ARBEJDSLIV – Nok er overskud og vækst i nogle tilfælde formlen for økonomisk succes, men hvis det er både virksomhedens og den enkeltes eneste parameter og pejlemærke, vil det samtidig være formlen for individuel tomhed, stress, depressioner og afsavn af mening. Vi har brug for mere mening, også på arbejde, skriver Jonathan Løw. Han anbefaler større målsætninger, f.eks. at man erkender den forbundethed, man har med fremtidige generationer.
Jeg spiste for nylig middag med en god veninde, der besidder en høj stilling i et internationalt revisionsfirma. Hun er et ærligt og åbent menneske, og hun fortalte mig, at hun trods sin succes karrieremæssigt stadig føler sig usikker og ”ikke god nok” indvendigt:
”Jeg er jo en del af en arbejdskultur bestående af tusindvis af ’insecure overachievers’”, bemærkede hun med en henvisning til sine kolleger. Ifølge hendes eget udsagn er de ”en generation af unge CBS’ere, der alle løber rundt og tror på, at de kun er gode nok, hvis de beviser deres værd igennem succes på arbejde.”
Hun tilføjede senere under middagen, at hun selv havde truffet et drastisk valg i sit liv. Hun planlagde at ville forlade sit job og begynde at studere på sit drømmestudie. Og det var ikke en beslutning der var blevet taget vel imod af hverken forældre eller vennekreds, men en beslutning hun ikke desto mindre kunne mærke føltes helt rigtigt: ”For dét studie og det arbejdsliv er jo egentlig mig.”
Under desserten fortalte jeg om et menneske, jeg har kendt i mange år, som er en højprofileret iværksætter, der har tjent millioner på sine virksomheder, men inderst inde stadig ikke mener, at han er god nok.
Udadtil er det imidlertid ikke hans historie, og derfor tror folk, at han er både selvsikker og succesfuld. Men bag facaden nager tvivlen, fortrydelsen over et salg og meget andet – en fortælling, der nok aldrig kommer frem i offentligheden.
Mange mennesker fokuserer ensidigt på de karrieremæssige og monetære mål, hvor de aldrig føler sig fuldt ud forløst, fordi benzinen måske nok har været effektiv, men hele tiden har været fyldt på den forkerte motor. Konsekvensen er, at vi som individer går rundt og føler os store udvendig, men små indvendig
Under diskussionen blev vi enige om, at mange formentlig går rundt og har det sådan. Jeg tilføjede, at det faktisk ikke er ”formentlig”, for et stort internationalt studie har for nyligt dokumenteret, at desto højere man kommer op i magthierarkiet i en organisation, desto mindre tilfreds og lykkelig føler man sig. Harvard Business Review kom frem til en tilsvarende konklusion om magt, karriere og ambitioner i en artikel fra november 2017.
Alligevel fokuserer mange mennesker ensidigt på de karrieremæssige og monetære mål, hvor de aldrig føler sig fuldt ud forløst, fordi benzinen måske nok har været effektiv, men hele tiden har været fyldt på den forkerte motor. Konsekvensen er, at vi som individer går rundt og føler os store udvendig, men små indvendig.
Nogle dage efter den hyggelige og tankevækkende middag forærede en god ven mig en lille bog til en event. Det var en bog af professor Steen Hildebrandt med titlen ”Verdensmålene – Vor største mulighed og udfordring”.
I bogen tager Hildebrandt afsæt i FN’s verdensmål og giver et spændende indblik i væsentligheden af dem og det potentiale, de har for at guide vores beslutninger i fremtiden. Da jeg læste bogen, slog det mig, at det præcis er de større mål og fortællinger, som så mange mennesker i vores del af verden desperat og ofte ganske ubevidst leder efter i deres liv og hverdag.
Tanken om ”ikke at være god nok” handler nemlig sjældent om den enkeltes indre dæmoner, men er et resultat af at leve i en tid, hvor de store og væsentlige fortællinger og meninger er væk. Mange stiller spørgsmålstegn ved grundpillerne i vores samfund, og antallet af mennesker med angst, depression og lignende er eksploderet.
Indenfor kulturen og litteraturen findes de store fortællinger fortsat, men i erhvervslivet er de nærmest ikkeeksisterende. Konsekvensen heraf er, at man som erhvervsmand eller kvinde ganske ofte føler sig personligt uforløst af de økonomiske og mere kortsigtede mål, som virksomheden stiller op.
Det betyder ikke, at man ikke kan have perioder med arbejdsglæde eller eufori over at have nået nogle mål, men tomheden lurer hele tiden lige om hjørnet. Mit bud er, at de usikre overachievers, som min veninde fortalte om under middagen, ubevidst mangler den mening, en større fortælling om, hvad de bidrager til med deres job – og hvorfor.
For at føle os ægte gode nok som nuværende og fremtidige generationer tror jeg, at en del af nøglen ligger i erkendelsen af, at virksomheder er og bliver menneskelige konstruktioner. En virksomhed er noget, vi har skabt for at have nogle regler i vores kaotiske verden. Der er både gode og dårlige ting ved dette, men det bliver skadeligt og selvdestruktivt, når nogle virksomheder defineres alene ud fra deres evne til at profitmaksimere.
For nok er overskud og vækst i nogle tilfælde formlen for økonomisk succes, men hvis det er det eneste parameter vil det samtidig være formlen for individuel tomhed og afsavn af mening – uanset hvor business- og machoagtigt virksomhedsejeren forsøger at fremstå offentligt for at fastholde fortælling og facade.
De nordamerikanske indianere var et klogt folkefærd. For dem var én af de helt centrale leveregler og læresætninger, at vi ikke har arvet jorden fra vores forældre, men lånt den af vores børn
Det kan måske være svært at få øje på i hverdagens trummerum og accelererende tempo, men det gør det ikke mindre sandt efter min mening. Men erkendelsen af den sammenhæng kræver ofte, at vi sætter tempoet ned og tager os tid til at reflektere og tænke over livet i et større perspektiv.
De nordamerikanske indianere var et klogt folkefærd. For dem var én af de helt centrale leveregler og læresætninger, at vi ikke har arvet jorden fra vores forældre, men lånt den af vores børn.
Det er godt nok et abstrakt og luftigt udsagn, men nogle gange kan en lille øvelse give en samme erkendelse, blot mere konkret:
Prøv at sid helt stille og kig på dine hænder. Læg mærke til de mange fine linjer i håndfladen og mind dig selv om, at du ikke kun er et produkt af dine forfædre, men også helt automatisk en del af fremtiden. Både imens du er i live og bagefter. Blodet vil ikke løbe videre i dine årer efter din død, men din krop vil igen bogstavelig talt blive en del af jorden og planeten og gå videre til børnene i de næste generationer.
Den storhed i livet er værd at reflektere over og mærke. Og det er samtidig en mulighed for at glemme din egen eventuelle usikkerhed og mulige følelse af ikke at slå til. Du får på denne måde en modfortælling og en bevidsthed om at være en del af noget langt større end din egen lille usikkerhed. Du indser, hvis du prøver at lave denne lille stilheds- og observationsøvelse med håndfladerne nogle gange, at du har lånt planeten af dine børn, imens du er i live. Ikke kun af dine egne børn, men af alle de børn der vil følge efter dig.
Det perspektiv på livet – jeg kalder det astronautblikket – er virkelig stort. Og værd at kæmpe for.
Topfoto: Adam Miller on Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
