ENERGIPOLITIK // KRONIK – Skal Danmark satse milliarder på en teknologi, som selv Tysklands største energiselskaber har afskrevet?
I Danmark er atomkraftdebatten for alvor blusset op igen. Senest var det Andel Energis reklamekampagne mod atomkraft, der fik rykket emnet ind i mediernes søgelys igen. Men reklamen kommer i kølvandet på en række partier, der på det seneste har tilkendegivet en stærk interesse i at ændre Danmarks lovgivning om atomkraft.
Mens Danmark overvejer at melde sig ind i atomkraften, har Tyskland for lang tid siden meldt sig ud. Under valgkampen til forbundsdagsvalget i 2025 startede CDU/CSU enkelte forsøg på at genoplive en pro-atomkraftdebat, men i den nuværende regeringsaftale nævnes atomkraften ikke.
Den tyske atomkraftdiskurs er især præget af økonomiske overvejelser og bekymringer for, hvad nu, hvis det går galt
De store energikoncerner er i gang med at nedlægge atomkraftværkerne, og en tilbagevenden afvises fra deres side som økonomisk urentabel. Dog er folkestemningen i Tyskland på det seneste vendt. Ifølge en aktuel meningsmåling fra april 2025 ønsker lige godt halvdelen (55 pct.) af de adspurgte, at man genoptager atomkraft i Tyskland. Den tyske debat for eller imod atomkraft har kørt i en del år, måske den kan åbne nye perspektiver for os i Danmark.
Tysklands historie med og mod atomkraft
Siden 1962 har Tyskland haft 37 atomkraftværker (eksklusive forskningsanlæg), og selvom det aktuelt ser ud til, at den tyske befolkning med et snævert flertal gerne vil have atomkraft, har Tyskland siden værkernes etablering altid haft en stærk anti-atomkraft-bevægelse. Den blev en fast del af miljøpartiet Bündnis90/Die Grünen (på dansk bare De Grønne), og den generelle skepsis i befolkningen over for atomkraft kulminerede med atomulykken i Tjernobyl i 1986. Miljøpartiet gjorde det til sin mærkesag at lukke ned for atomkraften, så denne historiske katastrofe ikke kunne gentage sig i Tyskland.
Partiet kom til regeringsmagten under kansler Gerhard Schröder (SPD). Denne ”rot-grün”-regering (SPD og De Grønne) besluttede afviklingen af atomkraften i 2002. Kort tid efter var det Angela Merkel, der omgjorde beslutningen. Der gik dog kun få år, inden Merkel fuldstændig ændrede kurs igen. I marts 2011 efter den fatale atomulykke i Fukushima beseglede den uddannede fysiker og forbundskansler Angela Merkel atomkraftens skæbne i Tyskland.
Det skulle dog vare helt op til april 2023, før det sidste atomkraftværk blev frakoblet forsyningsnettet. Årsagen hertil var Ukraine-krigen og de dermed forbundne energiforsyningsproblemer, da Tysklands økonomiske model bl.a. satsede på billig gas- og olieimport fra Rusland. Den energiintensive industri havde brug for en stabil og kontinuerlig forsyning med strøm, så brændselselementerne blev kørt ud til det sidste.
Myten om den bæredygtige atomkraft
En kerne i debatten er påstanden om, at atomkraft er en nødvendig, grøn energikilde. Men det billede problematiseres kraftigt i tyske kilder. Økonomiske og miljøpolitiske eksperter kalder det et oxymoron at betegne atomkraft som bæredygtig. Kritikken lyder bl.a., at der systematisk ignoreres forskellige omkostningsfaktorer som fx konstruktion og drift, forsikring i tilfælde af ulykker og affaldshåndtering.
Da EU i 2022 alligevel valgte at klassificere atomkraft som ”grøn” i sin taksonomi, var det resultatet af et politisk kompromis mellem atomvenlige lande som Frankrig og atomkritiske (men meget gasafhængige) lande som Tyskland. Derfor blev studehandlen indgået: Atomkraft får en grøn label, og så kan gas også få en grøn label.
Det nok stærkeste argument imod en genetablering af atomkraft i Tyskland ligger hos energiselskaberne selv – de gider slet og ret ikke
Beslutningen blev mødt med voldsom kritik fra andre EU-lande, især Østrig og diverse miljøorganisationer, der klagede over klassificeringen. Selv Tysklands myndighed for sikker atomaffaldshåndtering BASE (Bundesamt für die Sicherheit der nuklearen Entsorgung) har siden – stik imod EU’s klassificering – konkluderet, at ”alle fakta tyder på, at atomenergi ikke er bæredygtig”.
Østrig er i atomkraftdebatten faktisk også en interessant deltager, der er værd at nævne. De klagede ikke blot imod EU’s klassificering, men udgiver fra de officielle østrigske myndigheders side flere artikler og diverse faktatjek-brochurer imod ”atomlobbyens eventyr”, som det står på ministeriets hjemmeside. For den interesserede læser i udlandet findes siden og samtlige materialer også oversat til engelsk.
Ingen forsikring på frie markedsvilkår
Den tyske atomkraftdiskurs er især præget af økonomiske overvejelser og bekymringer for, hvad nu, hvis det går galt. Derfor påpeges flere gange problemet med forsikringen. Teknologien kan ikke forsikres gennem det frie marked. For tiden er risikoen for en katastrofal ulykke så omfattende, at ingen kommercielle forsikringsselskaber er villige til at påtage sig ansvaret. Det har været kendt i årtier, men nævnes sjældent i debatten.
En tysk finansmatematiker regner sig frem til et årligt forsikringspræmiebeløb på omkring 72 mia. euro, hvis man skulle dække hele skadespotentialet ved et atomkraftværk. Det tal er så astronomisk, at det kan være svært at forholde sig til. Derfor en dansk sammenligning: Storebæltsbroen kostede omkring 30 milliarder kroner (ca. 4 mia. euro) at bygge. En årlig forsikringspræmie for ét atomkraftværk svarer altså til at bygge 18 Storebæltsbroer – hvert eneste år. På baggrund af manglende indsigt i mellemregningerne skal tallet tages med forbehold. Men uden tvivl ville en atomulykke i en tætbefolket region have katastrofale følger, der næppe kan opvejes økonomisk.
I praksis betyder det, at et atomkraftværk ikke kan drives på frie markedsvilkår. Det er simpelthen for dyrt, derfor må staten så træde til som forsikringsselskabernes sidste instans.
I en Spiegel-artikel fremhæves netop dette gennem en ekspertgruppe fra Bundesumweltministerium, der kritiserede EU’s labeling af atomkraften som grøn/bæredygtig. Gruppen påpeger især, at der ikke blev taget hensyn til princippet om ”den, der forurener, betaler”, og at man ikke bør pålægge kommende generationer uforholdsmæssige belastninger.
At den, der forurener, desværre ikke altid betaler, har vi i Danmark senest set under Nordic Waste-skandalen. Her måtte staten, kommunen og dermed skatteborgernes penge i sidste ende på bordet.
Tyskland kigger også mod udlandet og klimaforandringerne
De tyske medier dækker også udlandets udfordringer med nye og gamle atomkraftværker. Især Frankrigs nyeste reaktor i Flamanville bliver fremhævet som en negativ historie, da omkostningerne ifølge den franske rigsrevision er eksploderet med en stigning på omkring 19 milliarder euro, og projektet derudover er blevet forsinket med 10 år.
De store energiselskaber fastslår, at (gen)opførelsen af et atomkraftværk tager mindst 20 år, og at rentabel strømproduktion er urealistisk
Samtidig ser tyskerne meget bekymret på klimaforandringerne, der senest skabte store problemer for de franske atomkraftværker og tydeliggjort deres sårbarhed. Når floderne bliver for varme eller vandstanden for lav, må værkerne lukke eller køre på nedsat kraft. Dette har ført til, at Frankrig er gået fra at være Europas største el-eksportør til nettoimportør.
Tysk myndighed BASE undersøger SMR-koncepterne
Også herhjemme i den danske debat betragtes SMR (small modular reactors) tit som den hellige gral og fremtidens energiløsning i atomkraftdiskussionen. Den tyske myndighed BASE forholder sig dog yderst skeptisk og konkluderer i en 300 sider lang rapport, der har undersøgt samtlige SMR-løsninger, at de stadig befinder sig på prototypeniveau, og afviser kraftigt myten om kortere byggetid: ”De reelle bygge- og udviklingstider for SMR overstiger typisk de lovede tidsrammer – ofte markant.”
Samtidig peger de på det økonomiske perspektiv og fremhæver, at teknologien først bliver rentabel efter mindst 3.000 opførte enheder af SMR (på verdensplan findes der aktuelt omkring 400 atomkraftværker).
De tyske energileverandører har ikke selv lyst til atomkraft
Det nok stærkeste argument imod en genetablering af atomkraft i Tyskland ligger hos energiselskaberne selv – de gider slet og ret ikke. Og det er faktisk bemærkelsesværdigt, at det ikke blot er miljøorganisationerne, men flere CEO’s og talspersoner fra de store koncerner, der afviser atomkraften som fortsat løsningsmulighed for energiforsyning i Tyskland.
De store energiselskaber fastslår, at (gen)opførelsen af et atomkraftværk tager mindst 20 år, og at rentabel strømproduktion er urealistisk. I stedet for at diskutere atomkraft bør man fokusere på at accelerere den grønne omstilling, lyder det fra branchen selv.
Den tyske atomkraftdebat tilbyder Danmark en vigtig lektion. Tysk erfaring viser, at atomkraft hverken er hurtig, billig, fleksibel eller bæredygtig
Især politikernes frem og tilbage i forhold til atomkraften kritiseres stærkt. Man har i stedet brug for langsigtede og stabile energipolitiske beslutninger. Eon-chef Birnbaum udtaler, at man kunne have diskuteret emnet tilbage i 2016, men nu er afviklingen af atomkraft kommet for langt, og han tilføjer: ”Et atomkraftværk er ikke noget, man bare lige kan tænde eller slukke som en skrivebordslampe.”
Fremtidsperspektiver og Tysklands radikale EU-kursskifte
Tysklands nye regering har netop nu ændret kurs og imødegår dermed Frankrig på EU-plan. På et møde i maj 2025 i Bruxelles erklærede økonomiminister Katherina Reiche (CDU) sig åben for investeringer i forskningen af SMR-teknologier finansieret af EU-midler.
Hidtil havde de gamle regeringer afvist dette, også på baggrund af BASE’s undersøgelser, der pointerede, at der udviklede sig spinoffs fra statsligt støttede forskningsinstitutioner, men disse nye start-up-virksomheders forretningsmodel baserer sig alle på langsigtet statslig finansiering. Men nu er der altså lagt en ny linje, og potentielt kan vi se frem til større investeringer i atomkraften med EU’s penge.
Hvad kan vi lære af den tyske situation?
Den tyske atomkraftdebat tilbyder Danmark en vigtig lektion. Tysk erfaring viser, at atomkraft hverken er hurtig, billig, fleksibel eller bæredygtig, når man måler den på langsigtede omkostninger, sikkerhedsrisici og reelle markedsforhold. Selvom teknologien på papiret ser grøn ud, er det ofte staten og dermed skatteborgerne, der reelt bærer udgifterne og risikoen.
Samtidig rejses et grundlæggende demokratisk spørgsmål: Hvis der er folkelig opbakning, men videnskaben og økonomiske eksperter advarer imod atomkraft, hvem skal så sætte kursen? Skal demokratiet bøje af for populisme, eller bør beslutninger tages på baggrund af faglig viden og samfundsøkonomiske realiteter?
Danmark har styrkepositioner i vedvarende energi. Dem bør vi nok styrke og bygge videre på
Danmark skal naturligvis være teknologiåben og fortsætte den eksisterende forskning i alle relevante løsninger – også inden for atomteknologi. Diversificering er en styrke. Vi kan og bør selvfølgelig også profitere af synergieffekter på EU-plan. Men bør den danske stat selv åbne pengekassen og smide skattekroner efter en ufærdig teknologi, som ifølge eksperterne ikke matcher tidens behov og tempo – og som først kan stå klar om årtier, hvis overhovedet?
Vi burde ærligt konkludere, at løbet for atomkraft for os i Danmark er kørt. Det kunne have været relevant for 20 år siden. Men nu er det efter al sandsynlighed for sent og for dyrt at starte eksisterende teknologier og atomkraftløsninger op. Energibehovet er der nu – ikke først om et par årtier.
Hvad vi derfor bør lære af Tysklands situation, er vigtigheden af stabile, langsigtede og realistiske energipolitiske beslutninger. Danmark har styrkepositioner i vedvarende energi. Dem bør vi nok styrke og bygge videre på, så vi står stærkt i den internationale konkurrence om sol- og vindkraft. For ja, Kina er i gang med at bygge atomkraftværker, men også her er planen for det fremtidige el-behov, at 90 pct. dækkes af vedvarende energikilder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og