Lise Floris: Velkommen til Beijings Champagne and Caviar Club

i Asien/Featured/Liv & Mennesker af

KVINDELIV – Lise Floris tøvede i to år med at acceptere en invitation til en eksklusiv caviar og Champagne klub for kvinder i den kinesiske hovedstad, og hun ved godt, hvorfor. Idealerne om lighed og angsten for at blive bedømt som en overfladisk snob ligger dybt i den danske folkesjæl. Da hun alligevel tog med i december, var det fordi hun også gerne ville teste sine fordomme. Hun havde det sjovt og mødte færre facader og fremfor alt mere menneskelig sårbarhed, end hun havde forventet. Det privilegerede liv som expat eller medfølgende ægtefælle har sine omkostninger. Især for børnene.

BEIJING – Jeg tøver mellem de sorte og de orange stiletter. Det bliver et sats. De orange passer bedst til min lidt spraglede kjole. Klokken er 11.30 på en ganske almindelig torsdag og jeg skynder mig ned i lobbyen, for min nabo Anne og hendes chauffør venter på os.

Da vi ankommer til gourmetrestauranten Tavola i Beijings Liangmaqiao område, står de andre damer i kø for at betale og for at få deres navneskilte.

Vi er absolut pænt klædt på, og jeg bemærker en del pelsfrakker, der bliver efterladt i garderoben. Jeg går ikke med pels, men jeg har en gang haft et smukt minktørklæde som jeg mistede for år tilbage i en taxi. Det ville ellers være kommet til sin ret på en dag som i dag, hvor det er minus syv grader udenfor.

Champagne and Caviar Club (CCC i daglig tale) blev startet i Beijing i midten af 1990’erne og består af kvinder fra hele verden med bopæl i den kinesiske hovedstad. Klubbens medlemmer mødes en gang om måneden på forskellige restauranter

Bordene er smukke og indbydende, og jeg får at vide at vi bliver 58. Det er et rekordantal gæster for the Champagne and Caviar Club, får jeg at vide. 

For sådan hedder klubben, jeg besøger i dag. Champagne and Caviar Club (CCC i daglig tale) blev startet i Beijing i midten af 1990’erne og består af kvinder fra hele verden med bopæl i den kinesiske hovedstad.

Klubbens medlemmer mødes en gang om måneden på forskellige restauranter og for den nette sum af 800 kr. pr person, kan man læne sig tilbage og nyde fabelagtig mad og vin, mens man snakker med de andre damer.

Skål. de damer! Vores bord til frokosten i december. Foto: CCC

CCC’s officielle mission er ‘at fremme goodwill og fællesskab mellem medlemmerne via sociale sammenkomster, hvor god mad og god vin er præsenteret med stil i elegante omgivelser’.

Som navnet indikerer, er en af klubbens traditioner, at der bliver serveret Champagne ved hver frokost, og at kaviar indgår som en del af menuen.

Denne type kvindeklubber er hverdagskost i mange internationale storbyer over hele verden, hvor såvel kønsroller som sociale klasseskel afviger betydeligt fra den i udgangspunktet langt mere lighedsorienterede og noget mere asketiske, socialdemokratisk prægede samfundsmodel

Og, før du tænker ‘det er hårde vilkår’, skal jeg straks bemærke, at nej, det er så udansk som det kan blive, men denne type kvindeklubber er hverdagskost i mange internationale storbyer over hele verden, hvor såvel kønsroller som sociale klasseskel afviger betydeligt fra den i udgangspunktet langt mere lighedsorienterede og noget mere asketiske, socialdemokratisk prægede samfundsmodel, der præger ikke blot Danmark men hele Norden.

Danish Dynamite. Kristina, Helena, Line og Lise Floris. Foto: Lise Floris

I forlængelse heraf skal jeg straks tilstå, at jeg boede i Beijing i to år, før jeg følte nogen som helst interesse i the Champagne and Caviar Club. Jeg havde – sikkert netop med basis i de normer og værdier, jeg har fået ind med modermælken i det danske – afskrevet det hele som noget snobberi. Men så blev jeg enig med mig selv om, at man ikke kan dømme noget, man ikke kender.

Og sådan gik det til at jeg, med rank ryg og uden alt for meget forhåndsskepsis accepterede franske Sandrines invitation i december. Sjældent har jeg moret mig så meget. Vi gik klokken 17 og jeg var beruset til langt hen ad aftenen.

Kaviar. Nok noget af det lækreste jeg har smagt. Foto: CCC.

At være eller ikke være medlem
Jeg nævner, at min første værtinde Sandrine kommer fra Frankrig, fordi reglerne for medlemskab er, at man som gæst skal inviteres af kvinder af forskellige nationaliteter hver gang. Man kan maksimalt deltage som gæst tre gange.

Derefter skal man søge medlemskab, hvis man vil blive ved med at være med. I dag er anden gang jeg deltager og jeg blev denne gang inviteret af Ling fra Singapore. Under forretten skal jeg skrive under på, at jeg nu, to ud af tre gange, er blevet inviteret som gæst.

Vi er på ingen måde ude i decideret pres. Jeg er ikke Mulle, der stirrer på skovsneglen i form af en hvid indmeldingsblanket. ‘Du vil gerne være med i hulen, ikke?’ Men …. det med medlemskab ligger lidt i luften

Vi er på ingen måde ude i decideret pres. Jeg er ikke Mulle, der stirrer på skovsneglen i form af en hvid indmeldingsblanket. Du vil gerne være med i hulen, ikke? Men …. det med medlemskab ligger lidt i luften. Og det er snart decision time.

Så er der velkomsttale. Formanden, Désirée, ser knivskarp ud i sit sorte cocktaildress, hun slår på sin champagneflute og rejser sig op. Efter at have overrakt en rose til de damer, der har fødselsdag i denne måned, kan hun informere os om, at der pt. er venteliste for at blive medlem af CCC.

Jeg er både lettet og en smule bekymret over nyheden. Lettet fordi jeg vinder lidt tid (i og med at jeg ikke ville kunne blive medlem, heller ikke selvom jeg måtte ønske det) og bekymret, fordi jeg kun har en gang tilbage som gæst og derefter ikke kan komme igen, før jeg eventuelt bliver medlem.

Et privilegeret fællesskab
I min ende af bordet bliver der talt meget kinesisk. Det viser sig, at jeg er havnet midt i en flok kvinder, som kender hinanden gennem deres børns svømmekonkurrencer.  Jeg spidser ører, men fanger ikke så meget af det, de snakker om. Heldigvis er både Ling og to af de andre kvinder høflige og slår over i engelsk og inkluderer mig i samtalen.

De er alle sammen hjemmegående. Vi taler lidt om deres mænds arbejde, og de spørger, hvordan jeg selv havnede i Kina. Jeg kigger mig omkring. Mange af de kvinder, der er med, er ganske vist medfølgende hustruer, men jeg kender også enkelte, der arbejder fuld tid i Beijing.

Som for eksempel min nabo Anne, hvis chauffør gav mig et lift. Hun har arbejdet mange år for den Olympiske Komité og har en rivende karriere indenfor sports management. Hun er medlem af Champagne and Caviar Club og forkæler sig selv med en halv fridag til den månedlige frokost. Det skal siges, at med de alkoholpromiller, man er fristet til at oparbejde, ville det også være umuligt at komme tilbage til kontoret om eftermiddagen.

Til fælles har vi privilegierne. Vi sidder med stor sandsynlighed ikke i økonomiske problemer, vores børn går i gode, internationale skoler, vi har alle sammen hushjælp, de fleste har chauffør og vi er berigede med muligheder som for eksempel at lege ‘fine damer’ engang om måneden

Jeg ved også, at et af medlemmerne arbejder for den amerikanske ambassade, én er diætist på et af Beijings hospitaler og andre har startet deres egne virksomheder herude.

Til fælles har vi imidlertid privilegierneVi sidder med stor sandsynlighed ikke i økonomiske problemer, vores børn går i gode, internationale skoler, vi har alle sammen hushjælp, de fleste har chauffør og vi er berigede med muligheder som for eksempel at lege ‘fine damer’ engang om måneden.

Men når vi mødes, føles klubben imidlertid også som et fællesskab af levende mennesker. Kvinder, der har udfordringer, der skal tage beslutninger – ikke kun om børn og familie – og som arbejder; kvinder med op- og nedture og som for manges vedkommende lever med savnet af venner, hjemlande og den familie, der er blevet tilbage.

Rigtig mange af medlemmerne har også opgivet deres egne drømme om at gøre karriere for at følge med deres ægtefæller ud i verden. Det ville være absurd at klage over de valg – de er et grundvilkår og havde man ikke taget dem, var man ikke til stede den eftermiddag – men at der også er udfordringer, er til gengæld også en del af realiteterne.

Elegance is an art. Foto: CCC

Midt i hovedretten – Wagyu bøf med pandestegt foie gras, dybstegt osso buco, spinat og sauce Rossini – kommer jeg til at tænke på, om en klub som CCC mon kunne fungere i Danmark?

Et udansk koncept
Jeg kan umiddelbart ikke forestille mig en gruppe kvinder fra Brønderslev eller Ballerup, der hver måned mødes i dagstimerne på en hverdag på en fancy restaurant. Men heller ikke fra København, for de stort set alle kvinder, jeg kender arbejder for det første fuld tid, for det andet er det også mit gæt, at de fleste ville vælge at prioritere deres penge på noget andet.

Vi er flere, hvis børn har haft rigtig svært ved at falde til i Kina. For mange af familierne er det land nummer fire, fem eller seks de har boet i. Vi taler om den vrede, disse børn ofte føler overfor forældrene, der har tvunget dem væk fra deres venner

Grunden til at det fungerer i Beijing er naturligvis, at der er så mange expats. Mennesker, der har forladt deres hjemland til fordel for et job i Asien. Og hvor expats samles, er det vigtigt for mange at kunne føle sig i samme båd. Mange ønsker at møde ligesindede, der har oplevet det store kulturchok. Vi vil gerne tale om vores erfaringer – og gerne over en lækker, frokost. Men der ligger naturligvis også noget kulturelt i det.

Jeg vendte emnet med nogle danske venner forleden aften, og vi nåede frem til den konklusion, at kulturen i Danmark fortsat er sådan – trods mange år med borgerlige regeringer og en generel accept af konceptet om ‘konkurrencesamfundet’  – at luksus ikke er noget, man skilter med.

Angsten for at blive sat i bås som en snob, der for det første tror, at man er “finere” end andre – Janteloven med andre ord – lever i bedste velgående. Og derudover kan man lægge hele trenden med minimalisme, anti-forbrug og forsøgene på at leve grønt uden at fråse med jordens ressourcer. Uanset at jeg flyttede fra Danmark for snart 20 år siden, sidder kulturen med andre ord i rygraden. Den render man ikke fra.

Når maskerne falder
Som frokosten skrider frem, nyder jeg imidlertid selskabet mere og mere.

I takt med at Champagneflaskerne tømmes, forstummer small-talken og vi når ind under den perfekte, foundation-belagte hud. Deltagerne åbner mere op og viser deres sårbare sider.

Jeg ved præcis, hvordan min samtalepartner har det, og jeg overvældes af sympati. Jeg får lyst til at give hende et knus. Selvom jeg mødte hende for første gang for tre timer siden

Kvinden, der sidder overfor mig, bliver rørt og græder lidt, da det går op for hende, at vi er flere, hvis børn har haft rigtig svært ved at falde til i Kina. For mange af familierne er det land nummer fire, fem eller seks de har boet i. Vi taler om den vrede, disse børn ofte føler overfor forældrene, der har tvunget dem væk fra deres venner.

Diskussionerne om, hvorvidt forældres – voksnes – ambitioner og karriereønsker overtrumfer børns lyst til at dyrke dybe venskaber og føle deres rødder, at føle sig hjemme i en kultur eller ej, er også en klassisk expat-diskussion; det er temaer, der stikker dybt og berører enhver forælder, der har brudt op fra et eller flere hjemlande. 

Derfor ved jeg også præcis, hvordan min samtalepartner har det, og jeg overvældes af sympati. Jeg får lyst til at give hende et knus. Selvom jeg mødte hende for første gang for tre timer siden.

Topillustration: En canadisk-amerikansk-filippinsk-svensk-dansk-fransk symfoni. Foto: Lise Floris.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lise er oprindeligt fra Aalborg men forlod Danmark i 1998 for at følge sit hjerte og sine drømme. Hun er pt. bosiddende i Beijing med sin mand og tre børn og har taget orlov fra sit job i Rådet for den Europæiske Union for at nyde tilværelsen i Riget i Midten.

Lise er skribent for South China Morning Post og Beijingkids og samarbejder med Foreign Correspondents’ Club of China. Hun kalder sig selv for Kina-entusiast, og når hun ikke studerer kinesisk eller optræder med sin a cappella gruppe Jing Sing, nyder hun at beskrive hverdagen i Beijing på sin blog www.ninemillionbicycles.com.

Lise hører meget gerne fra dig via www.lisefloris.com eller WeChat lisebeijing

Seneste artikler om Asien