helvede til, mens en turist fra Hong-Kong skriver et nødråb i rødt på den lille havfrue.
Tiden er en tyv, og jeg sidder i slipvinden og ser Netflix. Jeg kan ikke andet. Netflix, Facebook scrolling, Netflix, Instragram scrolling. Jeg kan ikke andet. Min koncentrationsevne falder proportionelt med den ikke-tid tid, jeg bruger på at vånde mig over min handlingslammelse og scrolle og scrolle og scrolle
Jeg er totalt rådvild på en dyb, eksistentiel måde, jeg ikke husker at have været før.
Faktisk er jeg næsten totalt handlingslammet. Som et dyr fanget i en lysning midt i en skovbrand.
De første uger er allerede gået og der er kun 50 uger tilbage. Min tidsoplevelse fiser afsted som et magnettog i en vakuumtube. Jeg er lige stået op, og så skal jeg i seng. Sol er der ikke meget af, lys heller ikke. Penge er en sjælden gave. Det er et større problem, end det burde være. For det er dyrt at være fattig i Danmark. Meget, meget dyrere, forholdsmæssigt, end det er at være bare almindeligt økonomisk flydende. Men det taler vi ikke om.
Jeg ser Travelers på Netflix. En serie om tidsrejsende fra fremtiden, som forsøger at ændre tilstrækkelig mange forhold i tilstrækkeligt mange tidslinjer til, at det ikke går ad helvede til. De tidsrejsendes indsats er styret og orkestreret af en AI, ’direktøren’. Mennesker er en slags humanoide programmer, som kan ændres og overtages af de rejsende.
Sikke et opløftende meme…Not. Det får mig til at tænke på rigmandshypotesen om, at hele verden er én stor computersimulation. Velkommen til Store Modløse. Andet er der ikke at sige til det. Men underligt at folk bare sluger idéen råt. Også selvom tanken om verden som en stor illusion, som en art holografisk computerspil, på sin vis er en logisk videreførelse af de forrige memer, man har stoppet i halsen på verdens – og særligt vestens befolkning i de sidste hundrede år. Først gudløs rationalisme, så materialisme og endelig den vanhellige evolutionærpsykologi, som har erobret vor tænkning om os selv på bare en generation. På den anden side, hvis man alligevel bare er en tobenet kødrobot regeret af signalstoffer og biokemiske processer, kan man vel lige sågodt…også…være en del af en simulation.
Jeg drømmer om ikke at være velsignet med en addiktiv psyke, og læser om nogle nye forskningsresultater, som konkluderer at ændringer skal være gradvise og hensynsfulde for at kunne blive bæredygtige
Tiden er en tyv, og jeg sidder i slipvinden og ser Netflix. Jeg kan ikke andet. Netflix, Facebook scrolling, Netflix, Instragram scrolling. Jeg kan ikke andet. Min koncentrationsevne falder proportionelt med den ikke-tid tid, jeg bruger på at vånde mig over min handlingslammelse og scrolle og scrolle og scrolle og se lidt mere Netflix, pause, tjekke en notifikation og se to minutter mere.
Det er ikke engang sjovt. Det er virkelighed som lynhurtigt skifter plads med uvirkelighed i et kup, ingen når at fatte før handlen er afsluttet og bordet – eller skærmen fanger.
Jeg drømmer om ikke at være velsignet med en addiktiv psyke, og læser om nogle nye forskningsresultater, som konkluderer at ændringer skal være gradvise og hensynsfulde for at kunne blive bæredygtige – altså holdbare i længden. Det er ikke nyt, men godt at vide. For det er dybest set en fantastisk vigtig pointe, også selvom den ikke passer os: Der findes ikke noget kvik-fix. Der findes kun det lange, seje træk, kun vedholdenhed, dedikation og vilje, når livsstilen skal hones og de store uvaner renses ud, eller bankes på plads, så vi bedre kan være i os selv.
Nu ser jeg Dracula. På Netflix naturligvis. Jeg tænker på, om de også ser Claes Bang i Iran, hvor Netflix seere har endnu mindre at vælge mellem, end vi danske (DK og Iran er de to lande i verden, hvor udvalget på Netflix er mindst, red.) og så tænker jeg ikke mere, for allerede da jeg ser ordet Dracula på skærmen, i rødt og skrevet med en skrifttype, som bærer mindelser om 90’ernes version af historien med Gary Oldman i hovedrollen, allerede dér er jeg fanget. Dracula er også en af mine ynglingshistorier. Jeg læste den første gang som ti årig, hvis ikke før.
Denne version er anderledes. Den er sjov og ikke som sådan uhyggelig. Eller rettere. Den er frygtindgydende, men ikke som Dracula versionering. Ser man miniseriens Grev D. som metafor for rovkapitalismens ånd, psykopatien og grådigheden, er den både rammende og skræmmende. Det passer også udmærket. Ligesom rovdyrene i bankverdenen og industri prædiker Bangs Dracula krokodillemoral og den stærkes ret, lige indtil han selv får brug for en ’bankpakke’ i form af en lejesvend i advokatham, som hjælper ham ud i friheden…Nå, spoiler alert. Det er også ligegyldigt, for ligeså snart en serie er afsluttet, begynder en ny.
Og eftersom hver scene stort set er forsvundet i glemslens mørke i dét sekund, den er ovre, bliver den kumulerede effekt af al det Netflix egentlig blot en gradvis dominans af fiktionaliseret virkelighed. Vi skifter gradvis vores færden i verden ud med færden i den fiktionaliserede hyperrealitet i skærmene. Velkommen til verden som sæbeopera 2.0.
Jeg hanker op i mit simulerede hår. Det skal blive en gammel løgn, skal det.
Udenfor stiger solen på himlen og dagen er blevet en halv time længere. Det er tid til at klappe låget i, tage jakken på og gå en tur i det nye år. For selvom der allerede er gået to uger, er der masser af 2020 tilbage. De nytårsforsæt holder jo ikke sig selv.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: PR
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her