MitID // TVANGSDIGITALT – MitID har overtaget scenen hos landets banker – og snart kommer turen til de offentlige systemer, men en gruppe af udsatte og ældre danskere er ved at ryge af i svinget. Kommunerne er forpligtede til at hjælpe – men trods mange kritiske røster, løber en mindre gruppe danskere stadig gang på gang panden mod muren hos kommune og banker. Hvem tager ansvaret? Og hvordan med retssikkerheden for den konstante gruppe af borgere, der ikke ønsker eller ikke har mulighed for at rette ind i et samfund på digitale steroider?
Der kan siges meget om de klassiske fejlagtige fordomme om mennesker med handikap, og én af dem er, at Jens Christiansen på ingen måde lever op til dem. Han er levende engageret, holder foredrag flere gange om ugen, er aktiv i diverse råd og foreninger, og så har han oven i hatten tålmodighed til at tale med en journalist.
Ikke desto mindre har han et bevægehandikap: Han kan ikke bruge sine hænder, sidder i kørestol og er dermed fuldstændig afhængig af handikaphjælperne i sin BPA-ordning – en 24 timers hjælpeordning, der giver ham mulighed for at gøre de ting, der er vigtige for ham: at engagere sig i samfundet gennem foreningsarbejde for eksempel.
Selv har han fået installeret sit MitID, og gennem Dansk Handikap Forbund, hvor han er medlem, har han også hjulpet masser af andre medlemmer med en proces, der trækker tænder ud for mange. Men der er stadig problemer, for selvom han digitalt set er i mål, så medfører den nye løsning endnu flere personlige begrænsninger for ham i det daglige end den gamle.
Ingen løsning
Hans nye digitale kodeviser kræver nemlig, at han fysisk kan trykke på en knap, og det er jo ret umuligt, når man ikke kan bruge sine hænder. Derfor er han nu nødt til at tilkalde en handikaphjælper, hver eneste gang han skal logge på sin netbank – og til at acceptere, at flere mennesker kan kigge ham over skulderen i processen.
”Jeg har talt med min bank – det havde de ikke lige nogen løsning på,” forklarer han igennem telefonen, ”så jeg blev sendt videre til Digitaliseringsstyrelsen, som jeg så forklarede, at jeg ikke kan bruge de nye knapper. Det havde de ikke tænkt ind i deres system, sagde de. Men de takkede da for henvendelsen og sagde, at det ville de tage med i deres overvejelser …” Vi kan ikke se hinanden – måske er det bare en konstatering – men jeg fornemmer alligevel en vis frustration i hans stemme.
For det plejede jo faktisk at fungere: Ved hjælp af pc-programmet On screen keyboard til computeren, der tillader brugeren af interagere med skærmbilleder uden fysisk berøring, havde Jens Christiansen friheden til selv at manøvrere sit NemID. Men sådan er det altså ikke mere. Og så er der alle dem, der ikke engang er nået så langt. Den 1. november, hvor der endeligt blev lukket og slukket for NemID i bankerne, estimerede bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, at 25.000 danskere ville stå uden digital adgang til deres penge. De færreste for good, antageligvis, men alligevel.
Det betyder i praksis, at nogle grupper af borgere, der har brug for hjælp til at finde individuelle løsninger, kan opleve, at de møder en mur hos netop banken
At omlægningen medfører problemer for digitalt udsatte, har man også mærket hos Ældre Sagen: “Næsten alle skal igennem identitetssikring. Så udskød man fristen i fire måneder for at få alle med, desværre med den følge, at en masse borgere, der egentlig allerede var blevet oprettet med MitID, nåede at glemme deres koder og skulle have tid i Borgerservice igen,” fortæller seniorkonsulent Louise Kambjerre Scheel, der heller ikke mener, det bør komme bag på nogen, at der er brug for individuelle løsninger.
”Nogle af de ældre kan ikke forstå, hvad der har ramt dem. Borgerservice bliver lagt ned, fordi der kommer mange flere mennesker, end man havde regnet med, og nogle kommer flere gange. Vi har hele tiden sagt, at mange får brug for hjælp 1-1, men kan bare konstatere, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne har løftet opgaven. Der findes mennesker, der ikke er i stand til at møde fysisk i Borgerservice. Alligevel er det ikke alle kommuner, der tilbyder udkørende borgerservice. Det er et problem, og de berørte ældre oplever, at der ikke er nogen, der tager ansvar,” tilføjer hun.
Indirekte umyndiggørelse
Kritikken af digitaliseringen og problemerne med dens indirekte umyndiggørelse af visse grupper er ikke ligefrem ny. Ældre Sagen er blandt dem, der har råbt op længe. Men trods megen opmærksomhed er der stadig problemer. I maj 2022 indkaldte Pernille Skipper til et samråd om udsatte borgeres adgang til at hæve kontanter i fysiske filialer.
I det samråd meddelte social- og ældreministeren samt erhvervsministeren imidlertid, at de ikke så regulering af bankerne som en oplagt løsning, men holdt fast i, at det skulle løses lokalt. Regeringen etablerede samtidig et partnerskab om adgang til kontanter for udsatte grupper på tværs af aktører på området. Første møde i partnerskabet blev af holdt i juni 2022. Andet møde i partnerskabet skulle afholdes i oktober, men blev aflyst grundet folketingsvalget.
De berørte ældre bliver frustrerede, fordi de føler sig uønskede og ekskluderede på grund af den digitale udvikling, og fordi kontakten til banken for dem ikke kun er besværlig, men også dyrere end for alle andre
Louise Kambjerre Scheel, seniorkonsulent i Ældre Sagen
Men selvom visse kommuner kritiseres i forhold til fleksibiliteten over for digitalt udsatte, så presser også et andet spørgsmål sig på: Hvad er egentlig bankernes ansvar – og forvalter de det godt nok? Bankerne er ikke underlagt samme krav om at imødekomme digitalt udsatte grupper som kommunerne. Desuden er de underlagt hvidvaskningsreglerne, der stiller store krav til kontrol og verificering – som fx to-trinsgodkendelse. Det betyder i praksis, at nogle grupper af borgere, der har brug for hjælp til at finde individuelle løsninger, kan opleve, at de møder en mur hos netop banken. Og det er også et problem, påpeger Louise Kambjerre Scheel:
“Hvis du er digitalt udsat, har du rettigheder i det offentlige, men du har nærmest ingen rettigheder i forhold til banken. Det eneste, banken har pligt til, er at stille hæveautomater til rådighed, så du fysisk kan hæve dine penge. Men hvad hvis du ikke er i stand til det eller ikke kan administrere det? Desuden skal alle have en NemKonto for at kunne få udbetalt penge. Så kan vi også godt tillade os at forvente, at bankerne har et højt serviceniveau,” bemærker hun og forklarer, at de berørte ældre bliver frustrerede, fordi de føler sig uønskede og ekskluderede på grund af den digitale udvikling, og fordi kontakten til banken for dem ikke kun er besværlig, men også dyrere end for alle andre:
”De får andre gebyrer og har andre udgifter til fx transport, når de skal i banken. Mennesker, der fx har en demenslidelse, kan opleve problemer, fordi de kan have et svingende funktionsniveau og derfor kan glemme adgangskoder. Og vi skal huske, at alle kan blive ramt af demens eller få en hjerneskade.” På trods af forsikringer om det modsatte er det nemlig langt fra altid, de såkaldte lokale løsninger rent faktisk bliver fundet af banken.
Bankerne har et samfundsansvar
“Vi har ikke oplevet, at digitalt udsatte bankkunder har fået bedre adgang til deres konti, så bankerne har altså ikke selv grebet bolden. Bankerne har ikke af sig selv givet disse grupper af kunder bedre vilkår. Og så er man jo nødt til at kigge på reguleringen.” Hun tilføjer, at Ældre Sagen anerkender, at de her problemer rammer en mindre del af befolkningen, men at det for denne del er afgørende. ”I det store billede handler det om den måde, vores samfund rummer de udsatte på. Og her mener vi, bankerne har et særligt samfundsansvar,” konstaterer hun.
Men hvis altså bankerne har dette her samfundsansvar – hvad skal det så munde ud i konkret? Og hvad er det?
Man er besat af optimering og effektivisering og forveksler borgernes behov med bankernes
Jeg ringer til Anders Kjærulff for at blive klogere. Anders er nemlig ikke alene uddannet etisk hacker og har styr på det tekniske bag digitaliseringsprocesser – han er også medstifter af tænketanken Analogistyrelsen, der har fokus på analoge rettigheder, og han svarer prompte:
”Vi skal kræve af bankerne, at de overholder kontantpligten og giver deres kunder mulighed, uanset hvor i landet de bor, for at gå i banken og få personlig betjening til fx transaktioner. Og så skal hvidvaskningsreglerne løsnes – de går voldsomt ud over almindelige borgere og i øvrigt også små selvstændigt erhvervsdrivende, i forhold til hvor meget snyd de forhindrer i det store billede. Det kræver politik. At man simpelthen siger til bankerne: I skal betjene folk! Bankerne administrerer – og tjener penge på – alle offentlige udbetalinger, det er enorme beløb. Det mindste, man kan forlange, er, at der er nogen til stede i deres filialer.”
Men netop regulering er der så altså stadig ikke den store politiske lyst til at se nærmere på.
Og det hænger måske sammen med noget andet, som Anders Kjærulff fortæller – nemlig at stramning af hvidvaskningsloven, og på sigt en total afskaffelse af kontanter, faktisk er i bankernes interesse: ”Vi går imod et mere og mere automatiseret samfund, og bankerne kan spare penge på en afskaffelse af kontanter og digitalisering. Men vi [i bevægelsen ”Bevar Kontanter”, som Kjærulff også er medstifter af, red.] har lavet en rundspørge, og her ville ingen af med kontanter!”
“Og store undersøgelser fra Digitaliseringsstyrelsen og KL samt tænketanken Justitia underbygger faktisk det billede. Men man er besat af optimering og effektivisering og forveksler borgernes behov med bankernes,” forklarer han.
Hvor er retssikkerheden?
Anonymiteten ved kontanter italesættes som et problem, og fokus er på de kriminelle, påpeger han, men penge er – netop grundet denne anonymitet – faktisk også enormt inkluderende. Den detalje er imidlertid helt gledet ud af diskussionen i Danmark. Og det gør os faktisk atypiske i en europæisk sammenhæng, understreger han. ”Det er ret specifikt for Danmark, det her. I andre europæiske lande, fx Tyskland, er kontanter ikke udskældt på denne her måde. Selv den Europæiske Centralbank fremhæver faktisk eksistensen af kontanter som noget positivt – netop fordi de inkluderer frem for at ekskludere,” forklarer han i telefonen.
Hvorfor fylder retssikkerhed tæt på ingenting i hele denne her diskussion?
”Fordi det handler om udsatte borgere. Samfundet tilhører reelt de to tredjedele, der ikke har nogen problemer – og som ofte ikke engang kan få øje på, at andre kunne have det. Det er mennesker, der selv sidder i en fast stilling, selv kan betjene de digitale løsninger og har en IT-afdeling på arbejdet, de kan få hjælp hos, hvis noget går i stykker. Det er et udtryk for en helt enorm privilegieblindhed.
Kombinationen af en stigende andel ældre i befolkningen og hyppigere forekomster af demenssygdomme og andre neurologiske lidelser, der kan øge de kognitive vanskeligheder ved at navigere i de digitale labyrinter, kan snildt gøre det hele værre
Prisen for at bo i et gennemdigitaliseret samfund, hvor der ikke gøres noget drastisk for at fremme de berømte ”lokale løsninger”, er altså meget høj for de mennesker, der betaler den – uanset at de så er i mindretal. Aktuelt understreges det tydeligt af problemerne med MitID hos digitalt udsatte grupper af danskere.
Konsekvensen i praksis kan for nogle blive en fuldstændig umyndiggørelse, på trods af at der er tale om mennesker, der måske på andre områder både evner og ønsker at leve et engageret liv. Og kigger vi i krystalkuglen, er der ikke noget, der ser ud til at blive nemmere med tiden af sig selv. Kombinationen af en stigende andel ældre i befolkningen og hyppigere forekomster af demenssygdomme og andre neurologiske lidelser, der kan øge de kognitive vanskeligheder ved at navigere i de digitale labyrinter, kan snildt gøre det hele værre. Nu virker som et udmærket tidspunkt at handle på.
På spørgsmålet om, hvad digitalt udsatte danskere, som fx Jens Christiansen, så skal gøre, svarer Digitaliseringsstyrelsen, at de selvsagt ikke kender detaljerne i den konkrete sag, men at de har mulighed for at rådgive borgere, der har udfordringer med at benytte MitID om de forskellige muligheder, der findes.
På mail sender styrelsen mig beredvilligt et link til information om en stemmestyret MitID-app til smartphone. Men en smartphone skal jo også tændes, slukkes og lades op manuelt – hvilket han jo netop ikke kan – og medfører desuden en udgift på flere tusinde kroner. En udgift, mennesker i Jens Christiansens situation jo ikke selv har tilvalgt, og som i sidste ende jo heller ikke vil løse problemet.
Altså må Jens Christiansen fremover væbne sig med en meget stor portion tålmodighed, når han skal i sin netbank – og det snart også når han skal tjekke ind i offentlige systemer som e-Boks og sundhed.dk, når også det offentlige endeligt overgår til MitID til sommer.
Især hvad angår netbank er situationen ironisk – for faktisk var han selv bankmand frem til sin førtidspension som enogfyrreårig, fortæller han, og derfor har han altid opfattet bankoplysninger som noget meget privat. Derfor bryder han sig bestemt ikke om, at andre nu er nødt til at kigge med:
”Hypotetisk set, hvad nu hvis man har en virkelig dårlig økonomi eller er røget til inkasso fx?” spørger han retorisk. ”Hvorfor skal andre se det? Jeg har sgu da ikke lyst til, at mine handikaphjælpere skal have større indblik i min og min families økonomi, end jeg selv har! Jeg er blevet sat så langt tilbage, at min selvstændighed er ikke-eksisterende.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
