VIN // KLUMME – Hvis du er glad for lette, saftige rødvine, fejrede du måske den tredje torsdag i november med at drikke Beaujolais Nouveau. Det er en festlig tradition, som du kan læse meget mere om her, men som også har skygget en smule for alt det andet, vinområdet Beaujolais også kan. Derfor skal vi i denne klumme syd for Bourgogne og undersøge, hvad der sker, når man tager Gamay-druen alvorligt.
Beaujolais-regionen ligger i forlængelse af Mâcon, langs Saône-floden. Groft sagt kan regionen deles op i nord og syd, hvor hver del står for henholdsvis vine af meget høj kvalitet og af lidt lavere ditto. På trods af at Beaujolais kun er omkring halv størrelse af Bourgogne, produceres der næsten lige så mange flasker vin fra cirka 2600 producenter. Flere og flere af disse hælder til at lave vin med minimal indblanding, low-intervention winemaking, og grunden er simpel: naturvinens grand old man kom fra Beaujolais og lavede vin her.
De bedste marker er sydvendte for at få Gamay-druerne modne og mindske risikoen for svampesygdomme
Jules Chauvet var uddannet kemiker med en interesse i spontangæring, som han eksperimenterede med som vinbonde i 1940’erne. Han var også foregangsmand for macération carbonique, der i dag bruges både i Beaujolais Nouveau og de andre lettere vine fra regionen. Mange andre producenter blev inspireret af hans tanker omkring at minimere brugen af svovl og kulturgær. I dag står Yvon Metrás, Jean Foillard, Guy Breton og Marcel Lapierre for Beaujolais af topkvalitet.
Fem gode bud
Mange af førnævnte producenters vine kommer fra de såkaldte crus. Det er mindre områder, der alle ligger i den nordlige del af Beaujolais, hvor jordbunde med granit, sand og skifer sørger for effektiv dræning.
De bedste marker er sydvendte for at få Gamay-druerne modne og mindske risikoen for svampesygdomme, der nemt trænger igennem den tynde skal. Længere nede mod flodlejet og i den sydlige del produceres der store mængder letdrikkelige vine, for hvis Gamay-stokkene får lov til at stå i næringsrig jord, er høstudbyttet højt. På etiketterne vil stå Beaujolais AOC, og et nøk op ad kvalitetsmæssigt er Beaujolais Villages AOC, der er fra marker lidt længere oppe ad skråningerne.
For at lave den pøle-venlige, saftevandslignende stil fra syd bruges ofte macération carbonique
Men nu til det bedste Beaujolais, de ti cru’er, her fra nord til syd: Juliénas, Saint-Amour, Chénas, Moulin-à-Vent, Fleurie, Chiroubles, Morgon, Régnié, Brouilly og Côte de Brouilly. Meget kan siges om dem alle, men for overblikkets skyld fokuserer vi på fem af dem.
Moulin-à-Vent: Stilen er let og lys, men stadig seriøs. Vinene herfra bliver nærmest burgundiske med tiden, hvis de får lov til at ligge.
Fleurie: Her findes både fine og florale vine, men tættere på grænserne til Moulin-à-Vent og Morgon er der lidt mere frugtighed og tæthed.
Chiroubles: Markerne i Chiroubles er de højestliggende og vinene har derfor mere friskhed og kan drikkes unge.
Morgon: De mest alvorlige vine med mere tanninbid og tæt frugt. De skal helst ligge fem til ti år, før de virkelig viser deres kompleksitet.
Brouilly: En rigtig bistro-basker med masser af duft, frugt og saftig smag.
Selvgærende Gamay
Udover at placeringen af vinmarkerne for cru’erne selvfølgelig har meget at sige om den endelige vin, er det nok mest produktionsmetoderne, der får dem til at skille sig ud fra resten af Beaujolais. For at lave den pøle-venlige, saftevandslignende stil fra syd bruges ofte macération carbonique eller semi-macération carbonique. Begge metoder gør aktivt brug af den CO2, der er et biprodukt af alkoholisk gæring.
Ved fuld macération carbonique fyldes hele klaser i lufttætte tanke, hvor ilten erstattes med CO2. I et iltfattigt miljø starter en intracellulær gæring, altså inde i hver enkelt drue og kulsyren får druerne til at sprænge, hvorved druemosten frigives. Det er en blid form for gæring og betyder, at farve og smag ekstraheres, men ikke tannin, og det giver derfor lette, saftige vine.
I de lette vine er macerationstiden fire-fem dage og i cru’erne er den ti-tyve dage
Ved semi-macération carbonique fyldes tankene med hele klaser, men ikke CO2. Vægten får de nederste druer til at sprække og gæringen går i gang, hvorved CO2 dannes naturligt og så er resten som ved fuld macération carbonique. Eftersom der ikke skabes meget alkohol på denne måde, vil druerne ofte blive presset efterfølgende og mosten gæres, så den har en alkoholprocent på omkring 13 procent.
Tip til weekendens vinkort
Når det kommer til vinene fra Beaujolais’ cru’er, minder metoderne mere om dem, vi kender fra resten af verden, når der skal laves kvalitetsvin. Det vil sige længere maceration, altså den proces, hvor drueskallerne ligger med mosten før aftapning. I de lette vine er macerationstiden fire-fem dage og i cru’erne er den ti-tyve – selvfølgelig forskellige fra vin til vin og fra producent til producent.
Det giver en større intensitet, mere kompleksitet og højere tannin-niveau, hvis det er stilen. Efter gæring kan der bruges en andel af nye fade for at give toner af varme krydderier, og vinene ligger i kælderen i længere tid. Hver del af denne metode er lidt dyrere, og derfor er prisen ofte højere på den færdige vin.
Selvom Beaujolais og Bourgogne adskiller sig på afgørende områder som druesort, pris og prestige, findes der faktisk en appellation, der forener dem: Passetoutgrain. Her blandes Gamay og Pinot Noir, og vinen starter livet med macération carbonique, så stilen er frugtig og let at elske. Så hvis du falder over sådan en fætter på et vinkort i weekenden eller andre af de nævnte Beaujolais’er, er der hermed sendt en anbefaling din vej. Santé!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og