SAMFUND // KRONIK – Den måske større fortælling om forandringen af vores samfund – og næsten alle andre rige lande – er overgangen fra samfund, der er fyldt med børn, til samfund, der er fyldt med ældre mennesker, skriver Ask Foldspang Neve. Det skyldes selvsagt både, at vi bliver ældre end før, og at vi får færre børn. Den sammenlagte effekt er temmelig stærk.
Der har de seneste år været en del snak om den dalende fertilitet og spørgsmålet om, hvorfor folk ikke får børn længere. Eller i hvert fald ikke lige så mange børn som tidligere. Og altså ikke børn nok til at opretholde befolkningens størrelse.
Dansk Erhverv har advaret mod den dalende fertilitet. Statsministeren har lovet hjælp til ufrivilligt barnløse. Og det viser sig, at flere og flere forbliver ganske frivilligt barnløse.
Givet at emnet for bare få år siden mest blev debatteret af demografer, læger og unge kærestepar (og eventuelle bedsteforældre in spe), kunne man få den opfattelse, at der må være sket et abrupt fald i fødselstallet. Er vi over natten holdt op med at reproducere os?
Ikke helt.
Alarmerne er gået – formentlig først blandt forskere, så embedsfolk og så interesseorganisationer og politikere – efter at den samlede fertilitetsrate (total fertility rate, TFR) i 3-4 år er dykket fra et anstændigt (omend lavt) niveau på 1,72 i 2021 til 1,47 i 2024.
TFR, p-piller og demografisk overgang
Førstnævnte er nogenlunde på linje med den højere ende af lavfertilitetslande, som Danmark og de nordiske lande i lang tid har udgjort. Sidstnævnte er nede i det territorium, hvor befolkningspyramiden hastigt begynder at bryde sammen. Som gængs tommelfingerregel siger man, at det kræver 2,1 barn pr. kvinde at opretholde befolkningens størrelse. Hvorfor 2,1 og ikke bare 2? Jo, fordi ikke alle børn overlever, til de bliver voksne, og fordi ikke alle voksne selv får børn.
Konteksten er her, at den globale fertilitet – antallet af børn, hver kvinde føder over en livstid – har været entydigt nedadgående i stort set alle verdens lande i mange år.
De fleste steder helt siden p-pillen blev udbredt i 1960’erne, og sex og reproduktion på endnu lettere vis (især for manden) blev afkoblet fra hinanden. I Danmark var den samlede fertilitetsrate stadig på 2,6 børn pr. kvinde i 1966 – et pænt stykke over befolkningens samlede vedligeholdelsesniveau. I 1976 var den dykket til 1,8. Og 70’erne står ellers ikke som et ikon på et bornert årti. I 1983 nåede fertilitetsraten helt ned på 1,4 – det laveste, den nogensinde har været.
Den globale fertilitet – antallet af børn, hver kvinde føder over en livstid – har været entydigt nedadgående i stort set alle verdens lande i mange år
Men så vendte pilen opad, og siden midt-1990’erne har Danmark ligget sammen med USA og de nord- og vesteuropæiske lande som eksempler på rige lande med rimeligt holdbare befolkningsudviklinger. Modsat står det til i Syd-, Central- og Østeuropa, Rusland og hele Østasien.
Men nu er den danske fertilitetsrate så igen næsten lige så langt nede som dengang i 1980’erne, da de helt små årgange blev født. Ændrer fertiliteten sig ikke, og tager vi ikke højde for længere levetid og indvandring, ja, så betyder en fertilitet på 1,47, at befolkningens størrelse ville være halveret om 60-70 år. Dramatisk.
Men man skal huske, hvad TFR er: et syntetisk mål, der viser, hvor mange børn hver kvinde i en aldersgruppe ville få, hvis de blev ved med at få børn, som aldersgruppen indtil da har gjort. Den er med andre ord sensitiv over for udsættelser (eller fremskyndelser) af graviditeter. Fx ser det jo altså ud til, at faldet er sket samtidig med covid-19, uanset at jeg ikke kan se, om det skulle være en forklarende årsag. Den kan stige igen, hvis det viser sig, at der var tale om en udsættelse og ikke et fravalg.
Et samfund med flere ældre end børn
Indtil vi ved dét, synes jeg, et mere langsigtet blik er mere informativt. Den måske større fortælling om forandringen af vores samfund – og næsten alle andre rige lande – er overgangen fra samfund, der er fyldt med børn, til samfund, der er fyldt med ældre mennesker. Det skyldes selvsagt både, at vi bliver ældre end før, og at vi altså får færre børn. Den sammenlagte effekt er temmelig stærk.
For at anskueliggøre denne forandring har jeg målt den i ratioen af børn til ældre: Som man kan se, var der i begyndelsen af forrige århundrede over fem børn for hver ældre person. I dag er der næsten to ældre for hvert barn. Det er en helt vild udvikling, også selvom det i dag betyder noget andet at være fx 70 år gammel, end det gennemsnitligt gjorde for fx 100 år siden.
Samtidig kan man også se, at den væsentligste del af denne udvikling ikke skyldes et pludseligt kollaps i antallet af børn: I absolutte tal er de ca. 940.000 0-14-årige kun lidt færre end det langsigtede gennemsnit på ca. 1 mio., som der har været i Danmark. Men i samme periode er befolkningen vokset fra knap 2,5 mio. til 6 mio., så børnene udgør en langt mindre andel.
Kulturens paradoks: Mere børnefokus, færre børn
Vi er altså ikke pludseligt blevet et børneløst samfund, men vi er blevet et meget ældre samfund. Det ville være overraskende, hvis det ikke havde nogen følger. Det kan vi se både i fokus på alderdommen og på barndommen.
På én vis lader det til, at vi som samfund er mere optagede af alderdommens krav end nogensinde: sikkerhed og tryghed. Vi kan ikke længere bygge nye togbaner, fordi sikkerhedskravene er blevet så absurde. Vi sløjfer ungdomsår på uddannelser og sætter pengene i Arne-plus-pension. Dagpengeperioden er i løbet af 30 år og fem større reformer gået fra ubegrænset til to år.
Aldrig har så mange voksne været så optagede af ikke-dominerende opdragelsesmetoder, angst og lidelser blandt børn og unge, og af at planlægge deres børns hverdag og fremtid helt minutiøst
Det interessante er, at vi kulturelt i samme periode har bevæget os i en i hvert fald nominelt mere børnecentrisk retning: Aldrig har så mange voksne været så optagede af ikke-dominerende opdragelsesmetoder, angst og lidelser blandt børn og unge, og af at planlægge deres børns hverdag og fremtid helt minutiøst.
Det er, som om at desto sjældnere børnene bliver, desto mere værdifulde ser vi børneliv. Intet må gå galt i dem, og børnene må ikke opleve noget negativt. Der ligger selvfølgelig også en bredere kulturel udvikling bag, hvor de nuværende stadier i de sidste 250 års emancipatoriske projekt på en måde blot ”smitter af” på børns stilling.
Ikke desto mindre er det interessant, at nogle af de dynamikker også er meget velkendte fra bl.a. Japan og Kina, som har haft enorme fald i fertilitet, men ikke har helt samme generelle kulturelle udvikling: Børn er blevet langt mere centrale, efterhånden som der er blevet færre af dem. Måske bliver vi ubevidst mindet om, hvordan et samfund kun med voksne ville se ud, og vores biologiske selvopretholdelsesdrift gyser.
Veje videre: Er der en løsning på lav fertilitet i moderne samfund?
Samtidig har der jo, iboende i den modernisering vi har haft, også været en besynderlig decentralisering af familielivet til fordel for markedsdreven aktivitet – mest tydeligt ved at kvinder arbejder. Det har været en enorm drivkraft i også den kulturelle og sociale ligestilling af kønnene, men det er samtidig også den mest velkendte drivkraft bag fald i fertilitet.
I lang tid har det været de nordiske landes nøgle til at beholde en højere (lav) fertilitet, at man som kvinde havde mulighed for at kombinere arbejde med familieliv. I lande som Italien og Japan skal man vælge, og så falder fertiliteten gerne til ca. det halve – den ene halvdel af kvinder vælger at arbejde, og den anden at få børn.
Det er forkert at sige, at intet virker, men vi har i Danmark allerede indført stort set alt det, vi ved virker
P.t. virker næsten ingen af de mange tiltag, forskellige regeringer laver for at højne fertiliteten. Man kan give penge (lille, kortvarig effekt, mest fremskyndelse), pasningsordninger (nogen effekt, men allerede indført), arbejdsfleksordninger (lille til ingen effekt, men dyrt), og man kan give mere barsel til mænd (måske en mindre effekt, men der er modsatrettede resultater i forskningen).
Det er forkert at sige, at intet virker, men vi har i Danmark allerede indført stort set alt det, vi ved virker.
Måske er en af måderne, vi kan beholde (eller fortsat arbejde hen imod, om man vil) ligestilling mellem kønnene, at affokusere lidt mere på det perfekte børneliv. Vi har p.t. sat mindstemålet for en acceptabel forældreindsats ekstremt højt, og det bliver umådeligt omkostningsfuldt som følge.
Problemet er selvfølgelig, at den slags er svært at afvikle: Det er ikke nemt at være first-mover på ”godt-nok”-forældreskab, når alle de andre på Aula og Insta dedikerer 48 timer i døgnet til deres afkom. Men alternativet er i stigende grad, at folk bare undgår børn i det hele taget. Det er både individuelt og socialt en dårligere situation. Men endnu råder vi altså ikke over den sociale teknologi, der skal til.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og