POV BUSINESS // LEDELSE // KOMMENTAR – Er det kompetencegivende at prøve at blive levende begravet? Eller er den type lederkursus, hvor en sådan øvelse indgår, både meningsløs og kontraproduktiv. Ja, siger Eva Jakobsen, der selv arbejder med udvikling af ledere og organisationer samt konflikthåndtering til daglig. “Ledere, der er tiltrukket af den type kurser er dem, der har de største udfordringer med at få sat ord på deres eget lederskab … og som har svært ved at investere tilstrækkelig tid til refleksion over, hvilken rolle de spiller i organisationen, samt hvor de kan se udvikling hos sig selv og andre. Kort sagt har de svært ved at vise og demonstrere de lederegenskaber, den moderne virksomhed virkelig har brug for.”
I forrige weekenden fik jeg bekræftet mine værste anelser om nogle former for lederudviklingsforløb.
Jeg var til et middagsselskab og faldt hurtigt i snak med min bordherre, som jeg ikke kendte på forhånd. En erfaren leder på omkring 45 år. Han fortalte mig om en af sine egne meget personlige oplevelser.
Han er på ledergruppeudvikling i 2 dage, og forløbet foregår ude i en skov. I en øvelse skal gruppen have bind for øjnene og ved fælles hjælp finde vej igennem skoven til et nærmere bestemt sted.
De samarbejder og finder vej, og får så lov til at tage bindet af øjnene.
Jeg er grundlæggende rystet over at høre, at en moden, reflekteret mand skal indgå i et ledergruppe-udviklingsforløb med dette indhold
Foran dem er gravet 6 grave. Læs: 6 huller i jorden som gravsteder. De skal nu iklæde sig nogle hvide plastikdragter, tage dykkerbriller og snorkel på og skiftevis lægge sig i hullerne. Hernæst skal deres makker begrave dem.
Han mærker den tunge jord blive kastet på sig. Han lukker øjnene og koncentrerer sig fuldt ud om at trække vejret igennem snorklen. ’Jeg kan ikke tænke på andet, end at jeg skal trække vejret roligt – jeg skal sikre, at jeg ikke går i panik’, fortæller han.
Grænseoverskridende øvelser uden klart formål
Jeg er selv professionel ledelsesrådgiver, og jeg må sige, at jeg er rystet.
Jeg er grundlæggende rystet over at høre, at en moden, reflekteret mand skal indgå i et ledergruppe-udviklingsforløb med dette indhold.
Ved middagen spørger jeg ham forsigtigt, hvad meningen var med øvelsen. Det står uklart for ham. Han kunne ikke huske, at lederen af gruppen havde forklaret, hvorfor de skulle igennem denne øvelse, men ingen i ledergruppen havde sagt fra overfor konsulenterne, der stod for arrangementet.
Og hvad han egentlig havde lært om lederskab og ledergruppen, stod fortsat hen i det uvisse.
Jeg var faktisk mere rystet end ham. Jeg kan forstå, at jægersoldater skal trænes på den måde, de skal jo kunne modstå alskens uforudsigelige former for pres. Men hvad kan den type træning lære den moderne leder?
Måske det udviklingskursus, når alt kommer til alt, dækker over noget helt andet. Fx at der er mere angst, ubehag og forsvar ved at tage fat om de vigtige dialoger om ledelsesmæssige paradokser, dilemmaer, samarbejdsvanskeligheder end der er ved at begrave hinanden i et hul i jorden?
For min bordherre var det bare endnu et udviklingsforløb, hvor han skulle udfordres fysisk og mentalt med den ene mere særprægede øvelse efter den anden, uden at formålet var tydeligt for hverken ham eller de øvrige.
Dækmanøvre for at undgå de svære spørgsmål
For mig er det svært at forstå, at man som leder igangsætter et sådan forløb for sin ledergruppe uden at der er noget tydeligt formål. Jeg fristes til at sige, at der er tale om formålsløs udfordring af den enkeltes grænser.
Min erfaring siger mig ydermere, at den type udviklingsforløb efterlader en langt større risiko for, at gruppen bliver defensiv og låser sig fast, end at den udvikler sig hensigtsmæssigt.
Jeg har derfor overvejet om dette valg af udviklingskursus, når alt kommer til alt, dækker over noget helt andet. Fx at der er mere angst, ubehag og forsvar ved at tage fat om de vigtige dialoger om ledelsesmæssige paradokser, dilemmaer, samarbejdsvanskeligheder, end der er ved at begrave hinanden i et hul i jorden?
Problemet er, at denne type undgåelsesadfærd ikke fører til nogen som helst udvikling, der vedrører lederlivet i den moderne organisation.
Og ærlig talt: De ledere, jeg kender, der foretrækker den form for lederudvikling, er også dem, der har de største udfordringer med at få sat ord på deres eget lederskab forstået på den måde, at de har svært ved at investere tilstrækkelig tid til refleksion, når det drejer sig om, hvilken rolle de spiller i organisationen og hvor de kan se udvikling hos sig selv og andre.
Kort sagt har de svært ved at vise og demonstrere de lederegenskaber, den moderne virksomhed virkelig har brug for.
Hvis læringen fra udendørs-aktiviteter ikke er overførbare til det organisatoriske liv, så er effekten i bedste fald minimal og i værste fald direkte skadelig
Den argentinske psykologiprofessor Thomas Chamorro-Premuzic har netop beskæftiget sig indgående med denne problemstilling i lyset af lederrekruttering. Han peger på, at vi stadig glorificerer den gammeldags maskuline, selvhævdende ledertype, selv om al forskning peger på, at en god chef er det stik modsatte. En afdæmpet person med stor faglighed, ydmyghed, integritet og empati.
Han kan følges på Twitter her:
In an Age of Ethical Business Dilemmas, Women Leaders Should Be in Higher Demand https://t.co/hlWl0wn6A5
"We must all reevaluate how we define leadership so that we no longer match roles to people who simply look the part."
— Tomas Chamorro-Premuzic (@drtcp) August 29, 2019
Sig fra – en vigtig lederkompetence
Misforstå mig ikke: jeg ser og forstår bestemt pointen i, at lederudvikling også foregår på mere utraditionelle måder og ikke kun i et konferencelokale med Post it-sedler. Spørgsmålet er bare, hvilken ledertype der udvikles, når opgaven er at begrave hinanden i en mørk skov?
Jeg vil til hver en tid påstå, at det er lettere at bygge en tømmerflåde end at bygge et lederteam i den moderne organisation.
Og hvis læringen fra udendørs-aktiviteter ikke er overførbare til det organisatoriske liv, så er effekten i bedste fald minimal og i værste fald direkte skadelig.
Det kræver mod af ledergruppen og dennes leder at tage de svære samtaler og turde stå ved gruppens hovedopgave: At sikre løsning af organisationens mangeartede og ofte konfliktende opgaver og sikre meningsskabelse for medarbejderne i en fortsat foranderlig og uforudsigelig kontekst.
Sig fra, hvis en øvelse overskrider dine personlige grænser. Det i sig selv er en utrolig vigtig ledelseskompetence
Det er ikke særlig sexet eller he-man-agtigt, men det er den moderne udviklingsstrategi for en driftig virksomhed i en foranderlig verden.
Jeg kender ikke dét konsulentfirma, der udbyder begravelses-seancen og måske har de gode organisationspsykologiske forklaringer på, hvad det skal gøre godt for.
Hvis de har, så sørg for – som ansvarlig leder – at afkræve dem forklaringerne både før, under og efter øvelsen. Og vigtigst af alt: sig fra, hvis en øvelse overskrider dine personlige grænser. Det i sig selv er en utrolig vigtig ledelseskompetence.
Se et eksempel på et foredrag fra dr. Thomas Chamorro-Premuzics – her en Tedx Talk – om ledelse nedenfor:
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
