BÆREDYGTIGHED // TURISME – Borgere i Vester Husby kæmper en ulige kamp mod Holstebro Kommune, som ønsker at give tilladelse til udstykning af 63 nye sommerhusgrunde klos op af fredede naturområder. Turisterne kommer i dag netop på grund af naturskønheden.
“Skal det her område udstykkes til sommerhuse?” spørger en flok fynske turister vantro, mens de ser ud over de oversvømmede, sandede marker og de marhalm-beklædte klitter.
Man kan høre havet mumle lige på den anden side. Ellers er der helt stille her i november, hvor fuglene for længst er fløjet og vinden er usædvanligt fraværende.
Og, ja, det skal det, hvis det står til Holstebro Kommune og nogle få landmænd med jord i Græm Kær i Vester Husby i kommunen.
To ud af tre fastboende borgere i Husby er imod projektet”
– Bjørn Albinus
”For seks år siden arvede fire, unge kvinder en del af landbrugsjorden i Græm Kær, da ejeren, Kaj Poulsgård, døde. De nye ejere bad kommunen om tilladelse til udstykning. Dengang fik de nye nej med henvisning til, at kommunen ønskede at bevare det frie udsyn.
Kommuneplanen for 2017 fastslog ovenikøbet, at Græm Kær med fordel kunne bringes tilbage til sin gamle funktion som kær. Så vendte man pludselig 180 grader, da der i 2018 kom en ny anmodning om at få lov til at udstykke,” forklarer Bjørn Albinus.
Han har boet ved Græm Kær siden 1983 og kalder området for ”et klenodie”, som han sammen med mange andre fastboende og sommerhusejere kæmper for at få lov at beholde i sin nuværende naturskønhed.
”Vi ville undgå, at politikerne afviste os med, at modstanden kun kom fra nogle få højtråbende sommerhusejere, der ikke ville have deres udsigt spoleret, så vi lavede en undersøgelse, der viste, at to ud af tre fastboende borgere i Husby er imod projektet,” siger han.
Visionen var indtægter med respekt for naturen
Et visionært sogneråd besluttede tilbage i 1960’erne, at dele af Vester Husby skulle udstykkes til sommerhuse, så der kunne komme indtægter til området.
Det skulle ske med respekt for naturen, så der blev lavet stramme regler.
Alle grunde skulle være mindst 5.000 kvadratmeter store, og husene skulle bygges af naturmaterialer og have stråtag, så de passede ind i landskaberne.
Planen indeholdt også et krav om åbne arealer, som sikrede, at beboere og gæster ville have glæde af frit udsyn ud mod Husby Klit mod vest og mod den fredede Husby Klitplantage nord for sommerhusområdet.
De åbne arealer er siden blevet brugt til landbrug.
I 2016 er Husby Klit blevet omfattet af en Natura 2000-plan, der skal ”sikre naturtilstanden for områdets udpegede arter og naturtyper og bidrage til opnåelse af gunstig bevaringsstatus.”
Et af landets smukkeste sommerhusområder
”Fastboende, sommerhusejere og turister ønsker at bevare den fantastiske fortælling om det lille fattige sogn, der i 1964 med hjælp af en kendt arkitekt, Anne Marie Rubin, fik skabt et enestående sommerhusområde, der er kendt som et af landets smukkeste.
Landmændene, der ejer jorden, er forståeligt nok af en anden opfattelse. De vil gerne udstykke,” siger Bjørn Albinus.
Det er selvfølgelig pengene, der tæller. Som landbrugsjord er Græm Kær måske 100.000 kroner værd pr hektar, forklarer han.
”Hvis jorden udstykkes til 63 sommerhusgrunde, er den vel omkring en million kroner værd pr hektar.”
Holstebro Kommune har netop nu et udkast til ny vækst- og udviklingspolitik under politisk behandling. Miljø udgør det ene hjørne af politikken, mennesker det andet, mens velstand og vækst er det det tredje område.
Ifølge udkastet ønsker kommunen også at bidrage til at realisere FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling og ”give en renere og sundere verden videre til næste generation.”
Holstebro Kommunes borgmester H.C. Østerby mener, at en udstykning af Græm Kær hænger godt sammen med verdensmålene.
”Verdensmålene er ikke en tilstand, men en bevægelse mod en bedre verden på alle planer.
Konkret betyder udviklingen af Græm Kær til flere sommerhuse, at landbrugsarealer, der i dag dyrkes konventionelt, tages ud af drift og lægges tilbage i en for området kendt naturtype.
Realisering af planen forudsætter, at det kan ske uden negativ påvirkning af de Natura 2000-områder, der ligger nær ved,” siger han.
En kostbar vurdering
”Vestkysten har udviklet sig til en stærk turistdestination, og Holstebro Kommune ønsker med udviklingen af sommerhusområdet i Vester Husby at styrke denne udvikling. Konkret gennem et øget udbud af velbeliggende og attraktive sommerhuse.”
Borgmesteren siger, at der ikke er lavet konkrete beregninger, ”men turisterhvervet tegnede sig i 2018 for mere end 0,75 millioner overnatninger i Holstebro Kommune.
Midt i november viser en hurtig søgning på Boliga.dk, at 115 sommerhuse er til salg alene i 6990 Ulfborg, hvor Vester Husby ligger
En af de begrænsende faktorer for overnatning er antallet af feriehuse til udlejning. Flere velbeliggende og attraktive sommerhuse vil øge overnatningskapaciteten og dermed styrke turisterhvervet og de afledte effekter heraf til andre erhverv.”
Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for flere sommerhuse i området. Midt i november viser en hurtig søgning på Boliga.dk, at 115 sommerhuse er til salg alene i 6990 Ulfborg, hvor Vester Husby ligger.
Desuden er spørgsmålet, om det overhovedet kan betale sig for kommunen.
Bjørn Albinus er skeptisk: ”Der vil selvfølgelig falde lidt af til håndværkerne, skorstensfejerne og skat til kommunen.”
Kostbar konvekvensanalyse
”Kommunen har erkendt, at der skal udarbejdes en konsekvensanalyse, fordi udstykningerne kommer til at ligge bare 50 meter fra Natura 2000-området.
En konsekvensanalyse er en omfattende analyse, der skal dokumentere, at udstykningsplanen ikke vil påvirke Natura 2000-området negativt. Det er kommunen, der har bevisbyrden, og barrieren er meget lav,” konstaterer Bjørn Albinus.
Desuden er Stadil Fjord recipient for drænvand fra Græm Kær. Stadil Fjord er også et Natura 2000-område. Hvis man øger mængden af surt, okkerholdigt drænvand til fjorden, er det problematisk,” siger Bjørn Albinus.
Borgmester H.C. Østerby siger, at ”der er endnu ikke indhentet tilbud fra kompetente rådgivere. Men baseret på erfaringen fra andre sager, vil forventningen være i størrelsesordenen 0,25 millioner kroner.”
Arbejdsgruppe oplever begrænset lydhørhed
I halvandet år har en arbejdsgruppe under ledelse af formanden for Vester Husby Grundejerforening, som Bjørn Albinus er del af, ligesom mange andre, der brænder for sagen, forsøgt at forklare politikerne i kommunen, at de er på afveje i den her sag.
Bjørn Albinus konstaterer, at der ”desværre er begrænset lydhørhed. For et par uger siden blev der afholdt et såkaldt borgermøde om projektet.
Det var tydeligt, at Venstre og Dansk Folkeparti gerne ser udstykningen og øget turisme. Socialdemokraterne i kommunen vil også turismen uden forbehold.
Her mangler simpelthen nogle styringsmekanismer, for staten påtager sig ikke det ansvar, amterne havde frem til 2007,” konstaterer han.
Her mangler simpelthen nogle styringsmekanismer, for staten påtager sig ikke det ansvar, amterne havde frem til 2007″
– Bjørn Albinus
”Tidligere skulle kommunen spørge Ringkøbing Amt om lov til den slags udstykninger. Nu er amterne væk, så nu skal kommunen ikke længere spørge nogen, fordi Græm Kær ligger inde i sommerhusområdet.”
Borgmesteren selv mener, at man ønsker at inddrage aktører og grundejere endnu mere, end planloven normalt foreskriver.
”Der er ingen fastlagt plan med udløbsdato,” understreger han.
Turisme skal ikke ske på bekostning af naturen
I Erhvervsministeriet pusler man også med sammenhængen mellem turisme og natur. I et nyt udspil fra erhvervsministeren understreges det, at turisme ikke skal ske på bekostning af naturen.
Det hænger fint sammen med regeringens forståelsespapir, som indeholder en biodiversitetspakke, samt med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Erhvervsminister Simon Kollerup skriver i en mail, at ”der er flere forskellige hensyn, som det er vigtigt, vi tager, når det handler om udlæg af nye sommerhusgrunde.
For eksempel hensynet til natur og miljø på den ene side og ansvaret for at understøtte initiativer, der kan skabe vækst, beskæftigelse og levende lokalsamfund på den anden side. Her er det vigtigt, at vi rammer den rigtige balance.”
Han tilføjer, at ”der er sat meget klare krav, man skal leve op til. Alle nye sommerhusområder skal ligge i tilknytning til for eksempel eksisterende sommerhusområder og uden for områder med særlige landskabsinteresser og naturbeskyttelsesinteresser.”
Han ønsker ikke at tage stilling til den konkrete situation.
Folk kommer på grund af visionen
Bjørn Albinus er efter mange år som direktør for kemivirksomheden Cheminova gået på pension. I dag bruger han sin tid på ”at bidrage til fyrtårnene i Vestjylland.”
Han er blandt andet formand for Fonden, der driverherregården Nørre Vosborg og Fonden Bovbjerg Fyr.
”Og så vil jeg gerne bevare fortællingen om Vester Husby som det sted på Vestkysten, hvor man i et halvt århundrede har lagt vægt på den kulturhistoriske fortælling om et turistområde med en vision. Det er det, folk kommer her for,” konstaterer han.
De fynske turister er glimrende eksempler på det:
”Vi plejer at leje et sommerhus her hvert år på grund af naturen. Hvis de åbne vidder ikke er her længere, kan vi ligeså godt tage et andet sted hen. Faktisk bør vi jo undlade at leje huse her, indtil forslaget er skrottet.”
_______________________________________________
Skribenten har selv del i et familiesommerhus i området, hvor hun er kommet fast siden 1974.
_______________________________________________
Topfoto: Det er området her, som måske skal udstykkes til nye sommerhuse. Foto: Lotte Ladegaard.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her