POV BUSINESS // DEBAT – Hvis arbejdsgiveren ser medarbejderen som medmenneske, ville meget være anderledes. Og hvis idéen om bæredygtighed overføres til arbejdspladsen, vil man kunne se en sund struktur, som ikke presser medarbejderen til det yderste, skriver forfatter og stressekspert Thomas Milsted. Han mener, at en sådan omstilling må være til fordel for alle – selv firmaregnskabets bundlinje. Grådighed skal man derimod til livs både i det private og det offentlige – og på Christiansborg.
Hvis effektivitet og produktivitet har til formål at løfte velfærden, og hvis samfundet var ledet af et sundt politisk system, der ikke alene beskyttede de flestes velfærd, men samtidig kom svage og ulykkelige mennesker til undsætning, ville det være værd at arbejde hårdt for.
Men hvis effektivitet og produktivitet kun er brændstof til grådighedens ødelæggende kraft, er det så forbandet meningsløst at knokle sig halvt ihjel, fordi det ikke tjener andet formål, end at nogle få skummer fløden, mens resten allernådigst kan slikke bunden.
Grådighed overskygger ordentlighed
Og sådan ser det for ofte ud. Grådighedens grimme ansigt har på det seneste vist sig overalt.
Banker, der hellere bruger energi på at finde huller i lovgivningen, frem for at opføre sig ordentligt, bevæger sig hele tiden på kanten af lovgivningen – og til tider over.
Folketinget er fyldt med disse grådighedens vogtere, der i stålblåt jakkesæt baner vej for dem med penge og initiativ
Vi er vidne til skyhøje og ublu direktørlønninger, som på ingen måde står mål med indsatsen og fratrædelsesordninger, der skriger til himlen. Vi ser udlændinge, der udnyttes på groveste vis til lave lønninger, og lastbilchauffører, der bor under kummerlige forhold.
Men grådigheden viser sig også politisk, når for få medarbejdere i det offentlige skal lave for meget, eller når medarbejdere, studerende og borgere konstant presses på deres fysiske og psykiske formåen, fordi penge brugt på velfærd giver mindre fløde til dem, som i forvejen skummer så rigeligt af den.
Og som om det ikke var nok, så er Folketinget tillige fyldt med disse grådighedens vogtere, der i stålblåt jakkesæt baner vej for dem med penge og initiativ. Gennem lovgivning, regulativer og reformer gør de, hvad der står i deres magt for, at riget retorisk fattes penge. Sådan kan grådigheden nemlig ubemærket blomstre under så gunstige vilkår som muligt.
Grådighed trækker mange uskyldige ofre efter sig, og de mest grådige i samfundet går på et tæppe af nedslidte sjæle
Selvfølgelig kan disse “grådighedens beskyttere”, forklædt som liberale fritænkere, forventes at få noget igen. Det gør de i form af lukrative stillinger, der står og venter på dem, når de må forlade Tinget.
Det er grådighedens kredsløb, som holdes i gang af politikere og initiativrige forretningsfolk, hvor just denne egenskab føles så iboende, at det mest af alt virker som medfødte biologiske strukturer.
Grådighed er udtryk for manglende dannelse
For vi må ikke glemme, at grådighed trækker mange uskyldige ofre efter sig, og at de mest grådige i samfundet går på et tæppe af nedslidte sjæle. Vi er ikke født grådige og konkurencemindede, det er en tillært “markedshjerne”, der tænker sådan. Vi er født til at fungere i fællesskaber – og ikke mindst til at bidrage til et fælles bedste.
Grådighed forårsager ofte sygdomme på vores arbejdspladser i form af symptomer på stress og nedslidning. Vil man reelt skabe anstændige og ordentlige arbejdsvilkår, må man derfor få skåret den kræftsvulst, som grådighed er, helt væk.
Og tag ikke fejl; der tales sikkert meget om netop grådighed på landets arbejdspladser, men det er slående, hvor lidt, der aktivt gøres for at mindske den, så arbejdsmiljøet kunne forbedres.
Det er nok en vanskelig opgave at komme den til livs, for har man først smagt grådighedens sødme, kan det være svært at slippe igen. Til trods for at mennesket i dag mere end nogensinde har udviklet særlige evner som moral, dømmekraft og evnen til at skelne, og til trods for at mange har lange og fine uddannelser fanges stadig mange ind.
Men vi når ikke langt i vores bestræbelser på at komme de negative konsekvenser af arbejdslivet til livs, hvis ikke dem i toppen begynder at overveje, hvornår de har nok.
Det er markedstænkningen, der tydeligvis afgør, hvordan vi ser på mennesket … Den grådige ser vækst som løsningen på samfundets udfordringer, den humane søger i højere grad bæredygtige løsninger
Det er jo sjovt nok og vel nærmest helt klichéfyldt, at det er dem på gulvet, der skal holde igen med deres krav om bedre lønninger og arbejdsforhold.
Vi skal blive bedre til at gå glip af og nøjes. Men samtidig synes dem med sportsvogne og firehjulstrækkere i garagen ikke at gøre sig nogen som helst tanker om, at de måske skulle holde lidt igen, så de værdier, vi har skabt i fællesskab, kunne blive lidt mere rimelig fordelt.
Grådigheden har en høj pris
Vi har i årtier haft en ret omfattende viden om, hvordan mennesker nedbrydes psykisk og fysisk på vores arbejdspladser. Men denne viden har tilsyneladende ingen effekt – i hvert fald ikke i den grad man kunne ønske sig, at den havde.
Det skyldes, tror jeg, at den fremherskende tankegang i samfundet er bestemt af økonomien. Det er markedet, der er udgangspunkt for vores beslutninger, men også markedstænkningen, der tydeligvis afgør, hvordan vi ser på mennesket. Eller rettere, hvordan nogle mennesker ser på andre mennesker.
Grådighed er en del af den tankegang, og den medvirker til, at vi ser på mennesker som en ting til brug for opnåelse af udbytte.
Mennesker er altså i den grådiges øjne noget, der kan udnyttes, styres og kontrolleres, hvor det hos andre mere ville være et spørgsmål om at skabe en tilværelse for det enkelte menneske, som var i overensstemmelse med dets behov og interesser.
Den grådige ser vækst som løsningen på samfundets udfordringer, den humane søger i højere grad bæredygtige løsninger.
På den måde kan man kun begræde, at humanismen i disse år har trange kår på vores breddegrader.
Humanister må lægge øre til meget hån og spot, men når alt kommer til alt, kan det vel ikke kaldes andet end kynisk, ja, ligefrem ondskabsfuldt, hvis man ikke ved synet af menneskelig elendighed, nedslidning og sygdom føler sig kaldet til at lægge grådigheden bag sig og begynde at bruge sin rigdom og iværksættertrang til at gøre livet godt for de mange, frem for bare sig selv og sine nærmeste.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her